Grand prix-serien i tennis
Grand prix-serien i tennis[1] var en professionel tennistour for mandlige spillere, der eksisterede fra 1970 til 1989. Grand prix-serien og World Championship Tennis (WCT) var forgængere for den nuværende tour for herrespillere, ATP Tour, hvor grand prix-serien var den mest prominente af de to.
Baggrund[redigér | rediger kildetekst]
Før begyndelsen af tennissportens åbne æra startede i 1968, hvorfra alle turneringer blev åbne for professionelle spillere, var populære professionelle tennisspillere såsom Suzanne Lenglen og Vincent Richards kontraktligt tilknyttet professionelle promotorer. Amatørspillere stod under deres nationale forbunds jurisdiktion. Promotorerne overtalte ofte de førende amatørspiller, f.eks. Pancho Gonzales og Rod Laver, til at skrive kontrakt med deres respektive tours med løftet om gode præmiepenge. Men disse førte til finansielle vanskeligheder, når spillerne blev lønnet for højt, eller hvis faldende tilskuertal medførte manglende indtægter.
I begyndelse af 1960'erne begyndte de professionelle tours at falde fra hinanden, og overlevede kun fordi U.S. Pro Tennis Championships, der ikke havde kunnet give præmiepenge til mesteren i 1963, modtog præmiepenge fra First National Bank of Boston til turneringen i 1964. Samtidig blev konceptet "shamateurism", hvilket dækkede over, at amatørspillere modtog penge under bordet for at forblive amatører, åbenbart for Wimbledon-mesterskabernes formand, Herman David.
I 1967 offentliggjorde David, at en professionel turnering ville blive afholdt i All England Lawn Tennis and Croquet Club efter Wimbledon-mesterskaberne 1967, der som sædvanligt havde været forbehold amatører. Denne turnering blev tv-dækket af BBC og styrkede den folkelige støtte til professionel tennis. I slutningen af 1967 blev de bedste amatørspillere professionelle, hvilket banede vejen for de første åbne turneringer i 1968. Nogle professionelle var på dette tidspunkt uafhængige af en promotor, f.eks. Lew Hoad, Luis Ayala og Owen Davidson, men de bedste spillere var på kontrakt hos en af følgende to professionelle tours:
- National Tennis League (NTL) (styret af George McCall og Fred Podesta):
- World Championship Tennis (WCT) (styret af David F. Dixon, Albert G. Hill Jr. og Lamar Hunt):
- The Handsome Eight: John Newcombe, Tony Roche, Niki Pilić, Roger Taylor, Pierre Barthès, Butch Buchholz, Cliff Drysdale og Dennis Ralston.
Den den åbne æra begyndte i 1968 viste det sig, at turneringerne tit manglede enten NTL- eller WCT-spillerne. Den første åbne turnering, British Hard Court Championships i Bournemouth, blev afviklet uden WCT-spillere ligesom French Open 1968. I 1970 deltog NTL-spillerne ikke i Australian Open, fordi deres organisation ikke modtog en ønsket garanti.
Etablering af grand prix-serien[redigér | rediger kildetekst]
De professionelle promotorers manipulering af grand slam-turneringerne i begyndelsen af den åbne æra fik Jack Kramer, verdens førende mandlige spiller i 1940'erne og 1950'erne, til at foreslå grand prix-konceptet i 1969.[2][3] Han beskrev det som "en serie af turneringer med en bonuspræmiepulje, der skulle deles på gundlag af et kumulativt pointsystem." Dette ville tilskynde de bedste spillere til hyppigt at deltage i serien, så de kunne opnå en andel af bonuspuljen og kvalificere sig til en særligt sæsonafsluttende turnering som sæsonens klimaks.[4]
Da kun nogle få kontaktspillere dukkede op til French Open 1970, godkendte International Lawn Tennis Federation (ILTF) Kramers grand prix-forslag. I april 1970 offentliggjorde forbundets formand, Ben Barnett, oprettelse af grand prix-serien på forsøgsbasis det første år.[5]
Den første turnering under World Championship Tennis (WCT) blev afholdt den 20. januar 1968 i Sydney. Den første NTL-turnering blev spillet den 18. - 21. marts 1968 i São Paulo, Brasilien. I juli 1970 blev NTL fusioneret ind i WCT. I 1971 arrangerede WCT en tour med 20 turneringer med den sæsonafsluttende WCT Finals i november. I slutningen af 1970 havde et panel af journalister rangeret de bedste spillere i verden. De bedste 32 mænd på denne rangliste blev inviteret til at spillet i WCT-turneringerne i 1971, herunde Ilie Năstase, Stan Smith, Jan Kodeš, Željko Franulović og Clark Graebner.
Grand slam-turneringen Australian Open var en del af WCT, mens de øvrige tre store mesterskaber, French Open, Wimbledon-mesterskaberne og US Open, var grand prix-turneringer. Konflikten mellem ILTF, der styrede grand prix-serien, og WCT var så stor, at Rosewall, Gimeno, Laver, Emerson og andre WCT-spillere boykottede US Open 1971. Den tredje professionelle tour det år var US Indoor Circuit, styret af Bill Riordan, Jimmy Connors' fremtidige manager.
I juli 1971 stemte ILTF for at udelukke alle WCT's kontraktspiller fra at deltage i ILTF-turneringen og fra at anvende ILTF-faciliteter fra begyndelsen af 1972. I 1972 udelukkede French Open og Wimbledon-mesterskaberne udelukkede alle kontrakt-professionelle. I april 1972 indgik ILTF og WCT en aftale om at inddele sæsonen 1973 i to dele: en WCT-tour, der løb fra januar til maj, og en grand prix-serien, der varede resten af året. Konflikten mellem ILTF og WCT førte til, at alle tennisspillere deltog i US Open 1972, hvor de enedes om at dannes en spillerforening, Association of Tennis Professionals (ATP), med Jack Kramer, Donald Dell og Cliff Drysdales mellemkomst.
I 1973 var der fire rivaliserende professionelle serier: WCT-serien konkurrerede med US Indoor Circuit fra januar til april, mens grand prix-serien konkurrerede med "European Spring Circuit" indtil juni.[6]
I 1973 opfordrede ATP på kontroversiel vis sine spillere til at boykotte Wimbledon-mesterskaberne 1973 efter en af dens medlemmer, Niki Pilić, blev udelukket af Jugoslaviens tennisforbund, fordi han ikke spillede et Davis Cup-opgør mod New Zealand. ATP's boykot trådte i kraft efter kuldsejlede forhandlinger, og kun tre af foreningens medlemmer – Roger Taylor, Ilie Năstase og Ray Keldie – brød boykotten, hvilket de senere fik en bøde for. Herrerækkerne ved Wimbledon i 1973 bestod derfor primært af andenrangsspillere, lucky losere og ældre spillere såsom Neale Fraser, der nåede finalen i herredouble sammen med sin landsmand John Cooper. I turneringen deltog også talenterne Björn Borg, Vijay Amritraj, Sandy Mayer og John Lloyd foran rekordstore tilskuertal.
Ledelse[redigér | rediger kildetekst]
Styringen af Grand Prix-serien blev fra 1974 til 1989 foretaget af Men's International Professional Tennis Council (MIPTC). Dets navn blev i 1988 forkortet til Men's Tennis Council (MTC)[7] MIPTC's havde bl.a. pligt til at idømme bøder for overtrædelse af dets Code of Conduct, dopingtest og administration af Grand Prix-serien. Det flyttede endvidere Australian Open fra turneringens termin i december – der var blevet indført i 1977, så den kunne medtages i grand prix-pointsystemet – til januar fra og med 1987, så Grand Prix Masters kunne blive afholdt i december fra og med 1986. Det lykkede imidlertid ikke for MIPTC at begrænse væksten i antallet af turneringen, idet antallet sted fra 48 i 1974 til 75 i 1989.
Integration og ophør[redigér | rediger kildetekst]
World Championship Tennis og Grand prix-serien var adskilte indtil 1978, hvor WCT blev integreret i grand prix-serien. I 1982 blev WCT igen udskilt fra grand prix-serien og skabte en mere kompleks WCT-rangering i stil med grand prix-ranglisten. Adskillelsen var dog kortlivet, og i 1985 absorberede grand prix-serien de resterende fire WCT-turneringer.
Efter mislykkede forhandlinger med MTC om bl.a. organiseringen af grand prix-serien og andre forhold, herunder spillertræthed, afholdt Association of Tennis Professionals (ATP), der på det tidspunkt blev ledet af ranglistens nr. 1, Mats Wilander, en pressekonference på en parkeringsplads under US Open 1988. På pressemødet erklærende ATP, at spillernes forening ville starte sin egen tour i 1990, hvorfor Grand prix-serien i tennis 1989 blev seriens sidste sæson.[8] Grand prix-seriens sidste turnering var Nabisco Masters Doubles 1989, afviklet i Royal Albert Hall den 6. - 10. december 1989, der blev vundet af Jim Grabb og Patrick McEnroe, der slog John Fitzgerald og Anders Järryd i finalen.
Etableringen af ATP Tour[redigér | rediger kildetekst]
I 1990 erstattede Association of Tennis Professionals (ATP), ledet af Hamilton Jordan, MTC som det eneste styrende organ for professionel herretennis , og ATP Tour var født. De ni med prestigefulde grand prix-turneringer blev fra starten grupperet i kategorien ATP Championship Series Single Week.[9] I 1996 begyndte Mercedes at sponsorere denne serie af turneringer, der blev rebrandet som "Super 9" indtil 1999.[10] I 2000 blev kategorien omdøbt til Tennis Masters Series, og dette navn holdt indtil 2004, hvor den igen fik nyt navn, ATP Masters Series. Fra 2009 var navnet ATP World Tour Masters 1000, hvilket senere er justeret til ATP Tour Masters 1000 og ATP Masters 1000. Grand Prix-turneringerne på lavere niveau blev oprindeligt kaldt Grand Prix Super Series. De blev overtaget af ATP og navngivet Championship Series. Alle øvrige Grand prix-stævner blev en del af World Series.
Sæsoner og sponsorer[redigér | rediger kildetekst]
Baseret på USLTA's årbøger og guides, samt World of Tennis årbøger:
- Pepsi-Cola Grand Prix 1970[11]
- Pepsi-Cola Grand Prix 1971
- Commercial Union Assurance Grand Prix 1972
- Commercial Union Assurance Grand Prix 1973
- Commercial Union Assurance Grand Prix 1974
- Commercial Union Assurance Grand Prix 1975
- Commercial Union Assurance Grand Prix 1976[12]
- Colgate-Palmolive Grand Prix 1977[13]
- Colgate-Palmolive Grand Prix 1978
- Colgate-Palmolive Grand Prix 1979
- Volvo Grand Prix 1980
- Volvo Grand Prix 1981
- Volvo Grand Prix 1982
- Volvo Grand Prix 1983
- Volvo Grand Prix 1984[14]
- Nabisco Grand Prix 1985
- Nabisco Grand Prix 1986
- Nabisco Grand Prix 1987
- Nabisco Grand Prix 1988[15]
- Nabisco Grand Prix 1989
Ranglister[redigér | rediger kildetekst]
Hvert år blev grand prix-ranglisten ved sæsonens afslutning opgjort. Ranglisten var baseret på grand prix-pointsystemet og reflekterede ikke nødvendigvis den parallelle ATP's verdensrangliste.
Vindere[redigér | rediger kildetekst]
| Titler | Spiller | Sæsoner |
|---|---|---|
| 5 |  Ivan Lendl
|
1981, 1985, 1986, 1987, 1989 |
| 3 |  John McEnroe
|
1979, 1980, 1984 |
 Guillermo Vilas
|
1974, 1975, 1977 | |
| 2 | Jimmy Connors
|
1978, 1982 |
 Ilie Nastase
|
1972, 1973 | |
 Mats Wilander
|
1983, 1988 | |
| 1 |  Raúl Ramírez
|
1976 |
| Cliff Richey
|
1970 | |
| Stan Smith
|
1971 |
Se også[redigér | rediger kildetekst]
Kilder[redigér | rediger kildetekst]
- ^ "ILTF agreement for Grand Prix tennis circuit to start". The New York Times. 9. april 1970. Hentet 20. august 2011.
- ^ "How It All Began". Association of Tennis Professionals.
- ^ "Grand Prix for Open Tennis Suggested by Jack Kramer". Schenectady Gazette. Associated Press. 3. januar 1969. s. 19.
- ^ Jack Kramer, with Frank Deford (1979). The Game: My 40 Years in Tennis. New York City: Putnam. s. 275–276. ISBN 978-0399123368.
- ^ "Tennis Gets A Grand Prix". The Sydney Morning Herald. 9. april 1970.
- ^ "Grand Prix Tennis European Circuit". The Lakeland Ledger. 26. januar 1976. Hentet 20. august 2011.
- ^ "History". International Tennis Federation. Arkiveret fra originalen 13. august 2016. Hentet 10. marts 2023.
- ^ Andrew Warshaw (15. januar 1989). "Men's tennis officials preparing for tour turmoil". The Daily Union. Associated Press. s. 15.
- ^ "Newsbank Archive LA Times Reference to name". The Los Angeles Times. 5. marts 1990. Hentet 20. august 2011.
- ^ Chloe Francis (9. maj 2009). "Masters 1000 Tournaments: The Toughest Test?". Bleacher Report.
- ^ "Pepsi Cola Company Sponsorship". The New York Times. 23. juni 1970. Hentet 20. august 2011.
- ^ "Commercial Union Drops Sponsorship of Tennis". The Daytona Beach News-Journal. 14. april 1976. Hentet 16. oktober 2015.
- ^ "Colgate Palmolive sponsorship". The Sydney Morning Herald. 5. november 1976. Hentet 20. august 2011.
- ^ "Volvo Sponsorship". The New York Times. 5. september 1988. Hentet 20. august 2011.
- ^ "Nabisco Sponsorship". The New York Times. 28. september 1989. Hentet 20. august 2011.
- ^ World of tennis 1977 : a BP yearbook. Internet Archive. London : Macdonald & Jane's. 1977. s. 31. ISBN 978-0-354-09010-0.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: others (link) - ^ Tingay, Lance; Barrett, John; International Tennis Federation (1982). Slazengers world of tennis 1982 : the official yearbook of the International Tennis Federation. Internet Archive. London : Queen Anne Press. s. 31. ISBN 978-0-356-08596-8.
- ^ Slazengers world of tennis. 1983. Internet Archive. London : Queen Anne Press. 1983. s. 29. ISBN 978-0-356-09383-3.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: others (link) - ^ World of tennis 1987. Internet Archive. London : Willow Books. 1987. s. 105. ISBN 978-0-00-218252-2.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: others (link) - ^ World of tennis. 1989. Internet Archive. London : Collins. 1989. s. 113. ISBN 978-0-00-218311-6.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: others (link) - ^ World of tennis, 1990. Internet Archive. London : Collins Willow. 1990. s. 107. ISBN 978-0-00-218355-0.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: others (link)
- Bud Collins, History of Tennis: An Authoritative Encyclopedia and Record Book, New Chapter Press, USA, 2nd Edition, 2010. ISBN 0942257707. Accessed 11 October 2010.