Grattage

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Golden Age, 130 x 90 cm, akryl på lærred, Neo-Grattage af Mat Vey - Matvey Slavin (2020)
Grattage, olie på lærred, Giovanni Guida

Grattage (fransk gratter "skrabe af") er en teknik i surrealistisk maleri, der består i at "ridse" i frisk maling med et skarpt blad.[1][2] I denne teknik forsøger man typisk at ridse og fjerne det kromatiske pigment spredt på et forberedt underlag (lærredet eller andet materiale)[3] for at flytte overfladen og gøre den dynamisk.[4] Grattageteknikken inkorporeret i maleriet er for at skabe en stærk fornemmelse af tekstur eller mønster på billedoverfladen.[5] Denne teknik blev brugt af Max Ernst,[6][7] Joan Miró,[8] og senere af uformelle kunstnere.

Teknik og materialer[redigér | rediger kildetekst]

I denne billedteknik eksperimenterer kunstneren udover brugen af børster og spartler med almindelige redskaber og hverdagsgenstande, såsom svampe, stålbørster, stiletter, skalpeller, spidser, barberblade og små metalblokke. I grattage skraber forskellige almindelige værktøjer våd maling for at simulere naturlige mønstre eller for at skabe nye.[9] De dannede ridser bringer farverne i de underliggende billedlag frem og skaber kromatiske kontraster. I Grattager tjener afskrabningen af overfladelagene af maling over et udvalg af genstande til at stimulere sindet til at engagere sig i den automatiske proces med at opdage billeder, der ligger skjult i dets inderste fordybninger.[10]

Kunstnere[redigér | rediger kildetekst]

Max Ernst genopdagede frottage-teknikken (baseret på gnidningsprincippet); i 1927 overførte han denne tegneteknik – generelt anvendt på papir – til oliemaleri og skabte dermed grattage-processen.[11] Grattage gjorde det muligt for Max Ernst at befri de kreative kræfter fulde af forslag og fremkaldelse, mindre teoretiske og mere ubevidste og spontane.[12] Denne teknik blev forfinet af kunstneren Hans Hartung;[13] gennem denne proces når han sublimeringen af sine typiske billedbevægelser, og skaber et nyt tegnalfabet, der er afhængig af spidse værktøjer, passende modificerede børster og ruller.[14] I figurative monokrome neo-grattager[15] videreudvikler Mat Vey teknikken i såkaldte Engraved Paintings (eng. Graveringsmalerier).[16]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Grattage Art Term Tate - webside. Hentet d. 7. oktober 2022
  2. ^ M. A. Caws, Mary Ann Caws, Surrealism, Phaidon Press, 2004
  3. ^ Carlo Pirovano, La Pittura in Italia: Il Novecento, Volumi 1–2, Electa, 1992
  4. ^ Marina Pugliese, Tecnica mista. Com'è fatta l'arte del '900, Bruno Mondadori, 2012
  5. ^ Jean Robertson, Craig McDaniel, Painting as a Language: Material, Technique, Form, Content, Harcourt College Publishers, 2000
  6. ^ M. E. Warlick, Max Ernst and Alchemy: A Magician in Search of Myth, University of Texas Press, 2013
  7. ^ Peter Stockwell, The Language of Surrealism, Macmillan International Higher Education, 2016
  8. ^ Giulio Carlo Argan, Studi sul surrealismo, Volume 1, Officina, 1977
  9. ^ Marie MacDonnell Roberts, The artist's design: probing the hidden order, Fradema Press, 1993
  10. ^ Haim Finkelstein, The Screen in Surrealist Art and Thought, Routledge, 2017
  11. ^ Max Ernst, Metropolitan Museum of Art, New York, 2005
  12. ^ Uwe M. METKEN, Max Ernst, Karin von Maur, Sigrid Metken, Uwe M. Schneede, Tate Gallery, Sarah Wilson, Max Ernst: A Retrospective, Prestel, 1991
  13. ^ Hans Hartung, Domenico D'Oora, Maurizio Medaglia, Vittorio Raschetti, Hans Hartung, Silvia, 2006
  14. ^ Hans Hartung, Michel Enrici, Fondation Maeght, Hans Hartung: le geste et la méthode, Fondation Marguerite et Aimé Maeght, 2008
  15. ^ Neo-Grattage Mat Vey (Matvey Slavin) - webside. Hentet d. 7. oktober 2022
  16. ^ kunsten.dk - Mærk magtens spil - Matvey Slavin. Artikel af Inge Schjødt Hentet d. 17. november 2021