Gucci

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 21. sep. 2014, 18:22 af MGA73bot (diskussion | bidrag) MGA73bot (diskussion | bidrag) (Tilføjer Commonscat - kategori på Commons har samme navn som artiklen.)
En Gucci butik i Hong Kong

Gucci er et italiensk brand i mellemhøjt prisleje. Primærområdet er accessories til både kvinder og mænd.

Historie

Guccio Gucci åbnede i 1921 sin første forretning i Firenze. Med tiden skulle den være baggrund for et af verdens førende varemærker.

Guccio Gucci havde i en årrække arbejdet på London Savoy Hotel, hvor han havde tilegnet sig en vis fornemmelse for, hvad der appellerede til den engelske overklasse. I London havde Guccio absorberet den raffinerede æstetik og smag. Fornemmelsen tog han i begyndelsen af 1920'erne med hjem til sin fødeby Firenze. I Firenze udnyttede han sin viden og åbnede en forretning, som i første omgang beskæftigede sig med lædervarer og tasker. Toscanas håndværkere skulle siden hen vise sig at være de rigtige til at føre Guccis visioner ud i livet.

I løbet af en kort årrække fik mærket Gucci stor succes. Det lykkedes for Guccci at skabe sig et ry som et eksklusivt mærke. Via det nyvundne ry blev Guccis varer nogle af de mest eftertragtede blandt den mere sofistikerede del af det europæiske publikum. Desuden blev varesortimentet nu udvidet til, udover tasker, at indeholde kufferter, handsker, sko og bælter. De nye produkter blev hurtigt et hit.

I skyggen af anden verdenskrig oplevede Gucci, som så mange andre, problemer med leverancer af materiale af tilstrækkelig høj standard. På trods af de udfordringer, som Italiens fascistiske diktatur medførte, blev Guccis varemærker stadig mere og mere kendt. The Bamboo Bag blev introduceret i 1940 og blev den første i en lang række af ikoniske Gucci produkter, som siden skulle følge trop.

Efter anden verdenskrig, hvor verden blev mere og mere sammenhængende, åbnede Gucci butikker i Milano, New York, London, Palm Beach, Paris og Beverly Hills. I forlængelse af den "imperialistiske" markedsførelse blev Gucci et verdenssymbol for moderne luksus.

I 1953 døde grundlæggeren, Guccio Gucci. Som bekendt falder æblet ikke langt fra stammen, men at fire æbler falder på samme sted, kan næppe betragtes som statistisk signifikant. Ikke desto mindre valgte Guccios fire sønner alle at gå i fars fodspor og overtage driften af virksomheden i et stort familiesamarbejde.

I 1960'erne tilføjes endnu et tillægsord til striben som beskriver Gucci. Ordet er tidløs. Gucci blev synonym med tidløs elegance. Flere kendisser blev direkte og indirekte reklamesøjler for varemærket. Blandt Guccis stjerner i 1960’erne kan nævnes Jacqueline Kennedy, Grace Kelly, Elizabeth Taylor, Peter Sellers og Samuel Beckett. Derudover blev dele af Guccis klassiske kollektioner optaget på Costume Institute, Metropolitan Museum of Art i New York.

I slutningen af 1960’erne opstår Guccis velkendte G-logo, som siden har indtaget verden.

Seneste udvikling

Udviklingen og fingerspitzgefühl har gjort Gucci til et af verdens førende varemærker kendetegnet ved at være et mix af tradition og innovation. Ifølge Gucci selv skyldes den dundrende succes den rette strategiske vision og ledelseskvaliteter, hvilket har skabt en solid finansiel og økonomiske situation for det historiske brand.

Dog må Gucci, på lige fod med de andre verdenskendte mærker, se markedsandele gå til nye brands, både som følge af enkelte modefænomener og fordi en vestens stigende lønninger giver flere og flere muligheden for at købe de velfunderede mærker, således at folk der vil være i "eliten" vælger endnu dyrere mærker eller mærker med begrænsede produktioner for stadig at kunne skille sig ud fra mængden.

Eksterne henvisninger