Gustav Mahler

Gustav Mahler (7. juli 1860 – 18. maj 1911) var en østrigsk komponist og dirigent.

I sin levetid blev han først og fremmest anset som en af de betydeligste dirigenter; anerkendelsen af hans virke som komponist kom først et halvt århundrede efter hans død, omend der er registreret ca. 460 koncerter med hans værker op til 2. verdenskrig specielt i Holland, Østrig og Tyskland.

Mahler anerkendes i dag som en af de vigtigste overgangsskikkelser mellem den sene romantiske tradition og den moderne kompositionsmusik. Hans hovedværker er de ti symfonier og den symfoniske sangcyklus Das Lied von der Erde. Ud over dette skrev han fortrinsvis mindre stykker, især lieder, af hvilke samlingen Des Knaben Wunderhorn leverer strofer og temaer til symfonierne nr. 2-4.

Biografi

Mahler blev født 7. juli 1860 i en uortodoks jødisk familie i landsbyen Kalischt i Böhmen. Familien flyttede tre måneder efter hans fødsel til Iglau (Jihlava), Mähren, hvor faderen havde et spiritusbrænderi med udskænkning, og hvor Mahler tilbragte sine første 15 år. I 1875 blev han optaget på Wiens konservatorium, hvor han studerede klaver og komposition til 1878. Herefter fulgte han en kort tid diverse forelæsninger på Wiens Universitet, men uden at tage nogen afsluttende eksamen. Hans første større forsøg i komposition var kantaten Das Klagende Lied (1878-80) som han forgæves indsendte til konkurrencen om "Beethoven-Prisen" i Wien (1881). Hans første stilling som dirigent var ved et lille sommerteater i Bad Hall ved Linz, 1880, og herefter fik han arbejde ved større og større teatre: Laibach (Ljubljana i det nuværende Slovenien 1881), Olmütz (Olomouce) i Mähren i 1882, Kassel i 1883-1885, Das deutsche Kgl. Theater i Prag i 1885-86, Stadttheater i Leipzig 1886-88 og som direktør for Den kgl. ungarske Opera i Budapest, 1888-91. I april 1891 fik han ansættelse som 1. kapelmester ved Hamburger Stadttheater, hvor han blev til april 1897. I Leipzig komponerede han i januar-marts 1888 sin 1. symfoni (i 5 satser). Den blev imidlertid først uropført året efter i Budapest og fandt først sin endelige udformning omkring 1896. I august-september 1888 påbegyndte han i Prag, hvor han var på gæstevisit som dirigent, sin 2. symfoni (kun 1. satsen), men fuldendte først symfonien i 1893-1894.

I 1893-96 holdt han hver sommer sine tre måneders ferier ved Steinbach am Attersee i Østrig, hvor han koncentrerede sig om at komponere. Resultatet blev hans 2. & 3. symfoni og samlingen Gesänge aus Des Knaben Wunderhorn. (10 sange for 1 stemme og orkester respektiv klaver).

I februar 1897 konverterede Mahler til katolicismen for at forbedre sine muligheder for at få den prestigefyldte stilling som direktør for Wiens Hofoper. Han fik stillingen og beholdt den til december 1907. I løbet af disse 10 år komponerede han symfonierne nr. 4-8, de 5 Rückert-Lieder, Kindertotenlieder og de sidste to sange fra Des Knaben Wunderhorn-samlingen: Der Tamboursg'sell og Revelge. I marts 1902 ægtede han den 19 år yngre Alma Maria Schindler, med hvem han fik døtrene: Maria Anna (1902) og Anna Justine (1904). Sidstnævnte blev en anerkendt billedhugger, hvorimod Maria Anna allerede i juli 1907 døde af difteri. Samtidig fik Mahler konstateret en hjertesygdom (en sen følge af gigtfeber).

Allerede et par måneder før havde Mahler ansøgt om at blive løst fra sin kontrakt med Hofoperaen i Wien, dels fordi der var en stigende antisemitisk stemning mod ham i byen, dels fordi han i maj 1907 havde modtaget et generøst tilbud fra The Metropolitan Opera i New York. I august 1907 blev han løst fra sin kontrakt, og i december samme år rejste han til New York. Her dirigerede han to sæsoner (1907-8 & 1908-9) på The Met. I efteråret 1909 vendte Mahler tilbage til New York for at lede det reorganiserede New York Philharmonic Orchestra. I disse år komponerede han Das Lied von der Erde (1908-9), og Symfoni Nr. 9 (1909), der blev hans sidste fuldendte værk. Under sit sidste ophold i New York blev han i februar 1911 alvorligt syg og måtte opgive at fuldføre sæsonens sidste koncerter. Efter eget ønske blev han i april bragt tilbage til Europa for at blive behandlet, først i Paris, siden i Wien. Men alt var forgæves. I maj ankom han til Wien, hvor han døde af sin hjertelidelse den 18. maj 1911. Få dage senere blev han bisat ved siden af sin datter på Grinzinger Friedhof i Wien. Han efterlod sig en ufuldendt 10. symfoni (5 satser), hvis skitser og udkast er stærkt præget (med fortvivlede udråb mellem noderne) af de sidste års ulykkelige ægteskab med Alma, der i sommeren 1910 havde indledt en lidenskabelig affære med den noget yngre arkitekt Walter Gropius. Den 10. symfoni er siden forsøgt fuldført af flere komponister. Det forsøg, som har vundet mest anerkendelse, er den britiske musikforsker Deryck Cooks "performing version".

Gustav Mahlers musik

Gustav Mahlers musikalske udsagn bevæger sig stort set i to sideløbende spor: dels symfonien, den største genre i europæisk instrumentalmusik, dels lieden, sangen med klaverledsagelse. Hans kompositioner indeholder mange af de brydninger, som er typiske for den tyske senromantiske musik. Symfonierne kan ses som et forsøg på at forene tidens mange brydninger, herunder diskussionen om programmusik og absolut musik, og det tilsyneladende brud mellem den klassiske verden og den nye moderne, i en stor form. Skønt Mahler i sin levetid ikke oplevede nogen større succes med sine kompositioner, er han, siden man "genopdagede" ham i slutningen af 1950'erne, regnet som ikke bare den, der bragte den senromantiske musik til sit zenit, men også som den komponist, der frem for nogen indledte modernismen.

Inspirationskilderne

Gustav Mahler havde gennem sit arbejde som dirigent og kunstnerisk direktør ved større og mindre østrig-ungarske og tyske operahuse fået et intimt kendskab både til traditionen og til samtidens kompositionsmusik. Listen over de komponister, der har påvirket ham er derfor lang, men først og fremmest fra det tysksprogede område. Udgangspunktet fandt Mahler nok hos Johann Sebastian Bach og hos wienerklassikerne, men det var den romantiske musik, han først og fremmest byggede på som Franz Schubert, Robert Schumann og Franz Liszt. Komponisten Anton Bruckner, der kendte ham personligt), spillede også en vis rolle (Mahler lavede et klaverudtog af Bruckners 3. symfoni – det første begge fik udgivet). To store forbilleder stikker ud fra de andre.

Beethoven og Wagner

Ludwig van Beethovens kompositioner var på mange måder modellen for Mahlers kunstneriske ambitioner. Beethoven var fra sin 3. Symfoni slået ind på det, vi benævner hans "heroiske" periode. Bag det lå der blandt andet et ønske om med musikken at udtrykke betydninger gennem følelsen. Musikken skulle skildre verden, men skildringen skulle være i selve musikkens struktur, i dens følelse. I sin 9. symfoni lader Beethoven i finalen kor og solister synge et glædesbudskab, og han bryder derved den gængse opfattelse af en symfoni. Netop den 9. symfoni var på mange måder Mahlers model og det heroisk-tragiske var et vedblivende stort tema i hans musik.

Hvad Beethoven var for Mahlers ambitioner som kunstner, var Richard Wagner for ham som komponist. Wagners voldsomme og suggestive operaer indeholdt et forsøg på at samle og løse tidens musikalske skismaer. Han mente, at man burde sammensmelte kunstarterne: litteratur, teater og musik, i det han kaldte for Gesamtkunstwerk (samlet kunst). På den måde mente Wagner, at transcendere grænserne mellem abstraktion og betydning i musikken. Mahler havde samme stræben efter at lade musikken udtrykke en grundlæggende ide og påvirkningen (og fascinationen) af Wagners teknikker som den uendelige melodi og ledemotiver er synlig gennem hele Mahlers værk.

Folkemusikken

En væsentlig og langt mere direkte kilde til Mahlers musik er dog hans brug af kendte melodier og temaer, eller snarere melodier og temaer, der synes lytteren bekendt. I sin 1. symfoni citerer han således i 3. satsen den kendte kanon Frère Jacques (Mester Jakob). Citaterne giver sig ofte udslag i det ironiske eller portrætterende. Også militærmarcher, folkemusik af forskellig oprindelse eller populær musik, især danseformer som ländler og vals, finder man hos Mahler. Scherzo-formen optræder i næsten alle hans symfonier med varierende indhold, men ofte som et betydningsmæssigt folkeligt eller moderne kontrapunkt til de heroiske yder-satser.

Fortolkningen af Mahlers musik

I Mahlers musik ligger der til stadighed et underliggende lag af mening, men som oftest uden at der foreligger nogen ydre forklaringer (som i programmusikken). Mahler afstod bevidst fra at lave "programmer" til sine symfonier og herved ligner han Ludwig van Beethoven, der kun i sin 6. symfoni eksperimenterede med egentlig beskrivende musik.

I de endelige værker har man af tekst kun spillehenvisningerne og de sangtekster, som Mahler valgte til sine vokalafsnit. De er aldrig direkte forklaringer på musikken, men er nærmere betydningslag der ligger sideløbende med andre betydningsskabende elementer som orkestrering, musikalske citater, brug af genrer m.m. Derimod har man i Mahlers skitser og partiturer fundet utallige henvisninger til et betydningsindhold og disse skriftlige noter bruges ofte som direkte kilder til forståelsen af Mahlers musik. Desuden findes der allerede fra kort efter Mahlers død en række anekdoter og tolkninger, der er bragt videre af familie og bekendte. Især Mahlers hustru Alma Mahler, der selv var musikalsk uddannet, har bidraget til denne del af kilderne. Hendes udsagn bør man dog som regel omgås med megen forsigtighed, da hun har en tendens til at overfortolke og til at sætte sig selv og familien i centrum. Ikke desto mindre er flere af Mahlers egne (skriftlige) kommentarer i partiturerne henvendt til Alma Mahler.

En særstilling blandt Mahlers fortolkere indtager Theodor W. Adorno. Med sin sprogligt svært tilgængelige monografi om Mahler (1960) forsøger Adorno (alt imens han tog skarpt afstand fra de programmatiske tolkninger), at forstå Mahlers musik som et rent musikalsk formidlet betydningskunstværk, der udtrykker og udøver kritik af samtiden.

Værker

Symfonier

1. symfoni (D-dur),(1888–1896). For stort orkester
2. symfoni (c-mol, slutter i Es-dur), Auferstehung (1888–1894). For soli (sopran og alt), bl. kor og orkester.
3. symfoni (d-mol) (1895–1896). For stort orkester, 1 alt-solo, damekor og orkester.
4. symfoni (G-dur, slutter i E-dur), (1899–1901). For orkester og 1 sopran-solo (4.sats)
5. symfoni (cis-mol, slutter i D-dur), (1901–1902). For orkester
6. symfoni (a-mol), Tragische (1903–1904). For orkester
7. symfoni (e-mol, slutter i C-dur), (1904–1905). For orkester
8. symfoni (Es-dur), Sinfonie der Tausend (1906). For 8 soli, bl. kor, børnekor og orkester
9. symfoni (D-dur, slutter i Des-dur), (1909–1910). For orkester
10. symfoni (fis-mol/Fis-dur) (1910, Ufuldendt, 1. & 3. sats: Andante-Adagio & "Purgatorio" færdiggjort til opførelse 1924 af Ernst Krenek. For orkester.

Færdige opførelserversioner af alle 5 satser er lavet af Deryck Cooke (1964, 1972, 1989), Cliton Carpenter (1966), Joseph Wheeler (1948 – 1965), Remo Mazzetti, Jr. (1989), Rudolf Barshai (2000), og Nicola Samale/Giuseppe Mazzucca (2002)).

Sangcyklusser og andre vokalværker

Das Klagende Lied for soli, kor og orkester (1878-80, revideret 1890'erne). Oprindelig i 3 dele; 1. del kasserede Mahler senere.
Drei Lieder (til egne tekster) for tenor og piano, 1878), udgivet posthumt.
Lieder und Gesänge (14 sange med klaverakkompagnement, 1880-1890)
Lieder eines fahrenden Gesellen (for sangstemme med klaver- eller orkesterakkompagnement, 1884)
Gesänge aus "Des Knaben Wunderhorn" (for sangstemme og orkester- resp. klaver-akk., 1892-1896. Udgivet 1900. Samt 2 yderligere sange fra 1899 og 1901): Der Tamboursg'sell & Revelge
Rückert-Lieder (5 lieder for sangstemme med orkester- ell. klaver-akk., 1901-1902)
Kindertotenlieder (5 lieder for sangstemme og orkester til tekster af Rückert, 1901-1904)
Das Lied von der Erde (kinesiske digte v/Hans Bethge), Symfonisk sang-cyklus(1908-1909) for tenor og alt (evt. bariton) og stort orkester.

Wikimedia Commons har flere filer relateret til Gustav Mahler