Spring til indhold

Gyldendals Teaterleksikon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gyldendals Teaterleksikon
RedaktørAlette Scavenius
LandDanmark
SprogDansk
ForlagGyldendal
Udgivelsesdato31. oktober 2007
Sider1.112
ISBNISBN 978-87-02-01905-6

Gyldendals Teaterleksikon er et dansk leksikon, der omfatter 3.659 opslag[1] om dansk og international teaterhistorie, scenekunst, personer og institutioner.[2]

Værket udkom i bogform i 2007 med Alette Scavenius som hovedredaktør. I alt 51 forfattere har bidraget til leksikonet.[2]

Det er det første teaterleksikon af sin art på dansk, med særligt fokus på dansk teater. Indholdsmæssigt læner værket sig op ad udenlandske teaterleksika som det tyske Theaterlexikon (de), den franske Dictionnaire encyclopédique du théâtre og den engelske The Cambridge Guide to Theatre, med fokus på traditioner, historiske udlægninger, institutioner og personer.[1]

Selve teaterværkerne har ikke egne opslag, men optræder som eksempler og i billedmateriale, og der findes et indeks over nævnte værker. Opslagene kan inddeles i faktuelle (f.eks. "snoreloft") og mere anekdotiske typer (f.eks. "logesjover" og "teaterslang").

Værket spænder bredt: fra cirkus til dagligstuedrama, fra amatører til professionelle, fra tradition til avantgarde, og er skrevet af mange forskellige forfattere, der hver har valgt egen stil og hvilke oplysningstyper der medtages i deres opslag. Hovedvægten ligger på det etablerede danske og europæiske teatermiljø, med stor vægt på tradition og historie. Personopslag udgør cirka en fjerdedel af opslagene. Basale begreber som "abonnement" og "kunstnernavn" er forklaret, mens visse fagtermer (f.eks. "slapstick") bruges uden eget opslag.

I 2011 blev leksikonet digitaliseret, og artiklerne blev gjort tilgængelige på Den Store Danskes hjemmeside.[2]

Da Foreningen lex.dk i 2019 overtog rettighederne til Den Store Danske fra Gyldendal, fulgte retten til at publicere den digitale udgave af Gyldendals Teaterleksikon med. Værket er siden tilgængeligt som en del af Lex' digitale opslagsværk.[2]

  1. 1 2 Hemdorff Nissen, Jeppe (2. december 2021). "Gyldendals Teaterleksikon". Peripeti. Det Kgl. Bibliotek/Royal Danish Library. 5 (9): 143-146. doi:10.7146/peri.v5i9.107666. ISSN 2245-893X.
  2. 1 2 3 4 Bilde, Marie. "Gyldendals Teaterleksikon i Lex". Om Lex. Hentet 30. juni 2026.