Güldencrone

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Gyldenkrone)
Spring til navigation Spring til søgning
Adelsvåben for slægten Gyldencrone

Güldencrone (alternativt Guldencrone, Gyldenkrone) er en dansk adelsslægt, der nedstammer fra Vilhelm Marselis (1645-1683), der i 1673 blev optaget i friherrestanden med navnet Güldencrone. Navnet skulle efter sigende være sammensat efter den hollandske mønt gulden ('gylden') og den danske mønt krone. Slægtens medlemmer var storgodsejere i omegnen af Århus og indehavere af baroniet Wilhelmsborg.

Af slægten Marselis, der spillede en så fremtrædende rolle i danske finansforhold i det 17. århundrede, fik Vilhelm Marselis (1645-1683) til Skumstrup 1673 sin besiddelse ophøjet til friherreskabet Vilhelmsborg og fik selv tillagt navn og titel som baron Güldencrone.

Hans søn, stiftamtmand, gehejmeråd, baron Christian Güldencrone (1676-1746) var fader til stiftamtmand, lensbaron Vilhelm Güldencrone (1701-1747), schoutbynacht, baron Jens Güldencrone (1712-1770) og konferensråd, amtmand, lensbaron Matthias Güldencrone (1703-1753), hvis søn var gesandt, lensbaron Christian Frederik Güldencrone (1741-1788).

Han var fader til stiftamtmand, gehejmekonferensråd, lensbaron Frederik Julius Christian Güldencrone (1765-1824) og til major, baron Vilhelm Güldencrone (1768-1806), af hvis sønner skal nævnes kammerherre, lensbaron Ove Christian Ludvig Emerentius Güldencrone (1795-1863) og amtsforvalter, kammerherre, baron Christian Frederik Güldencrone (1803-1875). Sidstnævnte var fader til oberst, baron Christian Güldencrone (1837-1902) og til baron Ove Güldencrone (1840-1880), der var adjudant hos kong Georg af Grækenland og 1877 organiserede det græske torpedovæsen, hvis første chef han var.

Kilder[redigér | redigér wikikode]