Kaarsberg blev student 1873, cand. med. 1880, Dr. med. 1889, og blev efter adskillig landpraksis distrikts-, senere amtslæge i Sorø. Kaarsberg var en urolig natur og en livfuld intelligens med en frisk selvstændighedstrang. Han har skrevet populære hygiejniske afhandlinger, blandt andet Vore Børn (1889). Dernæst har han, til dels under pseudonymetHans Juul, skrevet en række noveller og fortællinger (blandt andet Daarlige Tider, 1887; Mutterlillen, 1889; Folkene paa Nakkebjerg, 1895; Sort og Rødt, 1898; Stort Vildt 1901; Prins Hafiz Rejse, 1907; Vildt og Tæmmet, 1915), der vidner om iagttagelsessans og fortælletalent. En ivrig friluftsmand, som han var — jæger og turist — har han ofte hentet sine emner fra naturlivet og fremmede folkeslags liv, og udbyttet af sine rejser i civilisationens udkanter har han nedlagt i rejsebeskrivelser og folkepsykologiske studier (blandt andet Gennem Stepperne, 1891; Nordens sidste Nomade, 1897), der underholder ved livlige, friske skildringer og indeholder originale refleksioner over de såkaldte naturfolksdegeneration. I 1921 udgav han sine Memoirer.
hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.