Hans af Danmark
| Hans | |||
|---|---|---|---|
|
Valgsprog: PRO LEGE ET GREGE (For lov og folk) | |||
.jpg) | |||
| Konge af Danmark, de Venders og Gothers | |||
| Kroning |
18. maj 1483 Vor Frue Kirke, København | ||
| Regerede |
21. maj 1481 – 20. februar 1513 | ||
| Forgænger | Christian 1. | ||
| Regent | Hans | ||
| Efterfølger | Christian 2. | ||
| |||
| |||
| Ægtefælle | Christine af Sachsen | ||
| Børn |
med Dronning Christine: | ||
| Hus | Huset Oldenborg | ||
| Far | Christian 1. | ||
| Mor | Dorothea af Brandenburg | ||
| Født |
2. februar 1455 Aalborghus Slot | ||
| Død |
20. februar 1513 Aalborghus Slot | ||
| Hvilested |
1513 Graabrødre Klosterkirke, Odense (til 1807) Sankt Knuds Kirke, Odense (fra 1807) | ||
| Religion | Romersk-katolsk | ||
Der er flere personer med dette navn, se Hans af Danmark (flertydig).
Hans (2. februar 1455 – 20. februar 1513) var konge af Danmark fra 1481 til 1513, af Norge fra 1483 til 1513 og af Sverige fra 1497 til 1501.
Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.
Biografi
Opvækst
Hans blev født den 2. februar 1455 på Aalborghus Slot som den tredje men ældste overlevende søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. Allerede i 1456 blev han valgt som sin fars efterfølger i Danmark og i 1458 i Norge og Sverige.
Ægteskab
Hans blev gift den 6. september 1478 på Københavns Slot med Christine af Sachsen (1461-1521), datter af kurfyrst Ernst af Sachsen og Elisabeth af Bayern-München. Parret fik seks børn sammen. Kong Hans fik muligvis endnu en søn, Jacob, der muligvis døde som missionær i Mexico i 1567.
Kong Hans havde en elskerinde, adelsdamen Edele Mikkelsdatter Jernskæg, der omkring 1498 blev hofdame for dronning Christine. Edele blev gift med Torben Bille til Abrahamstrup (Jægerspris) i 1501 eller 1502, og hun døde i 1512.
Regeringstid
Tronbestigelse
Efter Christian 1.s død i 1481 var der på trods af tidligere løfter uro om Kalmarunionens fortsættelse. Norge søgte forbund med Sverige, men da svenskerne ikke svarede på Norges tilnærmelser, anerkendte nordmændene Hans som konge i 1483. Sture-partiet i Sverige ville imidlertid ikke "tage kongen ind", men kong Hans ventede blot tålmodigt, og seksten år efter faderens død opnåede han endelig at samle unionen på ny. Forholdet mellem den svenske rigsforstander Sten Sture og den svenske opposition blev efterhånden så dårligt, at Rigsrådet i 1497 afsatte Sture, og Hans besejrede ham i slaget ved Rotebro den 28. september 1497. Sten Sture underkastede sig kong Hans mod at få tilgivelse for sine gerninger. Den 26. november 1497 blev Hans på Mora ting kronet til konge af Sverige.
Deling af hertugdømmerne
Også forholdene i Slesvig voldte kongen problemer. Hans mor, enkedronning Dorothea, ønskede at kong Hans' 16 år yngre bror Frederik – hendes yndlingssøn – skulle være enehertug. De holstenske stormænd var af en anden mening og gennemtrumfede, at hertugdømmet blev delt mellem Hans og Frederik, og at Frederik fik lov til at vælge først. Han valgte den gottorpske del, mens Hans fik den segebergske del. For ikke at bryde traktaten om at hertugdømmerne skulle forblive udelt sammen, hed det sig, at Hans og Frederik skulle regere dem i fællesskab. Da Dorothea og Frederik foreslog, at Norge og Danmark efter tysk arvefølgeskik deltes på samme måde som hertugdømmerne, stod Hans fast, og ved Danmarks tredje stændermøde i Kalundborg i 1494 blev det erklæret, at kongeriget var udeleligt.
Togt mod Ditmarsken
Historiemaleri: Max Friedrich Koch (1910)
Frederik ragede imidlertid hurtigt uklar med bønderne i Ditmarsken, og han overtalte Hans til et fælles krigstogt mod de oprørske bønder i den gamle bonderepublik. I 1500 angreb Hertug Frederik og kong Hans Ditmarsken med en hær på 12-15.000 mand. Vintervejret slog om til tø og regn, og på de smalle og mudrede digeveje med dybe grøfter til siderne var den tunge rytterhær og de tyske lejesoldater uden chance. Kongen og hertugen reddede med nød og næppe livet, men led et ydmygende og forsmædeligt nederlag i Slaget ved Hemmingstedt.
Angiveligt skulle den originale Dannebrogsfane fra Estlandstoget i 1219 ved denne lejlighed være blevet erobret af ditmarskerne og senere ophængt i kirken ved Meldorf.
Strid med Sverige
I august 1501 benyttede Sten Sture situationen i Sverige til at genindtræde som rigsforstander, og han opsagde sin troskabsed til kong Hans. Kongen rejste til Danmark for at hente forstærkninger og overlod forsvaret af Stockholm til dronning Christine, der med cirka 1.000 mand måtte forsvare sig og slottet mod svenskernes stormløb.
I ni måneder ventede de indesluttede forgæves på kongens flådes ankomst, men skærgården frøs til, og Hans måtte ydermere afværge oprør i Norge og angreb sydfra fra Lübeck. I slutningen af april trængte svenskerne under ledelse af biskop Hemming Gad helt ind i slottets forgård, men blev slået tilbage i selve porten. Situationen var imidlertid uholdbar – provianten var sluppet op, slottet hærgedes af sygdom, og de døde stabledes i bunker i kældre og kamre. Mandag den 9. maj 1502 klokken otte om morgenen overgav dronning Christine sig, og hun forlod slottet ledsaget af blot 70 overlevende, hvoraf kun en halv snes havde kræfter til at bære deres egne våben.
Ved skæbnens ironi kom undsætningen blot tre dage for sent: torsdagen i samme uge stod kong Hans Skærgården ind med sin flåde, og så at hans banner var strøget.
Dronningen og de tilbageværende 70 mand havde fået løfte om, at de uhindret kunne vende hjem til Danmark, men de blev taget til fange af Sten Sture, og kong Hans vendte mørk og forbitret tilbage til Danmark med uforrettet sag. Først efter lange forhandlinger blev dronning Christine løsladt i oktober 1503. Samme år døde Sten Sture og Svante Nilsson Sture overtog hans hverv. Der udbrød oprør i Norge, men Hans' søn Christian slog opstanden ned og blev indsat som vicekonge i Norge i 1506. I 1507 indgik han Freden i Nykøbing med Hanseforbundet på Nykøbing Slot. Man fik indført en handelsblokade mod Sverige, der indbefattede at Hansestæderne ikke måtte handle med svenskerne og heller ikke købe svenske vare i udenlandske havne. Aftalen blev dog ikke overholdt, og krigen mellem Danmark og hansestæderne blussede op igen. Sverige blev dog tvunget til et forlig i 1509: det svenske rigsråd forpligtede sig til at betale 12.000 mark om året, indtil enten Hans eller Christian var blevet anerkendt som konge af Sverige.[1]
I 1510 erklærede Lübeck Danmark krig, og Sverige fulgte hurtigt efter.[1] Danmark fik snart overtaget i den søkrig, der fulgte. For at kunne bekæmpe Hanseforbundet havde Hans skabt en dansk orlogsflåde, som nu vandt sine første sejre. Da Christian i vinteren 1511 rykkede ind i Sverige fra Norge, blev svenskerne tvunget til at slutte fred. Det skete den 23. april 1512 i Malmø, hvor Sverige anerkendte Hans som konge, og Lübeck skulle betale en erstatning på 30.000 gylden.
Død
I begyndelsen af 1513 var kong Hans på vej til Aalborg, da hans hest styrtede i vadestedet over Skjern Å mellem Skjern og Tarm. Han og hans følge fortsatte imidlertid til Aalborg, men kongen blev stadigt svagere, og den 20. februar 1513 døde han på Aalborghus Slot, hvor han blev født 58 år tidligere. Han blev efterfulgt på tronen af sønnen Christian 2.
Han blev begravet i Graabrødre Klosterkirke i Odense. Da gråbrødrekirken skulle nedrives, blev lig og mindesmærker i 1805 flyttet til Sankt Knuds Kirke i Odense.
Ved åbningen af kong Hans' kiste i 1802 blev der konstateret adskillige huller i kongens kranium, samt et brud i venstre tinding, hvilket førte til spekulationer om, at kongen blev myrdet. Noget sådant har aldrig forlydt, og det er blevet foreslået, at hullerne skyldes nagler, der blev slået i kisten.
Børn
| Navn | Født | Død | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| Hans | 1479 | 1480 | |
| Ernst | 1480 | 1500 | |
| Christian 2. | 1. juli 1481 | 25. januar 1559 | Konge af Danmark, Norge og Sverige, gift med Elisabeth af Habsburg |
| Jakob | 1483 | 1500 | af nogle anset som identisk med Jacob den Danske[2] |
| Elisabeth | 24. juni 1485 | 10. juni 1555 | gift 1502 med kurfyrst Joachim 1. af Brandenburg |
| Frans | 15. juli 1497 | 1. april 1511 | død af pest |
Anetavle
Se også
Moderne tid
Kong Hans har lagt navn til Kong Hans' Vingård i Vingårdstræde, København. I 1976 åbnede en gourmetrestaurant i bygningens kælder under navnet Kong Hans Kælder. I 1983 blev det den første danske restaurant, som modtog en stjerne i den eftertragtede franske Michelinguide.
Henvisninger
- ^ a b Nørregård, Georg (1977). Nykøbing Falster gennem tiderne. Vol. 1. Nykøbing Falster: Nykøbing Falster Kommune. s. 97--100. ISBN 87-98-06-35-0-2.
{{cite book}}:|access-date=kræver at|url=også er angivet (hjælp) - ^ Scocozza, Benito (1987). "Jørgen Nybo Rasmussen: Broder Jakob den Danske, kong Christian II's yngre broder". Historisk Tidsskrift. 2. 15 (2).
Litteratur
- Hans i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 6, 1892), forfattet af A. Heise
- Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. ISBN 87-567-5772-7.
Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- Kongerækken på Kongehusets hjemmeside
- Søren Sørensen har skrevet sin version af verdenshistorien, hvorfra dele af denne artikel stammer.
- Lexopen
- Hans af Danmark på gravsted.dk
Hans Født: 2. februar 1455 Død: 20. februar 1513
| ||
| Foregående: Christian 1. |
Konge af Danmark 1481 – 1513 |
Efterfølgende: Christian 2. |
| Foregående: Christian 1. før interregnum |
Konge af Norge 1483 – 1513 | |
| Foregående: Sten Sture den ældre (som rigsforstander) |
Konge af Sverige (som Johan 2.) 1497 – 1501 |
Efterfølgende: Sten Sture den ældre (som rigsforstander) |
