Harold Clayton Urey

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Harold Clayton Urey
Urey.jpg
Personlig information
Født 29. april 1893(1893-04-29)
Walkterton, Indiana, USA
Død 5. januar 1981 (87 år)
La Jolla, Californien
Nationalitet Amerikansk
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Earlham College
University of Montana
University of California, Berkeley
Akademisk vejleder Gilbert N. Lewis
Forsknings­område Fysisk kemi
Arbejdssted Københavns Univesitet
Johns Hopkins University
Columbia University
Institute for Nuclear Studies
University of Chicago
University of California, San Diego
Betydningsfulde elever Stanley Miller
Harmon Craig
Kendt for Opdagelsen af deuterium
Miller–Urey eksperiment
Urey–Bradley force field
Nomineringer og priser
Udmærkelser Nobelprisen i kemi (1934)
Willard Gibbs Award (1934)
Davy Medal (1940)
Franklin Medal (1943)
Medal for Merit (1946)
Fellow of the Royal Society (1947)
J. Lawrence Smith Medal (1962)
National Medal of Science (1964)
Gold Medal of the Royal Astronomical Society (1966)
Priestley Medal (1973)
V. M. Goldschmidt Award (1975)
Nobelpris Nobel prize medal.svg  Kemi 1934
Signatur
Harold Urey signature.svg

Harold Clayton Urey (29. april 1893 i Walkterton - 5. januar 1981 i La Jolla) var en amerikansk fysisk kemiker, hvis pionerarbejder inden for isotoper gav ham Nobelprisen i kemi i 1934 for opdagelsen af deuterium. Han spillede en betydningsfuld rolle i udviklen af tombombeen, men er muligvis mest kendt for sine bidrag til teorier om udvikling af organisk liv fra ikke-levende materiale.[1]

Urey blev født i Walkerton, Indiana og studerede termodynamik under Gilbert N. LewisUniversity of California. Efter at have modtaget sin Ph.d.-grad i 1923 modtog han et fellowship fra the American-Scandinavian Foundation til at studere på Niels Bohr InstitutetKøbenhavns Universitet i Danmark. Han var forskningsassistent på Johns Hopkins University inden han blev associate professor i kemi på Columbia University. I 1931 begyndte han at arbejde på separation af isotoper, hvilket resulterede i opdagelsen af deuterium.

Under anden verdenskrig begyndte han at forske i problemet med uran berigelse. Han ledede en gruppe på Columbia University der udviklede isotopseparation der benyttede gasdiffusion. Metoden blev succesfuldt udviklet, så det blev den eneste metode, der blev brugt i den tidlige krigsperiode. Efter krigen blev Urey professor i kemi på Institute for Nuclear Studies, og senere professor i kemi på University of Chicago.

Urey forskede også i tidlig liv på Jorden, hvor han antog at atmosfæren givetvis bestod af ammoniak, metan og hydrogen. En af hans studerende fra Chicago, Stanley L. Miller, som i Miller–Urey eksperimenttet viste, at hvis en sådan blanding blev udsat for elektriske gnister og vand kan det reagere og danne aminosyrer, som almindeligvis bliver betragtet som livets byggeklodser. Arbejde med isotoper af oxygen ledte til nyskabende forskning inden for feltet paleoklimatologi. I 1958 accepterede han en stilling som professor på det nye University of California, San Diego (UCSD), hvor han hjalp med at opbygge den naturvidenskabelige fakultet. Han blev mere og mere interesseret i rumvidenskab, og da Apollo 11 vendte tilbage til prøver af månesten fra Månen undersøgte Urey dem på Lunar Receiving Laboratory.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Miller, S. L.; Oró, J. (1981). "Harold C. Urey 1893-1981". Journal of molecular evolution 17 (5): 263–264.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kemi Stub
Denne artikel om kemi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.