Harry Potter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 12. jun. 2015, 10:27 af Medic (diskussion | bidrag) Medic (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Knud Winckelmann, fjerner ændringer fra 83.91.83.158 (diskussion | bidrag))
For alternative betydninger, se Harry Potter (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Harry Potter)

Harry Potter er titlen på en serie af syv bøger skrevet af den engelske forfatter J.K. Rowling. Bøgerne har vundet stor popularitet, især hos unge.

Bøgerne handler om Harry Potter og hans liv på troldmandsskolen Hogwarts. Fortællingen starter omtrent på Harrys 11 års fødselsdag, hvor han får at vide at han er en troldmand. Hver af de syv bøger følger Harry gennem et år på kostskolen.

Titlerne på bøgerne er:

  1. Harry Potter og De Vises Sten
  2. Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer
  3. Harry Potter og Fangen fra Azkaban
  4. Harry Potter og Flammernes Pokal
  5. Harry Potter og Fønixordenen
  6. Harry Potter og Halvblodsprinsen
  7. Harry Potter og Dødsregalierne

Alle bøger er oversat til dansk af Hanna Lützen.

Den 1. februar 2007 blev det offentliggjort, at Harry Potter and the Deathly Hallows ville udkomme den 21. juli 2007, hvilket skete under stor mediebevågenhed og meget strenge sikkerhedsforanstaltninger. Bogen udkom på dansk den 11. november 2007 under titlen Harry Potter og Dødsregalierne.

De originale engelske udgivelser er udgivet med forskellige indbindinger, hhv. "børne"- og "voksen"-udgaver. Harry Potter-bøgerne er dog beregnet for læsere i alle aldre.

Serien er blevet filmatiseret af Warner Brothers. Den sidste Harry Potter-filmatisering havde premiere i biograferne den 13. juli 2011 (Danmark) og den 15. juli 2011 (Storbritannien). Filmene bærer samme navn som bøgerne omend den sidste bog er delt op i to film.

  1. Harry Potter og De Vises Sten (2001)
  2. Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer (2002)
  3. Harry Potter og Fangen fra Azkaban (2004)
  4. Harry Potter og Flammernes Pokal (2005)
  5. Harry Potter og Fønixordenen (2007)
  6. Harry Potter og Halvblodsprinsen (2009)
  7. Harry Potter og Dødsregalierne - del 1 (2010)
  8. Harry Potter og Dødsregalierne - del 2 (2011)

Bogserien har dertil kastet en del spil af sig, blandt andet i samarbejde med Lego: Harry Potter: Quidditch Verdensmesterskaberne, Lego Harry Potter: Årene 1-4, Harry Potter: The Trading Card Game og Harry Potter: Lego Creator og andre.

Handling

Serien handler om drengen Harry Potter, som på sin 11 års fødselsdag finder ud af, at han i virkeligheden er en troldmand, og derfor starter på den magiske skole Hogwarts. Her bliver han venner med Hermione Granger og Ron Weasley, som han kommer til at bo sammen med på det ene af skolens fire kollegier, Gryffindor-kollegiet. Han møder også drengen Draco Malfoy fra Slytherin-kollegiet, der bliver Harrys ærkerival på skolen, og han kommer til at kæmpe mod den onde troldmand Lord Voldemort, der forsøgte at dræbe Harry som spæd.

Bøgerne handler dog også om det at være ung og usikker i al almindelighed, og på et dybere plan rummer bøgerne mange overvejelser om ondskab, ligegyldighed, venskab, frygt, døden, familien, menneskers facader og meget mere.

Fortælleunivers

Forfatteren, J.K. Rowling fik idéen til bøgerne på en tur i et tog, hvor hun pludselig på en eller anden måde, enten ved dagdrøm eller normal drøm, så en scene for sig: Toget blev til Hogwartsekspressen, det røde tog, der fører troldmænd og hekse fra perron 9 3/4 til bådene, der bringer førsteårseleverne over søen til Hogwarts Skole for Heksekunstner og Troldmandskab. Fortælleuniverset består især af bøger og magiske redskaber, og bøgerne trækker på både den engelske og den europæiske mytologi og litteratur, og alfer, nisser, kæmper, kentaurer, spøgelser, varulve og enhjørninger er således fast inventar. Samtidig trækker historien på de mange engelske kostskolehistorier, og der gøres jævnligt grin med ministeriel håbløshed, pressens ensidighed og almindelige menneskers (både magiske og ikke-magiske) vilje til at tro på hvad som helst de hører.

Forfatterinden J. K. Rowling er uddannet professor i litteraturhistorie, og mange navne og begreber har derfor dybere betydninger, såsom trylleordet "wingardium leviosa", som både har forbindelser til "wings" (vinger) og "levitate", (løfte sig op fra / levitere). Ordet bruges i bøgerne til at få ting til at flyve.

En del af Harry Potter-bøgerne er inspireret af Narnia-bøgerne[kilde mangler] (som er inspireret af Biblen, som gør Narnia til en såkaldt "kristen fantasy"), og Harry Potter-skikkelsen kan ses som en parallel til Kristus[kilde mangler]. Lige fra barndomshistorierne om det lille barn, der trænger ondskaben tilbage omgivet af sendebud (ugler/engle), himmelfænomener (stjerneskud/stjerne) og en jublende menneskehed (troldmænd/hyrder og de tre vise mænd) frem til døden og opstandelsen, minder Harry Potters og Jesu liv om hinanden. Og forfatteren, J.K. Rowling, har da også indrømmet, at kristendommen var hendes inspirationskilde.[1][2] [3]

Møntenheder

De kendte møntenheder er Knut, Sølvsegl og Galleoner. De ejendommelige omregningsforhold 1:29:17 fra den mindste til den største enhed kan tænkes at være en parodi på omregningsforholdet 1:12:20 som Engelske pund benyttede indtil 1971.

Møntstørrelser
En knut Et sølvsegl En galleon
Knut 1 29 493
Sølvsegl 0.034 1 17
Galleoner 0.002 0.059 1


Religiøs kritik

Harry Potter er blevet kritiseret for bl.a at opfordre til heksekunst og satanisme, og pave Benedict XVI har i et privat brev kritiseret bøgerne[4], ligesom Harrys anspændte forhold til sin onkel og tante skulle opmuntre til forkerte familieværdier, ifølge pastor Jack Brock der ved et arrangement i 2001, hvor menigheden brændte Harry Potter-bøger, udtalte at

Citat Bag dette uskyldige ansigt er det magt sataniske mørke. Harry Potter er Djævelen, og han ødelægger mennesker.[5] Citat

Bøgerne rummer selv ingen henvisninger til religion eller religiøse symboler, og kun begrænsede henvisninger til et liv efter døden. Der er dog mange der ser tydelige paralleller mellem dele af plottet i bogen og den bibelske fortælling. Forfatteren selv har også udtalt, at hun har haft Kristendommen i baghovedet [6]. Især ligheden mellem slutningen af bogserien og den bibelske genopstandelse er iøjenfaldende. Kvindelige magi-kyndige personer i bøgerne omtales som "hekse", men i bøgernes kontekst er dette ikke forbundet med nogen form for religion eller religionsdyrkelse. Magien i bøgerne kommer tillige fra personerne selv, ikke fra eksterne kilder.

Forfatteren har selv udtalt at hun ikke ønsker at promovere hekseri med bøgerne.[7]

Referencer

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: