Hebraisk

Hebraisk eller hebræisk (hebraisk עברית, ivrit) er et vest-semitisk sprog, nært beslægtet med aramæisk og arabisk. Bibelsk hebraisk er hovedsproget i Tanákh, eller den hebraiske Bibel. Senere udviklingsstadier omfatter mishnaisk hebraisk og rabbinsk hebraisk.

I lang tid var hebraisk hovedsagelig et liturgisk sprog, der blev brugt i synagogen, og et litterært sprog til brug i religiøs litteratur. Der var dog næsten ingen, der talte sproget til daglig indtil Eliezer Ben-Yehuda satte sig for at genoplive det i slutningen af 1800-tallet. I hjemmet måtte hans børn ikke snakke andet end hebraisk, og at lege med andre børn var strengt forbudt, af frygt for at de ville glemme det, de havde lært.

Moderne hebraisk, ivrit, er ved siden af arabisk Israels officielle sprog. Hebraisk skrives fra højre mod venstre med det hebraiske alfabet, som ofte kaldes kvadratskrift på grund af tegnenes firkantede karakter.

I perioden fra 1944 til 1980 udkom den omfattende Encyclopaedia Hebraica (האנצקלופדיה העברית) i 32 bind suppleret med flere efterfølgende tillægsbind.

Hebraiske bogstaver[redigér | redigér wikikode]

Det hebraiske alfabet har 22 bogstaver, og anvendes til at skrive hebraisk, jiddisch og andre sprog beslægtet med hebraisk.

Alef א Bet ב Gimel ג Dalet ד He ה Vav ו Zayin ז Het ח Tet ט Yod י Kaf ך כ Lamed ל Mem ם מ Nun ן נ Samekh ס Ayin ע Pe ף פ Tsadi ץ צ Qof ק Resh ר Shin ש Tav ת