Heliocentrisme
Heliocentrisk er et verdensbillede, der placerer Solen (af græsk: Helios) i centrum af solsystemet og universet.
Denne opfattelse har været almindelig siden 1600-tallet. Aristarchos fra Samos foreslog allerede i antikken et heliocentrisk verdensbillede næsten 2000 år før Nicolaus Kopernikus.
Før dette herskede det geocentriske verdensbillede, stærkt støttet af Paven.
Det gamle verdensbillede
Det fælles udgangspunkt for det nye verdensbillede, var det aristoteliske verdensbillede, som var formuleret af Aristoteles (384-322 f. Kr.). Dette verdensbillede bestod af to ”verdener”; det supralunare og det sublunare. I dette verdensbillede var jorden centrum i universet, og alt cirkulerede rundt om denne. Det supralunare var alt det der var over månen. Her var stjernerne fast fæstede, og det bestod af det 5. element æter. Alt var perfekt, uforanderligt og guddommeligt. I det supralunare bevægede alt sig i perfekte cirkel bevægelser, og Aristoteles, troede at disse var startet af en primus motor, da han mente at ingen bevægelser kunne komme i gang uden en påvirkning af en kraft. Det under månen, det sublunare bestod af 4 elementer; jord, vand, luft og ild. I den sublunare verden ville alle elementerne bestræbe sig på at komme til hver deres naturlige sted. Man troede derfor at de tunge elementer jord og vand ville søge mod jordens centrum, hvorimod ild og luft ville søge mod månesfære. Aristoteles metoder til at undersøgelse af hans verdensbillede var kvalitativt og teleologisk (formåls bestemt), da der bl.a. ikke var nogle matematiske formuleringer og præcise angivelser. Dette verdensbillede stemmede meget i overens med det kirkelige syn på verden, og blev derfor også antaget som det rigtige næsten 2000 år.
Kopernikus brud med verdensbilledet
Det første store brud med Aristoteles’ verdensbillede, kom fra Nicolaus Kopernikus (1473-1543). Det skyldtes at man i renæssancen, begyndte at søge tilbage i tiden. Tilbage til kilderne var deres kampråb. Dette førte til en masse oversættelser af gamle filosofiske bøger, dette gav anledningen til at finde fejl i det gamle filosoffers beskrivelser af verden. Under den sorte død havde man koncentreret sig om at overleve, men i renæssancen fik man et overskud økonomisk, socialt og videnskabeligt, grundet større export/import. Udover dette var det også naturligt for Italien at søge tilbage til deres storheds tid, nemlig romerriget, dette førte til at resten af Europa, blev fascineret af Italien og deres undersøgelser af verden. Det var ikke pga. af romerriget, resten af Europa, begyndte at kigge tilbage i tiden, men af ren og skær fascination af det kulturelle centrum Italien. Der kom en stigende eventyrlyst og interesse for at undersøge verden blandt det enkelte menneske. I renæssancen kom der en stigende interesse for at undersøge verden uden for Europa. Man søgte efter nye handelsveje, for at øge væksten i samfundet og ligesom den stigende interesse for de nye dele verden, blev interessen for undersøgelse af mennesket og rummet også forøget. Det var derfor også på dette tidspunkt Kopernikus begyndte at fundere over hans verdensbillede. Kopernikus troede ikke på at jorden var i midten i af universet. Han mente at solen måtte være i midten. Uden om den cirkulerede alle de andre planeter. Dette forklarede også parallaksen(vinkelen med den nærmeste stjerne), som Kopernikus kunne se, ud fra det sluttede han også at universet måtte være 500 gange større end man hidtil havde troet. Dette blev kaldt det heliocentriske (sol centrede) verdensbillede, det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede hed det geocentriske (jord centrede) verdensbillede. Kopernikus’ verdensbillede forklarede også Mars’ sløjfe bane på himlen, det var dette som Ptolemæus forklarede, via de såkaldte epicykler. Der var dog stadig en del en skepsis fra kirken, selvom kirken selv havde ansat Kopernikus til at fastlægge påsken, troede de ikke på at solen kunne være det centrale i universet. Da Kopernikus i 1543 udgav sin bog ”De revolutionibus orbium caelestium” skrev kirken også i forordet, at dette blot var en matematisk model, en hypotese, som ikke passer med virkeligheden.
Tycho Brahes verdensbillede
I november 1572, opdagede Tycho Brahe (1546-1601) en såkaldt nova, en ny stjerne. Det var et meget stort brud med det aristoteliske verdensbillede. Da det supralunare område var uforanderligt, kunne en ny stjerne ikke opstå. Senere i 1577, så Brahe en komet på himlen. Ud fra længdeudregning, kunne han bedømme at kometen befandt sig i det supralunare område og at den havde krydset flere af planeternes baner. Dette var igen et brud på det gamle verdensbillede. Aristoteles mente jo at alt i det supralunare område, bevægede sig i cirkelrunde baner rundet om jorden, men det gjorde den komet ikke. Det supralunare område skulle også være et område, hvor intet opstod eller forgik. Kometen modbeviste også denne påstand, da man ikke havde set den før. Da Tycho havde fundet alle disse fejl i det gamle verdensbillede, blev han nødt til at vende sig mod dette, men han tog ikke Kopernikus’ verdensbillede til sig. Tycho mente nemlig ikke at jorden kunne bevæge sig, for hvis den gjorde det, ville man kunne måle en parallakse, og det kunne han ikke. Den manglende parallakse kunne skyldes at hans målenøjagtighed ikke var god. Hvis det var tilfældet, regnede Brahe sig frem til at afstanden fra solen til den nærmeste fiksstjerne måtte være 700 gange længden fra solen til Saturn. Dette stred imod det gamle økonomiprincip, at naturen ville ikke gøre noget unødvendigt. Ergo var det unaturligt at Gud ville have ladet så meget plads gå til spilde. Derfor kom Brahes verdensbillede til at se således ud: Jorden står stille nær universets centrum, uden om den cirkulerer solen og månen, rundet om solen cirkulerer de resterende planeter, og yderst er fiksstjernerne. Alle banerne i denne model er cirkelrunde.
Modstanden mod det nye verdensbillede
I Renæssancen havde den katolske kirke stadig meget magt i samfundet, og det var også derfor at de nye verdensbilleder ikke blev godkendt som rigtige lige med det samme. Kirken havde taget godt i mod det aristoteliske/ ptolemæiske geocentriske verdensbillede, da dette satte jorden i centrum af universet. Kirken mente at mennesket var centrum i universet, derfor passede det dem godt at alt cirkulere her om. Men da Kopernikus udgav sin bog med det heliocentriske verdensbillede, blev den sat på listen over forbudte bøger (Index Librorum Prohibitorum) , selv om det var paven der havde hyret ham til at undersøge rummet så påsken, kunne fastlægges. I forordet på hans bog blev der også skrevet at dette blot var matematiske modeller, som intet havde med virkeligheden at gøre. Kirken kunne ikke forestille sig at jorden ikke skulle være centrum, når mennesket var det vigtigste i universet. Dette skulle dog også tage videnskabsmænd over 200 år at overbevise kirken om at deres syn på verden var forkert. Tycho var heldigere end Kopernikus, kirken havde nemlig ikke noget imod hans verdensbillede, da dette stadig var geocentrisk, kunne fremlægge sine teorier for verden uden indblanding fra kirken. Der var også en stor modstand mod det nye verdensbillede fra den almene befolkning, da man i lang tid, havde taget det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede som sikker viden. For at opsummere det nye verdensbillede, var det Kopernikus der var den første der udgav materiale om sin tvivlen på det gamle verdensbillede, da han satte solen i centrum af universet, i stedet for jorden som Aristoteles havde troet. Et par år efter var det Tycho der begyndte at fundere over sit verdensbillede. Han sætter igen jorden i centrum, men resten af planeterne cirkulerede dog rundet om solen. Der var en stor modstand mod det nye verdensbillede, da man i lang tid, havde taget det aristoteliske/ptolemæiske verdensbillede som sikker viden. Kirken var også meget imod Kopernikus’ verdensbillede da det ikke længere satte jorden i centrum, men solen. På trods af denne store modstand, har det nye verdensbillede betydet meget for verdens befolkning. Da man kan sige det var dette der satte tankerne i gang, hos de videnskabsmænd, der kom efter Brahe og Kopernikus. Brahes og Kopernikus’ verdensbillede lavede de første spadestik, til det verdensbillede vi har i dag. Så uden dem, havde det verdensbillede vi har i dag, nok set anderledes ud.
Litteratur
- Clausen, Falkesgaard, løndahl, Thiedecke, ”Skabt til at skabe – Renæssancens kultur i Europa ” Alinea 2006
- Wittendorff, ”Tyge Brahe”, København 1994
- Elvekjær og Benoni, ”FysikABbogen 1, systime 2007
