Helligtrekongersdag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
"Helligtrekongersaften" omdirigeres hertil. For Shakespeares skuespil af samme navn, se Helligtrekongersaften (skuespil).
De tre zarathustriske præster fra Persien. Øverst aner man deres navne: Balthasar, Melchior og Kaspar. Mosaik fra det 6. århundrede. Basilikaen Sant' Apollinare Nuovo i Ravenna.
Bruegels helligtrekongersbillede, 1567

Helligtrekongersdag er en kirkelig festdag den 6. januar. Indtil helligdagsreform i 1770, (der fejlagtigt bliver tillagt Struensees indflydelse[1]) var dagen offentlig helligdag. Helligtrekongersaften er aftenen før: 5. januar. Helligtrekonger markerer afslutningen af de traditionelle tolv juledage.

Baggrunden for dagen er beretningen i Matt. 2, 1-2:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« (Bibeloversættelsen fra 1992).

I den oprindelige græske tekst kaldes de magere mágoi (gr. μάγοι, flertal af μάγος mágos). Det var en betegnelse for perserrigets zarathustriske præster med indsigt i astrologi og drømmetydning.

Men evangelisten siger hverken, at "de vise" var hellige, eller tre, eller konger! Det har senere tider tildigtet. Forestillingen om, at der skulle være tre, kommer af at de medbrugte tre gaver: guld, røgelse og myrra. Det er bemærkelsesværdigt, at traditionen ikke blev afbrudt ved Reformationen i den danske kirke i 1536. Oven i købet betegnes i Folkekirkens gudstjenesteordning den dag i dag en hel række søndage som "søndage efter Hellig tre konger". Hvis der falder en søndag fra 2. januar til 6. januar, kaldes denne helligtrekongers søndag.[2][3] Under alle omstændigheder er 1. søndag efter helligtrekonger den søndag der falder i perioden 7. januar til 13. januar.

I den svenske kirke og den svensktalende del af den evangelisk-lutherske kirke i Finland bruges betegnelsen ikke. Her tales om "Trettondedag jul" eller blot "Trettondedagen", der i Sverige stadig indgår blandt de almindelige helligdage. I skuespillet kalder Shakespeare natten Twelfth Night.

Forklaringen på traditionens bevaring er antagelig, at mange i middelalderen tog på pilgrimsrejser til Köln, hvor de tre kongers relikvier dyrkedes. I den romersk-katolske kirke betegnes festen Epifani, dvs. (Jesu) tilsynekomst eller åbenbaring for hedningene.

I Danmark markeres helligtrekonger ofte ved tænding af et helligtrekongerslys, som enten er et tredelt lys eller tre lys i en tredelt stage. I mange familier fjernes julepynten først til helligtrekonger, der afslutter de tolv juledage.

På øerne Agersø og Omø fejres helligtrekongersaften med en visittur med masker kaldet helligtrekongersløb.[4]

På den vestlige del af Ærø fejres dagene omkring helligtrekonger, med en helt speciel tradition. Her går man, udklædt fra top til tå, rundt på besøg i hinandens huse med historier fortalt med forvrænget stemme, udsprunget af det lokale liv på egnen. Man får serveret kirsebærvin, som man må drikke igennem sugerør, for ikke at tage masken af og dermed afsløre sin identitet.[5]

I Rønne er der helligtrekongersaften optog med en glasstjerne forrest båret af den viseste af de tre. [kilde mangler]

Kirkeårets
liturgiske farver
  Advent
  Jul
  Stefan
  Nytårsdag
  Helligtrekonger
  Fasten
  Mar. Beb.
  Palmesøndag
  Skærtorsdag
  Langfredag
  Påske
  Store bededag
  Kr. Him.
  Pinse
  Trinitatis
  Trinitatis-tiden
  Allehelgen

Noter

Eksterne henvisninger

Se også