Henrik Bornemann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Byste af Henrik Bornemann.

Henrik Bornemann (3. januar 1646 i København31. december 1710) var biskop over Sjælland fra 1693 til sin død.

Bornemann blev født i København og var søn af lic. jur. Philip Julius Bornemann. 1657 kom han som forældreløs med to af sine brødre, Christian og Johan Adolph, i huset hos en slægtning i Viborg, men vendte 1659 tilbage til København. 1662 blev han student og tog 1668 teologisk eksamen. 1669 udnævntes han til subrektor ved Frue Latinskole og forfremmedes 1671 til konrektor og 1672 til rektor. Til dette embede føjedes desuden 1674 professoratet i logik og metafysik ved universitetet. 1675 blev han kaldet til sognepræst ved Vor Frue Kirke, stiftsprovst og provst over Sokkelund Herred og deltog derefter fra 1682 i forarbejderne til det nye kirkeritual. 1683 udnævntes han til biskop over Aalborg stift og blev samme år dr. theol. per bullam.

Bornemann som nidkær tilhænger af den lutherske ortodoksi[redigér | redigér wikikode]

Han hørte til den gamle, stive ortodokse skole og viste sig meget nidkær i at hævde sin gejstlige værdighed både over for stiftsøvrigheden og over for præsterne. I øvrigt søgte han at forbedre katekisationen i skolerne og udarbejdede selv en katekismusforklaring for degne og skoleholdere. 14. oktober 1693 blev han udnævnt til biskop over Sjællands stift og skænkede, før han forlod Aalborg, betydelige legater til byens kirker, skoler og fattige.

Kort efter at han havde tiltrådt sit nye embede, indvikledes han i en forargelig strid med den teologiske professor Hans Vandal[1]. Denne, der følte sig tilsidesat ved bispevalget, anklagede Bornemann for at føre vranglære i sin katekismusforklaring. Skønt Vandal vistnok havde ret, kunne Bornemann dog med føje beklage sig over den hadefuldhed, hvormed hans modstander forfulgte ham. Men han selv førte dog striden på en lidet sømmelig måde og optrådte med en utilbørlig hidsighed.

Vandal måtte efter et par års forløb afgøre sagen med en undskyldning, der var så meget mere nødvendig, som disse to mænd efter deres embedsstilling ofte var nødt til at arbejde sammen i forskellige gejstlige sager. Således havde de begge sæde i den kommission, der 1698 bragte den kingoske salmebogssag til endelig afslutning.

Bornemanns hidsighed får frit løb[redigér | redigér wikikode]

Bornemann havde i det hele taget svært ved at styre sin skarpe tunge og beredte sig derfor også ofte vel fortjente ydmygelser.
Han havde engang i stridens hede sagt til Vandal: «Gud skal dømme eder, at I skal have Uro i eders Dødsstund, og, sand for Gud, I skal brænde derfor i Helvedes Afgrund. Jeg skal på mine Knæ bede Gud, at I skal aldrig få nogen Kirke eller noget Stift at forestaa».
Og på et landemode i Roskilde sagde han til en provst, der havde udtalt sig vel dristig: «Jeg skal ikke lade af, før jeg ser jert Hoved sidde paa en Stage». Men provsten blev ham ikke svar skyldig. Han mindede ham kun om, at han gjorde bedst i at lade hovedet sidde på den stage, hvorpå Gud havde sat det.
I modsætning til denne ubændige hidsighed må det dog fremhæves, at Bornemann var ualmindelig godgørende, især over for fattige studenter.

Overgang mellem den gamle ortodoksi og den nye pietisme fra Tyskland[redigér | redigér wikikode]

1699 holdt han en latinsk ligprædiken over Christian 5., og året efter salvede han Frederik 4. og dronning Louise. Med dette kongeskifte begyndte et nyt afsnit i den danske kirkes historie, der også fik betydning for Bornemann, for så vidt som han fra sit standpunkt måtte stille sig i modsætning til de pietistiske bevægelser, der nåede hertil fra Tyskland. I begyndelsen spores de nærmest på rent praktiske områder som filantropiske bestræbelser for at fremme almuens oplysning og ophjælpe fattigplejen, og disse bestræbelser understøttede han efter bedste evne. Men han var for pedantisk til at kunne indlade sig på noget foretagende, der i mindste måde kunne forrykke de bestående statskirkelige forhold. Selv spørgsmålet om hedningemissionen afviste han som sværmeri.

Frederik 4. havde lige fra sine første regeringsår af haft et åbent øje for denne sags betydning, og da han, understøttet af sin hofpræst, F.J. Lütkens, arbejdede på at fremme missionen i Trankebar, lod han denne opfordre Bornemann til at udpege nogle unge mænd, der kunne sendes ud som missionærer. Men Sjællands biskop afviste hårdnakket denne opfordring og bidrog derved selv til at bane vejen for pietismen. Lütkens henvendte sig til de pietistiske professorer i Halle, og disse sendte to unge mænd, Heinrich Plütschau og Bartholomäus Ziegenbalg[2], til København. 1705 fik Bornemann befaling til at ordinere "disse Sværmere".

Allerede samme år måtte han søge kongens tilladelse til at lade foretage undersøgelse angående gudelige forsamlinger, der holdtes hos to københavnske borgere. Husandagten lededes af tyske studenter, der tillige udbredte pietistiske skrifter. I sine bestræbelser for at standse disse udskejelser understøttedes han dog af Lütkens, og efter deres forslag udgik forordningen af 2. oktober 1706, som forbød alle forsamlinger i husene af særsindede personer – sære eller ejendommelige personer, «der føre en egen Lære, som ikke stemmer med Bibelen og den rene augsburgske Konfession». Dermed var bevægelsen foreløbig trængt tilbage, og Bornemann døde, inden pietismen fik overtaget.

Ægteskab, litterær virksomhed og nye moder[redigér | redigér wikikode]

Han havde 1672 ægtet Susanne Worm, datter af den berømte Ole Worm. Hun døde 1674. Året efter giftede han sig med Anne Würger, datter af H. Würger, der havde været Christian 4.'s og Frederik 3.'s agent i Lübeck. Hun var dengang enke efter præsten H. Buck ved Petri Kirke og døde 1698. Bornemann døde 31. december 1710 og bortgav i sit testamente 3300 rigsdaler i legater. Hans samtid nævner ham som en fremragende taler.
Iblandt hans skrifter må fremhæves «Salvingsakten ved Frederik IV's og Dronning Louises Kroning», et stort pragtværk i folio, som han udgav 1702. Hans taler ved denne fest udmærker sig ved en sjælden højhed og kraft.
Bornemann var for lange tider den sidste sjællandske biskop, der bar skæg. Han plejede sit lange hvide hageskæg med særlig omhu, og når han rejste, bar han det i en sort eller rød fløjelspung. Men i hans sidste år vakte den danske gejstlighed hans forargelse ved at optage en mode, der allerede i Christian 5.'s tid havde udbredt sig i de højere klasser: man ragede sit skæg af og bar allongeparyk.

Pontoppidan: Annal. eccles. IV, 96 ff.
Zwergius: Siellandske Clerisie I, 346 ff.
Ny kirkehist. Saml. VI, 1 ff.
S. M. Gjellerup

Se også[redigér | redigér wikikode]

Luthersk ortodoksiPietisme

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hans Vandal eller Hans Wandal; både far (1624-75) og bedstefar (1579-1641), hed Hans Wandal og var biskopper.
  2. ^ Se Den danske Halle-mission og De franckeske stiftelser i Halle ledet af August Hermann Francke

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Denne artikel bygger på S. M. Gjellerups Biografi i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, tillige omfattende Norge for tidsrummet 1537-1814, Udgivet af C. F. Bricka, 19 bd, Gyldendal, 1887-1905


Foregående: Biskopper over Sjælland
Henrik Bornemann
1693-1710
Efterfølgende:
Hans Bagger
1675-93
Christen Worm
1711-37


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905); .
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til mere nutidig sprog, og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen, dette angives som f.x:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.