Henrik Ibsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Henrik Ibsen (fodboldspiller).
Henrik Ibsen
Aktiv 19. og 20. århundrede
Henrik Ibsen

Fotografi af Gustav Borgen ca. 1898

Område: Norsk litteratur
Født: 20. marts 1828
Død: 23. maj 1906 (78 år)



Genre(r): dramatik/lyrik
Pseudonym(er): Brynjolf Bjarme
Kendt(e) værk(er): Peer Gynt
Gengangere
Litterær bevægelse: Det Moderne Gennembrud
Har påvirket: George Bernard Shaw
Oscar Wilde
James Joyce
Henrik Ibsen

Henrik Ibsen (20. marts 182823. maj 1906) var en norsk dramatiker og digter. Han regnes som en af hovedforfatterne i Det Moderne Gennembrud, en af de vigtigste forfattere i anden halvdel af det 19. århundrede og en af de vigtigste dramatikere i den europæiske teaterhistorie.

Barndom og opvækst[redigér | redigér wikikode]

Henrik Ibsen blev født d. 20. marts 1828 i Skien som den ældste i en søskendeflok på fem. Hans forældre var købmand Knud Ibsen og Marichen Ibsen (f. Altenburg). Frem til sit syvende år levede han i en lykkelig, velstående og kunstinteresseret familie. Men i 1835 gik faren konkurs med sin forretning, hvilket kom til at præge opvæksten. Familiens hus og mange af deres ejendele blev auktioneret bort. Familiens velstand blev vendt til fattigdom, og de flyttede til en mindre gård, Venstøp, uden for Skien.

Apotekerlærling[redigér | redigér wikikode]

15 år gammel forlod Henrik Ibsen familien og drog til Grimstad for at gå i apotekerlære. Han var en flittig apotekerlærling og aflagde i 1847 prøve som apoteksmedhjælper (exam.pharm.). Ved siden af apoteksarbejdet fandt han også tid til at skrive, og efterhånden begyndte han også at læse til examen artium (studentereksamen). Inspireret af latinpensumet og muligvis også af Shakespeares Julius Cæsar skrev han i 1849 tragedien Catilina. Finansieret af hans to gode venner studenterne Christopher Due og Ole Schulerud blev Catilina udgivet i Kristiania 1850 under pseudonymet Brynjolf Bjarme, men stykket solgte næsten ikke, og restoplaget blev solgt som indpakningspapir.

I 1850 flyttede Ibsen til Kristiania for at aflægge eksamen artium, sandsynligvis fordi han tænkte på at studere medicin ved universitetet i hovedstaden. Det blev der imidlertid aldrig noget af. Derimod startede han sammen med litteraturkritikeren Paul Botten-Hansen og forfatteren Aasmund Vinje et satirisk-litterært ugeblad inspireret af det danske satiriske tidsskrift Corsaren. Ibsen var bladets tegner og teateranmelder, samtidig skrev han også litteratur- og teateranmeldelser i andre aviser. Og Ibsen fortsatte med at skrive dramatik. Hans andet skuespil, eventyrkomedien Kæmpehøien, blev indleveret anonymt til Christiania Theater, hvor det blev antaget. 26. september 1850 blev et skuespil af Henrik Ibsen for første gang opført på et teater. Kort tid efter mødte han den verdensberømte norske violinist Ole Bull, som engagerede ham som ”dramatisk forfatter” ved Det norske Theater i Bergen, som Bull havde været medstifter af i 1850.

Læreår ved teateret[redigér | redigér wikikode]

Det Norske Theater var et erklæret nationalt projekt med ambitioner om at grundlægge en norsk scenekunst, som skulle erstatte den stærke danske dominans gennem blandt andet de mange danske teatertrupper, som turnerede i de større norske kystbyer. Det Norske Theater blev etableret i Komediehuset i Bergen, som var bygget i 1800 af Det dramatiske Selskab, men som fra 1830-erne hovedsagelig blev benyttet af omrejsende danske trupper. Ibsen blev engageret som husdramatiker, og i løbet af de seks år i Bergen skrev han og fik opført fem skuespil ved teateret. Efter et studieophold i København og Dresden i 1852, finansieret af teatrets direktion, blev hans engagement ved teateret udvidet til også at omfatte iscenesættelse. Henrik Ibsen blev dermed en af de første sceneinstruktører i norsk teater. Gennem arbejdet som sceneinstruktør tilegnede han sig grundlæggende praktisk dramaturgiske kundskaber, som han kunne nyttiggøre i skrivningen af sine skuespil. Ibsens grundlæggende erfaringer fra praktisk teater ser man blandt andet i hans mange og detaljerede sceneanvisninger. I Bergen mødte han Suzannah Daae Thoresen, som han giftede sig med 1858, og fik sønnen Sigurd.

I 1857 blev Ibsen tilbudt stillingen som kunstnerisk direktør ved Kristiania norske Theater, som var blevet etableret 1852 som en nationalt orienteret konkurrent til det dansk drevne Christiania Teater i den norske hovedstad. Dette førte til nogle turbulente og vanskelige år for Ibsen. I 1862 gik Kristiania norske Theater fallit og blev slået sammen med Christiania Theater, hvilket indebar, at Christiania Theater blev ”fornorsket”. Ibsen blev engageret ved Christiania Theater som litterær konsulent, og 1864 iscenesatte han sit eget stykke Kongs-Emnerne (1863) ved dette teater, hvilket blev hans sidste opgave nogensinde med praktisk teater.

Idealisten Ibsen[redigér | redigér wikikode]

1. april 1864 forlod Ibsen Norge og mødte sin hustru og søn, som havde tilbragt vinteren hos hendes stedmoder Magdalene Thoresen i København, og rejste videre alene for at bosætte sig i Rom. Samme høst kom hans lille famillie efter til Rom, og dermed startede en periode på 27 års udlændighed. I løbet af disse år boede Ibsen i Rom (1864-1868), Dresden (1868-1875), München (1875-1878), Rom (1878-1885) og München (1885-1891). Under det første Rom-ophold skrev han de store idédramaer Brand og Peer Gynt. Brand blev hans første succes på det nordiske bogmarked. Herefter blev hans skuespil udgivet i København – med Frederik Hegel ved Gyldendalske Boghandels Forlag som forlægger – og ikke i Kristiania. Brand og Peer Gynt indebar Ibsens brud med den nationalromantiske tradition, som dominerede kunst- og kulturlivet i Norge, og som hans mytologiske og historiske skuespil fra 1850erne og begyndelsen af 1860erne fortsat hørte hjemme i. I stedet begyndte han at gøre sig bemærket med satire og kritik af de snævre nationalistiske tendenser i sit hjemland.

I 1873 udkom Kejser og Galilæer, som Ibsen senere selv karakteriserede som sit hovedværk. Dette er en tiakters mastodont af et skuespil med handling fra romerriget i 300-tallet. I 1877 indledte han rækken af sine berømte og banebrydende samtidsdramaer med Samfundets støtter. Med disse dramaer stillede han sig i spidsen for ”det moderne gjennombrud” i europæisk åndsliv. I sine samtidsdramaer behandlede han centrale og kontroversielle temaer i det moderne samfund, kvinders stilling i ægteskab og samfund, moralsk hykleri og magtmisbrug blandt ledende mænd i næringsliv, politik, kirke og medier, forholdet mellem sandhed og moral, frihed og pligt, minoritet og majoritet, miljøhensyn versus økonomiske interesser, incest, dødshjælp, m.m.

Samtidsdramatikeren Ibsen[redigér | redigér wikikode]

Med de realistiske samtidsdramaer Samfundets støtter (1877), Et dukkehjem (1879), Gengangere (1881) og En folkefiende (1882) opfyldte Ibsen den indflydelsesrige danske kritiker Georg Brandes' krav om at sætte problemer under debat. Et dukkehjem blev det internationale gennembrud for Ibsen. Det fik enorm betydning for kvindesagskampen overalt i verden og er sandsynligvis verdens mest spillede drama i moderne tid.

Manuskriptet til En folkefiende (1882).

Før Ibsen vendte tilbage til Norge i 1891, skrev han Vildanden (1884), Rosmersholm (1886), Fruen fra havet (1888) og Hedda Gabler (1890). Disse dramaer med markante kvinder i hovedrollerne manifesterede en gradvis overgang fra det socialkritiske problemdrama til det psykologiske og symbolske drama. Ibsen blev af kritikerne og almenheden opfattet som en repræsentant for den socialkritiske realisme eller naturalismen, og hans gradvise overgang til en dybdepsykologisk symbolisme blev gennemgående ikke forstået i hans samtid. Hans samtidsdramaer var vigtige for udviklingen af en psykologisk-realistisk (eller naturalistisk) skuespilkunst; først i løbet af det 20. århundrede begyndte teatret og litteraturkritikerne at beskæftige sig med de symbolske aspekter af Ibsens samtidsdramatik.

I 1891 flyttede Ibsen tilbage til Kristiania, hvor han først boende på Victoria Terrasse, så i Arbins gade, hvor han og hustruen Suzannah boede til deres død hhv. i 1906 og 1914. Ibsen sidste hjem er i dag museum, Ibsenmuseet. Hans fire sidste dramaer, Bygmester Solness (1892), Lille Eyolf (1894), John Gabriel Borkman (1896) og Når vi døde vågner (1899), karakteriseres ofte som dramatiske selvportrætter i selvransagelsens og selvbekendelsens tegn. Hovedpersonerne i disse stykker er aldrende mænd med kreativ foretagsomhed. De skuer tilbage og tager opgør med deres liv, som gerne ender tragisk. Disse sene dramaer er præget af symbolik.

I 1900 fik Ibsen sit første slagtilfælde. Hans "dramatiske epilog" Når vi døde vågner blev det sidste skuespil, han skrev. Han døde i 1906 efter flere år med dårligt helbred.

Ibsen (til venstre i vognen) foran Nationaltheatret, sandsynligvis fra efteråret 1903. Ibsen havde den ære at se sig selv på sokkel, efter at statuen af ham foran Nationaltheatret blev sat op i 1899. Foto: Narve Skarpmoen.

Ibsen skrev i alt 26 skuespil og omkring 300 digte. Hans skuespil har bevaret en stærk aktualitet og sættes stadig op på talrige scener overalt i verden. Efter Shakespeare er Ibsen sandsynligvis verdens mest spillede dramatiker.

Henrik Ibsens skuespil og digte[redigér | redigér wikikode]

Udvalgt litteratur om Ibsen og hans dramatik[redigér | redigér wikikode]

  • Edvardsen, Erik Henning: Henrik Ibsen om seg selv. Genesis forlag, Oslo 2001. ISBN 82-476-0211-3.
  • Figueiredo, Ivo de: Henrik Ibsen: mennesket. H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), Oslo 2006. ISBN 978-82-03-22892-6
  • Figueiredo, Ivo de: Henrik Ibsen: masken. H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), Oslo 2007. ISBN 978-82-03-23384-5
  • Hov, Live: Med Fuld Natursandhed: Henrik Ibsen som teatermann. Multivers, København 2007. ISBN 978-87-7917-171-8
  • Johnston, Brian: The Ibsen Cycle: The Design of the Plays from Pillars of Society to When We Dead Awaken. Pennsylvania State University Press, Pennsylvanian 1992. ISBN 0-271-00809-1
  • Moi, Toril: Ibsens modernisme. Pax forlag, Oslo 2006. ISBN 82-530-2836-9
  • Rønning, Helge: Den umulige friheten: Henrik Ibsen og moderniteten. Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 2006. ISBN 978-82-05-35481-4
  • Templeton, Joan: Ibsen’s Women. Cambridge University Press, Cambridge 1997. ISBN 0-521-59039-6
  • Wiingård, Jytte: Henrik Ibsen: en essaysamling. Multivers, København 2004. ISBN 87-7917-103-6
  • Aarseth, Asbjørn: Ibsens samtidsskuespill: en studie i glasskapets dramaturgi. Universitetsforlaget, Oslo 1999. ISBN 82-00-12965-9

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: