Herman Bang
Herman Bang Dansk litteratur 19. og 20. århundrede | |
---|---|
![]() | |
Personlig information | |
Fulde navn | Herman Joachim Bang |
Født |
20. april 1857 Asserballe[1] |
Død |
29. januar 1912 (54 år) Ogden |
Uddannelse og virke | |
Beskæftigelse |
Selvbiograf, journalist, skribent, litteraturkritiker ![]() |
Kendte værker |
Stille Eksistenser Haabløse Slægter Ved Vejen |
Genre | Romaner, noveller, digte |
Litterær bevægelse | Det moderne gennembrud |
Information med symbolet ![]() |
Herman Joachim Bang (født 20. april 1857, død 29. januar 1912) var dansk kritiker, forfatter og journalist. Han blev født i Asserballe[1] på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871) og blev student i 1875 fra Sorø Akademi. Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman Bang døde i Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné og er begravet på Vestre Kirkegård i København.
Litterær karriere[redigér | redigér wikikode]
Allerede i sine unge år indledte Bang sin karriere som journalist og novelle- og romanforfatter, samtidig med at han forsøgte sig som skuespiller og sceneinstruktør, teaterkritiker og teatertænker.
Han debuterede 22 år gammel som litteraturkritiker i 1879 med essay-samlingen Realisme og Realister[2], som også slog en ny retning i litteraturen fast. Året efter fulgte den første novellesamling Tunge melodier og den skandaleombruste roman Haabløse Slægter. I (1886) kom novellesamlingen Stille Eksistenser med bl.a. fortællingen Ved Vejen. Blandt andre hovedværker er romanerne Stuk, Tine, Ludvigsbakke og Det hvide Hus.
Professionelt spændte Bang vidt: forfatter, journalist, kronikør, essayist, sceneinstruktør, oplæser, foredragsholder og anmelder. Debutromanen Haabløse Slægter vakte stor opmærksomhed, og den blev konfiskeret af politiet for dens krænkelse af ”sædeligheden”. Bang blev straffet, men da var første oplag udsolgt og forfatterens navn slået fast i offentligheden. Han var da 23 år.
Gennembruddet[redigér | redigér wikikode]
Bangs berømmelse begyndte i 1880 med retssagen mod romanen Haabløse Slægter. Bang var allerede debuteret i foråret 1880 med nogle mindre skuespil og noveller, heriblandt samlingen Tunge melodier. I løbet af sommeren 1880 blev den kritiseret fra alle sider for at være stilistisk latterlig og gennemsyret af en syg sensualitet. Det var først med den store og delvis selvbiografiske roman om en ung mand, der er det sidste skud på en degenereret og håbløs slægt, at Bang rigtigt kom i offentlighedens søgelys. Romanen, som udkom i november 1880, blev straks anmeldt stærkt negativt i såvel højre- som venstrepressen. Haabløse slægter vakte skandale med sin skildring af en moden kvinde, grevinde Hatzfeldt, der forfører den unge hovedperson, William Høg. Der blev anlagt sag mod Bang, og 23. juli 1881 faldt dommen, der lød på 100 kr. i bøde eller 14 dages fængsel, såfremt bøden ikke kunne betales. Bogen blev beslaglagt.
Bang ville nogle år efter udgive sin bog uden de bortdømte scener. Han gik på Det Kongelige Bibliotek for at låne et eksemplar af bogen, som han ikke ejede. På biblioteket fik han at vide, at selv om bogen "nok fandtes de facto, så eksisterede den ikke de jure". Det lykkedes ham dog efter en del forhandlinger af få adgang til bogen på læsesalen, men han måtte højst læse i den 1 time[3].
Måske på grund af skandalen med Håbløse Slægter tog Herman Bangs litterære karriere nu for alvor fart, og på få år skrev han en række mesterværker som Ved Vejen, Stuk og Tine. Disse produktive år repræsenterede højdepunktet i Bangs produktion. Han perfektionerede sin impressionistiske skrivestil, hvis indflydelse på dansk litteratur næppe kan vurderes for højt.
Efter stigende litterær anerkendelse og flerårige ophold som korrespondent i udlandet ændrede Bang nu sin fremtræden – og karikaturtegnerne fulgte straks trop i deres fremstilling af ham. Bang karikeres nu som en altid ulasteligt klædt mere moden og maskulin skikkelse med elegant moustache. Latterliggørelsen af ham blev dog ikke mindre respektløs. Det var nu i endnu højere grad den krukkede og pinlige forfatterpersonage, der skulle karikeres. Især Bangs mange offentlige foredrag og oplæsninger af egne værker vakte opmærksomhed. I begyndelsen af 1880'erne indledte han den oplæsningsvirksomhed, der skulle blive en fast del af hans liv og en afgørende indtægtskilde i mange år. Mange af hans bøger findes med hans indstregninger og tilføjelser beregnet til oplæsning.
Med disse optrædener fandt Bang frem til sit sceniske talent. Hans spinkle og aparte fysiske fremtoning, der havde været den største hindring for en egentlig karriere som skuespiller, blev nu vendt til en personlig succes.
De mange beretninger fra øjenvidner fortæller om hans helt usædvanlige greb om publikum og en sjælden naturlighed i hans diktion. Med den overgik han de fleste af datidens scenekunstnere.
En af de bedste beskrivelser af Bangs foredragskunst findes i tidsskriftet Verdens-Spejlet. Bladets redaktør kommer ind på den særlige bangske oplæsningskunst, der kunne spænde fra det urkomiske og groteske til de mest lidenskabelige udtryk for menneskelig smerte og lidelse:
Bang som journalist[redigér | redigér wikikode]
Herman Bangs journalistik var en væsentlig forudsætning for hans litterære forfatterskab. I 2007 udkom Bangs artikler fra Nationaltidende 1879-1884 under titlen "Vekslende temaer". Nogle af artiklerne er klassisk læsning som "Branden" om Christiansborgs brand. I den udfolder Bang hele sin impressionistiske stil.
På rekordtid fik Bang slået sit navn fast som en allestedsnærværende reporter, anmelder, litteraturformidler, modeskribent, selskabsløve, provokatør og skuespilforfatter. Han skrev om København for jyderne, som om byen var et mini-Paris, han berettede om sommerfornøjelser og society-skandaler, morskabsteatre og modeluner, væddeløb og vandkure, cirkusforestillinger og kjolesnit, Tivoli, Dyrehavsbakken, gæstespil og royale rygter – og grundlagde dermed sit stampublikum af især kvindelige læsere. Herudover lynlæste Bang den nye franske litteratur og anmeldte forfattere og dramatikere som Émile Zola, Alexandre Dumas den yngre og Honoré de Balzac. Bang skildrede også de voldsomme politiske brydninger i Danmark i konseilspræsident Estrups lange regeringsperiode, ”Provisorie-år”, hvor folkestyret var sat ud af kraft.
I sine søndagskronikker i Nationaltidende (samlet som Vekslende Themaer) lagde han de allerførste spirer til århundredskiftets moderne omnibusavis. Han skrev om stort og småt, sladder og nyheder, informationer og rygter.
Han kunne indlede en artikel i brevstil med ord som ”Kære Frue” eller ”Bedste Frue”. Denne appel til det kvindelige publikum skaffede ham hurtigt betegnelse ”Damernes Herman Bang”. Vittighedsbladet Punch bidrog ved næsten hver uge at bringe en dugfrisk parodi på Bangs nyeste kronik.
Sædelighedsskandalen 1906-1907[redigér | redigér wikikode]
Hvis retssagen mod romanen Haabløse Slægter i 1880 til 1881 markerede det første højdepunkt i Herman Bangs negative berømmelse, så blev den berygtede ”Sædelighedsskandale” i 1906 til 1907 det andet lavpunkt i historien om Bang.
København oplevede som London og Berlin i begyndelsen af det 20. århundrede en moralsk bølge omkring mandlig homoseksualitet. Det var ikke første gang i Danmarkshistorien, at homoseksualitet kom i myndighedernes og i mediernes søgelys, men aldrig havde forfølgelsen og stigmatiseringen været så omfattende som i disse år.
En forsmag på ”Sædelighedsskandalen” havde Bang allerede oplevet i 1893, hvor mordet på en homoseksuel rentier førte til masseafhøringer af homoseksuelle mænd i København. Det kan have været direkte medvirkende til, at Bang besluttede sig for at forlade Danmark samme år og slå sig ned i Paris. Dér arbejdede han nu som bl.a. sceneinstruktør og introducerede det franske publikum for tidens aktuelle nordiske dramatikere som Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, hvis internationale gennembrud han var en væsentlig årsag til, og som de begge var ham dybt taknemmelige for. Flere af Frankrigs teaterprimadonnaer fik Bang personlig kontakt med. Både Sarah Bernhardt og Gabrielle Réjane, som han instruerede i rollen som ”Nora” i Ibsens revolutionerende skuespil Et dukkehjem.
Bang modtog i Paris økonomisk støtte fra flere nordmænd, deriblandt Jonas Lie og Frits Thaulow. På det tidspunkt boede også Knut Hamsun i Paris, og Bang opdagede, at Hamsun stod bag en bagvaskelseskampagne mod ham. Hamsun havde mange ankepunkter mod Bang, men især tre gik igen: At Bang var homoseksuel, delvis jøde og dertil en stor beundrer af Ibsen. Kampagnen foregik både i Paris, København og Kristiania og gav Bang store problemer, blandt andet fik han ikke flere opgaver som regissør. Lie anbefalede ham at tage til modmæle, men Bang svarede modløst: "Men hvad skal jeg da sige - de tre hovedpunkter er jo sande!" [4]
Den store ”Sædelighedssag” begyndtes af et af Københavns smudsblade, der økonomisk presset søgte ”salgbare” skandaler, og i efteråret 1906 afslørede den homoseksuelle drengeprostitution i hovedstaden. Denne kampagne førte under fortsat mediebevågenhed til politiforhør af en lang række kendte homoseksuelle.
Det er usikkert, om Herman Bang nogensinde blev indkaldt til disse forhør. Han havde intet med sagen at gøre, men det forhindrede ikke smudspressen i at skrive om ham. Pressen fortsatte sin veritabele heksejagt mod Bang: Forfatteren Johannes V. Jensen lancerede et af de mest perfide angreb på Bang i en berygtet kronik i Politiken med titlen ”Samfundet og Sædelighedsforbryderen”.
Udgangspunktet var angiveligt en beskyldning mod Jensen for selv at være homoseksuel, hvilket han afviste med bogstavelig vold. Om Bang udtalte han:
Skønt en kreds af venner straks slog ring om Bang, og mange af hans forfatterkolleger fordømte Jensen, der blev truet med eksklusion af Forfatterforeningen, var Bang fuldkommen nedbrudt af sagen. I januar 1907 skrev han til en ven:
![]() |
Kun én Ting staar mig ganske tydeligt: i dette Land vil jeg ikke blive. Her har man saaledes faaet for Vane at mishandle mig, at det aldrig vil ophøre | ![]() |
I juli samme år forlod Bang derfor Danmark og slog sig ned i Berlin, et seksuelt fristed. Han opholdt sig i Tyskland de følgende år; karikaturtegnerne lod ikke det gå upåagtet hen. De satiriserede nu over den ”hypersensitive og nærtagende Forfatter”.
I sit Berlin-eksil skrev Bang en epilog til den tyske oversættelse af hans noveller, Aus der Mappe,1908. Han kalder den ”Om berømmelsen” og opsummerer sine bitre erfaringer om dét konstant at leve i mediernes nådesløse søgelys. Han udtaler:
Herman Bang havde et livslangt venskab og mangeårigt bofællesskab med den homoseksuelle journalist Christian Houmark (1869-1950), men elskoven udeblev, da forelskelsen var på Houmarks side. Bang havde imidlertid en problematisk forelskelse i den tyske skuespiller Max Eisfeld.[5]
Herman Bang og satiren[redigér | redigér wikikode]
I bogen Stoppet i farten – Herman Bang i karikaturens troldspejl [6](Gyldendal, 2007) giver værkets fire udgivere Dag Heede, Torben Lund, Knud Arne Jürgensen og Sten Rasmussen for første gang en samlet indføring i Bangs private og offentlige liv set gennem karikaturens troldspejl. Han var et hyppigt emne i vittighedsbladene, og bogen kommenterer et stort antal karikaturtegninger af Bang fra bladenes humørspalter.
Følgende navne blev brugt af vittighedsbladene til at beskrive Herman Bang: ”Herman Bank”, ”Herman Labang”, ”Herman Banco”, ”Frøken Hermine Bang”, ”Bing-Bang”, "Herman Go-Bang”, ”Herman Pjank”, ”Hermansen Bang”, ”Herman von Bremen”, ”Herman Brand”, ”Liden Bang”, ”Herman Banbang”, ”Norman Bang”, ”Grev Herman” og ”Hermann von Bangemachen”.
Fra Bangs litterære debut i 1878 til hans død i januar 1912 omtaltes han stadigt i medierne. ”De er jo så nem! Og Dem kan jeg” svarede en vittighedstegner ham på spørgsmålet: "Hvorfor gør De nar af mig i pressen uge efter uge?"
På et sent tidspunkt i sit liv udtalte Herman Bang: ”Karikaturerne har været for mange og for gode”. En bemærkning der muligvis forklarede, hvorfor han måtte opgive forhåbningen om en karriere som skuespiller.
Herman Bang boede 1863-1872 i Søndergade 41 i Horsens. Der er opsat en mindetavle i porten.
Herman Bangs død[redigér | redigér wikikode]
I næsten et århundrede var Herman Bangs død i 1912 i et tog på vej fra Chicago til San Francisco et omdiskuteret mysterium. Hurtigt og vedholdende bredte rygterne sig: at den kun 54-årige Bang var blevet udsat for et rovmord, måske begået af togets personale. Andre og mere besindige skribenter og historikere holdt sig derimod til en redegørelse fra det amerikanske jernbaneselskab baseret på togpersonalets eget udsagn: at Bang var kommet helt naturligt af dage.
Under alle omstændigheder gav den internationalt berømte forfatters spektakulære død - alene, på oplæsningsrejse, i et tog i et fremmed land, hvis sprog han ikke talte - efterfølgende stof til flere, halvt faktuelle, halvt fiktive udgivelser. I 2009 udkom i Tyskland "Eines Dichters letzte Reise" med tekster af bl.a. forfatterne Friedrich Sieburg og Joachim Kersten, og samme år udkom i Danmark Klaus Manns oversatte novelle "Rejse til nattens ende" fra 1940, ligesom den danske forfatter Dorrit Willumsen i romanen "Bang" fra 1996 har fabuleret over Herman Bangs sidste dage.
De virkelige omstændigheder omkring Herman Bangs død kom først for dagens lys i 2009, da journalisten og forfatteren Poul Pilgaard Johnsen i Weekendavisen offentliggjorde et hidtil ukendt brev, dateret 18. februar 1912, fra journalist og opdagelsesrejsende Frits Holm sendt til Herman Bangs forlægger, Peter Nansen, på Gyldendal. Brevet befinder sig i Det Kongelige Bibliotek og indeholder en detaljeret beretning om Bangs sidste dage og timer i toget fortalt af en mand, som ledsagede ham på rejsen.[7]
Bibliografi[redigér | redigér wikikode]
- Paria'er (1878, manuskript)
- Hverdagskampe og Du og Jeg (1879)
- Realisme og Realister. Portrætstudier og Aforismer (1879)
- Vekslende Themaer (1879-1884)
- Tunge melodier. Studier (1880)
- Haabløse Slægter. Roman (1880) (digitaliseret på archive.org)
- Kritiske Studier og Udkast (1880)
- Foran Alteret. Novelle (1880)
- Pernille. Novelle (1880)
- Herhjemme og derude (1881)
- Graaveir. En Akt (1881)
- Inden fire Vægge. En Akt (1881) (digitaliseret på archive.org)
- Fædra. Brudstykker af et Livs Historie (roman) (1883)
- Præster (noveller) (1883)
- Frøkenen (noveller) (1883)
- Excentriske Noveller (1885) (digitaliseret på archive.org)
- Ellen Urne. Skuespil i fire Akter (efter Fædra) (1885)
- Stille Eksistenser. Fire Livsbilleder (heri "Ved Vejen") (1886)
- Stuk (roman) (1887)
- Den sidste Balkjole (1887, novelle)
- Tine (roman) (1889)
- Digte (1889). Det Schubotheske Forlag
- Under Aaget. Noveller (heri "Irene Holm") (1890) (digitaliseret på archive.org)
- Les quatre diables. Excentrisk Novelle (1890)
- Ti Aar. Erindringer og Hændelser (1891)
- To Sørgespil (1891)
- Teatret (1892)
- Rundt i Norge. Skildringer og Billeder (1892)
- Ludvigsbakke. Roman (1896)
- Det hvide Hus (erindringer) (1898) (digitaliseret (1901 udgave) på archive.org)
- Liv og Død (1899)
- Udvalgte fortællinger: med forfatterens portræt (1899) (digitaliseret på archive.org)
- Det graa Hus (erindringer) (1901) (digitaliseret på archive.org)
- Sommerglæder (roman) (1902) (digitaliseret på archive.org)
- Ravnene. To Fortællinger (1902) (digitaliseret på archive.org)
- Mikaël (roman) (1904) (digitaliseret på archive.org)
- De uden Fædreland (roman) (1906)
- Sælsomme Fortællinger (1907) (digitaliseret på archive.org)
- Masker og Mennesker (1910)
Filmatiseringer[redigér | redigér wikikode]
År | Titel | Instruktør |
---|---|---|
1911 | De fire djævle | Alfred Lind |
1916 | Vingarne | Mauritz Stiller |
1920 | Die Benefiz-Vorstellung der vier Teufel | A.W. Sandberg |
1924 | Mikaël | Carl Theodor Dreyer |
1928 | Four Devils | Friedrich Wilhelm Murnau |
1940 | Sommerglæder | Svend Methling |
1964 | Tine | Knud Leif Thomsen |
1985 | De flyvende djævle | Anders Refn |
1988 | Ved Vejen | Max von Sydow |
Referencer[redigér | redigér wikikode]
- ^ a b Kirkebog for Asserballe Sogn, ("1843-1884" s. 66; opslag 34, nr. 5) på Arkivalieronline.dk, Statens Arkiver.
- ^ Artikel Fra E-poke.dk
- ^ Max Iversen – Forbudte bøger, Kirschbaum-Jørgensens Forlag, København, 1948, s. 31-32
- ^ Widar Fossum: "Hamsun som menneske", Verdens Gang 30.12.2007
- ^ Herman Bang kom i det forkerte hul.... I: Michael Rütz: Berømte bøsser. Forlaget Falkenlöwe 1998. ISBN 87-984393-2-4.
- ^ Stoppet i farten – ses Herman Bang i karikaturens troldspejl (Website ikke længere tilgængelig)
- ^ Poul Pilgaard Johnsen: Herman Bangs sidste rejse. Weekendavisen, 28. august 2009.
Litteratur[redigér | redigér wikikode]
- Dag Heede et alii (red.): Livsbilleder: Fotografiske portrætter af Herman Bang. Syddansk universitetsforlag, Odense. 2014. ISBN 978-87-7674-743-5
Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]
![]() | Søsterprojekter med yderligere information: |
- Herman Bang på Bibliografi.dk
- Herman Bang på Dansk Forfatterleksikon
- "Herman Bang". Dansk Biografisk Leksikon/Den Store Danske. Gyldendal. Hentet 3. juni 2014.
- Hos Kalliope kan man se Herman Bangs digte og finde flere links
- Online bøger af Herman Bang på Gutenberg Project
- Samlede værker online og Forfatterportræt på Arkiv for Dansk Litteratur
- Herman Bangs Teaterkritik
- Netbibliografi med Herman Bangs komplette teaterkritik
- Dramaturgiske Pennetegninger Herman Bang som teateressayist, udgivet og kommenteret af Knud Arne Jürgensen
- Herman Bang på gravsted.dk
- Herman Bang 1-10 ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
- DR's multimedieklip (Website ikke længere tilgængelig)
- Herman Bangs breve til Peter Nansen og til Betty Nansen
- Tysk hjemmeside om Bang (tysk)
|
|
- Gravsted.dk
- Født i 1857
- Døde i 1912
- Romanforfattere fra Danmark
- Novelleforfattere fra Danmark
- Journalister fra Danmark
- Selvbiografer fra Danmark
- Personer fra Als
- Slægten Bang (adelig)
- Personer i Dansk Biografisk Leksikon
- Danskere i 1800-tallet
- Danskere i 1900-tallet
- Personer i Kraks Blå Bog (afdøde)
- Dansksprogede forfattere fra Danmark
- Herman Bang
- Personer med enkeltværker i Kulturkanonen
- LGBT-personer