Hermine Reuss af Greiz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Hermine Reuss af Greiz

Hermine of Reuss.jpg

Personlig information
Født 17. december 1887Rediger på Wikidata
GreizRediger på Wikidata
Død 7. august 1947 (59 år)Rediger på Wikidata
FrankfurtRediger på Wikidata
Gravsted AntikentempelRediger på Wikidata
Far Heinrich 22., 5. fyrste Reuss af GreizRediger på Wikidata
Mor Ida av Schaumburg-LippeRediger på Wikidata
Søskende Karoline af Reuss,
Heinrich 24., 6. fyrste Reuss af GreizRediger på Wikidata
Ægtefælle Wilhelm 2. af Tyskland (1922-1941)Rediger på Wikidata
Barn Henriette av Schönaich-CarolathRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Hermine Reuss af Greiz (tysk: Hermine Prinzessin Reuß (Altere Linie)) (17. december 1887 i Greiz i Thüringen – 7. august 1947 i interneringslejren Paulinenhof nær Frankfurt (Oder) i den sovjetisk besatte zone) var en tysk prinsesse, der var gift med den tidligere kejser Wilhelm 2. af Tyskland.

Ægteskab med prins Johann George af Schönaich-Carolath[redigér | redigér wikikode]

Hermine Reuss's første ægteskab var med prins Johann George af Schönaich-Carolath (1873–1920). Johann George var en standsherre (tysk:Freie Standesherr) i det dengang tyske Nedre Schlesien, der i dag tilhører Polen.

Johann George og Hermine fik fem børn. Deres yngste datter prinsesse Henriette af Schönaich-Carolath (1918–1972) blev gift med prins Karl Franz af Preussen (1916–1975), der var det eneste barn af Joachim af Preussen (1890–1920) og sønnesøn af kejser Wilhelm 2. af Tyskland.

Ægteskab med kejser Wilhelm 2.[redigér | redigér wikikode]

I 1922 blev Hermine Reuss gift med den tidligere kejser Wilhelm 2. af Tyskland. Wilhelm 2. havde abdiceret fire år tidligere, og derfor blev Hermine Reuss ikke kejserinde.

Hermine Reuss og Wilhelm 2. fik ingen fælles børn, men én af Hermines døtre blev senere gift med én af Wilhelms sønnesønner.

Efter sin abdikation i 1918 var Wilhelm 2. gået i eksil i Doorn nær Utrecht i Holland, og her levede parret indtil Wilhelms død i 1941.

Sidste år[redigér | redigér wikikode]

Efter Wilhelms død i 1941 flyttede Hermine Reuss tilbage til sin første mands gods i Nedre Schlesien. Da den Røde Hær nærmede sig i foråret 1945, flygtede hun til Roßla i det nuværende Sachsen-Anhalt, hvor hun tog ophold hos en søster.

Kort tid efter anholdte den sovjetiske besættelsesmagt hende, og hun blev ført til interneringslejren Paulinenhof nær Frankfurt (Oder). Her døde hun to år senere.

Hermine Reuss blev begravet på Hohenzollern-slægtens begravelsesplads (Antikentempel) nær Neues Palais i Sanssouci ved Potsdam. Hun selv havde udtrykt ønske at blive begravet ved siden af Wilhelm 2. i Doorn i Holland, men dette ønske blev tilsidesat.