Herulere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Heruler)
Gå til: navigation, søg
Europa cirka 125 e.Kr. med germanske stammer markerede. Herulerne formodet bosatte i Skåne og på de danske øer.

Herulerne var et østgermansk folkeslag. der omtales af Jordanes i hans værk Getica fra 551 som de højeste af Skandzas folk. Danerne, som blev sagt at være af samme afstamning som svearne, skulle være dem, der havde fordrevet herulerne fra deres hjemstavn. Herulerne har ikke selv efterladt sig nogen skriftlige kilder, så vi kender kun deres historie gennem andre.[1]

Navnet[redigér | redigér wikikode]

Navnet kan være af samme rod som "jarl"[2] og erilaR, som i runeindskriften ek erilaR, der er fundet otte steder, alle fra 500-tallet, blandt andet på et spænde fra omkring år 500, fundet ved Bratsberg i Norge. Det har både været foreslået, at ek erilaR skulle oversættes med "jeg, herulen", samt "jeg, erilen/runemesteren"[3]

Ordet erilaR er indtil videre udelukkende opdaget brugt i 1. person ental (ek erilaR - jeg, som er erilaR). Dette "jeg" menes at referere til den person som fysisk har skrevet runeindskriften (modsat f.eks. den person som ejer genstanden med indskriften på), og erilaR menes altså i én fortolkning at betyde "runemester".[4]. Denne fortolkning udelukker f.eks. at ordet erilaR kan være skrevet af en rune-kyndig specialist ("rune-rister"/"skriver"), på en andens (f.eks "Jarlens"/"Herulens") vegne. For uddybning, se f.eks. artiklen på Engelsk Wikipedia [Erilaz], som mener at Heruler samt Jarl er mere sandsynlige oversættelser end "runemesteren" (denne artikel findes endnu ikke på dansk).

Ingen "heruli" omtales i angelsaksiske, frankiske eller norrøne krøniker, og i den grad deres oprindelse var i Norden, har det været under et andet navn. Encyclopædia Britannica for 1911 foreslår, at når selve navnet "heruler" af mange identificeres med det angelsaksiske eorlas (= adelige), gammelsaksisk erlos (= mænd), hvoraf entalsformen erilas ofte forekommer i de tidligste nordiske indskrifter, kan "heruli" have været en hæderstitel.

Vandringer[redigér | redigér wikikode]

Herulerne kan have været en skandinavisk stamme, som er vandret mod syd omkring år 200, da danerne angiveligt fortrængte dem. Allerede fra 200-tallet spillede herulerne en betydelig rolle som lejesoldater for romerne både i Europa og Lilleasien. De skal have været frygtede sørøvere i Sortehavet. Via Konstantinopel nåede de Cypern og Kreta, og ledede et plyndringstogt gennem Balkan i år 267, hvor også gotere deltog, og hvor Athen blev plyndret. I 200-tallet optræder de i kilderne med en hyppighed, der står i skærende kontrast til de næste 150 år, hvor de slet ikke nævnes. Sandsynligvis har de stået under gotisk eller hunnisk herredømme et sted i det sydøstlige Europa. Fra midten af 400-tallet kommer de til syne igen. I 460 var de i det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien. Den romerske digter Apollinaris skrev om dem, at de kom fra "havets yderste afkrog i nærheden af dets iskolde dyb". De østlige heruler deltog i hunnernes felttog gennem Europa. Efter en opstand mod Attilas sønner i 454 oprettede herulerne et stærkt kongedømme i Mähren og Marchfeld som undertvang lokalbefolkningen. De skal have været Odoakers stærkeste støttespillere, da han efterfulgte den sidste romerske kejser i 476 og blev valgt til konge af Italien af sine egne, germanske tropper[5]. Han kaldtes da også "Rex Herulicus", herulerkongen.

Senere slog de sig ned i Pannonien, dvs det vestlige Ungarn, indtil langobarderne jagede dem derfra i år 509. Ifølge Procopios slog de sig i 512 ned i Illyrien, det senere Jugoslavien, med tilladelse af kejser Justinian. Som sekretær for den østromerske general Bellisarius kendte Procopius godt til herulske lejesoldater. En stor gruppe foretrak dog at trække mod nord, til sin oprindelige hjemstavn. Den ene gruppe blev værende ved Donau, mens den anden vandrede mod nord. I De bello Gothico skriver Procopios, at "de kom frem til varnernes land (Sønderjylland?), vandrede så hurtigt gennem danernes land og sejlede over til Thule (dvs den skandinaviske halvø), hvor de blev modtaget af goterne, en af de største stammer dér"[6].

Filologen Niels Lukman hævdede i sin doktorafhandling fra 1943 at Rolf Krake kunne være herulerkongen Rodulf, og at sagnkredsen om heltekonger som Halfdan og Adils kom til Norden med herulernes indvandring på 500-tallet[7]. Rodulf faldt et sted mellem Wien og Beograd omkring år 510, og hvis han er identisk med Rolf Krake, kan Heorot være det sted ved Donau som Strabo kaldte Heorta og Jordanes Herta, et stykke vest for "Jernportene"[8].

De to konger[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Procopius myrdede den sydlige gruppe af heruler sin konge, Ochus, men opdagede så, at de ikke havde nogen egnet kandidat til at overtage efter ham. I stedet sendte de en delegation til de skandinaviske heruler i håb om at finde en kandidat blandt dem. Men den udvalgte døde, da de kom til danernes land, så udsendingene måtte vende om og finde en ny. Denne gang kom de tilbage med Datius og hans følge på omkring 200 unge krigere. I mellemtiden havde den sydlige gruppe tabt tålmodigheden og bedt kejser Justinian om at vælge en konge blandt dem. Han udpegede Suartuas, som havde boet længe i Konstantinopel; men da udsendingene kom nordfra med Datius, foretrak kejseren uventet ham frem for Suartuas, som vendte tilbage til Konstantinopel. Hans tilhængere forlod nu romersk område og allierede sig med gepiderne i Transsylvanien. Da Justinian i 549 gik til krig mod gepiderne, kom omkring 1.500 heruler til at kæmpe på romersk side, mens henimod 3.000 var gepidernes forbundsfæller og kæmpede på deres side. Efter den tid fandtes der stadig små grupper af heruler, der sloges på østromersk side i Italien. De romerske hærførere var nøje med at udpege herulernes ledere blandt herulerne selv. Men efter 560 forsvinder de helt fra kilderne.[9]

Datius blev konge for den gruppe heruler som Justinian benyttede som lejesoldater i krigene mod persere, vandaler og østgotere. Denne gruppe blev placeret omkring Beograd, men måtte senere flygte og blev knust sammen med gepiderne i 567.

Den nordiske gruppes skæbne er ikke udforsket. Nogle mener, at kongeslægten endte i Lister Herred i det østlige Skåne – andre at de endte i Uppsala.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Lotte Hedeager: Skygger av en annen virkelighet (s. 42), forlaget Pax, Oslo 1999, ISBN 82-530-2098-8
  2. Elias Wessén: Nordiska folkstammar och folknamn, (s. 16) (Svensk)
  3. Brian Murdoch & Malcolm Kevin Read: Early Germanic literature and culture, ISBN 978-1-57113-199-7 På Google Bøger s. 132, Hentet 02-01-2012. (Engelsk)
  4. Terje Spurkland & Betsy van der Hoek: Norwegian runes and runic inscriptions, ISBN 978-1-84383-186-0, På Google Bøger (s. 49), Hentet 02-01-2012. (Engelsk)
  5. The Christogenea Christian Identity Forum The Herulli/Herulf possibly the ancestors of the Icelanders Blogindlæg på blog om kristen idenditet (Engelsk)
  6. Lotte Hedeager: Skygger av en annen virkelighet (s. 42-43)
  7. Frans-Arne Stylegar: Attilas ekko På Arkeologi i nord
  8. RootsWeb's WorldConnect Project: Stevens/Mansfield/Southworth/Medieval Database on WorldConnect
  9. Lotte Hedeager: Skygger av en annen virkelighet (s. 43-4)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]