Historie som livets læremester

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Historie som livets læremester (la: historia magistra vitae) er Ciceros udtryk for, at mennesket kan lære af fortiden. Cicero mener, at det er de samme kræfter, der er på spil i al historie og der derfor er nogle almengyldige forhold i historien, der er gældende til alle tider: "Hvis det ikke var tilfældet, ville man ikke kunne lære af den, for så stod man med en viden, der var irrelevant."[1] Ifølge Anne Eriksen var Ciceros idé en af hovedbegrundelserne for at beskæftige sig med historie i Europa. "Historien var en samling eksempler til beundring og imitation eller til skræk og advarsel. Den var filosofi formidlet gennem eksempler, generelle principper omsat til nyttig og praktisk lærdom."[2] Nogle historikere har argumenteret for, at den europæiske kultur begynder at vende sig bort fra Ciceros opfattelse efter ca. 1750.[3] Herefter er der generelt set ikke samme tro på, at historien er styret af de samme regler til alle tider.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hans-Jørgen Schanz (2018) Selvfølgeligheder. Aspekter ved modernitet og metafysik. Lindhardt og Ringhof
  2. ^ Anne Eriksen (2010) "Livets læremester. Eksemplarisk historieskriving." Tidsskrift for kulturforskning, årgang 9, nr. 2, s. 39. Oversat fra norsk.
  3. ^ Adam Paulsen (2014) Overvindelsen af Første Verdenskrig. Museum Tusculanums Forlag, s. 271