Historie som livets læremester

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Historie som livets læremester (la: historia magistra vitae) er Ciceros udtryk for, at mennesket kan lære af fortiden. Cicero mener, at det er de samme kræfter, der er på spil i al historie og der derfor er nogle almengyldige forhold i historien, der er gældende til alle tider: "Hvis det ikke var tilfældet, ville man ikke kunne lære af den, for så stod man med en viden, der var irrelevant."[1] Nogle historikere har argumenteret for, at den europæiske kultur begynder at vende sig bort fra Ciceros opfattelse efter ca. 1750.[2] Herefter er der generelt set ikke samme tro på, at historien er styret af de samme regler til at alle tider.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hans-Jørgen Schanz (2018) Selvfølgeligheder. Aspekter ved modernitet og metafysik. Lindhardt og Ringhof
  2. ^ Adam Paulsen (2014) Overvindelsen af Første Verdenskrig. Museum Tusculanums Forlag, s. 271