Historisk lingvistik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Historisk lingvistik, også kaldet historisk sprogvidenskab, sproghistorie, diakronisk sprogvidenskab, diakron lingvistik, sammenlignende lingvistik og komparativ lingvistik, er den gren af lingvistikken som studerer sprogudvikling. Den adskiller sig fra deskriptiv og synkron lingvistik, som studerer sprog på et bestemt, givet tidspunkt i historien.

Den moderne historiske lingvistik voksede frem fra det ældre akademiske fag filologi, der var forskning i ældre tekster og dokumenter. I løbet af de første år arbejdede historisk lingvistik næsten udelukkende med indoeuropæiske sprog, men har siden udvidet betydeligt til at studere uralske sprog og forskellige sprogfamilier blandt de oprindelige amerikanere. Der arbejdes også med rekonstruktion af uddøde ursprog, såsom urindoeuropæiske sprog som urgermansk og urkeltisk.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Schleicher, August: Compendium der vergleichenden Grammatik der indogermanischen Sprachen. (Kurzer Abriss der indogermanischen Ursprache, des Altindischen, Altiranischen, Altgriechischen, Altitalischen, Altkeltischen, Altslawischen, Litauischen und Altdeutschen.) (2 bind) Weimar, H. Boehlau (1861/62); opptrykk av Minerva GmbH, Wissenschaftlicher Verlag, ISBN 3-8102-1071-4
  • Brugmann, Karl; Delbrück, Berthold (1886–1916): Grundriss der vergleichenden Grammatik der indogermanischen Sprachen
  • Wiese, Harald (2007): Eine Zeitreise zu den Ursprüngen unserer Sprache. Wie die Indogermanistik unsere Wörter erklärt, Logos Verlag Berlin, ISBN 978-3-8325-1601-7.
ArtikelstumpStub
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.