Historisk sociologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Historisk sociologi omfatter studiet af historiske emner med brug af en sociologisk tilgang. Dette medfører tværfagligt samarbejde mellem historie og sociologi, hvor historikere gør brug af sociologiske begreber, teorier og modeller, mens sociologer behandler historiske emner med deres traditionelle metoder. Således bruges den samme forklarende logik, og man studerer de samme struktureringsprocesser.

Tre af sociologiens klassikere, Karl Marx, Max Weber og Emile Durkheim anvendte også historisk-sociologiske tilgange i deres studier. Fra slutningen af 1950'erne kom en ny bølge af sådanne undersøgelser, som også ofte berørte faget statskundskab/sammenlignende politik. Shmuel N. Eisenstadts bog The Political systems of Empires (1963) var et strukturfunktionalistisk inspireret studie af både nyere og ældre bureaukratiske imperier. Barrington Moores Social Origins of Democracy and Dictatorship (1966) forsøgte at forklare de historiske forudsætninger for demokratiske, fascistiske og kommunistiske styreformer på grundlag af agrarstruktur og klassekonstellationer i forhold til dette. Stein Rokkan studerede de vesteuropæiske partisystemers historiske rødder, samt betingelserne for stats- og nationsbygning i Vesteuropa.

I 1970'erne kom en række nymarxistisk inspirerede studier. Centrale bidrag var Immanuel Wallersteins The Modern World System (i tre bind, 1974, 1980, 1988) om den moderne verdensøkonomis fremvækst, Perry Andersons Lineages of Absolute State (1974) om de europæiske enevældige stater og Theda Skocpols States and Social Revolutions, en sammenligning af de franske, russiske og kinesiske revolutioner. Efterhånden er inspirationen fra den weberske tradition blevet stadig stærkere. Eksempler på dette er Michael Manns The Sources of Social Power (1986, 1993) og Charles Tillys Coercion, Capital and European States om europæisk statsdannelse.