Ho Chi Minh

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ho Chi Minh
Ho Chi Minh 1946.jpg
Personlige detaljer
Født 19. maj 1890
Nghệ An
Død 2. september 1969 (79 år)
Hanoi
Gravsted Ho Chi Minh-mausoleet
Politisk parti Det kommunistiske parti i Vietnam
Uddannelses­sted Kommunistisk Universitet for Østens arbejdende folk
Underskrift Ho Chi Minh Signature.svg
Ho Chi Minh, 1921
Telegram fra Ho Chi Minh til USAs præsident Harry S. Truman, afsendt 28. feb. 1946 med anmodning om støtte til Vietnams erklæring om uafhængighed

Hồ Chí Minh (født Nguyễn Sinh Cung den 19. maj 1890 i Nghệ An, død 2. september 1969 i Hanoi) stiftede det vietnamesiske kommunistparti og var leder af Nordvietnam til sin død.

Under Versaillesforhandlingerne i Frankrig i 1919 forlangte Hồ Chí Minh, at vietnameserne skulle have samme rettigheder som franskmændene i det besatte Vietnam. Hồ Chí Minh fik intet svar, hvilket bevirkede, at han blev omdrejningspunkt for de vietnamesiske nationalister.

I maj 1941 dannede Hồ Chí Minh Việt Minh, en national modstandsbevægelse mod besættelsesmagten Japan, i samarbejde med Võ Nguyên Giáp og Phạm Văn Đồng. Efter Japans kapitulation proklamerede Hồ Chí Minh Vietnams uafhængighed den 2. september 1945. Dette var Frankrig en stor modstander af, og landet indledte en kolonikrig mod Vietnam. Da Việt Minh besejrede Frankrig ved Điện Biên Phủ, forsøgte Hồ Chí Minh konstant at forhindre den sovjetisk-kinesiske konflikt i at eskalere, bl.a. fordi Việt Minh fik økonomisk og militær støtte fra Kina.

Ho Chi Minh betragtes som en af ​​de mest indflydelsesrige ledere i verden. TIME- ​magasinet noterede ham på listen over de 100 mest betydningsfulde personer i det tyvende århundrede (Time 100) i 1998.[1][2] Hans tanker og revolution inspirerede mange ledere og folk i Asien, Afrika og Latinamerika i løbet af den globale afkolonisering, der fandt sted efter Anden Verdenskrig. Som kommunist var han en af ​​de internationale figurer, som blev meget rost i den kommunistiske verden.

De tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Ho Chi Minh blev født og givet navnet Nguyễn Sinh Cung [3][4][5] i 1890 landsbyen Hoàng Trù hans mors landsby. Fra 1895 voksede han op i sin far, Nguyễn Sinh Sắc's landsby Làng Sen, i Nghệ An provinsen. Han havde tre søskende: hans søster Bạch Liên (eller Nguyễn Thị Thanh), som var sekretær i den franske hær; hans bror Nguyễn Sinh Khiêm (eller Nguyễn Tất Đạt), som var traditionel læge; og en anden bror (Nguyễn Sinh Nhuận) der døde som spædbarn. Som lille, fik Cung (den senere Ho Chi Minh) undervisning af sin far, før han fik mere formel undervisning af en lærer der hed Vuong Thuc Do. Cung lærte hurtigt kinesisk skrift, hvilket var nødvendigt for at kunne studere konfucianisme. Og han dygtiggjorde sig også i skriftligt vietnamesisk.[6]:21 Når han ikke studerede, elskede han at flyve med drager og at fiske.[6]:21 Efter konfuciansk tradition fik han som tiårig et nyt navn af sin far: Nguyễn Tất Thành ("Nguyễn den Dygtige").

Thành's far var en konfuciansk lærd og underviser, og senere blev han kejserlig magistrat i det lille distrikt Binh Khe (Qui Nhơn). Han blev dog degraderet for magtmisbrug efter en lokal borger døde efter at have modtaget 102 slag med et spanskrør som straf for en mindre forbrydelse.[6]:21 Thành's far kunne have fået job i det kejserlige bureaukrati, men han nægtede at tage et sådant job fordi det ville betyde at han kom til at arbejde for den franske kolonimagt.[7] Således kendte Thành til oprørsbevægelsen mod kolonimagten fra en ung alder, og sådanne holdninger var udbredte i provinsen hvor han voksede op. Ansporet af sin far, fik Thành en fransk uddannelse da han gik på det franske lycée i byen Huế. Tidligere troede man at Thành var involveret i en protest imod tvangsarbejde i Huế in Maj måned 1908, og at han på den måde risikerede at blive smidt ud fra sin skole Collège Quốc học. Men dokumenter fra Centre des archives d'Outre-mer i Frankrig viser at han først blev optaget iCollège Quốc học den 8. August 1908, flere måneder efter demonstrationen (9–13 April 1908).[4] Det var almindeligt blandt vietnamesiske kommunistledere at de overdrev deres historie som revolutionære. Senere i sin karriere hævdede Hồ således at oprøret i 1908 var det øjeblik da han begyndte at tænke som en revolutionær, men denne fortælling undergraves af det faktum at han søgte om optagelse på den franske kolonimagts administrationsskole i 1911. Han valgte at forlade skolen for at søge at rejse udenlands, for nu da hans far var blevet fyret kunne han ikke længere opnå et studiestipendie fra staten. Derfor rejste han sydpå og arbejdede i Dục Thanh skolen i Phan Thiết i seks måneder, hvorefter han rejste til Saigon.

Politisk uddannelse i Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Ho Chi Minh forlod Vietnam i 1911 som køkkenmedhjælper på en fransk damper, opholdt sig i England 1915-17 og i Frankrig fra 1917 til 1923. Under Versailles forhandlingerne i 1919 sendte han en henvendelse til konferencen, hvor han forlangte, at vietnameserne skulle have samme rettigheder som franskmændene. Der kom ikke noget svar fra Versailles konferencen, men Ho etablerede sig på denne måde som samlingspunktet for de vietnamesiske nationalister.[8]

Ho sluttede sig til det franske kommunistparti i 1920. Fra 1923 var han aktiv i Den kommunistiske Internationale. I et indlæg på Internationalens femte kongres rettede han kritik mod det franske kommunistparti for dets holdning til kolonispørgsmålet, og understregede allerede på dette tidspunkt betydningen af de undertrykte bønders revolutionære rolle. I slutningen af 1920erne var han aktiv som Den kommunistiske Internationales repræsentant i Sydøstasien.[9]

Uafhængighedsbevægelse[redigér | redigér wikikode]

Ho Chi Minh (til højre) og Võ Nguyên Giáp, general i den Nordvietnamesiske folkehær på et billede taget under anden verdenskrig

Ho Chi Minh var den ledende kraft bag dannelsen af det vietnamesiske kommunistparti i 1930. Efter oprøret i 1930 blev Ho dømt til døden in absentia af de franske kolonimyndigheder. Han blev arresteret i Hong Kong men nåede at undslippe til Moskva. I 1938 rejste Ho tilbage til Kina, hvor han i en kort tid opholdt sig hos de kinesiske kommunister i Yenan.

Under anden Verdenskrig besatte Japan Vietnam. I januar 1941 vendte Ho tilbage til Vietnam, og i maj 1941 dannede han modstandsbevægelsen Việt Minh sammen med sine nære medarbejdere Võ Nguyên Giáp og Phạm Văn Đồng. Bevægelsen var først en modstandsbevægelse mod den japanske besættelse, men ændrede efter krigens afslutning karakter til at være en anti-kolonialistisk bevægelse imod den franske kolonimagt, og dens marionetleder kejseren Bảo Đại.

Efter USAs to  atombombe angreb på Japan, startede August revolutionen hvor Việt Minh uafhængighedsbevægelsen vandt over den franske kolonimagt. Det magt tomrum der opstod efter den japanske kapitulation, endte med at Ho Chi Minh proklamerede Vietnams uafhængighed den 2. september 1945. Hồ overtalte kejseren Bảo Đại til at abdicere den 25 August 1945, hvor han overdrog magten til Việt Minh. Dette styrkede Hồ's legitimitet i det vietnamesiske folks øjne. Bảo Đại blev højeste rådgiver for Hồs Demokratiske Republik Vietnam, men han måtte flygte da franskmændende angreb i 1946. I bogen "Vietnam: A History" hævder historikeren Stanley Karnow at Kejserens abdikation var en stor hjælp for Ho Chi Minh, fordi han ved at abdicere overførte sit "himmelske mandat" til Ho, som derved opnåede større legitimitet og kunne regne med folkets støtte.

Ho Chi Minh blev derefter leder af den Provisoriske Regering, og premierminister for Den Demokratiske Republik Vietnam. Ho søgte forgæves at nå til en aftale med Frankrig, som var modstander af vietnamesisk uafhængighed, og den langvarige kolonikrig, kendt som 1. indokinesiske krig, brød ud. Viet Minh fik støtte af Sovjetunionen og Kina, hvorimod Frankrig fik militær støtte af USA.

I 1947 i Operation Léa, omringede de franske styrker under General Jean-Etienne Valluy Viet Minhs base Viet Bac ved Bắc Kạn, og det lykkedes dem næsten at tage Ho Chi Minh til fange. Han undslap dog, og det altødelæggende nederlag franskmændene havde forventet at tilføje Viet Minh mislykkedes totalt, da det viste sig at den franske General Valluys 15.000 franskmænd stod over for en Viet Minh hær på omkring 60.000 frihedskæmpere.[10]

Den 6 maj 1954 blev byen Điện Biên Phủ indtaget af Ho Chi Minhs tropper efter en 57 dage lang belejring. Det var mod forventning lykkedes Viet Minh at slæbe tungt artilleri opad bakkerne omkring byen, hvilket resulterede i de franske troppers nederlag.

Få dage efter det franske nederlag ved deltog Ho Chi Minh i Genevekonferencen (1954), hvor han kunne dele meldingen om sine troppers sejr. Resultatet af konferencen blev at Vietnam blev delt i to, et kommunistisk ledet Nordvietnam, og det fransk-støttede Sydvietnam. Opdelingen skulle have været midlertidig, men selvom franksmændene endeligt forlod Sydvietnam i 1956 blev der ikke afholdt nyvalg, af frygt for at sydvietnameserne skulle stemme på Ho Chi Minh.

Ho Chi Minh blev i 1955 præsident for den Demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam), en kommunist-ledet et-parti-stat, et post han beklædte til sin død 2. september 1968. Han var kun formelt partiets generalsekretær fra september 1956 , indtil den ledende repræsentant for partiet i den sydlige del af landet, Le Duan overtog posten i starten af 1957.[11]

Leder af kommunistiske reformer[redigér | redigér wikikode]

Mellem 1953 og 1956, indledte den nordvietnamesiske regering under Hồ Chí Minh forskellige landbrugsreformer, der resulterede i politisk undertrykkelse af dissidenter og modstandere.[12] Under landreformerne anslås det at én ud af hver 160 landsbyboere blev henrettet, hvilket ville give et antal på omkring 100.000 henrettelser i hele Nordvietnam. Dog var det i Dong Bang Song Hong (dansk: ~ Den røde flods delta) at den mest intense undertrykkelse fandt sted, og derfor er der mange der accepterede et lavere tal, på omkring 50.000 henrettelser.[13][14][15][16] Men efter krigen har dokumenter indikeret at antallet af henrettelser måske var endnu mindre end reporterne fra halvtredserne anslog.[17] I 1956 stod det klart at landreformerne havde været alt for brutale overfor mange landejere, og i august skrev Ho Ci Minh et offentligt brev, hvor han undskyldte for reformernes "fejl" og lovede en mere eftertænksom holdning til reformer fremover.[18] I eftertiden har der været delte fortolkninger af Hos rolle under landreformerne. Nogle historikere har argumenteret for at Hos indflydelse var lille og at det primært var generalsekretær Trường Chinh, der var ansvarlig for reformernes brutale gennemførelse. Andre har hævdet at Ho ikke kun var vidende om reformernes brutale karakter, men også støttede dem i tale og handling, og at der har været gjort forsøg på at rense Ho for ansvar for de upopulære landreformer, for at gøre ham til en mere samlende figur for hele Vietnam.[19]

Vietnamkrigen[redigér | redigér wikikode]

I 1959 begyndte Ho at støtte det igangværende Viet Cong-oprør i Sydvietnam, hvor præsident Diem var i gang med at udrense tidligere støtter af Viet Minh. Nordvietnam invaderede Laos i 1959 med støtte fra den laotiske oprørsbevægelse Pathet Lao. Med 30.000 soldater opbyggede nordvietnameserne en invasions- og forsyningsrute gennem Laos, kendt som Ho Chi Minh stien.[20] Dette satte Nordvietnam i stand til at sende tropper og militærudstyr til at støtte de sydvietnamesiske Viet Cong-grupper, hvilket eskalerede konflikten og tippede balancen i Viet Congs favør.[21] Denne udvikling motiverede USA's indtræden i Vietnamkrigen.

Krigen eskalerede og amerikanske tropper tæppebombede nordvietnam. I juli 1967, mødtes Ho og det6 Vietnamesiske politburo, de konkluderede at de amerikanske angreb havde presset den nordvietnamesiske hær så meget at de kun havde fokuseret på at forsvare Ho Chi Minh stien, snarere end at støtte kampene i Sydvientam. De vedtog derfor med Ho Chi Minhs støtte en stor offensiv i samarbejde mellem den nordvietnamesiske folkehær og de sydvietnamesiske Viet Cong'er. Tết offensiven der begyndte den 31 januar 1968, var en serie overraskelsesangreb på vigtig infrastruktur i Sydvietnam. Kampagnen fik enorme menneskelige omkostninger på begge sider, men den viste at kommunisterne langt fra var besejrede som amerikanerne havde troet. Det tvang amerikanerne til at begynde at forhandle om krigens afslutning og at stoppe bombningen af Ho Chi Minh stien. Denne sejr viste at Hos oprindelige strategi om at opvervinde det amerikanske militær ved at fokusere på at gøre dem trætte gennem guerrilla-krigsførsel havde opnået sin virkning.[22]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Hồ Chí Minhs mausoleum i Hanoi

Få kommunistledere har haft en sådan bred international erfaring som Ho. Hans fremragende lederegenskaber gjorde det muligt at samle størstedelen af den nationalistiske bevægelse. Hans dybe sans for det muliges kunst gjorde, at han i afgørende situationer accepterede vanskelige kompromiser. Bl.a. på Geneve-konferencen i 1954 hvor han på grund af den internationale situationen måtte acceptere en midlertidig deling af Vietnam. Han formåede også at holde Vietnam udenfor den sovjetisk-kinesiske strid, som for alvor tog til i 1960erne. Han forsøgte forgæves at mægle mellem de to kommunistiske stormagter, men opnåede dog at hindre at striden vanskeliggjorde den økonomiske og militære bistand til befrielseskampen. I modsætning til de kommunistiske ledere i Kina og Sovjet, formåede Ho at skabe en solidaritet i den kommunistiske ledelse, som uden vanskeligheder overtog magten da Ho døde.[23]

Hans popularitet i den vietnamesiske befolkning var enorm. Det symboliseres af det tilnavn han som Onkel Ho. Ho Chi Minh levede et meget enkelt liv og efterlod sig ingen familie. Hele Hos liv var en kamp for Vietnams frihed han aldrig en tilstrækkelig lang fredelig periode til at opbygge et forenet Vietnam, hvor de fredelige aktiviteter var dominerende. Men han var den første blandt de betydelige kommunistiske ledere, der skabte en alliance mellem den socialistiske målsætning og den nationalistiske bevægelse. Denne stærke forankring gjorde det muligt for ham at hindre, at det vietnamesiske kommunistparti blev splittet op på grund af striden mellem Sovjetunionen og Kina. Han var også den første der påpegede de undertrykte bønders betydning for revolutionen. Han opbyggede en revolutionær bevægelse baseret på bønderne.[24]

Ho Chi Minh-byen er opkaldt efter ham for at ære hans indsats for landets befrielse.

Efter USA's nederlag i Vietnamkrigen lykkedes det hans efterfølgere at genforene Sydvietnam og Nordvietnam. Efter genforeningen dannede hans efterfølgere i Kommunistpartiet en socialistisk stat med Kommunistpartiet i spidsen. Kommunistpartiet har i dag magten i Vietnam med Trần Đại Quang som præsident.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ TIME Vol. 151 No. 14 (published 13 April 1998), visited 29 May 2017
  2. ^ Stanley Karnow, 13 April 1998, Ho Chi Minh, TIME
  3. ^ Trần Quốc Vượng. Lời truyền miệng dân gian về Hồ Chí Minh. BBC Vietnamese. Hentet 2013-12-10. 
  4. ^ a b Vũ Ngự Chiêu. Vài vấn nạn lịch sử thế kỷ XX: Hồ Chí Minh—Nhà ngoại giao, 1945–1946. Hợp Lưu Magazine. Note: See the document in French, from Centre des archives d'Outre-mer [CAOM] (Aix)/Gouvernement General de l'Indochine [GGI]/Fonds Residence Superieure d'Annam [RSA]/carton R1, and the note in English at the end of the cited article. Hentet 2013-12-10. 
  5. ^ Nguyễn Vĩnh Châu. "Phỏng vấn sử gia Vũ Ngự Chiêu về những nghiên cứu lịch sử liên quan đến Hồ Chí Minh". Hợp Lưu Magazine. Hentet 2013-12-10. 
  6. ^ a b c Duiker, William J. Ho Chi Minh: A Life. New York: Hyperion, 2000.
  7. ^ Hunt, Michael H. (2016). The World Transformed 1945 To the Present. New York, New York: Oxford University Press. s. 125. ISBN 978-0-19-937102-0. 
  8. ^ http://www.historylearningsite.co.uk/vietnam-war/ho-chi-minh/
  9. ^ http://www.columbia.edu/cu/weai/exeas/asian-revolutions/pdf/ho-chi-minh-timeline.pdf
  10. ^ Davidson, Philip (1988). Vietnam at War: The History, 1946–1975. Novato, CA: Presidio Press. ISBN 978-0-89141-306-6. 
  11. ^ http://www.history.com/topics/battle-of-dien-bien-phu
  12. ^ Vo, Alex-Thai D. (2015). "Nguyễn Thị Năm and the Land Reform in North Vietnam, 1953". Journal of Vietnamese Studies. 
  13. ^ Turner, Robert F. (1975). Vietnamese Communism: Its Origins and Development. Hoover Institution Publications. ISBN 978-0817964313. 
  14. ^ cf. Gittinger, J. Price, "Communist Land Policy in Viet Nam", Far Eastern Survey, Vol. 29, No. 8, 1957, p. 118.
  15. ^ Courtois, Stephane et al. (1997). The Black Book of Communism. Harvard University Press. s. 569. ISBN 978-0-674-07608-2. 
  16. ^ Dommen, Arthur J. (2001), The Indochinese Experience of the French and the Americans, Indiana University Press, p. 340, gives a lower estimate of 32.000 executions.
  17. ^ "Newly released documents on the land reform". Vietnam Studies Group. Arkiveret fra originalen 20. april 2011. Hentet 15. juli 2016. "Vu Tuong: There is no reason to expect, and no evidence that I have seen to demonstrate, that the actual executions were less than planned; in fact the executions perhaps exceeded the plan if we consider two following factors. First, this decree was issued in 1953 for the rent and interest reduction campaign that preceded the far more radical land redistribution and party rectification campaigns (or waves) that followed during 1954–1956. Second, the decree was meant to apply to free areas (under the control of the Viet Minh government), not to the areas under French control that would be liberated in 1954–1955 and that would experience a far more violent struggle. Thus the number of 13,500 executed people seems to be a low-end estimate of the real number. This is corroborated by Edwin Moise in his recent paper "Land Reform in North Vietnam, 1953–1956" presented at the 18th Annual Conference on SE Asian Studies, Center for SE Asian Studies, University of California, Berkeley (February 2001). In this paper Moise (7–9) modified his earlier estimate in his 1983 book (which was 5,000) and accepted an estimate close to 15,000 executions. Moise made the case based on Hungarian reports provided by Balazs, but the document I cited above offers more direct evidence for his revised estimate. This document also suggests that the total number should be adjusted up some more, taking into consideration the later radical phase of the campaign, the unauthorized killings at the local level, and the suicides following arrest and torture (the central government bore less direct responsibility for these cases, however)."  cf. Szalontai, Balazs (november 2005). "Political and Economic Crisis in North Vietnam, 1955–56". Cold War History 5 (4): 395–426.  cf. Vu, Tuong (2010). Paths to Development in Asia: South Korea, Vietnam, China, and Indonesia. Cambridge University Press. ISBN 9781139489010. "Clearly Vietnamese socialism followed a moderate path relative to China. ... Yet the Vietnamese 'land reform' campaign ... testified that Vietnamese communists could be as radical and murderous as their comrades elsewhere." 
  18. ^ Kevin Ruane. 2000. The Vietnam Wars. Manchester University Press, s 65-66
  19. ^ Vo, Alex-Thai D. "Nguyễn Thị Năm and the Land Reform in North Vietnam, 1953." Journal of Vietnamese Studies 10, no. 1 (2015): 1-62."Freer discourse and greater access to information have allowed for more meticulous, complex, and thorough interpretations of North Vietnam’s land reform program. As such, these explanations also expose the naivety that gave rise to a commonly accepted theory concerning the existence of a radical faction within the VWP. The theory, fostered by such scholars as William Duiker, David Marr, and Lien-Hang Nguyen, suggested that during the First Indochina War—and especially during the land reform period—VWP general secretary Trường Chinh led a radical faction to exclude Hồ Chí Minh from all real power in order to push forward the adoption of harsher land reform policies. Applying such a supposition, the theory conveniently placed the blame for all of the land reform’s excesses and supposed errors on Trường Chinh, Hoàng Quốc Việt, Lê Văn Lương, and Hồ Viết Thắng, while absolving Hồ Chí Minh, PhạmVăn Đồng, and even Võ Nguyên Giáp. By freeing Hồ Chí Minh of any major involvement in the campaign, scholars who advance this theory play into the common pattern, created and promoted by the current regime, of the constant need to craft and maintain a mythological image of Hồ Chí Minh. Hence, any association of Hồ Chí Minh with the violence, injustices, and tensions of the land reform is rejected. This was the ideal image that Hồ Chí Minh and the VWP have tried to maintain since drafting the land reform program. However, new evidence has proven otherwise. Hồ Chí Minh was actively involved in the planning and execution of the program, whether by secretly traveling long distances to Beijing and Moscow to discuss the program with Mao Zedong and get Joseph Stalin’s approval or penning a vitriolic essay to persecute a known patriotic landowner."
  20. ^ The Economist, 26. februar 1983.
  21. ^ Lind, Michael (18. oktober 1999). Vietnam: The Necessary War. New York: Free Press. p. 141
  22. ^ Davidson, Vietnam at War: the history, 1946–1975, 1988
  23. ^ http://www.nytimes.com/learning/general/onthisday/bday/0519.html
  24. ^ http://www.nytimes.com/learning/general/onthisday/bday/0519.html

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Vietnam Stub
Denne artikel om en vietnamsisk politiker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Politiker