Homoseksualitet

Redigér links
Page semibeskyttet
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Kort over lovgivningen vedrørende homoseksualitet i de forskellige lande. Blå farver anerkender homoseksuel samliv, hvor gul/orange/rød er lande, hvor homoseksualitet straffes.

Homoseksualitet (af græsk homos; samme) er en seksualitet karakteriseret ved romantisk og/eller fysisk tiltrækning af personer af samme køn. Homoseksualitet og heteroseksualitet kan opfattes som relative begreber i hver sin ende af en kontinuerlig skala, hvor biseksualitet er placeret et sted midt imellem.

Betegnelser

  • Homoseksuel betegner både mænd og kvinder, hvis seksualitet retter sig mod personer af samme køn. Af og til ser man begrebet benyttet som betegnelse for mandlige homoseksuelle ("homoseksuelle og lesbiske"). Ordet "homoseksuel" er en sammensætning af græsk homo "samme" og latin sexuālis "kønslig". Tidligere har været benyttet betegnelsen homofil, af græsk phileō "elske", men denne betegnelse er ikke længere almindeligt anvendt på dansk.
  • En homoseksuel kvinde kaldes lesbisk. Betegnelsen refererer til den græske ø Lesbos, hjemsted for digterinden Sapfo, der skrev kærlighedsdigte til piger.
  • En homoseksuel mand kaldes bøsse. Betegnelsen refererer muligvis til en sammenligning mellem analsex og rensningen af et gevær (bøsse). Ordet var tidligere nedsættende, men regnes nu for neutralt (som svensk: bög, engelsk: gay og tysk: Schwul)

Ordet "homoseksuel" blev introduceret i Krafft-Ebings bog Psychopathia Sexualis fra 1886. Før det havde man haft begrebet Uranismus, introduceret i 1860'erne af en sagfører fra Hannover ved navn Karl Heinrich Ulrichs, der selv var homoseksuel. Ulrichs mente, at "uranisme" var et medfødt afvig, der skyldes, at en kvindelig sjæl er fanget i en mands krop, kaldt en Urning. Homoseksuelle digtere i England optog udtrykket og kaldte sig Uranians. [1] Den irske forfatter Oscar Wilde, der midt i livet gik over til at dyrke homoseksuelle forhold, sagde om Uranian love (= "uranisk" kærlighed): "Jeg finder den nobel – noblere end andre former [for kærlighed]." [2] Mandlige prostituerede kaldte sig iblandt for gay, inspireret af kvindelige prostituerede, der var kendt som gay ladies (= muntre damer). [3] I dag er betegnelsen gay brugt om homoseksuelle uden nogen tilknytning til prostitution.

Antal

Det er vanskeligt at afgøre, hvor stor en del af befolkningen der er homoseksuelle. Internationale undersøgelser kommer til vidt forskellige resultater med tal, der varierer fra 1% til 21%. Problemet er først og fremmest, at forskerne ikke nødvendigvis spørger om den samme ting. Den amerikanske psykolog Ritch Savin-Williams skelner mellem tre forskellige homoseksualitetsdefinitioner:

  1. den følelsesmæssige definition (om man kan forelske sig i en person af samme køn),
  2. den adfærdsmæssige definition (om man fortrinsvis har sex med personer af samme køn), og
  3. den identitetsmæssige definition (om man definerer sig selv som homoseksuel).

I en norsk undersøgelse gav den første definition således 15%, den anden 7% og den sidste 5%, hvorimod en amerikansk undersøgelse gav tallene 8%, 6% og 2%. [4] Det må antages, at de danske tal snarere ligner de norske end de amerikanske, og at henved 5% af befolkningen definerer sig som homoseksuelle, mens der er en lidt større del af befolkningen, der fortrinsvis har sex med personer af samme køn.[5]

Homoseksuelle organisationer angiver tallet som 10-15%. Uofficielle rundspørger (f.eks. i ugeblade og magasiner) lander typisk på tal omkring 10%. Tallene besværliggøres af, at ikke alle "praktiserende" homoseksuelle vil svare ja til at have en homoseksuel identitet, når der foretages stikprøver eller rundspørger. Nogle er bange for at være åbne omkring deres identitet og holder den dermed skjult; andre er slet ikke bevidste om deres homoseksualitet; og atter andre, der måske nok reelt er overvejende tiltrukket af deres eget køn, vil hellere beskrive sig som biseksuelle, fordi de ikke sympatiserer med den "homoseksuelle kultur" eller rettere det stereotype billede af den homoseksuelle.

Den amerikanske Kinsey-rapport fra 1948 fandt, at en betragtelig del af den mandlige befolkning havde seksuelle erfaringer med deres eget køn, og at 90-95% var mere eller mindre biseksuel. Rapporten er imidlertid blevet kritiseret for at have udvalgt et materiale, der var mere seksuelt åbent end befolkningen som sådan. Det er dog sandsynligt, at homoseksuelle aktiviteter har en anseelig udbredelse uden for den del af befolkningen, der opfatter sig som homoseksuelle. For de fleste drejer det sig om enkeltstående oplevelser, mens andre reelt er biseksuelle.

Danmarks Statistik laver ikke opgørelser over seksuel orientering. Man har derimod statistikker over, hvor mange der lever i registreret partnerskab. Det drejede sig den 1. januar 2005 om i alt 3.235 mænd og 2.718 kvinder. Til sammenligning var det i alt 1.080.247 mænd og 1.162.841 kvinder, der stod opført som "gifte". [6] Man kan dog naturligvis ikke heraf slutte, at homoseksuelle udgør 0,30% af mændene og 0,23% af kvinderne. Sandsynligvis er homoseksuelle stadig mindre tilbøjelig til at indgå ægteskab end de heteroseksuelle, men det er formodentlig et forhold der er under ændring. Det er således betegnende, at de registrerede partnerskaber udgør en forholdsvis større andel af samtlige ægteskaber blandt de yngre end blandt de ældre.

Årsager

Essentialisme vs. konstruktivisme

Det vides ikke bestemt, hvordan en persons seksuelle orientering bliver fastlagt. Der eksisterer inden for forskningen to strømninger:

  • Essentialisme, der mener, at homoseksualitet og heteroseksualitet er medfødte dispositioner og skyldes særlige gener eller hormonniveauer under graviditeten.
  • Konstruktivisme, der mener, at homoseksualitet og heteroseksualitet er kulturelt bestemte kategorier.

De fleste sociologer er i dag tilhængere af den konstruktivistiske forklaring. Den berømteste fortaler er den franske idéhistoriker Michel Foucault. I Danmark er denne position repræsenteret af f.eks. Henning Bech og Wilhelm von Rosen. Den essentialistiske fortolkning har derimod fremtrædende repræsentant i den amerikanske historiker John Boswell. Den er mere populær blandt de homoseksuelle selv, fordi de føler, at de dermed bedre kan forsvare sig imod omverdenens kritik.

Imod essentialisme taler, at det endnu ikke har været muligt at pege på gener, fysiske eller psykiske forhold, der er fælles for alle homoseksuelle. Dette kan dog blot skyldes at de endnu ikke er identificerede (det kunne for eksempel være biokemiske fænomener i fostertilstanden m.m.) og/eller at der ikke er én fælles årsag til homoseksualitet (eller for den sags skyld én fælles årsag til heteroseksualitet). Forskellige mennesker kan være blevet homoseksuelle af vidt forskellige årsager, som det måske ofte vil være fuldstændig umuligt at udrede bagefter. Der er allerede identificeret fænomener der går oftere igen hos homoseksuelle end hos heteroseksuelle. Homoseksuelle er for eksempel mere tilbøjelige til at være venstrehåndede end heteroseksuelle og det vides fra andre undersøgelser at venstre/højre-håndethed er forudbestemt fra fostertilstanden. Der er også vist en statistisk signifikant sammenhæng mellem homoseksualitet og antallet af ældre brødre. Denne effekt kan formentlig ikke tilskrives sociologiske årsager eftersom sammenhængen også findes hos bortadopterede børn, når man kun medregner antal biologiske brødre. En mulig forklaring er at moderens immunforsvar efter gentagne graviditeter genkender og nedbryder et for kvinder fremmed stof som spiller en rolle i udvikling af drengefostres seksualitet.

Men den vestlige kulturs tvedeling i heteroseksuelle og homoseksuelle gør, at de finder sammen i en fælles identitet. Under alle omstændigheder synes opdelingen i heteroseksuelle og homoseksuelle at være speciel for den vestlige kultur. I mange førmoderne kulturer er mænds seksualitet ikke defineret ud fra en mand-kvinde-dikotomi, men orienterer sig snarere ud fra statusforskelle (alder, køn, hierarki).

Psykologi

Freudianske forklaringer på (mandlig) homoseksualitet, f.eks. en dominerende moder eller en fraværende moder er mindre populære i dag.

Nogle undersøgelser har peget på, at bestemte placeringer i søskendeflokken medførte en større sandsynlighed for homoseksualitet end andre. Den homoseksuelle identitet kunne derfor skyldes, at personen fik en særlig rolle i forhold til de andre søskende. Visse søskendeeffekter kan dog også have en biologisk forklaring (se foregående afsnit).

Amerikanske undersøgelser viser, at drenge, der har en effemineret adfærd (på engelsk sissies), langt oftere udvikler en homoseksuel identitet end andre drenge. Man taler om Childhood Gender Non-Conformity (CGN) for at beskrive denne type drenge, der ofte foretrækker at lege med piger og nogle gange beskriver sig som hørende til det modsatte køn. Blandt dem, der falder inden for denne gruppe, skal det være 75%, der senere lever som homoseksuelle eller biseksuelle. Adfærden kan have en biologisk (hormonel eller genetisk) årsag, se næste afsnit. Det må dog understreges, at størstedelen af de homoseksuelle mænd ikke har haft "Childhood Gender Non-Conformity".

Biologi

De fleste forskere tvivler på, at der findes et enkelt gen, der gør mænd til bøsser, eller et enkelt gen, der gør kvinder til lesbiske. Men der er blandt naturvidenskabsfolk en udbredt opfattelse af, at nogle mennesker er genetisk mere disponerede for homoseksualitet end andre. Denne konklusion bliver draget af undersøgelser af enæggede tvillinger, først og fremmest mænd. Én undersøgelse viser, at hvis den ene enæggede tvilling er bøsse, er der 52% sandsynlighed for, at den anden også er det, hvorimod sandsynligheden er 22% mellem tveæggede tvillinger og kun er 9,8% mellem almindelige brødre (J. Michael Bailey / R. Pillard 1991). Sådanne undersøgelser kan dog have en bias, fordi enæggede brødre, der begge er homoseksuelle, måske er mere tilbøjelige til at melde sig til en undersøgelse end de, der har forskellig seksuel disposition. Materialet, som disse forskere arbejder med, er også så lille, at det ikke er statistisk sikkert, og der er stor variation mellem de resultater, som de forskellige undersøgelser kommer til.

En populær naturvidenskabelig forklaring på homoseksualitet mener, at den senere seksuelle orientering lægges fast i fosterstadiet som en følge af hormonelle forhold i livmoderen. Der er forskellige indikationer på, at det faktisk er tilfældet for en stor del af de homoseksuelle mænd, f.eks. fingrenes relative størrelser (der angiveligt bestemmes af testosteronniveauet i fosterstadiet). Heteroseksuelle mænds pegefinger er gennemsnitligt kortere end ringfingeren målt fra spidsen til den nederste kant (forholdet 0,965), hvorimod den hos heteroseksuelle kvinder gennemsnitligt er længere. Nogle undersøgelser siger, at homoseksuelle mænd har en relativt længere pegefinger, andre, at de har en relativt kortere, og atter andre kan ikke dokumentere nogen som helst forskel.[7]

Hypothalamus, der er den nederste del af hjernen og styrer stofskiftet, har også en gennemsnitlig forskel i størrelse mellem de to køn, og også her ligger de homoseksuelle mænd gennemsnitligt oftere tættere på det modsatte køn. Undersøgelsen (Simon LeVay 1991) er dog blevet kritiseret for, at den sammenligner overvejende raske heteroseksuelle mænd med homoseksuelle mænd, der for de flestes vedkommende er døde af aids. Det er tænkeligt, at det er sygdommen, der har forårsaget forskellen i hjernens struktur.

Den hormonelle forklaring understøttes af paralleller i dyreriget: køer, der er tvillinger til tyre, udvikler ofte en "lesbisk" adfærd (freemartinsyndromet). Blandt væddere er 6-10% seksuelt tiltrukket af andre væddere; der er forskere, der mener at kunne observere en forskel i størrelsen af hypothalamus mellem de homoseksuelle og heteroseksuelle væddere, ligesom det angiveligt skulle være tilfældet mellem homoseksuelle og heteroseksuelle mænd.

En svensk undersøgelse viser, at homoseksuelle og heteroseksuelle mænd reagerer forskelligt på mænds svedlugte og kvinders urinlugt. Man har derfor ment, at homoseksualitet skyldes en "fejl" i hypothalamus, der medfører en "forkert" reaktion på disse feromoner. Det er dog højst tænkeligt, at en person, der af en eller anden biologisk eller ikke-biologisk grund foretrækker sit eget køn, også vil reagere positivt på de lugte, der ubevidst forbindes med det køn; den forskellige reaktion på kønnenes feromoner er derfor måske ikke en årsag til, men en følge af den seksuelle disposition.

Historie

Grækenland og Rom

Oldtidens græsk-romersk kultur er et velkendt eksempel, hvor det var fuldt socialt accepteret for mænd at være forelsket i andre mænd, blot man var den aktive part.

Den græske pæderasti (der var rettet mod drenge i alderen ca. 12-18) har efter de fleste forskeres mening en rituel oprindelse. I adskillige kulturer er det udbredt, at de unge mænd indgår seksuelle forbindelser med ældre mænd som led af deres opdragelse. I Sparta og på Kreta var pæderastien stadig i klassisk tid en del af det rituelle opdragelsessystem; men i det klassiske Athen ser pæderastien ud til at have udviklet sig til et æstetisk-romantisk privatanliggende.

Platon opfattede kærligheden mellem mænd som mere ædel end kærligheden mellem mænd og kvinder, fordi den havde et åndeligt element, hvorimod heteroseksuel kærlighed var rent fysisk. I Theben havde man en berømt hærenhed, der bestod af lutter kærestepar, ældre og yngre mænd side om side, fordi man mente, det ville højne den unges mod, når han skulle vise sig over for sin ældre partner.

De græske guder, der i et og alt ligner menneskene, har man også tillagt homoerotiske erfaringer: Zeus bortførte drengen Ganymedes, Poseidon elskede Pelops, og Apollon elskede Hyakinthos, som han dog kom til at dræbe med en diskos. Også de mytologiske helte skal havde dyrket kærlighedsforhold til drenge eller yngre mænd, således Herakles' forhold til Hylas og Achilleus' forhold til Patroklos. Selv om de senere grækere opfattede sidstnævnte forhold som erotisk, er det dog ikke noget, som Homer tematiserer i Iliaden.

Lesbisk kærlighed kendes fra Lesbos (hos Sapfo) og fra Sparta (hos Alkman). Den synes at have fulgt det samme mønster som pæderastien, idet det drejede sig om ældre kvinder, der opdrog yngre kvinder, og den indgik i den rituelle opdragelse af pigerne. I Athen og i de senere hellenistiske stater spillede den lesbiske kærlighed derimod ikke nogen fremtrædende rolle, hvilket skal ses i forbindelse med kvindens underordnede stilling i disse kulturer.

Romerne omfattede den "græske kærlighed" med ambivalens. Man fandt, at den var udtryk for græsk blødhed, men ikke desto mindre vandt de græske holdninger indpas i overklassen. Flere af kejserne havde åbne forhold til drenge og mænd. Nero giftede sig sågar med mænd, snart som gom og snart som brud. Kejser Hadrian havde en ung kæreste Antinoos, der kom ulykkeligt af dage på Nilen og efterfølgende blev officielt dyrket som en gud.

I det 2. og 3. århundrede kan man se en tendens til, at familieværdierne træder i forgrunden også hos filosofferne. Den græske forfatter Plutarch (2. årh.) har skrevet en dialog, hvor fordele og ulemper ved kærligheden til drenge og kærligheden til kvinder stilles over for hinanden, og han når til den konklusion, at kvindekærligheden er bedst, fordi den er mest stabil. En dialog tilskrevet den græske forfatter Lukian når dog til den modsatte konklusion.[8]

Middelalderen og renæssancen

Den 6. august 390, efter at kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget, indførte Kejser Theodosius dødsstraf for passiv homoseksuel praksis. Kejser Justinian udstrakte i 558 forbuddet til også at gælde de aktivt homoseksuelle.

Den tekniske betegnelse for den mandligt homoseksuelle akt var sodomi (således stadig i amerikansk lovgivning, der forbyder sådanne handlinger). I middelalderen blev homoseksuelle handlinger især sat i forbindelse med forskellige kætteriske retninger af kristendommen (det engelske skældsord bugger betegner egentlig en kætter fra Bulgarien).

Selv om homoseksualitet officielt var forbudt og ofte også førte til retsforfølgelse, var de italienske byer Firenze og Venedig siden renæssancen berygtede for den åbenlyse homoseksuelle praksis.

Interessant er det, at den Ortodokse Kirke kendte en slags homoseksuel vielse i middelalderen. Det blev kaldt adelphopoiēsis ("brødregørelse"). Præsten læste bibelvers fra Paulus' 1. brev til korintherne (12.27-13.8) og Johannesevangeliet (17.18-26), og de to venner blev velsignet og kyssede hinanden. I Vestkirken var sådanne vennevielser (latin ordo ad fratres faciendum) derimod sjældne. Disse venskaber var et alternativ enten til et ægteskab med en kvinde eller til cølibatet. Spørgsmålet er, om disse forhold også havde en fysisk side, eller om de var rent platoniske. Det var under alle omstændigheder den romantiske side af forholdet, der var i forgrunden.

Den moderne homoseksualitet

Regnbueflaget bruges ofte som symbol af moderne homoseksuelle.

Det moderne begreb om den homoseksuelle som en person, der primært er orienteret mod sit eget køn, og hvis identitet er grundlagt på denne disposition, stammer fra det 19. århundrede.[9]

Tyskeren Karl Heinrich Ulrichs indførte forestillingen om et tredje køn, som han kaldte uranier eller urninge med henvisning til Platons Symposion (hvor det fortælles, at der er to afroditer, en himmelsk, der er rettet mod drenge og er åndelig, og en gemen, der er rettet mod både kvinder og drenge og er fysisk). Ikke længere efter blev ordet homoseksuel dannet og siden parallelt hermed ordet heteroseksuel. Tyskland blev snart hjemsted for en levende homoseksuel emancipationsbevægelse, mens det gik noget langsommere i resten af verden. Det varede indtil nazisternes magtovertagelse.[10]

I Danmark er det først efter 2. verdenskrig, at der har været arbejdet systematisk for homoseksuelles ligeberettigelse, først og fremmest med grundlæggelsen af Forbundet af 1948, senere omdøbt til Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. I Danmark blev homoseksualitet først slettet af Sundhedsstyrelsens sygdomsliste i 1981.[11] Dog så sent som i 2013, bliver sygdom og homoseksuelle kædet sammen til et forslag på en søgning på internetsøgemaskinen Google.[12] I 1989 kunne Danmark som det første land i verden indføre en juridisk ordning for homoseksuelle – registreret partnerskab – der har nogenlunde samme retsvirkninger, som der er knyttet til et ægteskab mellem en mand og en kvinde; inden da havde bl.a. Harald Søbye viet homoseksuelle. Siden har mange lande fulgt Danmarks eksempel.[13] Flere lande har endda indført mere vidtgående ligeberettigelse end Danmark. Blandt andet har et katolsk land som Spanien fjernet krav til ægtefællers køn, således at ægteskabslovgivningen nu er helt den samme for hetero- som for homoseksuelle.

Teknologi har i nyere tid gjort det betydeligt lettere for homoseksuelle at finde ligesindede. Hvor det tidligere var besværligt og muligvis forbundet med risiko at finde homoseksuelle bekendtskaber, kan man nu over det meste af verden holde og tage kontakt med ligesindede ved brug af internettet.[14]

Homoseksuelles rettigheder

Loven i Danmark tillader homoseksuelle par at adoptere; dog kan den hindring forekomme, at det kræves at donorlandet indvilliger.[15] Som følge af en lovændring i 2006, kan lesbiske og enlige kvinder på lige fod med andre kvinder benytte sig af kunstig befrugtning.[16]

Modstand

Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Eftersom homoseksualitet stadig i nogen grad er socialt stigmatiseret, og dét mere udtalt i miljøer, der identificerer sig med traditionelle familieværdier, er der en del homoseksuelle mænd og kvinder, der vælger at leve et heteroseksuelt liv. Der findes fundamentalistiske religiøse grupper, der mener, at de kan hjælpe mænd og kvinder til at blive omvendt fra homoseksualitet, men nogle betvivler, at en sådan omvendelse er reel.

Hvor den kvindelige homoseksualitet (den lesbiske kærlighed) ofte enten bliver overset eller bliver opfattet som et pikanteri til glæde for manden, så er det især den mandlige homoseksualitet, der møder modstand i offentligheden og bliver genstand for homofobiske overfald og krænkelser, såkaldt hate crime. En vigtig årsag er, at heteroseksuelle mænd (og uden tvivl også latent homoseksuelle mænd) føler sig truet af en seksualitet, der potentielt er rettet mod dem selv. Hertil kommer det, at den mandlige homoseksualitet er blevet mytologiseret i både vestlige og ikke-vestlige kulturer. Det er en mytologi, der er optaget af sex mellem mænd, og som overfører forestillinger om den aktive og passive rolle i denne kønsakt til de homoseksuelle. [kilde mangler]

De der f.eks. angriber bøsserne verbalt eller korporligt, er således i reglen fanget i den misforståelse, at mandlig homoseksualitet ene og alene drejer sig om, at der er mænd, der søger fysisk tilfredsstillelse i samleje med andre mænd.[kilde mangler] Selv om der selvfølgelig er mange bøsser, der er overordentlig interesserede i den fysiske side af kærligheden - ligesom det er tilfældet for mange heteroseksuelle - så må det imidlertid understreges, at homoseksualitet i udgangspunktet handler om kærlighed og ikke om sex. For mange bøsser er det den romantiske forelskelse i andre mænd og drømmen om at dele livet med en anden mand, der gør, at de føler, at de er bøsser.[kilde mangler] At de dyrker sex med mænd, kommer for dem i anden række som en logisk konsekvens af, at de forelsker sig i mænd.

Referencer

  1. ^ Barbara Belford: Oscar Wilde – a certain genius (s. 45), forlaget Bloomsbury, ISBN 0-7475-5027-1
  2. ^ Barbara Belford: Oscar Wilde – a certain genius (s. 266)
  3. ^ Barbara Belford: Oscar Wilde – a certain genius (s. 316)
  4. ^ (se sammenfatningen i PsykologNyt)
  5. ^ Bert Svalebølle (14. december 2011). "Homoseksuel, homoseksuelle og homoseksualitet". Out & About.
  6. ^ (Se Nyt fra Danmarks Statistik, Nr. 60 - 9. februar 2005)
  7. ^ (se Voracek, Manning & Ponocny, Archives of Sexual Behavior 34:3 (2005) 335-340).
  8. ^ (Se oversættelse)
  9. ^ Niels Nyegaard (16. august 2011). "Homoseksualitetsbegrebet i Danmark". danmarkshistorien.dk, Aarhus universitet.
  10. ^ Lasse Bøgeskov Andersen. "Den lyserøde trekant – homoseksuelle under nazismen". Dansk Institut for Internationale Studier, Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier.
  11. ^ Karen M. Larsen (4. januar 2011). "Hvorfor blev homoseksualitet betegnet som en sygdom?". Panbladet.dk, LGBT Danmark.
  12. ^ metroxpress (29. oktober 2013). "Homoseksuelle raser over Googles første søgeforslag". Berlingske.
  13. ^ Karsten Østergaard Nielsen (27. maj 2013). "Flere lande tillader homoseksuelle ægteskaber". DR Nyheder - Indland.
  14. ^ https://www.boyfriend.dk/
  15. ^ Ritzau (5. maj 2010). "Adoption bliver svær for homoseksuelle". Kristeligt Dagblad.
  16. ^ "Lov om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v." Retsinformation. Hentet 18. juni, 2014. {{cite news}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp)

Litteratur

  • Wilhelm von Rosen, Månens kulør : studier i dansk bøssehistorie 1628-1912, Rhodos, 1993. ISBN 8772455543.
  • Karin Lützen og Henning Bech, Lyst eller nød?: Mænds og kvinders homoseksualitet. Redegørelse for kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet, 1986, ISBN 87-503-6235-6 (Betænkning nr. 1127; "Homoseksuelles vilkår", 1988.)
  • Peter Edelberg, Storbyen trækker : homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945-1976, Jurist- og Økonomforbundets forlag, 2012. ISBN 978-87-574-2871-1.

Eksterne links

Søsterprojekter med yderligere information:

Se også

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Homoseksualitet&oldid=8111199"