Horace Sébastiani

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Horace Sébastiani

Personlig information
Født 17. november 1772 Rediger på Wikidata
Bastia, Frankrig Rediger på Wikidata
Død 20. juli 1851 (78 år) Rediger på Wikidata
Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Gravsted caveau des gouverneurs Rediger på Wikidata
Søskende Tiburce Sébastiani Rediger på Wikidata
Ægtefælle Aglaé de Gramont Rediger på Wikidata
Barn Francoise, grevinde af Praslin Rediger på Wikidata
Familie Louis Sébastiani de La Porta (onkel) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem af Comité philhellène de Paris Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Diplomat, militærperson, politiker Rediger på Wikidata
Arbejdssted Paris Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Storkors af Æreslegionen,
Ridder af den kongelige og militære Sankt Ludvigsorden,
Navn indgraveret på Triumfbuen,
Storkors af Frelserens Orden,
Marskal af Frankrig med flere Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Horace François Bastien Sébastiani comte de La Porta et de l'Empire (født 17. november 1772 i La Porta (nu Haute-Corse), død 20. juli 1851 i Paris) var en fransk officer og statsmand. Han var broder til Tiburce Sébastiani.

Bortjaget fra Korsika søgte Sébastiani til Frankrig, hvor han i 1792 tog ansættelse som underofficer i hæren. Han udmærkede sig i Frankrigs datidige mange krige, bl.a. i slaget ved Marengo 1800, og avancerede gennem alle grader, indtil han efter slaget ved Austerlitz 1805, i hvilket han blev såret, udnævntes til divisionsgeneral. Samme år modtog han posten som gesandt i Konstantinopel, hvor han udfoldede en betydelig diplomatisk og militær virksomhed. 1807 kaldtes han tilbage, fik grevetitlen og ansattes på ny i den franske hær, i hvis rækker han udmærkede sig 1812 og 1813. Under restaurationen sluttede han sig til Ludvig XVIII, men vendte tilbage til Napoleon, så snart denne satte sin fod i land ved Cannes efter det korte ophold på Elba. Sébastiani deltog i slaget ved Waterloo, efter hvilket han søgte tilflugt i England indtil 1816, da han atter begav sig til Frankrig og modtog valg til Deputeretkammeret. I spidsen for Venstrepartiet kæmpede han ivrigt for at få hertugen af Orléans på tronen. Senere virkede han først som marineminister i 1830, derefter som udenrigsminister fra 1830 til 1832, indtil han 1833 udnævntes til Ministre d'Etat uden porteføjle. Endelig virkede han som gesandt, dels i Neapel, dels i London.

Kilder[redigér | rediger kildetekst]