Hornbæk (Helsingør Kommune)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Hornbæk. (Se også artikler, som begynder med Hornbæk)
Hornbæk (Region Hovedstaden)
Hornbæk
Hornbæk
Hornbæks beliggenhed
Hornbækhavn med Sanatorium i baggrunden
Hornbæk Sø med Hotel Bretagne i baggrunden

Hornbæk er beliggende i Nordsjælland og er en bydel i byområdet Hornbæk-Dronningmølle. Bydelen ligger ved Øresundskysten ca. 12 km. nordvest for Helsingør. Hornbæk ligger i Hornbæk Sogn, Helsingør Kommune. Kommunen tilhører Region Hovedstaden.

Hornbæk har 3.770 indbyggere (2023)[1], men om sommeren er Hornbæk besøgt af omkring 35.000 feriegæster.

Byen har togforbindelse til Helsingør og Hillerød via Gilleleje med Lokaltog.

Hornbæk er især kendt for sine mondæne sommerhusområder og den store brede sandstrand, der om sommeren tiltrækker tusinder af badegæster. På Hornbæk Bibliotek findes turistinformation, hvor man også kan få fisketegn til Hornbæk Sø. Hornbæk var oprindeligt kendt som et lille fiskeleje, i 1800 tallet berømmet af maleren Holger Drachmann.

I centrum af den ældre del af den traditionelle fiskerlandsby ligger Hornbæk Kirke. Derudover er byen kendt for det tidligere badehotel Trouville, der nu er lavet om til ferielejligheder.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Hornbæk omkring 1860 (uddrag af matrikelkort). Fiskerhusene ligger i en klump med et uoverskueligt gadenet. Et par gårde tilhørende landsbyen Horneby i baglandet.
Motiv fra havnen af Hornbæk-kunstneren Astrid Tjalk (1987)

Hornbæks oprindelse er ukendt, sandsynligvis udvikledes en fast bebyggelse på stedet i slutningen af middelalderen eller begyndelsen af renæssancen. Ifølge jordebogen for Kronborg og Frederiksborg len 1582-83 var antallet af fiskere i Hornbæk, der udelukkende betalte landgilde i fisk (især torsk) 21.[2] Hornbæk er imidlertid ikke selv nævnt; i stedet nævnes Horneby, hvilket kan tyde på, at Hornbæk har udviklet sig i tilknytning til denne landsby, der lå nær kysten ved Hornbæk Sø.

I 1682 talte Hornbæk 4 gårde, 9 huse med jord og 13 huse uden jord.[3] Beskrivelsen kalder Hornbæk "Itt [et] Fiske-Leye". Dest siges, as lejet består af "4 smaae friering [fjerding] Gaarde, 19 Landgilde Huuse, 4 Holtz [træ] Huuse" og oplyses, at "Till huer af de 4re Fiernings-Gaarde ligger itt Indlycke [indelukke] og ellers enn Partij Huuse-Jord till Husene.."[4] Om indbyggernes næringsveje hedder det:

"Nærer sig med Fisherii udj Stranden, og fanger adshillige smaa Fish, saaledis paa deris Silde-Baade om Effterhøsten, med Sildefisheri, efftersom Gud giffuer Velsignelse till vndertiden ved temmelig Mengde, og vndertiden lidet. Samme Fisheri søgis under Landene, snart under Skaane og Halland og snart under Sielland, huor de bedst fishen kand findis, og opsøge. Bruger ellers der till (foruden Sildegarner) smaa Redshab."[5]
Frederik Vermehren, Fiskerkone fra Hornbæk, 1883, Nivaagaards Malerisamling.

I 1872 oplyses det, at "Hornbæk har en Lodsstation og flere Skippere i inden- og udenrigsk Fart".[6] Hornbæk var da ved at udvikle sig til et udflugtssted for landliggere. Omkring 1870 blev Hornbæk "opdaget" af mange kunstnere, blandt andre: Jens Juel, Kristian Zahrtmann, P.S. Krøyer, Viggo Johansen, Carl Locher, Holger Drachmann, August Strindberg.

Omkring århundredeskiftet (1900) omtales "Hornbæk By og Fiskerleje, med Kirke, Præstegd., Skole, Forsamlingshus for evang.-luth. Missionsforening, Kro, Baadehavn, Lodseri, Toldkontrol for Hornbæk Tolddistr., Station for 6. sjællandske Kystpolitidistr."[7] Hornbæk havde i 1901 715 indbyggere, i 1906 815, i 1911 846 og i 1916 988 indbyggere. Ifølge en opgørelse fra 1911 ernærede 200 indbyggere sig ved fiskeri, 31 ved landbrug, 218 ved håndværk, 151 ved handel og 64 ved transport.[8]

Hornbæk fortsatte sin udvikling i mellemkrigstiden og efter 2. verdenskrig: i 1921 havde byen 1.113 indbyggere, 1925 1.122, 1930 1.024, 1935 1.115, 1940 1.394, 1945 1.405, i 1950 1.574, 1955 1.790, 1960 1.954[9], 1965 2.121[10] og 1967 2.200 indbyggere. I 1930, da byen havde 1.024 indbyggere, var 181 sysselsat ved fiskeri og landbrug, 299 ved håndværk og industri, 165 ved handel, 63 ved transport, 65 ved immateriel virksomhed, 96 ved husgerning, 181 var ude af erhverv og 24 havde ikke givet oplysninger.[11]

Erhverv[redigér | rediger kildetekst]

Hornbæk er blandt andet hjemsted for design virksomheden Ilse Jacobsen Hornbæk, der begyndte at sælge gummistøvler omkring år 2000, men i dag omfatter modetøj, blomster og spabad[12].

Busforbindelser[redigér | rediger kildetekst]

Hornbæk betjenes af følgende buslinjer:

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ Stoklund, s. 119
  3. ^ Pedersen, s. 10
  4. ^ Madsen, s. 72f
  5. ^ Madsen, s. 73
  6. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 2. udgave, 3. del; s. 34
  7. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind: Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; s. 56
  8. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark, 4. udgave
  9. ^ Statistiske Undersøgelser Nr. 10: Folketal, areal og klima 1901-60; København 1964; s. 172f
  10. ^ Statistiske Meddelelser 1968:3: Folkemængden 27. september 1965 og Danmarks administrative inddeling; København 1968; s. 14
  11. ^ Statistisk Tabelværk 5 Rk Litra A Nr. 20: Folketællingen i Kongeriget Danmark den 5. november 1930; København 1935; s. 130
  12. ^ "Gummistøvle-dronningen fra Hornbæk". Berlingske. 19. april 2014.
KronborgSpire
Denne artikel om geografi i Helsingør Kommune er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Geografi

Koordinater: 56°5′25″N 12°27′25″Ø / 56.09028°N 12.45694°Ø / 56.09028; 12.45694