Hundredårskrigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hundredårskrigen
Med uret øverst fra venstre: Slaget ved La Rochelle,Slaget ved Agincourt, Slaget ved Patay,Jeanne d'Arc ved belejringen af Orléans
Med uret øverst fra venstre: Slaget ved La Rochelle,
Slaget ved Agincourt,
Slaget ved Patay,
Jeanne d'Arc ved belejringen af Orléans
Dato 1337-1453 (116 år)
Sted Frankrig, Nederlandende, England, Spanien
Resultat Fransk sejr
Huset Valois forblev på Frankrigs trone
Frankrig overtog Englands territorier på kontinentet bortset fra Calais
Edvardianske krig (1337–1360)
Engelsk sejr: Freden i Brétigny
Carolinekrigen (1369–1389)
Fransk sejr: Freden i Brügge
Lancasterkrigen, 1. fase (1415–1420)
Engelsk sejr: Freden i Troyes
Hundredårskrigen, 2. fase (1420–1453)
Fransk sejr
Parter
Blason France moderne.svg Kongeriget Frankrig Arms of Edward III of England.svg Kongeriget England
Ledere
England Arms 1340.svg Edvard 3.
England Arms 1340-white label.svgEdvard, den sorte prins

Hundredårskrigen var en seriekonflikter der foregik fra 1337 frem til 1453 mellem Huset Plantagenet, herskere over Kongeriget England, mod Huset Valois, herskere af Kongeriget Frankrig over arveretten til den franske trone. Hver side trak mange allierede med ind i krigen. Det er en af de største og vigtigste konflikter i middelalderens Europa, hvor fem generationer af konger fra to rivaliserende dynastier kæmpede om tronen til de største kongerige i Vesteuropa. Krigen markerede både højdepunktet af ridderlighed og det efterfølgende nedgang, og udviklingen af stærke nationale identiteter i begge lande.

Efter den Normanniske erobring af England, var Englands konge vasaller for den siddende franske konge konge for deres besiddelser i Frankrig. De franske konger bestræbte sig på, over århundrederne, at reducere disse besiddelser, indtil kun området Gascogne var på engelske hænder. Truslen om at konfiskere dette hertugdømme havde været en del af fransk politik for at måle den voksende engelske magt, særligt når englænderne var i krig med Kongeriget Skotland, der var allieret med Frankrig.

Via sin moder, Isabella af Frankrig, var Edvard 3. af England barnebarn af Philip 4. af Frankrig og nevø af Karl 4. af Frankrig, den sidste konge i den første linjer af Huset Capet. I 1316 blev den saliske lov vedtaget, hvilket gjorde at kvinder ikke kunne arve den franske trone. Da Karl 4. døde i 1328, kunne Isabella ikke kræve den franske trone selv, og måtte derfor lade den gå videre til sin søn. Franskmændene afviste dette og fastholdt, at hun ikke kunne overføre en ret til sin søn, som hun ikke selv havde. I omkring ni år (1328-1337) havde England accepteret Valois' arvefølge til den franske trone, men Philip 6.'s indblanding i Edvard 3. krig mod Skotland tillod at Edvard 3. kunne genvinde kravet om den franske trone. Flere store engelske sejre i krigen- særligt ved Crécy, Poitiers og Agincourt-øgede udsigterne til en ultimativ engelsk triumf. Kongeriget Frankrigs store mængde ressourcer udelukkede dog en total britisk erobring. Startende i 1929 med vigtige franske sejre ved Patay, Formigny og Castillon afsluttede konflikten i Fransk favør, og England mistede endeligt størstedelen af deres områder på kontinentet.

Historikere inddeler ofte krigen i tre faser markeret med fredsaftaler: Edvardianske krig (1337–1360); Carolinekrigen (1369–1389) og Lancasterkrigen (1415–1453). Lokale konflikter i naboområderne, som relateret til krigen, inkludereder Bretonske arvefølgekrig (1341–1364), castilianske borgerkrig (1366–1369), de to Peteres krig (1356–1375) i Aragonien og 1383–85 krisen i Portugal, blev alle benyttet af de involverede parter til at fremme deres sag. Senere historikere begyndte at bruge begrebet "Hundredårskrigen" som en historisk periode, der omfatter alle begivenhederne, og de etablerede dermed den længste militære konflik i europæisk historie.

Krigens historiske signifikans skal findes i flere forskellige dele. Ved afslutningen var de feudale hære i vid udstrækning blevet erstattet af professionelle tropper, og den aristokratiske dominans var blevet erstattet af en demokratisering af arbejdsstyrken og våben i krigen. Selvom det hovedsageligt var en konflikt mellem dynastier, satte krigen også gang i ideer til den franske og engelske nationalisme. Den bredere introduktion af våben og taktikker fortrængte de feudale hære, hvor tungt kavaleri havde domineret. Krigen igangsatte oprettelsen af de første stående hære i Vesteuropa siden det Vestromerske Rige, og hjalp med at ændre deres rolle i krigsførsel. I Frankrig reducerede en kombination af borgerkrige, dødelige epidemier, hungersnød og grupper af lejesoldater befolkningstallet drastisk. De Over tid endte de politiske kræfter at være imod den dyre krig. De utilfredse adelige, der havde mistet deres store landbesiddelser på kontinentet blev en stor betydende faktor i de engelske borgerkrige kendt som rosekrigene (1455–1487).

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Den grundlæggende årsag til konflikten skal finde si demografiske, økonomiske og sociale kriser i 1300-tallets Europa. Starten på krig var moteriveret af en gradvist øget spænding og uoverenstemmelse mellem Frankrig og England over Guyenne, Flandern og Skotland. Arvefølgespørgsmålet i dynastiet, som skete efter arvelinjen af Capatianere blev brudt, var den officielle årsag.

Dynastiets uroligheder i Frankrig: 1314–28[redigér | redigér wikikode]

Spørgsmålet om en kvindelig tornfølger i Frankrig blev stillet ved Ludvig 10.'s død i 1316. Ludvig 10. efterlod kun en datter, og sin posthume søn Johan 1. var kun i live i få dage. Philip, greve af Poitiers, og Ludvig 10.'s bror, hævdede at kvinder ikke var berettigede til at bære kronen. Via sin politiske indflydelse og overtalelsesevner fik han overbevist sine modstandere, og overtog tronen som Philip 5. af Frankrig. Den samme lov, som han påkaldte sig, gjorde at hans egne døtre ikke kunne arve tronen, og den gik derfor til hans yngre bror, Karl 4., i 1322.[1]

Karl 4. døde i 1328, og efterlod sig en datter og en gravid kone. Hvis hans ufødte barn var en søn ville han blive konge, hvis ikke overdrog Karl valget til adelen.

Karl 4.'s nærmeste mandlige slægtning var hans nevø Edvard 3. af England. Edvard var søn af Isabella, der var Karl 4.'s søster, men der blev stillet spørgsmål til, om hun skulle have lov at videregive arveretten, når hun ikke selv kunne arve tronen. Den franske adel modsatte sig at blive regeret af Isabella og hendes elsker Roger Mortimer, som der var en mistanke stod bag mordet på den tidligere engelske konge, Edvard 2. Forsamlingen af de franske baroner, biskopper og Universitet i Paris besluttede, at mænd som arvede retten via deres moder skulle ekskluderes. Således blev den nærmeste mandlige arving Karl 4.'s fætter, Philip, greve Valois, og det besluttet at han skulle krones som Philip 6.. I 1340 bekræftede Avignon-pavedømmet i saliske lov, at mænd ikke kunne arve gennem deres mødre.[1][2]

Til sidst anerkendte Edvard 3. modvilligt Philip 6. som konge, og sværgede troskab til hans franske len. Han lavede en koncession i Guyenne, men beholdt retten til at genvinde områder, der var blevet vilkårligt konfiskeret. Herefter regnede han med at få fred til at føre krig i Skotland.

Uenigheder over Guyenne: suverænitetsproblemer[redigér | redigér wikikode]

Skabelon:Main article Skabelon:Further information

Edvard 1. af England (knælende) sværger troskab til Philip 4. af Frankrig (siddende), 1286. Som hertug af Aquitaine, var Edvard også en af den franske konges vasaller.

Det angel-normanniske dynasti, der havde hersket over England siden den normanniske erobring i 1066 blev bragt til en ende, da Henrik, søn af Geoffrey af Anjou og kejserinde Matilda og oldebarn af vilhelm Erobreren, blev den første af de Angevinkongerne i England i 1154 under navnet Henrik 2.[3] Angevinkongerne regerede direkte over mere fransk territorium end kongeren af Frankrig. De skulle dog stadig sværge troskab til den franske konge for disse territorier. Fra 1000-tallet og fremefter var der selvstyre i disse området, hvilket i praksis neutraliserede problemet.[4]

Johan af England arvede Angevins områder fra Richard 1.. Philip 2. af Frankrig udnyttede dog bevidst Johans svaghed, både juridisk og militært, og i 1204 var det lykkedes at tage kontrol over størstedelen af de tidligere Angevins områder. Efter Johans styre blev de engelske konges besiddelser på kontinentet, som hertug af Aquitaine (Guyenne), begrænset til provinsen Gascogne, efter slaget ved Bouvines (1214), Saintongekrigen (1242) og til slut Saint-Sardoskrigen (1324).[5]

Uenighederne over Guyenne er blevet på udpeget som værende vigtigere for udbruddet af krigen, end den dynastiske arvefølge. Guyenne var et betydeligt problem for kongerne over både Frankrig og England. Edvard 3. var en af Philip 6.'s vasaller, og blev derfor nødt til at anerkende den franske konges suverænitet over Guyenne. Rent praktisk kunne en dom i Guyenne således appelleres til den kongelige franske domstol. Frankrigs konge havde magt til at annullere alle lovmæssige beslutninger, som Englands konge måtte lave i Aquitaine, hvilket var uacceptabelt for den engelske konge. Derfor var suverænitet over Guyenne en latent konflik mellem de to monarkier i flere generationer.

Under Saint-Sardoskrigen invaderede Charles af Valois, far til Philip 6., Aquitaine på vegne af Karl 4., og han erobrede hertugdømmet efter et lokalt oprør, som franskmændende troede at Edvard 2. af England havdet tilskyndet. Karl 4. indvilligede modvilligt i at givet området tilbage i 1325. For at få hertudømmet tilbage måtte Edvard 2. indgå et kompromis ved at sende sin søn, den fremtidige kong Edvard 3., for at svære troskab.

Kongen af Frankrig indvilligede i at genoprette Guyenne, minus Agen. Men franskmændene forhalede overlevering af landet, hvilket hjalp Philip 6. Den 6. juni 1329 sværgede Edvard 3. troskab til kongen af Frankrig. Ved ceremonien fik Philip 6. nedskrevet at denne troskab ikke var på grund af de len som Karl 4. havde løsrevet fra hertugdømmet Guyenne (særlig Agen). For Edvard betøde det ikke, at han gav afkald på sit krav om de fravristede landområder.

Starten på krigen: 1337–60[redigér | redigér wikikode]

Gascogne under kongen af England[redigér | redigér wikikode]

Frankrig i 1330.      Frankrig før 1214      Franske anskaffelser frem til 1330      England og Guyenne/Gascogne i 1330

I 1000-tallet var Gascogne i det sydvestlige Frankrig blevet inkorporeret i Aquitaine (også kendt som Guyenne eller Guienne) og dannede provinsen Guyenne og Gascogne (fransk: Guyenne-et-Gascogne). Angevinkongerne af England blev hertuger af Aquitaine efter Henrik 2. giftede sig med den tidligere dronning af Frankrig, Eleanor af Aquitaine, i 1152, hvorefter landet var vasal til den franske krone. I 1200-tallet var Aquitaine og Guyenne-et-Gascogne stort set synonyme.[6][7] Ved begyndelser af Edvard 3.'s regeringstid den 1. februar 1327 var den eneste del af Aquitaine der stadig tilhørte den engelske trone hertugdømme Gascogne. Termen "Gascogne" blev blev brugt om det område som Angevin (Plantagenet) kongerne af England havde i det sydvestlige Frankrig, selvom de stadig brugte titlen hertug af Aquitaine.[7][8]

I de første 10 år af Edvard 3.'s regering havde Gascogne været emne for meget uenighed. Englænderne argumenterede med, at da Karl 4. ikke havde behandlet forpagteren af området ordentligt, så skulle Edvard have hertugdømmet frit for ethvert fransk overherredømme. Dette argument kunne dog ikke opretholdes af englænderne, så i 1329 måtte den 17-årige Edvard 3. sværge troskab til Philip 6. traditionen krævede, at vasaller skulle nærme sig deres herre ubevæbnet og med bart hoved; Edvard demonstrerede dog sin modvillighed ved at bære sin krone og sværd.[9] På trods af at Edvard overholdt sin forpligtelser, ganske vist modstræbende, fortsatte franskmændene deres pres mod den engelske administration.[10]

Gascogne var ikke det eneste ømme punkt. En af Edvards indflydelsesrige rådgivere var Robert 3. af Artois. Robert var i eksil fra det franske hof, efter han var blevet uvenner med Philip 6. over et arveretsligt anliggende. Han rådede Edvard til at starte en krig for at generobre Frankrig, og han kunne skaffe omfattende efterretninger fra det franske hof.[11]

Fransk-skotske alliance[redigér | redigér wikikode]

Kongerne af england havde forsøgte at undlægge sig skotterne i noget tid, hvilket gjorde Skotland til en af Frankrigs naturlige allierede. I 1295 havde de Skotland og Frankrig underskrevet en aftale under Philip den Smukke. Karl 4. fornyede formelt aftalen i 1326, hvor det blev lovet at Frankrig ville støtte skotterne, hvis England invaderede. På samme vis ville Frankrig få Skotlands støtte, hvis deres kongerige blev angrebet. Edvard kunne ikke få gennemført sin plan for Skotland, hvis skotterne kunne regne med fransk støtte.[12]

Philip 6. havde samlet en stor flåde ud for Marseilles som en del af en ambitiøs plan for korstog til det hellige land. Planen blev dog opgivet, og flåden, inklusive bidrag fra den skotske flåde, sejlede til Den Engelske Kanal ud for Normandiet i 1336, hvor de vra en trussel for England.[11] For at gøre noget ved denne krise foreslog Edvard at England skulle lave to hære; én til at tage sig af skotterne "på et passende tidspunkt" og en med at fortsætte generobringen af Gascogne. På samme tid skulle der sendes ambassadører til Frankrig for at forhandle en fredsaftale med landets konge.[13]

Afslutningen på "homage"[redigér | redigér wikikode]

I slutningen af april 1337 blev Philip af Frankrig inviteret til at mødes med en delegation fra England, men han afslog. Arrière-ban, bogstaveligt talt at indkalde til våben, blev proklamere ti hele frankrig fra den 30. april 1337. I maj samme år mødtes Philip med sit storråd i Paris. det blev besluttet at hertugdømmet Aquitaine, i praksis Gascogne, skulle tilbage på kongens hænder med den begrundelse, at Edvard 3. var i strid med sine forpligtelser som vasal og havde givet husly til kongens "dødsfjende" Robert d'Artois.[14] Edvards modsvar til at Aquitaine blev konfiskeret blev at udfordre Philips ret til den franske Trone. Da Karl 4. døde, havde Edvard krævet retten til den franske trone via sin mor Isabella (Karl 4.'s søster), datter af Philip 4. Ethvert krav på tronen blev betragtet som en annullering af den ed han havde svoret til Philip 6. i 1329. Edvard genoptog sit krav og i 1340 tog formelt titlen som "Konge af Frankrig og det franske våbenskjold.[15]

Den 26. januar 1340 svor Guy, halvbror til greven af Flandern, formelt troskab til Edvard 3. Myndighederne i Gent, Ypres og Brügge udråbte Edvard som konge af Frankrig. Edvards mål var at styrke sin alliance med Nederlandene. Hans støtter kunne nu hævde, at de var loyale mod den "sande" konge af Frankrig og de var således ikke oprøre mod Philip. I februar 1340 returnerede Edvard til England for at skaffe flere penge og for at tage sig af politiske udfordringer.[16]

Relationerne til Flandern var forbundet med den engelske handel med uld, da Flanderns største byer i høj grad afhang af tekstilproduktion, og England stod for mange af de nødvendige råvarer. Edvard 3. havde beordret sin kansler til at sidde på en uldsæk i rådet som et symbol på den førende uldhandel.[17] På dette tidspunkt var der omkring 110.000 får alene i Sussex.[18] De store klostre i middelalderens England producerede et stort overskud af uld, som blev solgt til det europæiske fastland. Skiftende regeringer var i stand til at tjene mange penge på at lægge skat på uldhandlen.[17] Frankrigs styrke til søs ledte til en ændring i Englands økonomiske situation, og fik handlen med uld til Flandern og vin med Gascogne til af falde kraftigt.[19][20]

Krigens udbrud[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Sluys fra et manuskript af Froissart's Chronicles, Brügge, ca. 1470.

Edvard sejlede med sin flåde fra England den 22. juni 1340, og ankom den næste dag til Zwyn estuary. Den franske flåde lagde sig i en forsvarsposition i havnen ved Sluis. Herefter lykkedes det tilsyneladende den engelske flåde at snyde franskmændene til at tro, at de trak sig tilbage. Da vinden vendte sendt om eftermiddagen, angreb englænderne med vinden og solen bagdem. Den franske flåde blev næsten fuldstændigt tilintetgjort i det som blev kendt som slaget ved Sluys. England dominerede Den Engelske Kanal under resten af krigen, hvilket forhindrede franske invasioner.[16] På dette tidspunkt havde Edvard brugt alle sine penge til krigen, og den var sandsynligvis stoppet her, hvis ikke hertugen af Bretagne døde, hvilket igangsatte en tvist om hertugens halvbror John af Montfort og Charles af Blois, Philip 6.'s nevø.[21]

I 1341 begyndte konflikten over arveretten til fyrstedømmet Bretagne med den bretonske tornfølgekrig, hvor Edvard støttede John af Montfort mens Philip støttede Charles af Blois. De næste få års begivenheder fokuserede kamp om Bretagne. Byens Vannes skiftede hænder adskillige gange, men yderligere felttog i Gascogne havde blandet succes for begge side.[21]

Slaget ved Crécy og erobringen af Calais[redigér | redigér wikikode]

Edward III counting the dead on the battlefield of Crécy

I juli 1346 startede Edvard en stor invasion henover kanalen og gik i land i Normandiets Cotentin ved St. Vaast. Den engelske hær erobrede den ubevogtede by Caen på blot en enkelt dag. Philip samlede en stor hær for at forsvare sig mod Edvard, der marcherede mod nord til Nederlandene, og han plyndrede på sin vej, frem for at forsøge at overtage området. Han nåede til floden Seinen, hvor han fandt at de fleste broer og andre steder der hvor man kunne krydse floden, var blevet ødelagt. Han gik derfor længere og længere mod syd, og kom foruroligende tæt på [[Paris, indtil han fandt et sted at komme over ved Poissy. Broen her var kun delvist ødelagt, så tømrerne i hans følge kunne reparere den. Han fortsatte derefter mod Nederlandene indtil han nåede floden Somme. Hæren krydsede floden via et vadested ved Blanchetaque, og efterlods Philips hær på den anden side. Edvard fortsatte herefter mod Flandern, indtil hand blev udmanøvreret af Philip. Han blev derefter nødt til at gøre klar til kamp og Philips hær angreb.

Slaget ved Crécy var en katastrofe for franskmændene, i høj grad på grund af de engelske langbueskytter og den franske konge, der startede angrebet inden hans hær var klar.[22] Philip appellerede til sine skotske allierede om at hjælpe med at afledningsangreb på England. Kong Edvid 2. af Skotland svarede igen ved at invadere det nordlige England, men hans hær blev besejret, og han blev selv taget til fange under Slaget ved Neville's Cross den 17. oktober 1346. Dette reducerede truslen fra Skotland mærkbart.[21][23] I Frankrig fortsatte Edvard uden modstand mod nord, hvor han belejrede byen Clais ved Den Engelske Kanal. Han erborede den i 1347, og den blev et vigtigt udgangspunkt for englænderne, der tillod at de kunne landsætte tropper i det nordlige Frankrig.[22] Calais forblev under engelsk kontrol selv efter hundredårskrigen, indtil den succesfulde franske belejring 1558.[24]

Slaget ved Poitiers og freden i Brétigny[redigér | redigér wikikode]

I 1348 begyndte pesten, der netop var ankommet til Paris, at hærge Europa.[25] I 1356, efter pesten var ovre, og England var i stand til at genoprette økonomien, invaderede Edvards søn, prinsen af Wales der senere blev kendt som den sorte prins, Frankrig via Gascogne, og vandt en stor sejr under slaget ved Poitiers.[21] Under slaget ledte Jean de Grailly, captal de Buch en bereden enhed i skjul i skoven. Det franske angreb blev afgrænset, ved at de Grailly ledte sit deling ud af skoven og angreb franskmændenes flanke med sine ryttere, hvorved han gjorde det umuligt for dem at flugte. Efterfølgende fangede han kong Johan 2. af Frankrig (kendt som Johan den Gode) og mange af hans adelsfolk.[26][27] Med Johan som gidsel overtog hans søn Dauphin (den senere Karl 5. af Frankrig) tronen som regent.[28]

Efter slaget ved Poitiers begyndte mange franske adelsfolk og lejesoldater at hærge og plyndre, og der herskede kaos i landet. En smatidig kilde beretter:

...Fra dette tidspunkt gik alt galt for kongeriget og staten gik i opløsning. Tyve og røvere skød op overalt i landet. Adelen foragtede og hadede alle andre og gjorde intet af gensidig nytte og profit for herremænd og almue. De underkastede og udplyndrede bønderne og mændene i landsbyerne. De forsvarede ingelunde deres land mod fjender. I stedet trampede de folk under fode, røvede og plyndrede bønderne. Fra Chronicles of Jean de Venette[29]

Reims-felttoget og sorte mandag[redigér | redigér wikikode]

Edvard invaderede Frankrig for den tredje og sidste gang i håb om at kunne udnytte utilfredsheden i landet og overtage tronen. Dauphinen strategi var at undgå direkte konfrontationer på slagmarken. Edvard ønskede dog kronen, og valgte katedralbyen Reims til sin kronen (Reims var en traditionel kroninsby).[30] Borgerne i Reims byggede og forstærkede dog byens forsvarsværker inden Edvards hær ankom.[31] Edvar belejrede byen i fem uger, men forsvarsværkerne holdt stand, og der blev ikke afholdt en kroningsceremoni.[30] Edvard bevægede sig derfor mod Paris, men trak sig tilbage efter nogle få træfninger i forstæderne. den næste by var Chartres Her blev den engelske hær ramt af en katastrofe da en kraftig haglstorm brød ud over deres lejr, hvilket forårsagede over 1.000 dødsfald. Dette ødelagde Edvards hær, og det tvang ham til at forhandle, da franskmændene ankom.[32] Der blev afholdt en forhandlinger i Brétigny, hvilket resulterede i freden i Brétigny den 8. maj 1360.[33] Freden var blev godkendt i Clais i oktober. For at få mere land i Aquitaine måtte Edvard afgive Normandiet, Anjou og Maine og han gik med til at reducere Johans løsesum til en million kroner. Edvard opgav også sit krav om Frankrigs krone.[26][28][34]

Første fred: 1360–69[redigér | redigér wikikode]

Den franske konge Johan 2. havde været holdt fangen i England. Freden i Brétigny satte ham fri for en pris på 3 millioner kroner, og gjorde at der i stedet for kongen skulle holdes en række andre gidlser. Disse inkluderede to af hans sønner, adskillige prinser og adelige, fire indbyggere fra Paris og to indbyggere fra hver af de 19 vigtigste byger i Frankrig. Mens disse gidlser blev tilbageholdt, vendte Johan tilbage til Frankrig, hvor han prøvede at skaffe midler til at betale løsesummen. I 1362 undslap Johans søn Louis af Anjou sit fangeskab i Calais. Da hans erstatnings-gidsel var væk, følte Johan sig forpligtet til at vende tilbage til fangeskab hos englænderne for at beholde æren.[28][34]

Den franske krone havde været på kant med Navarra (nær det sydlige Gascogne) siden 1354, og i 1363 brugte indbyggerne i Navarra Johans fængsling i London og Dauphins politiske svaghed til at tage magten.[35] Selvom der ikke var nogen formel aftale, støttede Edvard 3. Navarras handlinger, særligt fordi der var en udsigt til at han knune få kontrol over de nordlige og vestligt provinser som en konsekvens heraf. Med dette i tankerne forsinkede han med vilje fredsforhandlingerne.[36] I 1364 døde Johan 2. i London, mens han stadig var i sit mere eller mindre frivillige fangeskab.[37] Karl 5. efterfulgt ham som konge af Frankrig.[28][38] Den 6. maj 1364, en måned efter dauphins tiltrådte som regen, og tre dage inden hans kroning som Karl 5., led Navarra et knusende nederlag under slaget ved Cocherel.[39]

Fransk overherredømme under Karl 5.: 1369–89[redigér | redigér wikikode]

Aquitaine og Castilien[redigér | redigér wikikode]

Statue af Bertrand du Guesclin i Dinan.
Den fransk-castillianske flåde, der blev ledet af admiralerne de Vienne og Tovar, formåede at hærge de engelske kyster siden begyndelsen af hundredårskrigen.

I 1366 var der en borgerkrig om arvefølgen i Castilien (en del af det nutidens Spanien). Peter af Castiliens tropper blev sendt afsted mod hans halvbroder Henrik af Trastámaras tropper. Den engelske kroner støttede Peter, og den franske krone støttede Henrik. De franske tropper blev ledet af Bertrand du Guesclin fra Bretagne, der havde arbejdet sig op fra relativt ydmyge kår til at blive en af Frankrigs krigsledere. Karl 5. skaffede 12.000 tropper med du Gueschlin som kommandør til at støtte Trastámara i hans invasion af Castilien.[40]

Peter appellerede til England og Aquitaines sorte prins for hjælp, men der kom ingen, hvilket tvang Peter i eksil i Aquitaine. Den sorte prins havde tidligere indgået en aftale om at hjælpe Peters krav på tronen, men bekymringer i forbindelse med freden i Brétigny ledte ham til at støtte Peter som repræsentant for Aquitaine, i stedet for England. Han ledte en engelsk-gascognsk hær ind i Castilien. Peter blev generobret magten efter Trastámaras hær blev besejret under slaget ved Nájera.[41]

Selvom Castilien havde lovet at give økonomisk støtte til den sorte prins, fik de ikke gjort det. Prinsen led af dårligt helbred, og tog sin hær med tilbage til Aquitaine. For at kunne betale gæld, som han havde optaget til felttogtet i Castilien, pålagde prinsen en skat på ildsteder, kaldet hearth tax, hvilket nogenlunde svarede til én per husholdning. Arnaud-Amanieu 8., Lord af Albret havde kæmpet på prinsens side under krigen. Han var allerede utilfreds med den øgede engelske administration af Aquitaine, og forbød at skatten blev indkrævet på hans jorde, og derved også hos de bønder der var underlagt ham. Han sluttede sig til en gruppe af lords fra Gascogne, der henvendte sig til Karl 5. for at få støtte i at nægte betalingen af den nye skat. Karl 5. hidkaldte en af disse lords fra Gascogne og den sorte prins, for at høre deres sag i hans parlement i Paris. Den sorte prins svarede, at han komme til Paris og tage 60.000 mænd med sig. krigen brød atter ud, og Edvard 3. tog atter titlen som konge af Frankrig.[42] Karl 5. erklærede at alle engelske områder i Frankrig var tabt, og før udgangen af 1369 var der oprør i hele Aquitaine.[42][43]

Med den sorte prins ud af Castilien ledte Henrik de Trastámara en ny invasion der endte med Peters død under slaget ved Montiel i marts 1369. Det nye regime i Castilien gav støtte til søs under de franske felttog mod Aquitaine og England.[41]

Engelsk oprør[redigér | redigér wikikode]

Den sorte prins vendte tilbage til England i januar 1371, men hans helbred blev fortsat værre, og hans far, Edvard 3., var nu en ældre mand, der også havde et dårligt helbred. Prinsens sygdom var invaliderende, og han døde den 8. juni 1376.[44] Edvard 3. døde året efter den 21. juni 1377;[45] han blev efterfulgt af den sorte prins' anden søn, Richard 2., der på dette tidspunkt stadig var et barn.[46] Freden i Brétigny havde givet Edvard 3. og England større landområder i Frankrig, men en lille professionel hær unde ledelse af du Guesclin pressede englænderne tilbage, og ved Karl 5.'s død i 1380 var Calais det eneste område på fastlandet, som England fortsat havde under kontroL.[47]

Det var normalt at udpege en regent når det var et barn, som sad på tronen, men der blev ikke udpeget nogen for Richard 2., der således formelt styrede landet fra sin kroning i 1377.[46] Nekken 1377 og 1380 var den relle magt dog på en række personer i forskellige råd. Det politiske landskab foretrak, at de skulle ledes af kongens onkel John af Gaunt, selvom Gaunt forblev fortsat meget indflydelsesrig.[46]

Richard havde mange udfordringer under sit styre, inklusive Peasants' Revolt, der blev ledet af Wat Tyler i 1381 og en sktosk-engelsk krig i 1384-85. Han sforsøg på at indkræve skatter for at betale for sit skotske eventyr, og til at beskytte Calais mod franskmændene gjorde ham fortsat mere upopulær.[46]

Anden fase: 1389–1415[redigér | redigér wikikode]

De høje skatter som blev pålagt befolkningen i England for at betale for krigen, havde gjort den stadig mere upopulær. Disse skatter bliver betragtet som en af årsagerne til peasants' revolt.[48] Richards manglende interesse i krigen, samtidig med favoriseringen af en lille gruppe af hans nærmeste vennder og rådgievere gjorde en gruppe lords stærkt utilfredse, hvilket inkluderede Richards egen onkel. Gruppen, der blev kendt som Lords Appellant, formåede at få anklaget fem af Richards venner og rådgivere for forræderi og få dem dømt i Merciless Parliament. Lords Appellant fik også kontorl ove rråde ti 1388 og prøvede forgæves at få starten krigen mod Frankrig på ny. Selvom viljen var der, var der ikke penge til at betale tropperne, så i efteråret 1388 besluttede rådet at gneoptage forhanldingerne med den franske krone. Den 18. juni 1389 blev der underskrevet en treårig fredsaftale ved Leulinghen.[48][49]

I 1389 vendte Richards onkel og hans støtte, John af Gaunt, tilbage fra Spanien, og Richard formåede gradvist at genopbygge sin magt frem til 1397, hvor han genvandt sin autoritet og tilintetgjorde de tre vigtigste personer i Lords Appellant. I 1399, efter John af Gaunt var død, gjorde Richard 2. hans søn Henrik af Bolingbroke, der var i eksil, arveløs. Bolingbroke vendte tilbage til England med sine støtter og afsatte Richard som konge, og kronede sig selv som Henrik 4.[46][49][50]

I Skotland satte ændringen i det Engelske regime en række plyndringer igang langs grænsen, hvilket englænderne svarede igen på med en invasion i 1402, og hvor de sejrede over skotske hær under slaget ved Homildon Hill.[51] En uoverensstemmelse mellem Henrik og Henry Percy, 1. jarl af Northumberland over krigsbyttet resulterede i en lang blodig kontrol mellem de to over kontrollen af de nordlige England. Den blev først løst i 1408, da Percy-familien blev tilintetgjort.[52][53]

I Wales blev Owain Glyndwr udråbt som prins af Wales den 16. september 1400. Han ledte det mest seriøse og udbredte oprør mod det engelske overherredømme siden erobringen i 1282-83. Oprøret blev endeligt standset i 1416, og resulterede i en walisk semi-uafhængighed i fler eår.[54]

I mellemtiden blev Karl 6. af Frankrig mere og mere sindssyg og en åben konflikt om magten begyndte mellem hans fætter, John den frygtløse og hans bror, Louis af Orléans. Efter Louis blev snigmyrdet, tog Armagnac-familien den politiske magt mod John. I 1410 prøvede begge sider at få englændernes hjælp i den borgerkrig, der var brudt ud.[50] I 1418 blev Paris erobret af burgunderne, der massekrerede greven af Armagnac og omkring 2.500 af hans tilhængere.[55]

I hele denne periode var England udsat for gentagne plyndringer fra pirater, der i høj grad ødelagde handlen og landets flåde. Der er teng på, at Henrik 4. brugte statsautoriserede pirateri som en form for krigsførsel i den Engelske Kanal. Han brugt kaperfelttog for at lægge pres på sine fjender uden at risikere åben krig.[56] Frankrig svarede igen på samme måde med franske pirater, der under skotsk beskyttelse hærgede mange engelsk kystbyer.[57]

De indenlandske og dynastiske problemer i både England og Frankrig i denne periode gjorde, at krigen lå stille i en omkring et årti.[57]

Henrik 4. af England døde i 1413 og hans ældste søn overtog tronen under navnet Henrik 5. Karl 4. af Frankrigs mentale tilstand gjorde, at hans magt kunne blive udøvet af de kongelige prinser, hvis rivalisering skabte dybe skel i Frankrig. Henrik 5. var opmærksom på riveliseringen, og han håbed ea tudnytte dem. I 1414, da han hold hof i Leicester, modtog han ambassadører fra Burgund.[58]

Henrik akkrediterede udsendinge til den franske konge for at afgive klare territoriale krav i Frankrig; han krævede også at indgå ægteskab med Karl 6.'s datter Catherine af Valois. Franskmændene afviste disse krav, hvilket gjorde at Henrik begyndte at gøre klar til krig.[58]

Genoptagelse af krigen under Henrik 5.: 1415–29[redigér | redigér wikikode]

Burgundisk alliance og erobringen af Paris[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Agincourt (1415)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Slaget ved Agincourt
Miniatur fra 1400-tallet der afbilder Slaget ved Agincourt.

In August 1415 sejlede Henrik 5. fra England med en styrke på omkring 10.500 mand, og belejrede den franske by Harfleur. Byen modstod belejringen meget længer eend forventet, men overgav sig endeligt den 22. september 1415. Som følge af den uventede forsinkelse var det mest af felttogs-sæsonen over. I stedet for at marchere direkte mod Paris valgte Henrik at gennemføre et plyndringstogt tværs over Frankrig mod den engelske by Calais. I et felttog, der mindede om Crécy fandt Henrik sig udmanøvreret og i mangel på forsyninger, og han måtte kæmpe mod en fransk hær, som talmæssigt var englænderne langt overlegen i slaget ved Agincort, nord for floden Somme. På trods af disse problemer og Henriks undertallige styrke var hans sejr næsten total; det franske nederlag var en katastrofe, der kostede mange af Armagnacs ledere livet. Omkring 40 % af den franske adel blev slået ihjel.[59] Henrik var tilsyneladene bange for at det enorme antal franske fanger, der var langt flere end den engelske hær, kunne finde på at gøre oprør og forsøge at overmande deres vagter, og han beordrede dem derfor dræbt på slagmarken.[58]

Freden i Troyes (1420)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Freden i Troyes
Clan Carmichael crest med et ødelagt spyd til minde om hertugen af Clarence der aldrig blev udråbt.

Henrik generobrede Normandiet, inklusive Caen, i 1417, og Rouen den 19. januar 1419, hvilket gjorde Normandiet engelsk igen for den første gang i to århundreder. En formel alliance blev aftalt med fyrstedømmet Burgund, hvilket sket i Paris efter hertug John den frygtløse blev myrdet i 1419. I 1420 mødtes Henrik med kong Karl 6. De underskrev freden i Troyes, hvormed Henrik giftede sig med Karls datter Catherine af Valois og Henriks efterkommere ville således være arvinger til Frankrigs trone. The Dauplandets Karl 7. blev erklæret uægte barn, og stod dermed uden for arvefølgen. Henrik gik ind i Paris senere samme år, og aftalen blev stadfestet af Estates-General.[58]

Clarence død (1421)[redigér | redigér wikikode]

Den 22. marts 1421 kom et uventet tilbageslag for Henriks fremgang i hans franske felttog. Han havde efterladt sin bror og arving Thomas, hertug af Clarence i spidsen for felttoget, mens han selv vendte tilbage til England. Clarence gik mod en fransk-skotsk hær på omkring 5.000 mand, ledet at Gilbert Motier de La Fayette og John Stewart, jarl af Buchan under slaget ved Baugé. Mod sin befalingsmænds anbefaling angreb Clarence inden hans hær var helt samlet, og de angreb således med en lille styrke på højest 1.500 soldater. Under slaget ledte han et angreb med nogle få hundrede mænd mod den primære del af fransk-skotsk hær, som hurtigt omslyttede englænderne. I den efterfølgende nærkamp brød skotten John Carmichael af Douglasdale sin lanse da han stødte hertugen af Clarence af hesten. Da først han var på jorden blev han slået ihjel af Alexander Buchanan.[58][60] Liget af hertugen af Clarence blev bjærget fra slagmarken af Thomas Montacute, 4. jarl af Salisbury, som stod for den engelske retræte.[61]

Engelsk succes[redigér | redigér wikikode]

Henrik 5. vendte tilbage til Frankrig og drog til Paris, og besøgte herefter Chartres og Gâtinais før han tog tilbage til Paris. Herefter besluttede han at angribe byen Meaux, som Dauphin stadig holdt. Det viste sig at blive sværere end først antaget. Belejringen begyndte omkring 6. oktober, og byen holdt ud i syv måneder før den endeligt faldt den 11. maj 1422.[58]

I slutningen af maj fik Henrik følgeskab af sin dronning, og sammen med det franske hof tog de til Senlis. Mens de var der blev det tydeligt at han var syg (muligvis dysenteri), og da de satte afsted mod Øvre Loire lagde han kursen om for at tage til den kongelige borg Vincennes, nær Paris, hvor han døde den 31. august 1422.[58] Den gamle og sindssyge Karl 6. af Frarnkig døde to måneder senere, den 21. oktober 1422. Henrik efterlod sig kun et enkelt barn; hans 9-årige søn Henrik, den senere Henrik 6.[62]

På sit dødsleje havde Henrik 5. giver hertugen af Bedford ansvaret for Englesk frankrig (da Henrik 6. stadig kun var et barn). Krigen i Frankrig fortsatt under Bedfords lederskab, og adskillige slag blev vundet. Englænderne vandt en stort sejr under slaget ved Verneuil, (17. august 1424). Under slaget ved Baugé havde Clarence skyndt sig i kamp uden støtte fra sine bueskytter. Ved Verneuil kæmpede bueskytterne med stor ødelæggende effekt mod den fransk-skotske hær. Udkommet af slaget var, at Dauphins hær stort set blev udryddet, og den ødelagde også Skotlands styrke så eftertrykkeligt, at deres indflydelse som militærmagt var tabt resten af krigen.[62][63]

Fransk sejr: 1429–53[redigér | redigér wikikode]

Jeanne d'Arc og fransk genopstandelse[redigér | redigér wikikode]

Jeanne d'Arc (ca. 1450–1500).

Jeanne d'Arc deltagelse under belejringen af Orléans igangsatte en genopbygning af den franske kampgejst, og krigslykken begyndte at vende for englænderne.[62] Englænderne belejrede Orléans i 1428, men deres hær var ikke stor nok til helt at omringe byen og forhindre forsyninger og tropper i at transportere ind og ud. I 1429 overbeviste Jeanne d'Arc landets Dauphin om at sende hende til belejringen, idet hun påstod at have modtaget instruktioner fra Gud om at drive englænderne ud. Hun fik genopbygget moralen blandt tropperne, og de angreb de engelske skanser, hvilket tvang dme til at stoppe belejringne. Inspireret af Jeanne d'Arc erobrede franskmændene adskillige af de engelske fæstninger langs Loire.[64]

Englænderne trak sig tilbage til Loire-dalen forfulgt af den franske hær. Tæt ved landsbyen Patay brød en fransk kavelrienhed igennem linjen af engelske langbueskytter, der var blevet sendt afsted for at blokere vejen. De fortsatte efter de flygtende englændere. Omkring 2.200 blev dræbt, og deres leder, John Talbot, 1. jarl af Shrewsbury, blev taget til fange. Sejren åbnede vejen for at Dauphin kunne marchere til Reims for at blive kronet som Karl 7. den 16. juli 1429.[64][65]

Efter kroningen klarede Karl 7.'s hær sig dårligere. Et fransk forsøg på at belejre Paris blev slået tilbage den 8. september 1429, og Karl 7. trak sig tilbage til loire-dalen.[66]

Heneriks kroninger og Burgunds dessertering[redigér | redigér wikikode]

Henrik 6. var kronet som konge over England i Westminster Abbey den 5. november 1429 og som konge over Frankrig i Notre-Dame i Paris den 16. december 1431.[62]

Det første vestlige billede af en kanon i kamp: Belejringen af Orléans i 1429.

Jeanne d'Arc blev fanget af brugunderne under belejringen af Compiegne den 23. maj 1430. De overførte hende til englænderne, der organiserede en retssag styret af Pierre Cauchon, Biskop af Beauvais og medlem af den engelske råd i Rouen. Jeanne d'Arc blev dømt som kætter og brændt på bålet den 30. maj 1431.[64] (She was rehabilitated 25 years later by Pope Callixtus III.)

Efter hendes død vendte lykken dramatisk for englænderne.[67] De fleste af Henriks rådgivere var imod at slutte fra med Frankrig. Blandt disse var hertugen af Bedford der ønskede at forsvare Normandiet, hertugen af Gloucester var kun forpligtet til Calais, mens kardinal Beaufort var tilbøjelig til at slutte fred. Forhandlingerne gik i stå. Det virker til, at englænderne under kongressen i Arras, i sommeren 1435, hvor hertugen af Beaufort var mægler, stillede en række urealistiske krav. Få dage efter kongressen var slut i september, desserterede Philip 3., hertug af Burgund til Karl 7. og underskrev freden i Arras, hvilket gav Paris tilbage til kongen af Frankrig. Dette var et stort slag mod den engelske suverænitet i Frankrig.[62] hertugen af Bedford døde den 14. september 1435 og blev efterfulgt af en ringere mand.[67]

Fransk genopståen[redigér | redigér wikikode]

Slaget ved Formigny (1450).

Alliancen med Burgund fortsatte med at være usikker, men englændernes forkus på at udvide deres områder i Nederlandene gjort, at de ikke havde energi til at gribe ind i resten af Frankrig.[68] De lange fredstider, der var kendetegnende for denne del af krigen, gav Karl tid til at centralisere den franske stat og omorganisere sin hær og regering, hvor han erstattede den feudale hær med en mere moderne professionel hær, der kunne udnytte sit overtal bedre. En borg der før kun kunne erobres efter en lang belejring kunne nu falde inden for få dage fra kanonbeskydning. Det franske artilleri udviklede et ry som et af de bedste i verden.[67]

I 1449 havde Frankrig generobret Rouen. I 1450 fangede greven af Clermont og Arthur de Richemont, jarl af Richmond, fra Montfort-familien (den fremtidige Arthur 3., hertug af Bretagne) en engelsk hær der forsøgte at befri Caen, og besejrede dem under slaget ved Formigny. Richemonts styrke angreb englænderne både bagfra og i flanken, netop som de var ved at slå Clermonts hær.[69]

Gascognes fald[redigér | redigér wikikode]

Efter Karl 7.'s succesfulde felttog i Normandiet i 1450 koncentrerede han sig om Gascogne, der var den sidste provins, som England fortsat havde kontrol over. Gascognes hovedstad blev belejret og den overgav sig til franskmændene den 30 juni 1451. Den blev generobret af John Talbot og hans hær den 23. oktober 1452 som følge af Englands store sympati med Gascognes befolkning, men englænderne blev dog endeligt besejret under slaget ved Castillon den 17. juli 1453. Talbot var blevet overtalt til at angribe den franske hær, som lå ved Castillon nær Bordeaux. Under slaget lod franskmændene som om de flygtede ind i deres lejr. Den franske lejre ved Castillon var blevet arrangeret af Karl 7.'s ammunitionsofficer Jean Bureau, og dette var vigtigt for den franske succes, da de franske kanoner beskød englænderne fra deres positioner i lejren. Englænderne led mange tab og både Talbot og hans søn døde.[70]

Enden på krigen[redigér | redigér wikikode]

Selvom slaget ved Castillon bliver betragtet som det sidste slag under hundredårskrigen,[70] var England og Frankrig formelt i krig i endnu 20 år, men englænderne var ikke i stand til at fortsætte den, da der var uroligheder i hjemlandet. Efter nederlaget i hundredårskrigen beklagede de engelske jordejere sig indædt over de økonomiske tab fra at miste deres besiddelser på kontinentet. Dette bliver ofte betragtet som en af de største årsager til rosekrigene, der startede i 1455.[67][71]

Hundredårskrigen blev næsten genoptaget i 1474, da hertug Charles af Burgund påbegyndte en krig mod Ludvig 11. af Frankrig og regnede med støtte fra England. Ludvig formåede at isolere burgunderne ved at købe Edvard 4. af England med en stor sum penge og en årlig pension, i en aftale der blev underskrevet ved freden i Picquigny (1475). Freden afsluttede formelt hundredårskrigen, og Edvard gav afkald på sit krav om den franske trone. Fremtidige engelske konger (og senere af Storbritannien) fortsatte dog med at kræve titlen frem til 1803, hvor de blev opgivet af respekt for greven af Provence, den titulære kong Ludvig 18. af Frankrig, der levede i eksil i England efter den franske revolution.[72]

Karl den Dristige, den sidste hertug af Brugund, blev dræbt under slaget ved Nancy i 1477,[73] og efterlod sig en datter, Mary, der mistede provinserne Artois, Flandern, Pikardiet og Burgund til Ludvig 11.'s hær.[73]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Burgundiske territorier (orange/gul) og Frankrig efter den burgundiske krig.

Historisk betydning[redigér | redigér wikikode]

Den franske sejr markerede enden på en lang ustabil periode, der var startet med den normanniske erobring af England (1066), da Vilhelm Erobreren tilføjede "konge af England" til sin titel, hvormed han blev vasal til (som hertugen af Normandiet) og ligeværdig med (som konge af England) kongen af Frankrig.[74]

Da krigen sluttede stod England berøvet fra sine besiddelser på kontinentet, hvilket efter kun efterlod byen Calais på fastlandet. Krigen ødelagde den engelske drøm om et samlet monarki, og ledte til at alt der var fransk blev kastet bort i England, bortset fra det franske sprog i England, hvilket havde tjent som sprog for den herskende klasse og for handlende siden den normanniske erobring, havde efterladt mange spor i landets ordforråd. Engelsk var blevet det officielle sprog i 1362, og man gik bort fra fransk som undervisningssprog i 1385.[75]

Nationalfølelsen der var startet under krigen fik foernet både Frankrig og England yderligere. På trods af den ødelæggende effekt det havde åpå hele landet, så var hundredårskrigen med til at accelere den proces som omdannede frankrig fra et feudalt monarki til en centraliseret stat.[76] I England blev de politiske og økonomisk eproblemer som var skabt af nederlaget i krigen en af de primære årsager til udbruddet af rosekrigene (1455–1487).[77]

Pestens udbredelse (med moderne grænser.

Lowe (1997) argumentrede for at modstanden mod krigen var med til at skabe Englands tidlige moderne politiske kultur. Selvom anti-krig og pro-fred talsmænd generelt ikke formåede at få indflydelse på dette tidspunkt fik de en mere langsigtet indvirken. England viste en mindre entusiasme om at gå ind i konflikter, der ikke var af national interesse, da de da kun resulterede i nederlag til gengæld for store økonomiske byrder. Til forskel fra den engelske cost-benefit-analyse noterede Lowe at Franrkig forstod at krigsførsel var nødvendig for at smide de udlændinge ud som havde besat deres land. Derudover fandt de franske konger alternative måder at finansiere deres krig på - salgsskatter, nedskrive møntsystemet - og var således mindre afhængige end englænderne på skatter indkrævet ved nationale love. Engleske anti-krigskritikere havde således mere at arbejde med en de franske.[78]

Pest og krig reducerede befolkningstallet i Europa betragteligt i denne periode. Frankrig mistede omkring halvdelen af befolkningen under hundredårskrigen.[59] I Normandiet forsvandt tre-fjerdele af indbyggerne og i Paris forsvandt to-tredjedele.[79] Englands befolkning blev reduceret med 20-30 % af pesten i samme periode.[80]

Militær betydning[redigér | redigér wikikode]

I 1445 organiserede Frankrig den første stående hær i Vesteuropa siden romertiden, bl.a. som en løsning på de vidtspredte plyndringer af forskellige grupper af lejesoldater. Disse lejesoldater fik valget mellem at gå ind i den kongelige hær som compagnies d'ordonnance på permanent basis eller at blive jagtet og dræbt, hvis de nægtede. Frankrig fik en stående hær på omkring 6.000 mand, som blev sendt ud for gradvist at eliminere de tilbageværende lejesoldater, der insisterede på at fortsætte deres virke. Den nye stående hær havde en mere disciplineret og proffesionel tilgang til krigsførsel end dens forgængeres.[81]

Under hundredårskrigen skete der en stor militær evolution i hele Europa. Våben, taktik, hærens struktur og den sociale mening med krig blev alt sammen ændret, delvist som følge af udgifterne til krigen, og delvist som følge af udvikling i teknologi samt til dels på baggrund af de erfaringer som blev gjort under krigen. det feudale system blev langsomt opløst op igennem hundredårskrigen.

Selvom tungt kavaleri stadig blev betragtet som den stærkeste enhed i en hær, så måtte det tunge panserede rytteri ved krigens afslutning kæmpe mod adskillige taktikker, der var udviklet til at formindske deres effekt på slagmarken.[82] Englænderne begyndte at bruge let pansret rytteri kaldet hobelarer. Hobelarernes taktikker var blevet udviklet mod skotterne i de engelsk-skotske krige i 1300-tallet. Hobelarer red på mindre heste uden panser, hvilket gjorde dem i standt til at bevæge sig igennem svært eller sumpet terræn, hvor et tungt kavaleri ville have problemer. I stedet for at kmpe siddende til hest steg de i stedet af for at møde deres fjender til fods.[81][83][84]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

TimeLine100YearsWar (cropped).png


Slag[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Slag i hundredårskrigen

Vigtige personer[redigér | redigér wikikode]

Frankrig[redigér | redigér wikikode]

Våbenskjold Historisk person Liv Noter
Blason pays fr FranceAncien.svg Kong Philip 6. 1293–1350, regerede 1328–50 Charles af Valois' søn
Kong Johan 2. 1319–1364, regerede 1350–64 Philip VI's son
Kong Karl 5. 1338–1380, regerede 1364–80 Johan 2.'s søn
Blason du Guesclin.svg Bertrand du Guesclin 1320–80 Kommandør
Blason comte fr Valois.svg Louis I, hertug af Anjou 1339–1384, regent 1380–82 Johan 2.'s søn
Blason France moderne.svg Kong Karl 6. 1368–1422, regerede 1380–1422 Karl 5.'s søn
Kong Karl 7.]] 1403–1461, regerede 1422–61 Karl 6.'s søn
Blason province fr Alençon.svg Jean 2., hertug af Alençon 1409–1476 Kommandør
Blason comte fr Longueville (ancien).svg Jean de Dunois 1402–68 Kommandør
Blason Jean Poton de Xaintrailles.svg Jean Poton de Xaintrailles 1390–1461 Kommandør
Blason Etienne de Vignolles (La Hire).svg La Hire 1390–1443 Kommandør
Blason JeanBureau.svg Jean Bureau 1390–1463 Master Gunner
Blason Gilles de Rais.svg Gilles de Rais 1405–40 Kommandør
Blason Jeanne-d-Arc.svg Jeanne d'Arc 1412–31 Religiøs visionær

England[redigér | redigér wikikode]

Våbenskjold Historisk person Liv Noter
Arms of Isabella of France.svg Isabella af Frankrig 1295–1358 Dronningkonsort i England, Edvard 2.s hustru, mor til Edvard 3., regent af England, søster til Karl 4. og datter af Philip 4. of France
Royal Arms of England (1198-1340).svg Kong Edvard 3. 1312–1377, rgerede 1327–77 Philip 4.'s barnebarn
Arms of Edmund Crouchback, Earl of Leicester and Lancaster.svg Henry af Grosmont, 1. hertug af Lancaster 1310–61 Kommandør
Arms of the Prince of Wales (Ancient).svg Edvard, den sorte prins 1330–76 Edvard 3.'s søn
Arms of John of Gaunt, 1st Duke of Lancaster.svg John af Gaunt, 1. hertug af Lancaster 1340–99 Edvard 3.'s søn
Royal Arms of England (1395-1399).svg Kong Richard 2. 1367–1400, regerede 1377–99 Edvard 3.'s barnebarn
Royal Arms of England (1340-1367).svg Kong Henrik 4. 1367–1413, regerede 1399–1413 John af Gaunts søn, Edvard 3.'s barnebarn
Royal Arms of England (1399-1603).svg Kong Henrik 5. 1387–1422, regerede 1413–22 Henrik 4.'s søn
Arms of Catherine of Valois.svg Catherine af Valois 1401–37 Dronningekonsort af England, datter af Karl 6. af Frankrig, mor til Henrik 6. af England og via sit andet ægteskab bedstemor til Henrik 7.
Arms of John of Lancaster, 1st Duke of Bedford.svg John af Lancaster, 1. hertug af Bedford 1389–1435, regent 1422–1435 Henrik 4.'s søn
Coat of Arms of Sir John Fastolf, KG.png Sir John Fastolf[65] 1380–1459 Kommandør
Coat of Arms of Sir John Talbot, 7th Baron Talbot, KG.png John Talbot, 1. jarl af Shrewsbury 1384–1453 Kommandør
Royal Arms of England (1470-1471).svg Kong Henrik 6. 1421–1471, regerede 1422–61 Henrik 5.'s søn
Arms of Richard of York, 3rd Duke of York.svg Richard Plantagenet, 3. hertug af York 1411–60 Kommandør

Burgund[redigér | redigér wikikode]

Våbenskjold Historisk person Life Notes
Blason fr Bourgogne.svg Philip den Dristige, Hertug af Burgund 1342–1404, hertug 1363–1404 Søn af Johan 2. af Frankrig
John the Fearless Arms.svg Johan den Frygtløse, Hertug af Burgund 1371–1419, hertug 1404–19 Søn af Philip den Dristige
Philip the Good Arms.svg Philip den Gode, Hertug af Burgund 1396–1467, hertug 1419–67 Søn af Johan den Frygtløse

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Brissaud 1915, ss. 329–330
  2. ^ Previté-Orton 1978, s. 872
  3. ^ Bartlett 2000, s. 22
  4. ^ Bartlett 2000, s. 17
  5. ^ Gormley 2007 [1] Ohio State University
  6. ^ Harris 1994, s. 8
  7. ^ a b Prestwich 1988, s. 298
  8. ^ Prestwich 2005, ss. 292–293
  9. ^ Wilson 2011, s. 194
  10. ^ Prestwich 2005, s. 394
  11. ^ a b Prestwich 2005, s. 306
  12. ^ Prestwich 2005, ss. 304–305
  13. ^ Sumption 1991, s. 180
  14. ^ Sumption 1991, s. 184
  15. ^ Prestwich 2003, ss. 149–150
  16. ^ a b Prestwich 2005, ss. 307–312
  17. ^ a b Friar 2004, ss. 480–481
  18. ^ R.E.Glassock. England circa 1334 in Darby 1976, s. 160
  19. ^ Sumption 1991, ss. 188–189
  20. ^ Sumption 1991, ss. 233–234
  21. ^ a b c d Rogers 2010, ss. 88–89
  22. ^ a b Prestwich 2005, ss. 318–319
  23. ^ Rogers 2010, ss. 55–45
  24. ^ Grummitt 2008, s. 1
  25. ^ The Black Death, transl. & ed. Rosemay Horrox, (Manchester University Press, 1994), 9.
  26. ^ a b Le Patourel 1984, ss. 20–21
  27. ^ Wilson 2011, s. 218
  28. ^ a b c d Guignebert 1930, Volume 1. pp.304–307
  29. ^ de Venette 1953, s. 66
  30. ^ a b Prestwich 2005, s. 326
  31. ^ Le Patourel 1984, s. 189
  32. ^ Hail kills English troops - Apr 13, 1360 - HISTORY.com. 
  33. ^ Le Patourel 1984, s. 32
  34. ^ a b Skabelon:Cite EB1911
  35. ^ Wagner 2006, ss. 102–103
  36. ^ Ormrod 2001, s. 384
  37. ^ Backman 2003, ss. 179–180 – Adelige der var taget til fange under slaget var fange i "Honorable Captivity", hvilket anerkendte deres status som fanger og tillod løsesum.
  38. ^ Britannica. Treaty of Brétigny. Retrieved 21 September 2012
  39. ^ Wagner 2006, ss. 86
  40. ^ Curry 2002, ss. 69–70
  41. ^ a b Wagner 2006, s. 78
  42. ^ a b Wagner 2006, s. 122
  43. ^ Wagner 2006, ss. 3–4
  44. ^ Barber, Richard (2008). Edward , prince of Wales and of Aquitaine (1330–76) in Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required. Hentet 3 October 2012. 
  45. ^ Omrod, W. M (2008). Edward III (1312–1377) in Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required. Hentet 3 October 2012. 
  46. ^ a b c d e Tuck, Richard (2004). "Richard II (1367–1400)". Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. Hentet 3 October 2012. 
  47. ^ Francoise Autrand. Charles V King af Frankrig in Vauchéz 2000, ss. 283–284
  48. ^ a b Baker 2000, s. 6
  49. ^ a b Neillands 1990, ss. 182–184
  50. ^ a b Curry 2002, ss. 77–82
  51. ^ Mortimer 2008, ss. 253–254
  52. ^ Mortimer 2008, ss. 263–264
  53. ^ Bean, J.M.W (2008). Percy, Henry, first earl of Northumberland (1341–1408) in Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required. Hentet 8 October 2012. 
  54. ^ Smith, Llinos (2008). Glyn Dwr , Owain (c.1359–c.1416) in Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required. Hentet 8 October 2012. 
  55. ^ Sizer, Michael (2007). The Calamity of Violence: Reading the Paris Massacres of 1418. Hentet 29 December 2013. 
  56. ^ Ian Friel. The English and War at Sea. c.1200-c.1500 in Hattendorf & Unger 2003, ss. 76–77
  57. ^ a b Nolan. The Age of Wars of Religion. p. 424
  58. ^ a b c d e f g Allmand, C.T (2008). Henry V (1386–1422) in Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn. Subscription Required. Hentet 8 October 2012. 
  59. ^ a b Turchin 2003, ss. 179–180Historical dynamics: why states rise and fall
  60. ^ Wagner 2006, ss. 44–45
  61. ^ G. L. Harriss, 'Thomas , duke of Clarence (1387–1421)', Oxford Dictionary of National Biography, Oxford University Press, 2004; online edn, Sept 2010 accessed 14 May 2013 Subscription required.
  62. ^ a b c d e Griffiths 2004
  63. ^ Wagner 2006, ss. 307–308
  64. ^ a b c Davis 2003, ss. 76–80
  65. ^ a b Sir John Fastolf. Norwich: Norfolk Record Office. Hentet 20 December 2012. 
  66. ^ Jaques, Tony. 2007. Westport, Connecticut: Greenwood Press. s. 777. Hentet January 21, 2015. 
  67. ^ a b c d Lee 1998, ss. 145–147
  68. ^ Sumption 1991, s. 562
  69. ^ Nicolle 2012, ss. 26–35
  70. ^ a b Wagner 2006, s. 79
  71. ^ Webster 1998, ss. 39–40: "Every version of the complaints put forward by the rebels in 1450 harps on the losses in France."
  72. ^ Neillands 1990, ss. 290–291
  73. ^ a b Charles Derek Ross, Edward IV, (University of California Press, 1974), 249–250.
  74. ^ Isabelle Janvrin, Catherine Rawlinson, The French in London: From William the Conqueror to Charles de Gaulle, p.15
  75. ^ Isabelle Janvrin, Catherine Rawlinson, The French in London: From William the Conqueror to Charles de Gaulle, p.16
  76. ^ Holmes, Jr & Schutz 1948, s. 61
  77. ^ Webster, Bruce. Wars of the Roses. p. 40. Luminarium: Encyclopedia Project: "Every version of the complaints put forward by the rebels in 1450 harps on the losses in France."
  78. ^ Lowe 1997, ss. 147–195
  79. ^ Ladurie 1987, s. 32The French peasantry, 1450–1660
  80. ^ Neillands 1990, ss. 110–111
  81. ^ a b Preston, Wise & Werner 1991, ss. 84–91
  82. ^ Powicke 1962, s. 189
  83. ^ Colm McNamee. Hobelars in Rogers 2010, ss. 267–268
  84. ^ Jones 2008, ss. 1–17

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Baker, Denise Nowakowski, ed (2000). Inscribing the Hundred Years' War in French and English Cultures. New York: New York University Press. ISBN 0-7914-4701-4. 
  • Backman, Clifford R (2003). The Worlds of Medieval Europe. New York: Oxford University Press. ISBN 0-19-533527-9. 
  • Bartlett, Robert (2000). J.M.Roberts. ed. England Under the Norman and Angevin Kings 1075–1225. London: OUP. ISBN 978-0-19-925101-8. 
  • Brissaud, Jean (1915). Garner, James W. Tr. ed. History of French Public Law. The Continental Legal History series. Vol 9.. Boston: Little, Brown and Company. 
  • Curry, Anne (2002). The Hundred Years War 1337–1453. Oxford: Osprey Publishing. ISBN 1-84176-269-5. 
  • Darby, H. C. (1976) [1973]. A New Historical Geography of England before 1600. Cambridge, England: Cambridge University Press. ISBN 0-521-29144-5. 
  • Davis, Paul K (2003). Besieged: 100 Great Sieges from Jericho to Sarajevo 2nd. Ed. Santa Barbara CA: Oxford University Press. ISBN 0-19-521930-9. 
  • Encyclopædia Britannica Online. Encyclopædia Britannica. Hentet 21 September 2012. 
  • Friar, Stephen (2004). The Sutton Companion to Local History. Sparkford, England: Sutton. ISBN 0-7509-2723-2. 
  • Gormley, Larry (2007). eHistory:The Hundred Years War: Overview. Ohio State University. Hentet 20 September 2012. 
  • Griffiths, R.A (2004). Henry VI (1421–1471) in Oxford Dictionary of National Biography; online edn, Sept 2010; Subscription required. Oxford University Press. Hentet 9 October 2012. 
  • Grummitt, David (2008). The Calais Garrison: War and Military Service in England, 1436–1558. Woodbridge: The Boydell Press. ISBN 978-1-84383-398-7. 
  • Guignebert, Charles (1930). A Short History of the French People. Vol 1.. F. G. Richmond Translator. New York: Macmilan Company. 
  • Harris, Robin (1994). Studies in History 71: Valois Guyenne. Woodbridge, Surrey: Boydell Press. ISBN 0-86193-226-9. 
  • "War at Sea in the Middle Ages and the Renaissance".. (2003). Woodbridge: The Boydell Press. ISBN 0-85115-903-6. 
  • Holmes, Jr, Urban T; Schutz, Alexander H (1948). A History of the French Language, Revised ed. Columbus, OH: Harold L. Hedrick. 
  • Jones, Robert (2008). Re-thinking the origins of the Irish Hobelar. Cardiff: Cardiff School of History and Archaeology. Hentet 8 April 2013. 
  • Lambert, Craig L. "Edward III's siege of Calais: A reappraisal," Journal of Medieval History (2011) 37#3 pp 231–342
  • Lee, Cristopher (1998). This Sceptred Isle:55BC-1901. London: Penguin Books. ISBN 0-14-026133-8. 
  • Ladurie, Emmanuel Le Roy (1987). The French peasantry, 1450–1660. Alan Sheridan Translator. Berkeley and LA: University of California Press. ISBN 0-520-05523-3. 
  • Lowe, Ben (1997). Imagining Peace: History of Early English Pacifist Ideas. University Park PA: Pennsylvania State University Press. ISBN 0-271-01689-2. 
  • Mortimer, Ian (2008). The Fears of Henry IV: the Life of England's Self-Made King. London: Jonathan Cape. ISBN 978-1-84413-529-5. 
  • Neillands, Robin (1990). The Hundred Years War, Revised ed.. London: Routledge. ISBN 0-415-26131-7. 
  • Nicolle, David (2012). The Fall of English France 1449–53. Colchester, Essex: Osprey Publishing. ISBN 978-1-84908-616-5. 
  • Ormrod, W Mark (2001). Edward III. London: Yale University Press. ISBN 978-0-300-11910-7. 
  • Le Patourel, John (1984). Jones, Michael. ed. Feudal Empires:Norman and Plantagenet. London: Hambledon Continuum. ISBN 0-907628-22-2. Hentet 26 September 2012. 
  • Powicke, Michael (1962). Military Obligation in Medieval England. Oxford: OUP. ISBN 0-19-820695-X. 
  • Preston, Richard; Wise, Sydney F.; Werner, Herman O. (1991). Men in arms: a history of warfare and its interrelationships with Western society. 5th Edition. Beverley MA: Wadsworth Publishing Co Inc. ISBN 0-03-033428-4. 
  • Prestwich, Michael (1988). English Monarchs: Edward I. Berkeley and LA: University of California. ISBN 0-520-06266-3. 
  • Prestwich, Michael (2003). The Three Edwards: War and State in England 1272–1377. London: Routledge. ISBN 0-203-60713-9. 
  • Prestwich, Michael (2005). J.M.Roberts. ed. Plantagenet England. Oxford: OUP. ISBN 978-0-19-922687-0. 
  • Previté-Orton, C.W (1978). "The shorter Cambridge Medieval History 2".. Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 0-521-20963-3. 
  • "The Oxford Encyclopedia of Medieval Warfare and Military Technology. Vol. 1".. (2010). Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-533403-6. 
  • Sumption, Jonathan (1991). The Hundred Years War I: Trial by Battle. Philadelphia: University of Pennsylvania Press. ISBN 0-8122-1655-5. 
  • Turchin, Peter (2003). Historical dynamics: why states rise and fall. Princeton: Princeton University. ISBN 0-691-11669-5. 
  • "Encyclopedia of the Middle ages. Volume 1".. (2000). Cambridge: James Clark. ISBN 1-57958-282-6. 
  • de Venette, Jean (1953). Newall, Richard A. ed. The Chronicle of Jean de Venette. Translated by Jean Birdsall. New York: Columbia University Press. 
  • Wagner, John A (2006). "Encyclopedia of the Hundred Years War".. Westport CT: Greenwood Press. ISBN 0-313-32736-X. 
  • Webster, Bruce (1998). The Wars of the Roses. London: UCL Press. ISBN 1-85728-493-3. 
  • Wilson, Derek (2011). The Plantagenets. The Kings that made Britain. London: Quercus. ISBN 978-0-85738-004-3. 

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Favier, Jean (1980). La Guerre de Cent Ans. Paris: Fayard. ISBN 978-2-213-00898-1. 
  • Green, David (2014), The Hundred Years War: A People's History. New Haven and London: Yale. ISBN 0-300-13451-7
  • Corrigan, Gordon (2014), A great and glorious adventure; a military history of the hundred years war, Atlantic Books, ISBN 978-1-84887-927-0
  • Seward, Desmond (1999), The hundred years war: The English in France 1337–1453, Penguin Books, ISBN 978-0-14-028361-7
  • Froissart, Jean (1895). Macaulay; George Campbell. ed. The Chronicles of Froissart. John Bourchier Translator; Lord Berners Translator. London: Macmillan and Son. Hentet 24 September 2012. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]