Hundredårskrigen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 16:00 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Europa i 1430'erne, i slutningen af Hundredårskrigen

Hundredårskrigen er en betegnelse for en række væbnede konflikter mellem England og Frankrig i slutningen af middelalderen 1337-1453.

Stridighederne brød ud, da den engelske konge, Edvard 3., gjorde krav på den franske krone. Krigens første fase domineredes af englændernes fremgang. Den franske flåde blev overvundet i slaget ved Sluys i 1340, og de engelske langbueskytter besejrede det franske opbud af riddere i slaget ved Crécy i 1346. Under Johan 2. af Frankrig fortsatte katastroferne; han blev taget til fange efter et nederlag i Slaget ved Poitiers (1356) mod den sorte prins. Derefter rystedes Frankrig af indre uro, blandt andet af en bondeopstand, kaldet Jacqueriet i Nord- og Midtfrankrig. Selv borgerne i Paris gjorde oprør mod kronen, hvilket kronprins Karl (den senere Karl 5.) løste ved at indeslutte byen. En af oprørets ledere, Étienne Marcel, blev derefter myrdet, og i 1360 blev der sluttet fred i Brétigny.

Johan 2.s efterfølger, Karl 5. 1364-1380, fik stabiliseret situationen og franskmændene generobrede mange områder ved at undgå regulære slag og i stedet gøre brug af guerillakrigsførelse under den begavede feltherre, Bertrand du Guesclin. Trods dette gik det igen tilbage for Frankrig under den sindssyge Karl 6.

I 1415 var englænderne igen på krigsstien. I Slaget ved Agincourt besejrede den engelske konge, Henrik 5., en stor fransk armé. Det direkte resultat af slaget var, at Burgund allierede sig med England.

Jeanne d'Arc

Under Karl 6.s efterfølger, kronprins (dauphin) Karl 7., var alle områder i det nordlige Frankrig tabt til England. I den situation var det, at jomfruen fra Orléans, Jeanne d'Arc, dukkede op. Ledet af sine stemmer lykkedes det hende i 1429 at føre en fransk undsætningsekspedition til Orléans og at befri byen fra den engelske belejring. Derpå førte hun kronprinsen til Reims, hvor han blev indsat som Frankrigs konge. Det lykkedes burgunderne at tage hende til fange i Compiègne, og de udleverede hende til englænderne, der brændte hende på bålet for kætteri den 30. maj 1431.

Jeanne d'Arcs opdukken var dog et vendepunkt. År 1435 forsonedes den franske krone med Burgund, og i 1436 overtog man Paris.

Krigen afsluttedes med en fransk sejr ved Castillon i 1453.

Wikimedia Commons har medier relateret til: