Husflid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Husflid dækker over mange forskellige håndværk: Trædrejning, strik, hækling, smedning, broderi, kurvefletning og meget mere. (Foto Laura Nielsen, Fora)

Husflid kaldes den forædlings- og fremstillingsvirksomhed, der foregår som bibeskæftigelse i hjemmet, og hvorved der frembringes alle slags genstande, oprindeligt alene til hjemmets brug, men efterhånden også til salg. Husflid kan anses for industriens forgænger, men efterhånden, som industrien voksede, gik det ud over husfliden.[1]

I den industrielle tidsalder har husflid vundet fornyet opmærksomhed som beskæftigelse i den ledige fritid. I 1871 udgav N.C. Rom "Den danske H.usflid, dens Betydning og dens Tilstand i Fortid og Nutid", og i 1873 stiftedes "Dansk Husflidsselskab" af No.C. Rom og A. Clauson-Kaas, hvilken forening oprindeligt med et årligt statstilskud virkede til husflidens fremme ved at fremme og støtte lokale husflidsforeninger, der hver forestår een eller flere skoler, ved i kurser at uddanne husflidslærere, ved at foranstalte møder, foredrag og udstillinger, ved at udsende en konsulent og ved at udgive et blad, Dansk Husflidstidende. N.C. Rom var formand fra 1899.

Dansk husflid er i nutiden en del af den traditionelle måde at tænke og lave håndværk på. Oftest er udøveren kursist, medlem eller frivillig i en forening, og adskiller sig derved fra professionelle håndværkere. Husflidstraditionen er udtryk for den almindelige borgers evne og mulighed for at fremstille brugs- og kunstgenstande i hånden.

Husflid er hjemmefremstilling af genstande i enkelteksemplarer eller små serier udført i hånden:

a) som hobby,
b) til selvforsyning (i bondesamfundet indtil starten af 1900-tallet), eller
c) med mindre salg for øje.

Husflidens grænseområder er skolefagene sløjd, håndarbejde, håndværk og design og til dels billedkunst, men her står det pædagogisk tilrettelagte værkstedsarbejde i centrum, hvorimod produktet står i centrum ved husfliden. Derimod er de genstande, der kan fremstilles i skolen, de samme som de, der falder ind under husflidsprodukter, og de, der fremstilles i huggehuset.

Et andet grænseområde er kunsthåndværk, men for at kaldes kunsthåndværk kræves, at produktet har kunstneriske kvaliteter, og at det er fremstillet med salg for øje.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Husflidens oprindelse er usikker men kan anses som udviklet fra fæstevæsenet: ved dettes organisering i middelalderen blev det bestemt, at fæstebonden foruden indfæstning dels skulle yde hoveri, dels betale årlige afgifter kaldet landgilde. Denne landgilde kunne have form af naturalier eller tjenester men også i form af varer. Fra Skovkloster kendes opgørelser fra 1467-81, der viser at fæstere ydede tekstiler som en del af deres afgifter, fx forekom i 1480 7 afgifter i klæde, 18 i vadmel, 8 i lærred, 1 i sække og 1 i sengeklæder, og i 1481 10 afgifter i klæde, 17 i vadmel, 14 i lærred, 3 i sengeklæder og 1 i sække.[2] Ydermere viser det sig, at disse afgifter var samlede i bestemte landsbyer, og i Appenæs, Faksinge, Kostræde, Kvislemark, Lille Næstved, Rislev og andre landsbyer skulle mere end halvdelen af fæsterne yde vævede stoffer i afgift.[2]

Der er grund til at formode, at disse afgifter medførte, at en del fæstere efterhånden opnåede en vis færdighed i fremstillingen og at der efterhånden blev mulighed for at opnå en overskudsproduktion, som kunne sælges.[3] En nøjere organisering optræder først i slutningen af 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet, da hosekræmmere opnåede handelsrettigheder i København, hvis de tog borgerskab, hvilket skete.[4] Foruden salg i hovedstaden blev hoser, vanter, uldtøjer og ærmer eksporteredes til Norge, Hamborg og Holland.[3]

En lignende husflid som bindevirksomheden vandt også frem på andre områder, således væveriet.[5] I Sønderjylland vandt kniplingsindustrien udbredelse, især på grevskaberne Schackenborg og Trøjborg godser[6] og i Vendsyssel, i Hellum og Hindsted herreder i Vesthimmerland[3], i Vorup ved Randers og på Varde-egnen, især i Øster og Nørre Horne herreder produceredes "jydepotter", der i stort tal blev udført og solgt til Hamborg og Elbområdet samt Lübeck og Riga.[7]

Husfliden fortsatte i 1700-tallet og 1800-tallet og gjorde landbefolkningen stort set selvforsynende med beklædningsvarer af vadmel, hvergarn, hør- og blårlærred samt trikotage, og en lignende produktion forekom af trævarer og lervarer, mens hestesko, knive, økser, save, leer, spader og lignende blev fremstillet af stedlige smede.[8] Om Bornholm blev det i 1735 oplyst, at der kun var få huse, hvor der ikke fandtes en væv, og amtmanden mente, at disse hjemmelavede produkter var af bedre kvalitet end stoffer indførte fra Danzig.[9]

I indberetninger fra Sjælland blev samme år klaget fra Roskilde, Køge, Næstved og Stege klaget over, at væverne foruden det tilladte vadmel samt blår- og hampelærred også producerede hørlærred, dynevår, drejel, ulmerdug og andet. I flere landsbyer i købstædernes omegn fandtes ikke blot flere vævere, men nogle af disse havde endda regulære værksteder med flere væve, og forholdene blev værre for købstadshåndværkerne ved, at landsbyvæverne fik bestillinger fra købstæderne.[9]

For Lolland og Falsters vedkommende vides, at indbyggerne i 1731 forbrugte 22.188 pund hør, 10.808 pund hamp og 6.272 pund blår udover det, de selv producerede, og at dette blev indført fra Østersø-egnene. Fra en rejsejournal kendes oplysninger om, at en stampemølle ved Vordingborg i 1776 havde forarbejdet 1.689 alen vadmel fra Falster.[10]

Også på Fyn forekom fremstilling af lærred, vadmel og hvergarn, og i toldregnskaberne for Middelfart fra 1745 fremgår, at der herfra til resten af landet og til Norge blev udført over 14.000 alen hør- og blårlærred samt omkring 1.000 alen dynevår, mens en mindre eksport fandt sted fra Odense, Nyborg og Svendborg.[11] I 1787 tales om markeder i Odense, hvor det "vrimlede" med bønder og koner, der medbragte "en utrolig mængde dynevaar, lærreder og forklædetøjer".[11]

For Jyllands vedkommende er billedet mere varieret: visse steder produceredes kun vandmel, tøj og lærred til eget forbrug[12], men fx Randers kunne i 1769 udføre til en værdi af 13.060 rigsdaler hjemmegjorte varer[13], og Aaborg samme år for 37.283 rigsdaler.[14] Samme år indførte Aalborg 669.056 pund hør, 159.296 pund hamp og 158.498 pund blår, der gik til fremstilling af lærred.[14] Dertil kom uldvareproduktionen, som havde sit tyngdepunkt i egne med stort fårehold som Hammerum, Bølling, Ulfborg, Lysgård og Middelsom herreder, hvor der blev produceret strømper, huer, vanter og undertøj. Men også Vesthimmerland havde en anselig husflidsproduktion.[15] Dertil kom så kniplingsindustrien i Sønderjylland[15] og pottemageriet flere steder i Jylland.[16] Andre binæringer var fremstilling af salt, kalk og teglsten. Visse steder i Ribe og Ringkøbing amter blev teglværker drevet af bønder, men undertiden i tilknytning til godser,[17] og mange godser engagerede sig også i fremstilling af uld- og linnedvarer.[18] Hele denne husflidsvirksomhed var en skarp konkurrent til de klædefabrikker m.m. som staten på samme tid forsøgte at fremme.

Det var først fremkomsten af dampkraft og dennes udbredelse i løbet af 1800-tallet, der gjorde industriel produktion konkurrencedygtig i forhold til husfliden, men endnu omkring midten af 1800-tallet omtaler J.P. Trap i sin beskrivelse af Kongeriget Danmark husflid flere steder i landet.[19]

Hvordan praktiseres det i dag?[redigér | redigér wikikode]

I dag samler den danske husflidstradition folk omkring det at kunne skabe noget med egne hænder efter en tradition, der er gået i arv fra generation til generation. Fra menneske til menneske. Fra hånd til hånd. Husflid handler om at skabe noget håndværksmæssigt med udgangspunkt i, hvad man har brug for og hvad man gøre med det, man har. Det kan være inden for både håndarbejde og håndværk. Husflidstraditionen lever videre i de familier, hvor der er tradition for eksempelvis at kniple, strikke, hækle, brodere, dreje træ eller smede, men en anden mulighed er at komme i en af de danske husflidsforeninger, hvor viden om forskellige fag inden for husfliden dyrkes og udvikles. Selv om husflid kan dyrkes alene, vælger mange at komme i en af de mere end 100 foreninger, hvor husflidstraditionen er omdrejningspunktet. Mange af dem, der kommer i husflidsforeningerne, kommer der af sociale grunde. Husfliden danner rammen om de mange fællesskaber, hvor folk samles for sammen med andre for eksempelvis at lære noget nyt eller færdiggøre et stykke håndværk. Mange venskaber opstår hen over drejebænken eller ved kniplebrættet. I de danske husflidsforeninger lever samtalen i bedste velgående, men her er også plads til det ordløse sprog, som er det, der udøves, når man foretager sig noget fælles, som ikke kræver en masse ord, for at man forstår hinanden og oplever samhørigheden. At dyrke husfliden danner grobund for fællesskabet.

I dag bliver husflid forbundet med en bæredygtig bevægelse, fordi det at kunne producere selv, kommer til at stå i stedet for at skulle købe sig til alting. I husfliden skaber man noget ud af det, man har, og derfor ses det også ofte, at husflidsfolket formår at genanvende mange forskellige materialer og give disse nyt liv. Inden for husflidstraditionen har fokus altid været på kvalitet og typisk også på genanvendelighed, og det er det også i dag. Eksempelvis at benytte gamle cykelslanger og flette dem til tasker. At trevle et gammelt tæppe op og væve et nyt, eller at genanvende gamle brædder til at skabe et sofabord.

I dag har flere husflidsforeninger også samarbejde med de danske folkeskoler, hvor foreningen bidrager til undervisning i fag som Håndværk og Design og Sløjd. Der er i dag også flere husflidsforeninger, der afholder familieaktiviteter eller børneuger, hvor børn, unge og forældre har mulighed for sammen at lære, hvordan de kan bruge husflid i deres hverdag.

Husflidsforeninger[redigér | redigér wikikode]

Husflidstraditionen går århundreder tilbage. Det at fremstille ting til husholdning, landbrug og hverdagens gøremål har været udført så længe, der har været brugt værktøj, og mennesket har villet skabe sig en mere behaglig levevis. Betegnelsen ”husflid” (og huggehusarbejde, de grove produkter) dukker op i forbindelse med industrialiseringen, der hvor maskinerne tager over, og håndens arbejde bliver mindre vigtig.

For at bevare de gamle håndværk og videreformidlingen af teknikker, viden om materialer og fagene som helhed, organiserede man sig i foreninger eller husflidsskoler. Som samlende organisation blev Dansk Husflidsselskab (DHS) oprettet i 1873 (nedlagt 2014) af N.C. Rom (1839-1919) og J.A.F. Clauson-Kaas (1753-1885). DHS har i mange af årene haft regenten som protektor; sidste protektor var H.K.H. Dronning Margrethe II. Husflidsforeninger og husflidsskoler groede frem over hele landet og dannede medlemsskaren i organisationen. Mange, herunder en del af de første husflidsforeninger, består stadig.

I husflidsforeningerne kunne man, som ung eller ældre, lære at lave de produkter, man havde brug for. Uddannelse af lærere til husflidsskolerne var en vigtig del af Dansk Husflidsselskabs mål. Flere arkitekter og tekniske tegnere har været knyttet til DHS gennem tiderne for at tegne og fremstille arbejdstegninger og modeller til kopiering rundt om i foreninger og på skoler - modeller af et helt interiør og møblement, af husgeråd eller af mønsterbøger med eksempelvis karvsnit til dekoration af træting.

I husflidsskolerne og foreningerne mødtes man for at fremstille egne ting til eget brug. I Danmark har der ikke været tradition for salg af husflidsting som i vores nabolande Sverige og Norge. Her i landet har der været arbejdet efter mottoet: ”Lav det, du har brug for, af det du har, så godt du kan”.

I husflidsskolerne kunne husflidsfolk få hjælp til at lave det husgeråd eller møbler, de havde brug for. Sideløbende med husflidsaktiviteterne har der været en stor grad af undervisning. Overleveringen af husflidsfagene, teknikker og viden om materialet har altid ligget husflidsfolk på sinde. I tidens løb er aftenskoler groet frem sammen med oplysningsforbund. Med aftenskoleloven overgik administrationen til DHS, der blev et af de store oplysningsforbund i landet.

Videreformidling og overlevering[redigér | redigér wikikode]

Historisk set er husflidstraditioner og –teknikker blevet overleveret fra generation til generation i de enkelte hjem, og gennem tiden er der blevet formaliseret undervisning i håndarbejde og sløjd i folkeskoler, på højskoler og i aftenskoler. De to ting – læring i hjemmet og skoler – har kørt sideløbende.

Omdrejningspunktet og kernen i folkeoplysningen er foreningen, og i dag videregives husflidskultur og –tradition på kurser i husflidsskoler, ved aktiviteter og arrangementer for foreningernes medlemmer eller kursister. Kurser og foreningsarbejde er det bærende element i overleveringen i dag, men også årlige husflidsmesser og udstillinger er medvirkende til spredning af kendskab til husflid.

DHS' lærerkurser havde stor betydning for uddannelse af undervisere til husflidsforeningerne. Her uddannedes undervisere i mange forskellige husflidsfag og teknikker, som de kunne bruge i foreningens kurser. Veluddannede undervisere er stadig vigtige, og selv om megen overlevering sker ved sidemandslæring, så videreuddannes underviserne stadig for eksempel i form af Fora Fagkursus.

Hvad sker der fremover?[redigér | redigér wikikode]

Med den voksende interessere for Gør-det-selv/DIY og med det store fokus på genbrug og bæredygtighed har husflidstraditionen fået en opblomstring. Genbrugsbølgen, der også handler om bæredygtighed, kalder på at genoplive ”lav hvad du har brug for, af det du har, så godt du kan”:

- lav hvad du har brug for: er at mindske overforbrug

- af det du har: er at bruge vores ressourcer fornuftigt, og kalder på at undgå spild

- så godt du kan: er en opfordring til at lære at lave tingene ordentligt, så det er holdbart og god kvalitet.

Ser vi på, hvor mange der arbejder med hænderne i de helt uformelle læringssituationer, med sidemandslæring og dem, der blot har lyst til at arbejde med materialerne, teknikker og værktøjer, og at mødes med et formål, er der en utrolig mængde mennesker, der kommer og tiltrækkes af husfliden, fordi de har interessen i at lære at lave noget med egne hænder.

Den stigende efterspørgsel efter håndlavede ting, både i detailhandel og i det personlige behov, er en opfordring, som husflidsområdet ikke bør sidde overhørig. Det sker samtidig med, at der i stigende grad er efterspørgsel på uddannede håndværkere, hvilket også peger på, at det er vigtig viden, der findes i husflidstraditionen, som ikke må gå tabt.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind XI, s. 915.
  2. ^ a b Christensen, s. 171
  3. ^ a b c Christensen, s. 172
  4. ^ Christensen, s. 175
  5. ^ Christensen, s. 176
  6. ^ Christensen, s. 183
  7. ^ Christensen, s. 185
  8. ^ Bro Jørgensen, s. 12
  9. ^ a b Bro Jørgensen, s. 14
  10. ^ Bro Jørgensen, s. 13
  11. ^ a b Bro Jørgensen, s. 16
  12. ^ Bro Jørgensen, s. 17
  13. ^ Bro Jørgensen, s. 18
  14. ^ a b Bro Jørgensen, s. 19
  15. ^ a b Bro Jørgensen, s. 20
  16. ^ Bro Jørgensen, s. 21
  17. ^ Bro Jørgensen, s. 22
  18. ^ Bro Jørgensen, s. 29
  19. ^ Stilling, s. 36, 40

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • J.O. Bro Jørgensen: Industriens Historie i Danmark 1730-1820; København 1943 (genoptryk 1979; ISBN 87-7500-848-3)
  • Aksel E. Christensen: Industriens Historie i Danmark indtil c. 1730; København 1943 (genoptryk 1979; ISBN 87-7500-847-5)
  • Carsten Hess (red.): Den ideologiske husflid – husflid i andelstiden; Dansk kulturhistorisk Museumsforening 1980
  • Niels Peter Stilling: De nye byer; Selskabet for Stationsbyforskning 1987; ISBN 87-89104-00-5
  • Lisbeth Tolstrup (red.): Husflidens ansigter – Dansk Husflidsselskab 1873–1998; Jubilæumsskrift 1998; ISBN 87-89232-21-6

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]