Ilja Metjnikov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Ilja Metjnikov

Ilya Mechnikov nobel.jpg

Personlig information
Født 3. maj 1845Rediger på Wikidata
IvanovkaRediger på Wikidata
Død 2. juli 1916 (71 år)Rediger på Wikidata
ParisRediger på Wikidata
Dødsårsag MælkeallergiRediger på Wikidata
Gravsted ParisRediger på Wikidata
Far Ilja Ivanovitj MetjnikovRediger på Wikidata
Mor Emilija MetjnikovaRediger på Wikidata
Søskende Ivan Metjnikov,
Lev MetjnikovRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Georg-August-Universität Göttingen,
Akademie der Bildenden Künste MünchenRediger på Wikidata
Medlem af Royal Society,
Sankt Petersborgs Akademi for Videnskab,
American Academy of Arts and SciencesRediger på Wikidata
Beskæftigelse Immunolog, opfinder, zoolog, læge, kemiker, biologiRediger på Wikidata
Fagområde Immunologi, gerontologi, Embryologi, mikrobiologi, PatologiRediger på Wikidata
Arbejdsgiver MetsjnikovuniversitetetRediger på Wikidata
Elever Савченко Іван Григорович[1], Jakov Bardakh, Daniil Zabolotnyj, Nikolaj Gamaleja, Vladimir Khavkin, med flereRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Premio Planeta (2005),
Karl Ernst von Baer medalje (1891),
Copleymedaljen (1906),
Albert-medalje (1916),
Nobelprisen i fysiologi eller medicin (1908)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i fysiologi eller medicin
1908

Ilja Ilitj Metjnikov (russisk: Илья Ильич Мечников, tr. Ilja Ilitj Metjnikov; født 15. maj 1845 i Kharkov, Det Russiske Kejserrige (nu Kharkiv oblast, Ukraine), død 15. juli 1916 i Paris, Frankrig) var en russisk mikrobiolog, kendt for sin pionerforskning indenfor immunsystemet. Han blev vicedirektør for Pasteurinstituttet i Paris. Begrebet gerontologi er hans. [2]

Da hans første kone døde af tuberkulose, til trods for hans fortvivlede kamp for at redde hendes liv, tog Metjnikov en overdose opium, men overlevede. Da hans anden kone, Olga, fik tyfus, injiserende han en flåtbåren sygdom i sig selv for at dø sammen med hende - men denne gang overlevede de begge. Det opmuntrede Metjnikov til antagelsen om, at videnskaben kunne hjælpe menneskeheden til at overvinde sine svagheder. Under koleraepidemien i Paris i 1892 drak han Cholera vibrio, den bakterie, der fremkalder sygdommen. Cholera vibrio gjorde nogen syge, mens andre virkede immune. Metjnikov selv blev ikke syg, og håbede at finde frem til en vaccine. Han opdagede, at nogle mikrober forhindrede smittestoffet i at vokse, mens andre mikrober stimulerede vækst. Af det kunne han slutte, at tarmfloraen spiller en vigtig rolle for, hvorvidt man udvikler sygdommen eller ej. Det gjaldt nu at finde frem til noget, der styrkede tarmfloraens modstandsevne. Her havde han fokusbulgarske baciller, der anvendtes i Østeuropa til fremstilling af yoghurt, overensstemmende med hans studier af 100 år gamle østeuropæere, der havde tykmælk som en stor del af kostholdet. Han tænkte sig, at yoghurt også kunne indtages i pilleform.

Metjnikov modtog i 1908 sammen med Paul Ehrlich Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sit arbejde omkring fagocytose. Han havde opdaget, at fagocytter - som han kaldte dem - står i forreste række, når organismen angriber en akut infektion, også hos mennesker, hvis fagocytter er en type leukocytter eller hvide blodlegemer. [3]

Han døde af et hjerteinfarkt, men nåede lige at minde sin kollega, forskeren Alexandre Salimbeni, om at undersøge hans indvolde omhyggelig ved obduktionen. [4]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]