Immanuel Hermann von Fichte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Immanuel Hermann Fichte)
Gå til: navigation, søg
Immanuel Hermann von Fichte
Vestlig filosofi
Romantikken

Immanuel Hermann Fichte 1859.jpg

Personlig information
Født 18. juli 1796Rediger på Wikidata
JenaRediger på Wikidata
Død 8. august 1879 (83 år)Rediger på Wikidata
StuttgartRediger på Wikidata
Gravsted FangelsbachfriedhofRediger på Wikidata
Nationalitet Tyskland
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Humboldt-Universität zu BerlinRediger på Wikidata
Medlem af Bayerische Akademie der WissenschaftenRediger på Wikidata
Beskæftigelse Teolog, universitetslærer, filosofRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität Bonn, Eberhard Karls Universität TübingenRediger på Wikidata
Arbejdssted Tübingen, BonnRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Immanuel Hermann von Fichte (født 18. juli 1796 i Jena, død 8. august 1879 i Stuttgart) var en tysk filosof, søn af J.G. Fichte.

Fichte studerede først filologi i Berlin, vandtes for filosofien af sin fader, blev 1835 ekstraordinær professor i filosofi i Bonn, 1839 ordentlig. 3 år senere kaldtes han til Tübingen. I 1865 trak han sig tilbage til privatlivet og adledes. 1837-48 redigerede han "Zeitschrift für Philosophie und spekulative Theologie", fra 1852 fortsatte han dette med Ulrici og Wirth som medredaktører under titlen "Zeitschrift für Philosophie und philosophische Kritik".

Fichte søger særlig at erkende verden som et teleologisk hele, der styres af det højeste absolutte væsen, der på een gang er verden iboende og står uden for den som absolut personlighed. Fichte var spiritist. I sin etik lægger han vægt på det sociale spørgsmål i modsætning til det politiske. Det folk, der formår at løse det sociale spørgsmål, vil i århundreder være det ledende.

Af hans talrige skrifter må fremhæves: Die Idee der Persönlichkeit und der individuellen Fortdauer (1834). Beiträge zur Charakteristik der neueren Philosophie (1829), Die Grundzüge zum System der Philosophie (3 bind. 1833 Erkennen als Selbsterkennen, 1836 Ontologie, 1846 Die speculative Theologie); System der Ethik (2 bind, 1850-53); Anthropologie (1856); Psychologie (2 bind, 1864); Die theistische Weltansicht und ihre Berechtigung (1873); Fragen und Bedenken über die nächste Fortbildung deutscher Speculation (1876).

Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.