Inessa Armand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Inessa Armand i 1890-erne.
Inessa Armand i 1916.

Inessa Fjodorovna Armand, russisk: Ине́сса Фёдоровна Арма́нд, født Elisabeth d'Herbenville, (26. april 187424 september 1920) var en franskfødt kommunist, der var opvokset i Rusland. Hun giftede sig med den russiske fabrikantsøn Aleksandr Armand som 18-årig og fik 5 børn med ham. Siden brød hun forbindelsen til ham og levede derefter sammen med ægtemandens lillebror Vladimir. Omkring år 1903 tilsluttede hun sig den bolsjevikiske bevægelse og blev flere gange arresteret. Hun havde sandsynligvis et kærlighedsforhold til Lenin, der begyndte efter, at de mødtes i 1910, hvor hun fik tæt kontakt til både Lenin og hans kone Krupskaja. Hun fulgtes tilbage til Rusland med Lenin i 1917 og var efter Oktoberrevolutionen i en periode leder af det kommunistiske partis særlige afdeling for kvindespørgsmål samt en aktiv organisator og leder af den 1. internationale konference for kommunistiske kvinder i 1920.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Hun var datter af den franske operasanger Théodore Stéphane og den britiske komiker Nathalie Wild; efter faderens død, da hun var fem år gammel, blev hun opdraget hos en kvindelig slægtning i Moskva i Rusland. I 1893 giftede hun sig med Alexander Armand, søn af en rig tekstilfabrikant. Hun åbnede sammen med ægtefællen en skole for børn af bønder og var tillige aktiv i en velgørenhedsorganisation for fattige kvinder i Moskva.

I 1903 sluttede Inessa Armand sig til det illegale socialdemokratiske parti. Hun blev i 1907 dømt til to års indre eksil i Mezen i det nordlige Rusland for at have spredt illegal propaganda. Efter at i november 1908 have formået at forlade Rusland kom hun til Paris, hvor hun fik kontakt med bolsjevikker i eksil, blandt andre Vladimir Lenin; hun blev i 1911 sekretær for Komitéen for udenlandske organisationer, som blev grundlagt for at organisere bolsjevikker i Vesteuropa. Hun vendte tilbage til Rusland i 1912 for at organisere bolsjevikkernes valgkampagne inden valget til Dumaen og blev fængslet igen, indtil hun i marts 1913 blev frigivet mod borgen og illegalt slap ud af Rusland. Hun levede der efter med Lenin og Nadezjda Krupskaja i Galicien. Under denne tid blev hun redaktør for Rabotnitsa. Armand mente, at Europas kommunister burde nægte at kæmpe med våben under 1. verdenskrig og spredte propaganda, som opfordrede soldater til at gøre oprør mod deres overordnede. I marts 1915 organiserede hun Socialistiske kvinders internationale konference mod krig i Schweiz.

Umiddelbart efter zarens abdikation i marts 1917 var Armand med Lenin blandt de 26 kommunister, som fik hjælp til at krydse linjerne ved østfronten og vende tilbage til Petrograd i Rusland med et specialtog stillet til rådighed af det tyske udenrigsministerium, idet tyskerne håbede, at deres nærvær i Rusland ville bidrage til at få en ende på krigen. Efter oktoberrevolutionen blev hun eksekutivmedlem i Moskvas sovjet råd. Hun modsatte sig som sådan aftalen i Brest-Litovsk. Inessa Armand var direktør for Zjenotdel, kommunistpartiets ligestillingsafdelning; hun præsiderede ved den første internationale konference for kommunistkvinder i 1920 og grundlagde samme år den feministiske avis Kommunistka.

Inessa Armand døde den 24. september 1920 efter at være blevet smittet med kolera i den kaukasiske by Naltjik, efter en mislykket behandling i Moskva. Hun blev 46 år gammel.

Hun blev begravet i en fællesgrav på Den Røde Plads i Moskva ved Kremlmuren.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]