Inge Lehmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Inge Lehmann (13. maj 1888 i København21. februar 1993 sammesteds) var en dansk seismolog og statsgeodæt, der i 1936 argumenterede for at Jordens kerne ikke kun er flydende, men at der også er en fast kerne som accelererer og afbøjer P-bølger. Hun skrev også en afhandling med titlen P’ der beskriver P-bølger og andre aspekter ved seismografien. Hun var ansat på Geodætisk Institut, som hun bevarede tilknytning til også efter pensioneringen. Hun fortsatte med at publicere videnskabelige artikler, til hun var højt oppe i alderen.

Lehmann var datter af professor Alfred Georg Ludvig Lehmann (1858-1921) og Ida Sophie Tørsleff (1866-1935).

Lehmann modtog Tagea Brandts Rejselegat hele to gange, i 1938 og igen i 1967.

Først sent i hendes karriere fulgte anerkendelsen, der til gengæld kom i rigt mål: 1957 udnævntes hun til Associate of The Royal Astronomical Society i London, 1959 til Honorary Fellow Royal Society Edinburgh, og 1969 blev hun optaget som Foreign Member of the Royal Society i London. Hun blev tildelt æresdoktorgraden ved Columbia University, New York i 1964, og fire år efter hædrede Københavns Universitet hende med den samme titel. Endvidere modtog hun bl.a. Harry Oscar Wood Award in Seismology 1960, Deutsche Geophysikalische Gesellschafts Emil Wiechert medalje 1964, Videnskabernes Selskabs guldmedalje 1965 og Seismological Society of Americas medalje 1978. I 1996 stiftede American Geophysical Union The Inge Lehmann Medal, og en seismisk målestation på Grønland er desuden opkaldt efter hende.

Hun etablerede et legat, som bestyres af Videnskabernes Selskab. Det tildeles på skift en forsker inden for geofysikken og psykologien og blev første gang uddelt 1984.

Begravet på Hørsholm Kirkegård.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Naturvidenskab Stub
Denne artikel om en naturvidenskabsmand eller -kvinde er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi