Inge Lehmann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Inge Lehmann
Født 13. maj 1888Rediger på Wikidata
KøbenhavnRediger på Wikidata
Død 21. februar 1993 (104 år)Rediger på Wikidata
KøbenhavnRediger på Wikidata
Gravsted Hørsholm KirkegårdRediger på Wikidata
Statsborger i Danmark
Far Alfred LehmannRediger på Wikidata
Søskende Harriet LehmannRediger på Wikidata
Familie Orla LehmannRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Newnham College (1910-1911),
Københavns Universitet (til 1968),
University of Cambridge,
Columbia Universitet (til 1964)Rediger på Wikidata
Medlem af Royal SocietyRediger på Wikidata
Beskæftigelse Geodæt, seismolog, geologRediger på Wikidata
Fagområde SeismologiRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Geodætisk Institut (1928-1953)Rediger på Wikidata
Kendt for P-bølger
Lehmann-diskontinuiteten
Kendte værker Lehmann-diskontinuitetenRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Emil Wiechert-medaljen (1964),
William Bowie-medaljen (1971),
Tagea Brandts Rejselegat (1938),
Æresdoktor af Columbia UniversityRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Inge Lehmann (født 13. maj 1888 i København, død 21. februar 1993 sammesteds) var en dansk seismolog og statsgeodæt. Hun fik i 1920 kandidatgraden i matematik fra Københavns Universitet.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Hun blev født i Danmark i 1888 som datter af professor Alfred Georg Ludvig Lehmann (1858-1921) og Ida Sophie Tørsleff (1866-1935). Hendes tidlige uddannelse skete på en progressiv skole, Hanna Adlers Fællesskole[1], hvor drenge og piger blev behandlet nøjagtig ens, i modsætning til datidens matematiske og videnskabelige mandssamfund, som hun senere stødte på, som hun engang protesterede over til sin nevø: "Du skal vide, hvor mange inkompetente mænd, jeg var nødt til at konkurrere med - forgæves."[2]

Seismografen[redigér | redigér wikikode]

Seismografen, der registrerer og registrerer bevægelse af seismiske bølger, blev opfundet i 1880. Ved udgangen af samme årti var der oprettet seismiske stationer over hele verden. På dette tidspunkt troede geofysikerne, at jorden bestod af en flydende kerne omgivet af en fast kappe, der selv var omgivet af en skorpe, alle adskilt af pludselige ændringer i jordens tæthed, kaldet "diskontinuiteter." Seismiske signaler består af flere slags bølger. De vigtige for forståelsen af jordens indre er P-bølger, (primære eller trykbølger) og S-bølger (sekundære eller forskydningsbølger), som rejser gennem fast og flydende materiale på forskellige måder.

Jordskælvet i 1929[redigér | redigér wikikode]

En moderne forståelse af Lehmanndiskontinuitet: valositet af seismiske S-bølger i jorden nær overfladen i tre tektoniske provinser: TNA = Tectonic North America SNA = Shield North America og ATL = North Atlantic.[3]

I 1929 indtrådte et stort jordskælv nær New Zealand. Inge Lehmann studerede chokbølgerne og blev forvirret af, hvad hun så. Et par P-bølger, som burde have været afbøjet af kernen, var faktisk registreret ved seismiske stationer. Lehmann opstillede den teori, at disse bølger var nået et stykke ind i kernen og først derefter prellede af en slags grænse. Hendes fortolkning af disse data var grundlaget for en artikel i 1936, i hvilken hun argumenterede for, at Jordens kerne ikke kun er flydende, men at der også er en fast kerne som accelererer og afbøjer P-bølger (eftervist i 1971 af computerberegninger).[4] Hun skrev også en afhandling med titlen P’ der beskriver P-bølger og andre aspekter ved seismografien.[5]

Ansættelse[redigér | redigér wikikode]

Hun var ansat på Geodætisk Institut, som hun bevarede tilknytning til også efter pensioneringen. Hun fortsatte med at publicere videnskabelige artikler, til hun var højt oppe i årene.

Anerkendelse[redigér | redigér wikikode]

Lehmann modtog Tagea Brandts Rejselegat hele to gange, i 1938 og igen i 1967.

Først sent i hendes karriere fulgte anerkendelsen, der til gengæld kom i rigt mål: 1957 udnævntes hun til Associate of The Royal Astronomical Society i London, 1959 til Honorary Fellow Royal Society Edinburgh, og 1969 blev hun optaget som Foreign Member of the Royal Society i London. Hun blev tildelt æresdoktorgraden ved Columbia University, New York i 1964, og fire år efter hædrede Københavns Universitet hende med den samme titel. Endvidere modtog hun bl.a. Harry Oscar Wood Award in Seismology 1960, Deutsche Geophysikalische Gesellschafts Emil Wiechert medalje 1964, Videnskabernes Selskabs guldmedalje 1965 og Seismological Society of Americas medalje 1978. I 1996 stiftede American Geophysical Union The Inge Lehmann Medal, og en seismisk målestation på Grønland er desuden opkaldt efter hende.

Legat[redigér | redigér wikikode]

Hun etablerede et legat, som bestyres af Videnskabernes Selskab. Det tildeles på skift en forsker inden for geofysikken og psykologien og blev første gang uddelt 1984.

Gravsted[redigér | redigér wikikode]

Begravet på Hørsholm Kirkegård.

Hædersbevisninger[redigér | redigér wikikode]

Hun modtog mange udmærkelser for sine videnskabelige præstationer, blandt dem Gordon Wood-prisen (1960), Emil Wiechert-medaljen (1964), Videnskabernes Selskabs guldmedalje (1965), Tagea Brandt Rejselegat (1938 og 1967), Fellow i Londons Royal Society i 1969,[6] William Bowie-medaljen  (1971, som den første kvinde), og Amerikas seismologiske samfunds medalje i 1977. Hun fik æresdoktorgrader fra Columbia University i 1964 og fra Københavns Universitet i 1968 foruden talrige æresmedlemskaber.

Erindringsmanifestationer[redigér | redigér wikikode]

Den 13. maj 2015, som var den 127. årsdag for hendes fødsel, dedikerede Google sin verdensomspændende Google Doodle som en hyldest til hende.[7][8][9][10]

I 2015 (som var 100-året for kvinders valgret) fik Inge Lehmann, som en anerkendelse for sin lange kamp mod det mandsdominerede forskningsmiljø, der bl.a. herskede i Danmark i midten af det 20. århundrede, opkaldt en ny klanner-art efter sig: ✝Globicornis (Hadrotoma) ingelehmannae sp. n., Jiří Háva & Anders Leth Damgaard, 2015. [11]

15. maj 2017 blev et monument for Inge Lehmann afsløret på Frue Plads i København ved siden en buste af Niels Bohr. [12] Monumentet er udført af billedkunstneren Elisabeth Toubro.

I sin sidste tid sagde hun til sin nevø Niels Groes: "Jeg har ligget og tænkt på mit liv. Det har været et langt, rigt og tilfredsstillende liv, med mange sejre og gode minder." Hendes formue blev doneret til en fond, administreret af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, og går hvert år skiftevist til en psykolog (til ære for hendes far) og til en geofysiker. Inge Lehmann ligger begravet på Hørsholm Kirkegård ved siden af sin far. [13]

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Dahlmann
  2. ^ "DEN FØRSTE FRUE PÅ FRUE PLADS" (Uniavisen, 16.5.201/)
  3. ^ Figur etter Don L Anderson (2007). New Theory of the Earth (2nd udg.). Cambridge University Press. s. 102, Figure 8.6. ISBN 0-521-84959-4. 
  4. ^ Dahlmann, Jan. "Inge Lehmann og Jordens kerne" Ingeniøren, 23 Januar 2005. Tilgået: 14 Maj 2015.
  5. ^ Bolt, Bruce A. (1987). "50 years of studies on the inner core". EOS 68 (6): 73,80–81. 
  6. ^ "Fellowship of the Royal Society". Royal Society. Hentet 13. mai 2015. 
  7. ^ "Google hædrer verdenskendt ukendt dansker". nyhederne.tv2.dk. 13. maj 2015. Hentet 2015-05-14. 
  8. ^ Gander, Kashmira (12. maj 2015). Inge Lehmann's 127th Birthday: Pioneering seismologist celebrated by Google Doodle. The Independent. Hentet 12 maj 2015. 
  9. ^ Kevin McSpadden (13. maj 2015). New Google Doodle Honors Pioneering Seismologist Inge Lehmann. Time.com. Hentet 13 maj 2015. 
  10. ^ Inge Lehmann’s 127th Birthday
  11. ^ A New Species Of Globicornis (Hadrotoma) (Coleoptera, Dermestidae, Megatominae) From Baltic Amber
  12. ^ Endelig en frue på Frue Plads. Berlingske Tidende. 15. maj 2017. 
  13. ^ http://www.nbi.ku.dk/hhh/inge/lehmann/days-of-old/

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]