Isabelle de Charrière

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Isabelle de Charrière, malet af Jens Juel (ca. 1777-79) Slottet Zuylen
Isabelle de Charrière, pastel på papir af Maurice Quentin de La Tour (1771) Musée Antoine-Lécuyer, Saint-Quentin (Aisne)

Isabelle de Charrière (født Isabella Agneta Elisabeth van Tuyll van Serooskerken 20. oktober 1740 på slottet Zuylen nær Utrecht, død 27. december 1805 i Colombier, også kendt som Belle van Zuylen i Holland og som Madame de Charrière, var en hollandskfødt fransksproget forfatter, brevskriver og komponist, som efter sit ægteskab i 1771 var fast bosat i Schweiz. Hun skrev romaner, artikler, pamfletter og teatertekster, men er mest kendt for sin omfattende brevveksling med flere af datidens intellektuelle. Hendes interesser omfattede et bredt udsnit af samfundsmæssige og politiska emneområder, og hendes værk om den franske revolution betegnes som specielt interessant.

Isabelle van Tuyll van Serooskerken var datter af adelsmanden Diederik Jacob van Tuyll van Serooskerken (1707–1776) og hans hustru Helena Jacoba de Vicq (1724–1768), som var af borgerlig herkomst. Isabelle var den ældste af i alt syv søskende og hun fik en langt bedre uddannelse end det på den tid var normalt for en pige. Efter et årlangt besøg i Frankrig og Schweiz omkring 1750 var fransk blevet hendes hovedsprog, hvilket har medvirket til, at hendes skrifter ikke er nær så kendte i hendes hjemland som i de nærliggende fransktalende lande.

Da Isabelle var omkring 14-år gammel blev hun forelsket i den romersk-katolske polske greve Peter Donhöff, som imidlertid ikke nærede de samme følelser for hende, og skuffelsen herover fik hende til at forlade Utrecht og holde sig væk herfra gennem de efterfølgende 18 måneder. [1] Hun vægrede sig i lang tid imod at gifte sig; hun betragtede godt nok ægteskabet som et middel til at opnå en vis form for frihed, men hun ønskede kun at gifte sig af kærlighed. I 1771 giftede hun sig imidlertid med med sin brors tidligere privatlærer, schweizeren Charles-Emmanuel de Charrière de Penthaz, og parret bosatte sig sammen med flere familiemedlemmer (deriblandt to af hendes yngre søstre) på Le Pontet i Colombier nær Neuchâtel i Schweiz. Derfra aflagde de ofte besøg i Geneve og Paris, hvor Isabelle var en velkendt skikkelse.

Isabelle de Charrière er først og fremmest kendt for sin korrespondance med flere af datidens intellektuelle, deriblandt forfatterne James Boswell (fra 1762) og Benjamin Constant (fra 1786), samt Constants farbror, officeren David Louis de Constant d'Hermenches (1760). Boswell var i øvrigt så betaget af Isabelle, at han friede til hende (mens hun stadig var ugift), men hun takkede nej med en forklaring om, at hun "ikke havde talent for underkastelse".

I sine skrifter behandler hun religiøse tvivlsspørgsmål, adelsvæsenet, uddannelse af kvinder samt politiske emner. Hun udgav satireromanen Le Noble, conte Moral om adelen (1763), som imidlertid blev trukket tilbage fra boghandlerne af hendes forældre. [2] Blandt hendes udgivelser kan i denne sammenhæng nævnes brevromanerne Lettres neuchâteloises og Lettres de Mistriss Henley publiée par son amie (1784), en pamflet om den politiske situation i Nederlandene (1788), et værk om Jean-Jacques Rousseau ligesom hu medvirkede ved en postum udgivelse af Rousseaus værk Les Confessions (Bekendelser) (1789). Hun skrev kritisk om de landsflygtige franske aristokrater som flyttede til Neuchâtel og hævdede, at de intet havde lært af den franske revolution; men samtidig kritiserede hun dog også den vold, der var tilknyttet revolutionen.

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ "Brief van Belle aan Count von Dönhoff, 1r" (hollandsk og fransk). Het Utrechts Archief. Arkiveret fra originalen 7. december 2014. Hentet 5. januar 2015. 
  2. ^ Titelsiden fra bogen Le Noble, conte Moral, udgivet i Amsterdam 1763

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]