James Jamerson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
James Jamerson
Født 29. januar 1936 Rediger på Wikidata
Charleston, South Carolina, USA Rediger på Wikidata
Død 2. august 1983 (47 år) Rediger på Wikidata
Los Angeles, Californien, USA Rediger på Wikidata
Dødsmåde Naturlige årsager Rediger på Wikidata
Dødsårsag Lungebetændelse, skrumpelever Rediger på Wikidata
Statsborger USA Rediger på Wikidata
Bopæl Detroit og Los Angeles, USA
Genre Rhythm and blues Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Bassist, musiker Rediger på Wikidata
Medlem af The Funk Brothers Rediger på Wikidata
Aktive år -1983
Pladeselskab Motown Records Rediger på Wikidata
Associeret med The Funk Brothers, Earl Van Dyke Quartet
Instrumenter
Basguitar, guitar, kontrabas Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

James Lee Jamerson (født 29. januar 1936, død 2. august 1983) var en amerikansk bassist. Han var ukrediteret bassist på de fleste af Motown Records' hits i 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne (Motown krediterede ikke deres studiemusikere på deres udgivelser før 1971), og anses i dag som en af de mest indflydelsesrige bassister i moderne musikhistorie. Han blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 2000. Som studiemusiker medvirkede han på 30 Billboard #1 hits, og på omkring 70 R&B - #1 hits, mere end nogen anden bassist i begge kategorier.[1]

I Bass Player Magazines særudgave fra 2017 "100 Greatest Bass Players" blev Jamerson kåret som "Verdens bedste bassist".[2] I 2011 blev han af magasinet Paste beskrevet som den tredjemest undervurderede bassist nogensinde.[3]

Biografi[redigér | rediger kildetekst]

Opvækst

James Jamerson blev født på Edisto Island (nær Charleston) i South Carolina. Jamerson flyttede i 1954 med sin mor til Detroit, Michigan, hvor han begyndte at spille i Detroit-områdets blues- og jazzklubber.

Motown årene

Efter eksamen fra high school fortsatte Jamerson med at optræde i klubber i Detroit, hvor hans ry hurtigt gav ham muligheder for at medvirke som studiemusiker for forskellige lokale pladesstudier. I begyndelsen af 1959 fik han fast arbejde på Berry Gordy's Hitsville U. S. A. studio, der blev benyttet af pladeselskabet Motown. Han spillede bas på Marv Johnsons single "Come to Me" (1959), John Lee Hookers album Burnin' (1962) og The Reflections' "(Just Like) Romeo and Juliet" (1964). På Motown blev han en del af den kerne af studiemusikere, der uformelt kaldte sig The Funk Brothers.[4] Den lille fasttømrede gruppe af musikere medvirkede på de fleste af Motowns indspilninger op igennem 1960'erne. Jamerson tidligste Motown-sessioner blev udført på opretstående kontrabas, men i begyndelsen af 1960'erne skiftede han til overvejdende at spille en elektrisk Fender Precision Bass.

Ligesom Jamerson var de fleste af de andre Funk Brothers jazz-musikere, der var blevet ansat af Gordy. I mange år indspillede de i Motowns lille garage "Studio A" (som fik tilnavnet "the Snakepit") om dagen, hvorefter de om aftenen og natten spillede koncerter i jazz-klubber. De turnerede også lejlighedsvist i USA med Motown-artister. I det meste af karrieren blev Funk Brothers ikke krediteret på Motowns singler og albums, og deres løn var betydeligt mindre end de krediterede artisters, hvilket tvang dem til at tage arbejde for andre.[5] Berry Gordy ønskede imidlertid ikke, at studiemusikerne medvirkede for andre end Motown-artister, og til sidst betalte Motown Jamerson en fast ugeløn på $1000 om ugen (svarende til USD 6.887 i 2016 dollars[6]), hvilket gav Jamerson og dennes stadigt voksende familie en solid indkomst.

Jamersons diskografi på Motown ligner kataloget over soulhits fra 1960'erne og 1970'erne. Hans arbejde omfatter Motown-hits som "You Can't Hurry Love" med The Supremes, "My Girl" med The Temptations, "Shotgun" med Jr Walker & the All Stars, "For Once in My Life," "I Was Made To Love Her" med Stevie Wonder, "Going to a Go-Go" med The Miracles, "Dancing in the Street" med Martha and the Vandellas, "I Heard It Through the Grapevine", med Gladys Knight and the Pips, og senere med Marvin Gaye, samt det meste af albummet , What's Going On af Marvin Gaye, "Reach Out I'll Be There" og "Bernadette" med The Four Tops. Ifølge dokumentarfilmen fra 2002, Standing in the Shadows of Motown, var Marvin Gaye desperat for at få Jamerson til at spille på "What ' s Going On", hvorfor han ledte efter Jamerson på flere barer for at finde ham. Da Gaye fandt Jamerson, der gennem flere år havde kæmpet med massive alkoholproblemer, blev han fragtet til pladestudiet, men Jamerson var for beruset til at holde sig oprejst, så han indspillede den klassiske baslinje, mens han lå på ryggen.

Jamerson formodes at have spillet på omkring 95% af Motowns indspilninger mellem 1962 og 1968. Han medvirkede på 30 nr. 1 hits, hvorved har overgår den rekord, der almindeligvis tilskrives The Beatles. På R&B hitlisterne, gik næsten 70 af hans indspilninger ind på førstepladsen.

Stil og betydning
Baslinjen til The Temptations sang "Get Ready" fra 1966 som spillet af James Jamerson

Jamerson stod for en forandring af den musikalske stil og bassens rolle for pop-musikken i 1950'erne og 1960'erne, der før Jamerson hovedsagelig bestod af et spil med grundtoner, kvinter og simple gentagne mønstre. I modsætning hertil stod Jamersons baslinjer, der var bygget op om kromatiske skalaer, synkoper, spøgelsestoner og omvendinger samt en ofte brug af åbne strenge. Jamerson gik videre end den traditionelle baslinje og skabte en duet med vokalen, men fortsat med fast forbindelse til trommernes rytme.

Listen over bassister, der angiver Jamerson som den primære inspirationskilde er meget lang og omfatter navne som James Brown's bassist Fred Thomas, Bootsy Collins, John Paul Jones, Tim Drummond, Larry Graham (Sly and The Family Stone, Graham Central Station), Bernard Edwards (Chic), Paul McCartney (The Beatles),[7] Brian Wilson (The Beach Boys), Bill Wyman, Roger Glover (Deep Purple), Ron Asheton (The Stooges), Pete Quaife (The Kinks), John Entwistle, Glenn Hughes, Marcus Miller, Geddy Lee (Rush) and Michael "Flea" Balzary (Red Hot Chili Peppers).[8][9]

Karrieren efter Motown

Kort efter Motown flyttede sit hovedkvarter til Los Angeles i Californien i 1972, flyttede Jamerson også til byen, hvor han fandt lejlighedsvist arbejde som studiemusiker, men hans tilknytning til Motown ophørte officielt i 1973. Han medvirkede på en række hits fra 1970'erne, såsom "Neither of Us" med Gladys Knight & The Pips (1973), "Boogie Down"[10] (Eddie Kendricks, 1974), "Boogie Feber" (The Sylvers, 1976), "You Don't Have to Be a Star (To Be in My Show)" (Marilyn McCoo and Billy Davis, Jr., 1976) og ""Heaven Must Have Sent You" (Bonnie Pointer, 1979). Han medvirkede også på indspilninger med Robert Palmer, Wah-Wah Watson, Al Wilson, Smokey Robinson, Ben E. King, Hubert Love, Tavares og Bloodstone (1982).[11]

Imidlertid skiftede den musikalske smag fra slutningen af 1970'erne og i starten af 1980'erne. Andre musikere gik over til mere avancerede forstærkere, "round wound" strenge (i modsætning til "flat wound" strenge) og mere simple repeterende baslinjer samt nye teknikker som "thumb slapping", og Jamersons stil blev mindre efterspurgt af lokale producere. Jamerson fastholdt sin stil og fik i 1980'erne svært ved at finde jobs som studiemusiker. Den sidste udgivelse med James Jamerson var singlen Hart Plaza som en del af Earl van Dyke Quartet i 1983.

Død

Jamerson havde i mange år lidt af alkoholisme, og i den 2. august 1983 døde han i Los Angeles som følge af komplikationer ved skrumpelever, hjerteproblemer og lungebetændelse on August 2, 1983, in Los Angeles.[12] Han efterlod sig sin hustru, Anne, tre sønner, James Jamerson Jr. (der spillede bas i discobandet Chanson), Ivey (Joey) og Derek samt datteren Doreen. Han er begravet på Detroits historiske kirkegård Woodlawn Cemetery.

Hæder[redigér | rediger kildetekst]

James Jamerson og de øvrige "Funk Brothers" fik oprindeligt ikke megen anerkendelse for sit arbejde. Det var først i 1971, at han blev krediteret på et væsentligt pladecover fra Motown Records, da han han på Marvin Gayes What's Going On blev nævnt som "the incomparable James Jamerson".

I 1989 udkom Allan Slutskys bog Standing in the Shadows of Motown. Bogen indeholder en biografi om Jamerson samt to CD'ere med 26 anerkendte bassister, bl.a. Pino Palladino, John Entwistle, Will Lee og Chuck Rainey, der taler om Jamersons betydning og spiller hans baslinjer. Bogen blev filmatiseret i 2002, ligesom der blev udgivet et soundtrack til filmen.

I 2000 blev Jamerson med Funk Brothers optaget i Rock and Roll Hall of Fame, hvilket var første gang en gruppe af "sidemen" blev optaget. Gruppen blev i 2004 hædret med en Grammy Lifetime Achievement Award.

Jamerson blev i 2009 optaget i The Fender Hall of Fame og blev samme år hædret af Repræsentanternes Hus i South Carolina. South Carolinas Senat gav tilsvarende hæder i 2014.

I 2013 fik the Funk Brothers en stjerne på Hollywood Walk of Fame.

Jamersons udstyr[redigér | rediger kildetekst]

James Jamerson spillede oprindeligt på en tysk kontrabas, som han havde købt som teenager. Bassen blev benyttet på hits som "My Guy" med Mary Wells og "(Love Is Like a) Heat Wave" med Martha and the Vandellas.

Jamerson played mainly the Fender Precision Bass, but is known to have briefly used a Fender Bass V and a Hagström eight-string later in his career.

Han fik sin første elbas i 1957, en sort Fender Precision Bass, som han kaldte "Black Beauty". Den blev stjålet i 1960'erne, og han fik herefter en ny sunburst Precision Bass, som han kaldte "The Funk Machine". Han spillede primært Precision Bass men har også spillet Fender Bass V og en otte-strenget Hagström senere i karrieren.

James Jamerson spillede hele sin karriere på "flat wound" strenge (La Bella heavy-gauge, .052–.110) og holdt fast i dette i hele sin karriere.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "James Jamerson's Greatest Bass Hits". Bassland.net. Hentet 2014-07-16.
  2. ^ Bass Player Magazines "100 Greatest Bass Players"
  3. ^ Barrett, John (2014-07-09). "The 20 Most Underrated Bass Guitarists". Pastemagazine.com. Arkiveret fra originalen 14. oktober 2011. Hentet 2014-07-16.
  4. ^ "The Funk Brothers". Discogs.com. Hentet 9. september 2017.
  5. ^ https://www.allmusic.com/artist/james-jamerson-mn0000123578/biography
  6. ^ Federal Reserve Bank of Minneapolis Community Development Project. "Consumer Price Index (estimate) 1800–". Federal Reserve Bank of Minneapolis. Hentet 21. oktober 2016.
  7. ^ "THE EVOLUTION OF ROCK BASS PLAYING;McCARTNEY STYLE". Macca-central.com. Arkiveret fra originalen 28. december 2017. Hentet 9. september 2017.
  8. ^ Slutsky, Allan (1989). Standing in the Shadows of Motown. Hal Leonard Corporation.
  9. ^ Shannon, Tommy (1989). Double Trouble Bass. Hot Licks.
  10. ^ "Invaderz - Feel It / Control". Discogs.com. Hentet 9. september 2017.
  11. ^ "Rick Suchow - NYC Bassist / Writer - Bass". Ricksuchow.com. Hentet 9. september 2017.
  12. ^ "James Jamerson Dies at 45; Bassist Backed Detroit Stars". The New York Times. 6. august 1983.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Taylor, Harold Keith, The Motown Music Machine. Jadmeg Music Publishing, 2004
  • Andr, Motown Bass Classics. Hal Leonard Corporation, 1998
  • Posner, Gerald, Motown : Music, Money, Sex, and Power. Random House, 2005
  • Rubin, Dave, Motown Bass (Bass Signature Licks). Hal Leonard Corporation, 2000
  • Dr. Licks, Standing in the Shadows of Motown: The Life and Music of Legendary Bassist James Jamerson. Hal Leonard,1989

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Autoritetsdata
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=James_Jamerson&oldid=11474318"