Jean-Jacques Rousseau
For alternative betydninger, se Rousseau (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Rousseau (flertydig))
Skabelon:Infoboks filosof Jean-Jacques Rousseau (28. juni 1712 — 2. juli 1778) var en schweizisk filosof fra oplysningstiden. Han blev født i Geneve, Schweiz og flygtede tidligt hjemmefra og ernærede sig en tid som gravør, musiker og komponist. Hos madame de Warens fandt han for en tid et frirum, som han hensynsløst beskrev i sine Bekendelser. Værket anses for et af litteraturens mest åbenhjertige selvbiografier.
Jean-Jacques Rousseau tilhørte den gruppe filosoffer, hvis ideer inspirerede den franske revolution. I 1741 slog han sig ned i Paris og omgikkes blandt andre Diderot og Holbach. Han bragte et nyt nodesystem med sig, som ikke blev udbredt. Rousseau beskriver selv, at han fik fem børn med Thérèse Levasseur, som alle kom på vajsenhus. Andre har dog udtrykt tvivl om disse børn virkelig var hans biologiske børn. [1] Ifølge George Sand kunne Rousseau have dækket over Thérèses løse forbindelser, fordi han ikke ville miste hende. Han selv skriver, at børnene ville være blevet opdraget til uhyrer af Thérèses familie[2]. Men hans egen version af sagen står i tilsyneladende modsætning til hans kærlighed til børn og pædagogiske filosofi (i Émile) og er blevet et væsentligt element i kritikken mod ham.
Rousseau følte sig ikke selv i stand til at tage ansvaret for børn. Idehistorikeren Mihail Larsen karakteriserer Rousseau som en "guldgrube for en psykiater" og en selvglad psykopat, kleptoman, mytoman og hypokonder, der samtidigt var en meget hjertelig person[3]. Men det kan sagtens være, at den pædagogik, Rousseau fremstiller, ikke skal forstås som noget, der kommer fra hjertet, men snarere en stiløvelse, der ligger i forlængelse af den klassiske humanismes hang til at skrive flot uden at interessere sig synderligt for indholdet.
Rousseau besvarede en prisopgave fra Akademiet i Dijon i 1749, som samtidig indholdt hovedtemaet for hans senere forfatterskab. Prisopgaven var en besvarelse af spørgsmålet: Har videnskaben og kunsten været med til at højne sæderne? Hans svar var benægtende. Dette blev fulgt op af endnu en prisopgave i 1753 om uligheden mellem mennesker.
Han flyttede nu til Luxembourg, hvor han skrev Den sociale kontrakt (1762) med den kendte udtalelse: "Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker". Han mente, at vi havde indrettet politiske systemer, som ikke tillod os at være frie. Rousseau påstod, at mennesket har det bedst i sin naturtilstand, og at civilisationen og samfundet har ødelagt det. Hvis det er sandt – Rousseau påstod aldrig, at vi kunne vende tilbage til denne oprindelige, rene naturtilstand – findes der så en måde, som vi kan bevare menneskets naturlige frihed i det moderne samfund? Rousseau brugte en form for en social kontrakt til at foreslå, hvorledes individer kunne underkaste deres vilje til fælles vilje. I Hobbes' naturtilstand var mennesket krigerisk, og dets liv ondt, brutalt og kort. De manglede den sociale kontrakt til at bringe dem ud af den tilstand. Rousseaus kontrakt virkede anderledes, idet den tillod nogle af de gode ting, som var i naturen, da mennesket var på sit højeste, at vinde indpas i det moderne samfund. Skønt Rousseau ikke advokerede for nogen tilbage til naturen-bevægelse, så udforskede hans tanker værdien af livet tæt på naturen og risikoen ved det civiliserede liv – ideer, som blev meget populære i den romantiske periode.
Hans opdragelsesroman Émile dannede epoke inden for pædagogikken, idet den gik ind for en fri opdragelse af barnet.
Den sociale kontrakt gjorde folkeviljen til den øverste lov, og var dermed et varsel om den franske revolution.
I 1770 vendte han tilbage til Paris, hvor levede til sin død den 2. juli 1778. Han blev begravet ved siden af Voltaire i Panthéon. Rousseau fik igennem sin fremhævelse af følelsens og det naturliges værdi afgørende indflydelse på den vestlige kultur.
Udvalgt bibliografi
- La nouvelle Héloïse, 1761 (Ny Heloïse, 1801.)
- Émile, ou De l’éducation, 1762 (Første danske udgave Emil eller om Opdragelsen, 1796-99 (6 bind) oversat af Johan Werfel. Nyeste uforkortede danske udgave Emile, eller Om opdragelsen 1962 (3 bind), forkortet udgave 2008 begge oversat af Kristen D. Spanggaard)
- Du contrat social, 1762 (Første danske udgave Om Selskabs-Foreningen (1795). Nyeste danske udgave Samfundskontrakten eller Statsrettens principper, 2007.)
- Les Confessions, 1765-1770 (Første danske udgave Bekjendelser eller hans Levnet, skrevet af ham selv (1798). Nyeste danske udgave Bekendelser (4 bind), 1966)
- Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene (Første danske udgave Om Oprindelsen til Uligheden blandt Menneskene, og dens Grundstøtter (1800). Nyeste danske udgave Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene (1996).)
- Discours sur les sciences et les arts, 1750 (oversat i nedenstående Politiske skrifter, 2009).
- Mikkel Thorup (red.) & Niels Amstrup (overs.), Jean-Jacques Rousseau: Politiske skrifter, Forlaget Klim, 2009. ISBN 9788779556522.
Se også
Noter
Kilder
- Peter Wivel, Rousseau, Gyldendal, 1998. ISBN 87-00-30886-2.
- Olaf Carlsen, Rousseau og Danmark : et pædagogik- og lærdomshistorisk Længdesnit til Belysning af Rousseaus Indflydelse paa dansk Pædagogik til o. 1900, Universitetsforlaget, 1953.
