Johan Asplund

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Johan Asplund
Født 18. maj 1937 Rediger på Wikidata
Jakobstad Rediger på Wikidata
Død 13. november 2018 (81 år) Rediger på Wikidata
Lund Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Universitetslærer, sociolog Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Københavns Universitet, Lunds Universitet, Göteborgs Universitet Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Svenska Akademiens essäpris (2007),
Kellgrenpriset (1997) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Johan Asplund (født 18. maj 1937, død 13. november 2018) var en fremtrædende svensk sociolog, social psykolog og oversætter. Han var interesseret i social interaktion og etnometodologi. Asplund var professor emeritus ved Lunds Universitet, og var forinden professor i socialpsykologi ved Københavns universitet.

Han skrev blandt andet "Om undran inför samhället" om videnskabsteori, hvor han betonede det kvalitative og tolkende frem for traditionelle sociologiske kvantitative tilgange. Hans mest læste bog er det "sociale liv elementære former" (1987), hvor han analyserede de vigtigste elementer i den klassiske social-psykologiske forskning og tilhørende eksperimenter. Asplund lancerede i bogen en teori om, at mennesker generelt er socialt lydhøre eller "svartilbøjelige".

Johan Asplund betragtes som en af de mest fremtrædende svenske sociologer og sociale psykologer.[kilde mangler] Hans bøger er ofte skrevet i en subtil, afslappet stil, på en forståelig måde forklarer og analyserer dens genstand, og bør være i stand til at vække interesse, selv hos personer, der ikke ellers er fortrolige med sociologi eller socialpsykologi.[kilde mangler] Johan Asplund bøger er ikke offentliggjort på andre sprog end svensk.[kilde mangler]

Nøglebegreber[redigér | redigér wikikode]

Social responsivitet[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i afsnit, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg
Broom icon.svgDette afsnit behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i dette afsnit er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Asplund lancerede en social psykologisk teori, der kan ses som minimalistisk; han prøvede ved enkle begreber at forklare forholdsvis komplicerede sammenhænge i psykologien og sociologien. Han mener at at mennesket er socialt lydhør eller svartilbøjelig. Det betyder, at man er social, og at alle har en medfødt tilbøjelighed til at "svare", når andre stiller "spørgsmål" til hende. Alment menneskeligt responderer vi på de stimuli der kommer til os. Asplund skriver: "Denne tendens er så stærk, at folk ofte stiller spørgsmål bare for at få lejlighed til at reagere." (1987a, s. 29). At være socialt responsiv betyder at folk generelt vil reagere på stimuli udefra. Når nogen smiler til os reagerer vi f.eks ved at smile tilbage. Hvis nogen er vred på os, vi reagerer ved for eksempel, være ked af det, eller ved selv at blive vred. Der er ikke forudbestemte reaktioner når man er social responsiv, der er tale om spontane gensvar der i sin natur er "vilde" og barnlige". Omvendt kræver det viljestyrke at ignorere henvendelser fra medmennesker eller andre interessante stimuli. Så Social responsivitet har et andet begreb knyttet til sig: Asocial responsløshed. De to begreber er dialektisk forbundne, dvs det ene begreb kan ikke tænkes eller defineres uden det andet. At ignorere en hilsen fra et medmenneske kræver viljestyrke og er asocial responsløshed, omvendt er den spontane tendens til at genhilse social responsivitet.

Asplund siger, at den mindste meningsfulde enhed i studiet af mennesker består af en stimulus og en respons. Blot at observere en isoleret stimulus, eller en isoleret reaktion er ikke tilstrækkelig til at forstå dets betydning. Dens mening, eller hvad det er, klart kun, når du kan se dem sammen. (Asplund, 1987a), at prøve at forstå betydningen af en stimulus eller et svar alene er ligesom at trække i ordet "syv" ud af en samtale. Vi ved, at "syv" er et svar, dvs. et svar på et spørgsmål, der er. til en stimulus, men det er ikke muligt med ordet "syv", som det eneste grundlag udlede, hvordan spørgsmålet var. Når to mennesker opmærksomhed til hinanden og besvare hinandens adfærd er socialt responsiv (Asplund, 1987b). At være socialt responsiv er Asplubnd begreb men inspirationen fra Meads ide om at vi kan tage den andens rolle er åbenbar. Paradoksalt nok kna vi være socialt responsive, selv når vi er alene (Asplund, 1987a). En mand, der er alene, for eksempel forestille sig, at andre mennesker ser ham, og derfor opfører sig som en skuespiller til et publikum.

Teorien om social responsivitet antager, at mennesket er grundlæggendesocialt, og holder af andres selskab. Mennesket liver op i samvær med andre. Denne genoplivning kan udtrykkes på forskellige måder. Den sociale responsivitet kan manifestere sig på talrige måder, både negative og positive såsom vrede, sorg, glæde osv.(Asplund, 1992)

De socialt responsive individer er naive, godtroende, og en manipulerbare (1987a). Den sociale responsivitet udøver en stærk indflydelse på vores liv. Moderne voksne mennesker forventes ofte at vogte deres sociale responsivitet og reagere disciplineret og ikke-spontant vis-s vis verden. Asch berømte streg-eksperimenter (se Asplund, 1987a) viser, at social responsivitet kna være så stærk, at det endda kan besejre sandheden (Asplund, 1987a).

Vi reagerer ikke kun responsivt på mennesker, men også på ting, som vi kan "kommunikere" med (Asplund, 1987a). Asplund eksemplificerer dette ved at beskrive kommunikation mellem en drage og personen der flyver den. Ryk i dragesnoren giver responser til personen på en måde der virker tilfældig og derfor interessant. Han nævner også bilture i den forbindelse, et andet eksempel kunne være internettet. Forudsigelige responser mister vi mennesker hurtig interesse for – Asplund ville sige at social responsivitet glider over i sin modsætning: asocial responsløshed.

Den sociale responsivitet som et kontinuum[redigér | redigér wikikode]

Begreberne social responsivitet og asocial responsløshed er modsætninger og dialektisk forbundne. For eksempel er det ikke muligt på samme tid, socialt responsive og asocial responslös relatere mod en og samme objekt, men begreberne er indbyrdes forbundne. Den sociale responsivitet kan være fri, organiseret, dæmpet (muted), eller disciplineret, og det asociale responslösheten kan være midlertidig eller permanent. I sidstnævnte tilfælde er det opfører sig som en social bevidstløshed. (Asplund, 1987a & b)

Når børn leger, de giver udtryk for den frie social responsivitet. Den sociale responsivitet er karakteriseret, blandt andet, at det er foranderligt og uforudsigeligt (Asplund, 1987a). Et barn, der leger med en dukke, kan pludseligt, uden varsel, forvandle dukken til en måne raket. Et spil er karakteriseret af på den anden side af regler, og at lege er at engagere sig i organiseret socialt responsivitet (Asplund, 1987a). Enhver, der spiller fodbold vilje, efter de regler, ulydighed en fiks idé at tage bolden med hænderne og smide det ind i målet. Men det er tilladt at være meget innovative i den retlige ramme. Der er ingen forbud mod drible på forskellige måder, forudsat at det sker med fødderne. I spil som fodbold, er den sociale responsivitet hæmmes, men ikke kvalt.

Dæmpet social responsivitet er en svækket form for social responsivitet (Asplund, 1987b). Personer, der går gennem en krise pludselig behandles forskelligt af sine nære venner. Asplund giver som eksempel en enkemand, hvor hustruen er død for nylig. Hans venner opfører sig stift og reserveret som var de respektfulde fremmede. (1987b) Den sociale responsivitet er ikke længere så fri som før, og styrken af den sociale responsivitet er også aftaget.

Asplund bruger udtrykket "disciplineret social responsivitet" på to forskellige måder. På den ene side, beskriver han den ekstrem disciplin, der finder sted i fængslerne, og på den anden side, skriver han om hverdagens disciplinerede sociale responsivitet.

I fængslet gælder en ekstrem form for disciplin for social responsivitet. En af fængslets funktioner er at bremse forbryderens sociale responsivitet ved at fastlægge klare forbindelser mellem stimuli og reaktioner. (Asplund, 1987a) kriminelle skal lære at reagere efter et givet mønster. Den sociale responsivitet kan siges at være helt udslettet, når en stimulus, kan kun besvares på en enkelt givet og forudbestemt måde, eller når en stimulus er ikke besvaret overhovedet. I sin mest ekstreme form kan det at disciplinere et individ føre til at det fuldstændigt mister evnen til at reagere. Asplund skelner mellem begreberne rolle og karakter. Han skriver, at en rolle er en af det andet forpligtet til at overholde begrænsning af social responsivitet, og at en karakter er de begrænsninger, den enkelte pålægger sig selv (1987a). Karakter er disciplin der kommer indefra, mens roller kommer til individdet udefra.

Et telefonopkald er et eksempel på en disciplineret form for daglig social responsivitet. Hverdagen er rutinisered i den forstand, at den ikke skal udtænkes for at leve, eller skal det være improviseret. Det er ritualiseret i den forstand, at der ofte er en rigtig måde – og dermed også en forkert måde – at opføre sig på. (Asplund, 1987a, s. 127) En hilsen såsom "hvordan går det?" kan besvares på ganske få måder. Her er responsiviteten altså begrænset af kulturelle normer.

Ritualiseringen og rutinisering er en slags disciplin af social responsivitet. Når vi taler i telefon er der regler om, hvordan man holde op og starte en samtale. (Asplund, 1987a) Den organiserede sociale responsivitet, holdes indenfor visse grænser.

Hvis du følger et barns udvikling til voksen, kan du se, at opvæksten er omgivet af begrænsninger af social responsivitet. Den sociale responsivitet er helt fri for meget små børn, fordi de endnu ikke har lært at reagere med mådehold og ikke er disciplinerede som voksne er det. At blive voksen betyder i vid udstrækning at at tøjle den sociale responsivitet, lære hvornår du skal være socialt responsiv og omvendt hvornår det er passende at være asocialt responsløs. Ifølge Asplund egen definition, en puer aeternus, evigt unge, den ene, der bevarer sin social responsivitet gennem hele livet er. I normale mennesker udhules eller undertrykt det lidt ad gangen eller ved pludselige spring. (1987a)

Udbrændthed rammer mange der arbejder med mennesker skriver Asplund og henviser til Maslachs bog om emnet. "Burnout" kan i følge Asplund være forårsaget af at samfundets moderniseringsproces gør at vi behandler medmennesker som var de lige så forudsigelige som maskiner. Vi spiller roller som f.eks "præsterollen" eller "lægerollen" overfor hinanden. Hermed slår social responsitivet over i sin modsætning asocial responsløshed. Burnout er et nyt fænomen, det eksisterede ikke før i tiden, årsagen skal findes i at "roller" er et nyt historisk fænomen. Det er en vaiant af individualiteten en synspunkt han uddyber i sin bog Tid, rum, individ och kollektiv fra 1983.

Responsorium[redigér | redigér wikikode]

Asplund responsorium bruger udtrykket til at beskrive en situation, hvor den sociale responsivitet regerer suverænt (1987b). I en responsorium reaktionerne direkte. Ved hver stimulus umiddelbart efter en reaktion, men reaktionen er aldrig bestemmes. Du kan ikke være sikker på svaret, der vil følge i en given stimulus. En responsorium karakteriseret ifølge Asplund, social adfærd, der finder sted der er eller kunne være, improviseret og spontan. (1987a)

Asplund mente, at små børn og er altid i responsorium. Den reagerer spontant og umiddelbart til deres omgivelser. Det er kun når de bliver ældre, at spontaniteten fastholdes. Selv voksne kan finde sig i en responsorium. Asplund eksemplificerer dette ved at henvise til to voksne, der er så optaget af en telefonsamtale, at de glemmer deres omgivelser (1987b). Når to mennesker er forelskede, Asplund mener, at de opererer i en responsorium. De er intenst optaget af hinanden og forholdet mellem anti-social indsats til at løse deres omgivelser. Asplund skriver, at mange responsorier foregår bag lukkede døre (1987b), og man kan i hvert fald på et niveau, sammenligne Goffmans begrebet "back region" (Goffman, 2004), Asplund begreber responsorium. Når to nære venner er alene, de optræder i en responsorium. De opfører sig relativt uhæmmet og det er ikke muligt at forudsige reaktionen af en given stimulus vil have. Asplund skriver, at buer bliver mere stereotyp, de mindre aktører kender hinanden (1987b). Nære venner kan tage sig den frihed at besvare en hilsen med en forbandelse eller en fornærmelse. Dette ville være utænkeligt i situationer, der finder sted uden for en responsorium. Asplund skriver også, at vidner til tider lov til at se responsorier, der finder sted bag lukkede døre (1987b). Du går automatisk til TV-programmet Big Brother. Det kan siges at være en responsorium, og et bageste område, hvor offentlig adgang givet.

Responsorier kan også forekomme midlertidigt i det Goffman betyder "forreste region" (Goffman, 2004). Når det bliver stoppet i metroen, hvor du måske mærke til, hvor udenlandske turister pludselig begynder at tale til hinanden. Dette ville være et eksempel på, hvordan social responsivitet, som det var, gennemtrænger og skaber en responsorium i det forreste værelse. Det er nok også rimeligt at antage, at ulykker og nødsituationer inducerer responsorier

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Om mättnadsprocesser 1967
  • Sociala egenskapsrymder 1968
  • Om undran inför samhället 1970
  • Om attitydbegreppets teoretiska status 1971
  • En mycket fri tolkning av några teser i George Lukács historia och klassmedvetande 1971
  • Inledning till strukturalismen 1973
  • Bertillon och Holmes 1976
  • Teorier om framtiden 1979
  • Socialpsykologiska studier 1980
  • Tid, rum, individ och kollektiv 1983
  • Ett ostämt piano är hemskt 1984
  • Om hälsningsceremonier, mikromakt och asocial pratsamhet 1987
  • Det sociala livets elementära former 1987
  • Rivaler och syndabockar 1989
  • Essä om Gemeinschaft och Gesellschaft 1991 (om Ferdinand Tönnies' begrepp)
  • Storstäderna och det forteanska livet 1992
  • Avhandlingens språkdräkt 2002
  • Genom huvudet 2002
  • Hur låter åskan? 2003
  • Angående Raymond Chandler 2004
  • Munnens socialitet och andra essäer 2006

Priser og hædersbevisninger[redigér | redigér wikikode]