Johann Adolph Scheibe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johann Adolph Scheibe.
Komponisten havde kun ét øje, hvilket det udaterede maleri nøjagtigt gengiver.

Johann Adolph Scheibe (også Adolf) (1708 i Leipzig22. april 1776 i København) var en tysk-dansk barokkomponist og som forfatter og udgiver af Der critische Musikus en af de første publicerende musikkritikere.

Scheibe studerede oprindeligt jura i Leipzig, men måtte af økonomiske grunde opgive studierne og slog sig på musikken. 1729 deltog han i en konkurrence om organistpladsen ved Thomas-Kirken, hvor blandt andre Johann Sebastian Bach var meddommer, men fik ikke pladsen og begav sig derefter på rejse, stærkt optaget af musiklitterære studier, hvortil han havde fået impulsen fra Johann Christoph Gottscheds Kritische Dichtkunst

Polemik mod den italienske opera[redigér | redigér wikikode]

1737—40 udgav han Der critische Musikus, der vakte meget opmærksomhed ved dens skarpe polemik mod den italienske opera og dens udfald mod Bach. Samtidig optrådte han som frugtbar komponist, blev 1739 kapelmester hos statholderen i Holsten, markgreven af Brandenburg-Kulmbach, (formodentlig Frederik Ernst af Brandenburg-Kulmbach, 1703-62) og blev herfra 1740 kaldet til København, hvor han efter at have komponeret forskellige kantater, blandt andet til indvielsen af slotskirken, udnævntes til kongelig kapelmester.

Kirkemusik til Christian VI's pietistiske hof[redigér | redigér wikikode]

Ved Christian VI’s pietistiske hof fik han rig lejlighed til at virke i kirkemusikkens tjeneste, komponerede en række oratorier, passioner og kantater, også for det nyoprettede Musikalske Societet, fremdeles klagesange ved Christian VI’s død 1746. Scheibe havde i virkeligheden rig anledning til her at istemme klagesang, thi ved det ny regimente ved Frederik V’s tronbestigelse tabte han ganske sin indflydelse, måtte se på at den italienske opera blev indkaldt på ny til København, mistede sin stilling som kapelmester 1748, efterfulgt af en italiener, Paolo Scalabrini.

I 1746 var han blevet optaget i den københavnske frimurerloge Zorobabel.[1] I anledning af logens halvårsfest 26. juni 1748 fremsendte Scheibe en "dedication" og anmodede logen om samtykke i at han måtte udgive nogle frimurersange i trykken. Logen indvilligede og han udgav i 1749 sangbogen Neue Freymaurer-Lieder mit bequemen Melodien. Verfetiget und herausgegeben von einem Mitgleide der Loge Zorobabe. Denne sangbog var Danmarks første frimurersangbog, og ligeledes på dette tidspunkt kun den anden af alle på tysk udgivne frimurersangbøger (den første blev udgivet i Altenburg i 1746). Scheibes sangbog indeholder 16 sange, og Scheibe har selv skrevet både musikken og teksten.[2]

I opposition til de indkaldte italienere[redigér | redigér wikikode]

I sin litterære opposition mod italienerne, der nu påfulgte, blev Scheibe støttet blandt andet af sin ven Holberg. I fortalen til sit uopførte syngespil Thusnelde (1749) hævder han sprogets og den poetiske sandheds ret ganske på samme måde som Gluck 20 år senere i forhalen til Alceste, og der er det interessante sammentræf af begivenheder, at Gluck just henad denne tid, i sæsonen 1748—49, opholdt sig i København som kapelmester ved den italienske opera. 1749 gik Scheibe i frivilligt flerårigt eksil til Sønderborg, hvor han virkede både musikalsk og litterært, blandt andet ved en tysk oversættelse af Peder Paars (1750).

Scheibe vendte omsider tilbage til København, optrådte 1761 med et nyt stort oratorium Der wundervolle Tod des Welterlosers og senere med forskellige kantater og passioner.

Han blev valgt til at komponere sørgemusikken ved Frederik V’s død 1766 til tekst af Johannes Ewald. Tallet på Scheibes kompositioner løber højt op (200 kirkelige værker, 150 fløjtekoncerter, 70 værker for kammermusik etc), men kun en ringe del heraf blev trykt.

Da Struensee lagde grunden til Trykkefrihedsperioden med sit reskript 14. september 1770, involverede Scheibe sig i debatten med sit anonymt udgivne skrift En reisende Russers Anekdoter over De Danskes Statsforfatning, Sæder og Skikke. Skriftet, som udkom i to udgaver samt både på tysk og dansk, kritiserede mange af datidens forhold, f.eks. udgifterne til Marmorkirken, bøndernes forhold m.m., og det skabte en livlig debat med flere anonymt udgivne modsvar.[3]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Sin egentlige betydning har han ved sin reformatoriske virksomhed som forfatter. Han er vel en af de første, der har fremsat maximen om den flerstemmige musiks nære forbindelse med Nordens folk, fremdeles om nødvendigheden af en indre stilforbindelse mellem ouverturen og den påfølgende opera. Af en planlagt stor kompositionslære nåede han kun at fuldføre første bind, 1773.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. K.L. Bugge, Det danske frimureries historie, 1910, bind 1, s. 144.
  2. K.L. Bugge, s. 150-153.
  3. *Henrik Horstbøll, Bolle Willum Luxdorphs samling af Trykkefrihedens Skrifter 1770-1773, i: Fund og Forskning, Bind 44 (2005), s. 389-90. Tilgængelig på tidsskrift.dk

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • J.W. Eaton, The German influence in Danish Literature in the XVIII century, Cambridge University Press, 1929.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]