Johann Gottlieb Fichte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. maj 2015, 13:07 af 62.107.27.174 (diskussion) 62.107.27.174 (diskussion) (Fødebyens navn korrigeret)
Johann Gottlieb Fichte
1762–1814

Johann Gottlieb Fichte, den ældre Fichte (19 maj 1762 i Rammenau, Sachsen27 januar 1814 i Berlin) var en tysk filosof; far til filosoffen Immanuel Hermann Fichte, "den yngre Fichte" .

Fichte var ved siden af Immanuel Kant, Friedrich Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel den tyske idealismes ledende repræsentant.

Kritik af Kant

Kants filosofi førtes af Fichte videre til en ren idealisme. Fichte kritiserede resterne af dogmatismen i Kants filosofi, dvs. dette at Kant forudsatte tingen i sig ("Ding an sich"). Bertrand Russell mente i A History of Western Philosophy at Fichte i sin subjektivisme nærmede sig "insanity", og at han idet han anså jeg'et som den eneste gyldige realitet, nærmede sig solipsismen. Russell mente at Fichte ikke kan anses vigtig som filosof, men i stedet at hans betydning ligger i at han gav den tyske nationalisme et filosofisk grundlag, hvilket kommer til udtryk i Taler til den tyske nation fra 1807.

Jeg'ets skabende aktivitet

Kundskabens grundlag så Fichte i jeg'ets skabende aktivitet. Jeg'et har ikke mulighed for at vide noget om tingen i sig og dermed skal man ikke tale om det. Man kan blot se omverden som ikke-jeg og eftersom kundskaben er begrænset til jeg'ets bevidsthed, bliver kundskab om omverden umulig. Jeg'et opfatter altså sine tankefrembringelser som en verden af i sig eksisterende fakta: omverden eller ikke-jeg'et skaber jeg'et selv eller jeg'et sætter ikke-jeg'et. Jeg'et og ikke-jeg'et kommer således til at virke i et dualistisk, gensidigt afhængighedsforhold.

Fichtes "jeg" indbefatter på en måde alle jeg'er – et absolut jeg (det rene jeg) som kan forstås som en slags almen moralsk verdensorden eller grundlæggende formende aktivitet. Så kan verden ses som en verden formet for menneskelig handling hvor individet er et handlende væsen snarere end en ting. Menneskets bestemmelse er friheden.

Frihedens filosof

Man kan således se Fichte som en frihedens filosof: han mente at den lovbundenhed og kausalitet som vi oplever i naturen er en forudsætning for at jeg'et skal kunne indse sammenhængen i naturen og handle på en meningsfuld måde. Determinismen bliver altså en forudsætning for indeterminismen eller troen på viljens frihed.

Fichte så jeg'et som et i vid betydning alment jeg hvori alle tænkende subjekter har del, hvilket skulle kunne ligestilles med Gud; verdens-jeg'et manifesterer sig i individerne: individerne er til for at handle i eller omforme verden i overensstemmelse med verdens-jeg'ets (Guds-) vilje (som individerne er del af). Menneskets bestemmelse er friheden og dets frie handlen er således afhængig af verdensviljen.

Af Fichtes skrifter

  • 1794 Grundlage der gesamten Wissenschaftslehre, ("Grundlaget for hele videnskabslæren") hvor Fichte bestemte det absolutte jegs sættelse af sig selv, «Selbstsetzung des absoluten Ichs» som kernepunktet for viden og filosofiens endelige begrundelse
    • Fichte, Johann Gottlieb (2001). Forsøg på en ny fremstilling af videnskabslæren Oversat og udgivet af Poul R. Mørch-Petersen. Det lille Forlag. DK5=12 Fichte, Johann Gottlieb. ISBN 87-90030-85-0. Originaltitel: Versuch einer neuen Darstellung der Wissenschaftslehre.
Den tyske filosof Johann Gottlieb Fichtes forsøger i sin videnskabslære at udarbejde et system, der beskriver grundlaget for viden og videnskab med udgangspunkt i jeget, ikke at forveksle med såkaldt videnskabsteori.
  • 1807/08 Reden an die deutsche Nation, ("Taler til den tyske nation") i forbindelse med de franske troppers tilstedeværelse i Berlin

Se også

Eksterne henvisninger

TysklandSpire
Denne biografi om en tysker er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi