Johannes af Salisbury

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. maj 2014, 13:42 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)

Johannes af Salisbury (o. 1115 – 25. oktober 1180 i Chartres) var englænder og en af de berømteste teologer på sin tid. Han studerede hos Peter Abelard i Paris, arbejdede som sekretær for Thomas Becket og blev 1176 biskop i Chartres.

Som ganske ung drog han 1136 til Paris for at studere; han hørte her blandt andet Abelard og tilegnede sig et beundringsværdigt kendskab til den antikke litteratur, især Aristoteles og Platon. 1153 vendte han tilbage til England, forsynet med en anbefaling fra Bernhard af Clairvaux, som forskaffede ham en stilling som sekretær hos Theobald, ærkebiskoppen af Canterbury.[1]

Under Thomas Becket, der 1162: besteg ærkebispestolen, blev Johannes' indflydelse endnu større, men allerede 1163 måtte han på grund af kongens[2] harme drage i landflygtighed; ved udsoningen mellem konge og ærkebisp kom han tilbage, og efter mordet på Thomas Becket trådte han i tjeneste hos dennes efterfølger, men 1176 modtog han en kaldelse til den franske bispestol i Chartres, hvor han lige til sin død udfoldede en rastløs virksomhed.

Hans hovedværk er Policraticus, den. første betydningsfulde statslære i middelalderen; endvidere kan nævnes Entheticus, en sammenligning mellem antik og kristelig filosofi, og Metalogicus, en fremstilling af logikkens betydning, samt biografier af Thomas Becket og Anselm af Canterbury, begge stærkt legendariske, da deres formål var at udvirke de pågældende mænds helgenkåring. I universaliestriden var han hvad der senere er blevet kaldt "konceptualist": universalier har semantisk eksistens, de er mentalt virkelige, en position der ligeledes fandt tilslutning hos Gilbert af Poitiers og Adelard af Bath. Johannes' værker er udgivet af Giles (5 bd, Oxford 1848, aftrykt i Mignes Patrologia latina, bd. 99[3]); hans talrige breve er vigtige kilder til hans tids historie.

Kilde

Eksterne henvisninger

Noter
  1. ^ Theobald af Canterbury, også Theobald af Bec (engelsk), død 18.april 1161, ærkebisp 1139 til 1161
  2. ^ Henrik II af England (norsk), født 1133, regent 1154–1189
  3. ^ Patrologia Latina (engelsk) er en stor samling af kirkefædres og andre kirkelige forfatteres skrifter offentliggjort af Jacques Paul Migne mellem 1844 og 1855.
Spire
Denne bispebiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi