Jordlovene af 4.10.1919

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Jordlovene af 4.10.1919 var tre love, der havde til formål at skaffe jord til udstykning af nye statshusmandsbrug samt sikre tillægsjord til eksisterende jordbrug.

Lovene[redigér | redigér wikikode]

Jordloven af 1919 var tre:
Lov af 4/10 1919 om Lens, Stamhuse og Fideikommisgodsers Overgang til fri Ejendom indeholdt bestemmelser, hvorefter ejere af len, stamhuse og fideikommisgodser skulle få ret til at overtage besiddelsen til fri ejendom mod at indbetale 25% af værdien til staten, såfremt der påhvilede hjemfaldsret til staten (det vil sige, hvor statutterne fastslog, at majoratet tilfaldt staten i de tilfælde, hvor mandslinjen i besidderens familie døde ud), og 20% af værdien af øvrige jordbesiddelser. Desuden skulle de, mod erstatning, overdrage staten en tredjedel af deres besiddelser.

Lov af 4/10 om Afhændelse af de til Præsteembeder henlagte Jorder til Oprettelse af Husmandsbrug indeholdt bestemmelser om, at jord tilhørende præstegårde, som var egnede til landbrugsdrift, skulle udstykkes og som hovedregel sælges som parceller af en størrelse, der muliggjorde oprettelse af et husmandsbrug stort nok til at brødføde en familie ved dennes egen arbejdskraft; mindre jordstykker kunne sælges som tillægsjord til eksisterende bedrifter. Som overgangsbestemmelser blev fastlagt, at hvis præsten selv drev jorden, skulle udstykningen ske ved embedsledighed, og hvis jorden var forpagtet bort, skulle udstykningen ske ved udløbet af forpagtningsaftalen.

Lov af 4/10 1919 om Vilkaar for Bortsalg af Jord i offentlig Eje indeholdt bestemmelser om, at jord i statens eje (domænejord) egnet til landbrugsdrift kun måtte sælges på de vilkår, der var fastlagt i loven. Som hovedregel skulle jorden udstykkes i parceller, der var store nok til at oprette husmandsbrug, der kunne brødføde en familie ved dennes egen arbejdskraft, mens mindre parceller skulle sælges som tillægsjord til eksisterende brug.

Vilkår[redigér | redigér wikikode]

Ved overtagelse af en parcel skulle køberen ikke betale nogen købesum, men skulle give en statslig Jordfond oprettet under Finansministeriet en uindløselig prioritet i jorden og heraf betale rente (deraf udtrykket jordrentebrug). Jordrenten skulle betales to gange om året og fastsattes i første omgang til 2¼% pr. termin af jordens værdi således, som denne var fastsat ved en særlig vurdering, der skulle svare til den pris, som en rimelig fornuftig køber kunne forventes at ville betale for jorden, dersom den hørte under en middelstor bondegård. Denne vurdering skulle tages op til genvurdering efter hver almindelig vurdering til ejendomsskyld. Rentesatsen skulle på sin side følge renteniveauet for langfristede obligationer. Desuden kunne der ydes tilskud til opførelse af bygninger på ejendommen. Det var en betingelse, at der blev drevet landbrug på ejendommen, det vil sige, at der til enhver tid skulle holdes en besætning og et inventar for at opfylde denne forpligtelse. Ligeledes skulle de til driften nødvendige bygninger holdes i god stand. Der skulle føres tilsyn for at sikre, at disse betingelser blev overholdt.

Disse betingelser var politisk betingede. Især Det Radikale Venstre var præget af den amerikanske økonom og filosof Henry Georges ideer om samfundets principielle ret til at eje al jord og overdrage den til brugerne mod, at disse betalte en løbende jordrente af jordens værdi.

Virkninger[redigér | redigér wikikode]

Lovene fik uens virkninger: jordrentebrug oprettet på majoratsjorder forekom fortrinsvis på øerne og i Østjylland, heraf en del i den østlige del af det i den i 1920 genforenede del af Sønderjylland og lå på grund af disse jorders karakter ofte som større samlede områder. Denne udstykningsvirksomhed afsluttedes i 1932.[1] Jordrentebrug på præstegårdsjorder var mere spredt og omfattede også fx områder i Vestjylland, men ikke i Sønderjylland, og for disse områders vedkommende var der tale om færre brug på grund af præstegårdsjordernes begrænsede størrelse.[2] Denne udstykning skete især fra 1925 og frem.[3] Endelig var jord i offentligt eje fortrinsvis samlet i Sønderjylland men forekom også i andre dele af landet.[4] Den sønderjyske statsdomænejord udgjorde omkring 3.000 hektar, som blev udstykket til omkring 300 nye landbrug. Desuden udstykkede staten i årene 1923-1938 38 domænegårde overvejende overtaget fra den preussiske stat.[3] I absolutte tal ser fordelingen frem til 1940 således ud:

Amt (før 1970) Jordrente-
brug i alt
Heraf på
præstegårds-
jord
Heraf på
majorats-
jord
Heraf på
anden
jord
Tillægsparceller
på præstegårds-
jord
Tillægsparceller
på majorats-
jord
Københavns Amt 330 67 135 128 20 32
Frederiksborg Amt 163 43 60 60 24 2
Holbæk Amt 337 64 233 80 56 100
Sorø Amt 372 74 143 55 32 68
Præstø Amt 430 94 229 107 57 77
Bornholms Amt 27 14 - 13 2 -
Maribo Amt 591 110 429 52 42 95
Svendborg Amt 508 118 312 78 62 141
Odense Amt 510 92 270 148 94 92
Vejle Amt 264 77 16 171 41 1
Aarhus Amt 394 144 146 84 53 15
Randers Amt 292 122 77 93 66 7
Aalborg Amt 196 94 45 57 40 72
Hjørring Amt 170 51 45 74 15 29
Thisted Amt 166 80 - 86 18 -
Viborg Amt 292 106 93 93 50 3
Ringkøbing Amt 161 45 9 107 82 -
Ribe Amt 126 32 7 87 85 1
Haderslev Amt 550 - 18 532 (178) - (43)
Aabenraa Amt 225 - 37 188 (74) - 3 (6)
Sønderborg Amt 139 - - 139 (41) - (21)
Tønder Amt 191 - 3 188 (27) - (21)
I alt 6.354 1.427 2.307 2.620 (320) 837 738 (81)

Noter:
Københavns Amt omfatter Københavns og Roskilde Amtsrådskredse
Odense Amt omfatter Odense og Assens Amtsrådskredse
Aarhus Amt omfatter Aarhus og Skanderborg Amtsrådskredse
Tallene i parentes angiver på domænejord
Kilde: Kampp, s. 102

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Kampp (1959), s. 71
  2. ^ Kampp (1959), s. 139
  3. ^ a b Kampp (1959), s. 72
  4. ^ Kampp (1959), s. 140

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Kampp, Aage H. (1959). Landbrugsgeografiske Studier over Danmark. Kulturgeografiske Skrifter. 6. København: C.A.Reitzels Forlag.