Julius Wagner-Jauregg
| Julius Wagner-Jauregg | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 7. marts 1857  Wels, Østrig |
| Død | 27. september 1940 (83 år) Wien, Østrig |
| Gravsted | Wiener Zentralfriedhof |
| Politisk parti | Großdeutsche Volkspartei |
| Søskende | Friedrich Wagner von Jauregg |
| Ægtefæller | Balbine Karoline Wagner-Jauregg[1], Anna Wagner-Jauregg[2] |
| Børn | Julie Humann, Theodor Wagner-Jauregg |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Wien Universitet |
| Elev af | Salomon Stricker |
| Medlem af | Kungliga Vetenskapsakademien, Ungarsk Videnskabsakademi, Det østrigske videnskabsakademi, Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina, Universitätssängerschaft Barden zu Wien |
| Beskæftigelse | Professor, psykiater, læge, neurolog |
| Fagområde | Lægevidenskab, psykiatri, neuromedicin |
| Arbejdsgiver | Wien Universitet, Karl-Franzens-Universität Graz |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Cameron-prisen ved Universitet i Edinburgh, Æresdoktorat af Universitetet i Wien, Æresdoktor ved Universitetet i Graz, Nobelprisen i fysiologi eller medicin (1927) |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
|
Nobelprisen i medicin 1927 |
Julius Wagner-Jauregg (født 7. marts 1857 i Wels, Oberösterreich, død 27. september 1940 i Wien) var en østrigsk læge og professor i psykiatri på den psykiatriske universitetsklinik i Wien, som i 1927 fik Nobelprisen i fysiologi eller medicin for sin udvikling af malariaterapi som behandling for neurosyfilis, det tredje sygdomsstadie af infektion med syfilis.
Den 14. juni 1917, gennemførtes den første malariabehandling, da Julius Wagner-Jauregg, indsprøjtede blod fra en malariasyg patient i to patienter med dementia paralytica. Der efter anvendte han blod fra disse patienter til at behandle endnu en lille gruppe syfilis-patienter. Syv år senere var antallet af behandlede kommet op på over 1.000.[3] Baggrunden for at forsøge sig med denne behandling var, at Wagner-Jauregg havde iagttaget, at feberanfald tilsyneladende havde en god virkning på patienter, der havde fået diagnosticeret dementia paralytica. Han gjorde sig derfor overvejelser om at forsøge at "pode" patienter med blod fra malariapatienter, og efter at have forsøgte med andre metoder, greb han muligheden, da en soldat med kulderystelser og regelmæssige feberanfald blev indlagt på hans klinik. Behandlingen gav vellykkede resultater, ifølge Wagner-Jauregg, der skønnede, at over to tredjedele af patienterne oplevede forbedrede tilstande.[4]
I begyndelsen af 1920’erne havde malariabehandlingen bredt sig til det meste af Europa, Sydamerika og USA.[5]
Nobelkommittéen motiverede prisen blandt andet med følgende (The Nobel Prize in Physiology or Medicine 1927: Award Ceremony Speech):
- Hvad gjorde Wagner-Jauregg for at helbrede de ulykkelige ofre for denne frygtelige sygdom? Der findes et ordsprog som lyder: "ondt skal med ondt fordrives" som kan angives som motto for hans behandling af [neurosyfilis-]lammelse. Han helbredte de mentalt angrebne patienter ved at infektere dem med en anden sygdom — — malaria.[6]
Det skulle vise sig, at behandlingen ikke gav den helbredelse, samtiden havde håbet.
Wagner-Jauregg blev i 1927 valgt som udenlandsk medlem (svensk: ledamot) nummer 717 i Kungliga Vetenskapsakademien.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Madsen, s. 92
- ^ Vaczy Kragh (2009), side 176
- ^ Vaczy Kragh (2009), side 175
- ^ engelsk originaltekst: How then did Wagner-Jauregg proceed to heal the unfortunate victims of this terrible disease? There is a saying «one must expel evil with evil» that might aptly have been coined as a motto for his treatment of paralysis. He healed the mental patients by infecting them with another disease — — malaria.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Jesper Vaczy Kragh (red.): Psykiatriens Historie i Danmark (København 2009)
