Kallocain

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kallocain er en dystopisk fremtidsroman af den svenske forfatter Karin Boye, der begik selvmord i vinteren 1941. Romanen blev udgivet i Sverige i 1940.

Romanen foregår i et gennemmilitariseret overvågningssamfund kaldet Verdensstaten, hvor befolkningen bor i underjordiske byer eller industrikomplekser. Alle lejligheder er forsynet med mikrofoner og kameraer, der fra tid til anden bruges til overvågning af politiet. For ikke at blive mistænkt for samfundsundergravende samtaler vil en familie typisk invitere naboen ind som vidne, når mand og kone ønsker at tale sammen, lige som ingen tør føre samtaler i f.eks. elevatoren for ikke at vække mistanke. En stor del af fritiden går med militære øvelser, da man hele tiden frygter angreb fra et lige så militariseret naboland.

I Kemiby nr. 4 udvikler fortælleren, en ung ambitiøs kemiker ved navn Leo Kall, et præparat, der får personer til at tale sandhed – Kallocain. Præparatet bliver afprøvet på forsøgspersoner fra Det Frivillige Offerkorps, et korps der gerne har temmelig invaliderede medlemmer, resultatet af medicinske forsøg. Arbejdet med Kallocain og præsentationen af det nye middel til afhøringer hos myndighederne medfører personlige forviklinger for fortælleren og roder op i ellers ukendte forhold i samfundet. Hos politiets ledelse overvejes nye love, der ikke bare som før kan dømme folk for deres ord og gerninger, men for fremtiden for deres tanker og følelser.

Kemiby nr. 4 bliver erobret af tropper fra nabolandet, Universalstaten, hvortil fortælleren bliver overført som en nyttig fange. Her nedskriver han sin beretning og konstaterer, at bortset fra usikkerheden omkring sin families skæbne, så er forholdene ikke så meget anderledes der, end de var som anset kemiker i Kemiby nr. 4.