Kenning
Kenning er en flerleddet poetisk omskrivning, især kendt fra angelsaksisk og norrøn skjaldekunst. Ordet "kenning" stammer fra norrønt kenna (= at kende, vide, navngive med en kenning), af den indoeuropæiske rod *gnō-.[1]
Eksempler[redigér | redigér wikikode]
Kenningen "apostlenes heste" kendes fra moderne dagligtale i betydningen "ben". Kameler kaldes ofte "ørkenens skibe". Et hovedafsnit i Snorres Edda hedder Skáldskaparmál (= Skjaldskabslære), en lærebog for skjalde med eksempler på mytologiske kenninger. Snorre fortæller, at "Hejmdals hoved" er en kenning for sværd; selv er han blevet gennemboret af en mands hoved, og derfor kaldes et hoved for "Hejmdals skæbne". "Hejmdals sværd" er ellers blevet benyttet af en skjald som betegnelse for "hoved".[2]
Guld kunne af skjaldene kaldes
- Fullas hovedgærde
- fordi gudinden Fulla gik med et guldsmykke omkring sit hoved,
- Frodes mel
- fordi kong Frode havde en kværn, som Fenja og Menja malede guld frem af, og
- oddergæld
- fordi Loke, Odin og Høner engang måtte dække et odderskind med guld for at købe sig fri.
Havet kunne omtales som
- fiskenes seng
- skibenes glatte sti
- ringen om øerne
- søkongens skråninger
- hvalhuset
- søbrusets land
- Jordens blod
- kystlinjens skummende øl
Blandt andre kenninger kan nævnes
- havhest = skib
- kampens ild = sværd
- blod-orm = sværd
- Fornjots søn (jotnen Ægir) = vind
- lig-gøg = ravn
- himmelbjerge = skyer
- Odins galge = træ
- Månens søster = Solen
Månen brugtes i flere kenninger. "Kampmåne" var en kenning for skjold; "øjenvippernes måne" var en kenning for "øje".[3]
I Beowulf-kvadet omtales blod som "kamp-sved", og døden som "sværdets søvn". Beowulfs navn var i sig selv en kenning; det betød "bi-ulv", som igen var en kenning for "bjørn".[4]
Drottkvætt[redigér | redigér wikikode]
I drottkvætt-stilen er kenningerne tit kombinerede, så de enkelte led igen er omskrevet. Det gjorde det muligt at digtekvad så snørklede, at kun de allerklogeste hoveder – hvis overhovedet nogen – forstår dem. Den længste, overleverede kenning består af otte led. Kenningen nausta blakks hlémána gífurs drífu gimslöngvir [5] betyder oversat blot "kriger".
En virtuos i brugen af kenninger var Eyvind Skaldaspillir. Dog er Egill Skallagrímsson den skjald, som har efterladt de fleste nydannelser og kenninger, som kan tilregnes en enkelt person, nok ikke uden forbindelse med, at forholdsvis megen af hans poesi er blevet bevaret. I hans digt Höfuðlausn [6] forekommer der f.eks. 21 ord, som ellers ikke er kendt. Det skyldes nok, at Eigill, enten han ville eller ej, måtte komponere et digt til ære for Erik Blodøkse. Opgaven var ham meget imod, og digtet lyder usædvanligt hult, selv for denne konge- og høvdingehyldingers æra. Det bødede han på med en usædvanlig opfindsomhed, hvad digtets ydre form angik, indbefattet mange smukke, nye ord.
Se også[redigér | redigér wikikode]
Referencer[redigér | redigér wikikode]
- ^ "Old Norse, from kenna, to know, to name with a kenning; see gnō- in Indo-European roots," citeret fra: http://www.thefreedictionary.com/kenning
- ^ http://docplayer.me/50304965-Viking-norsk-arkeologisk-arbok-bind-lx-oslo-1997-utgitt-av-norsk-arkeologisk-selskap.html
- ^ http://www.asnc.cam.ac.uk/resources/mpvp/wp-content/uploads/2013/03/What-are-kennings.pdf
- ^ "Old English beo wulf, literally "bee-wolf," "a wolf to bees;" a kenning for "bear"," citeret fra: http://dictionary.reference.com/browse/beowulf
- ^ https://archive.org/stream/skrnirnt90islauoft/skrnirnt90islauoft_djvu.txt
- ^ Höfuðlausn kan umuligt have været digtet under de omstændigheder, som Egils saga beskriver. Men forskerne er enige om, at digtet faktisk er Egills værk, og dets versemål (runhenda) tyder på, at Egill har måttet komponere i en fart. Höfuðlausn er faktisk det første overleverede nordiske digt med enderim, hvis man undtager en enkelt strofe, som sagaen tilegner hans far, men dette sidste er omtvisteligt.
Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]
- Carmina Scaldica fra "Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad".
- [1] Kenninger for guden Tor.
