Kenning
Kenning er en flerleddet poetisk omskrivning, især kendt fra angelsaksisk og norrøn skjaldekunst. Ordet "kenning" stammer fra norrønt kenna (= at kende, vide, navngive med en kenning), af den indoeuropæiske rod *gnō-. [1]
Indholdsfortegnelse
Eksempler[redigér | redigér wikikode]
Kenningen "apostlenes heste" kendes fra moderne dagligtale i betydningen "ben". Kameler kaldes ofte "ørkenens skibe". Et hovedafsnit i Snorres Edda hedder Skáldskaparmál (= Skjaldskabslære), en lærebog for skjalde med eksempler på mytologiske kenninger. Snorre fortæller, at "Hejmdals hoved" er en kenning for sværd; selv er han blevet gennemboret af en mands hoved, og derfor kaldes et hoved for "Hejmdals skæbne". "Hejmdals sværd" er ellers blevet benyttet af en skjald som betegnelse for "hoved". [2]
Guld kunne af skjaldene kaldes
- Fullas hovedgærde
- fordi gudinden Fulla gik med et guldsmykke omkring sit hoved,
- Frodes mel
- fordi kong Frode havde en kværn, som Fenja og Menja malede guld frem af, og
- oddergæld
- fordi Loke, Odin og Høner engang måtte dække et odderskind med guld for at købe sig fri.
Havet kunne omtales som
- fiskenes seng
- skibenes glatte sti
- ringen om øerne
- søkongens skråninger
- hvalhuset
- søbrusets land
- Jordens blod
- kystlinjens skummende øl
Blandt andre kenninger kan nævnes
- havhest = skib
- kampens ild = sværd
- blod-orm = sværd
- Fornjots søn (jotnen Ægir) = vind
- lig-gøg = ravn
- himmelbjerge = skyer
- Odins galge = træ
- Månens søster = Solen
Månen brugtes i flere kenninger. "Kampmåne" var en kenning for skjold; "øjenvippernes måne" var en kenning for "øje". [3]
I Beowulf-kvadet omtales blod som "kamp-sved", og døden som "sværdets søvn". Beowulfs navn var i sig selv en kenning; det betød "bi-ulv", som igen var en kenning for "bjørn". [4]
Drottkvætt[redigér | redigér wikikode]
I drottkvætt-stilen er kenningerne tit kombinerede, så de enkelte led igen er omskrevet. Det gjorde det muligt at digte kvad så snørklede, at kun de allerklogeste hoveder – hvis overhovedet nogen – forstår dem. Den længste, overleverede kenning består af otte led. [5]
En virtuos i brugen af kenninger var Eyvindr skaldaspillir [6] Dog er Egill Skalla-Grímsson den skjald, som har efterladt de fleste nydannelser og kenningar, som kan tilregnes en enkelt person, nok ikke uden forbindelse med, at forholdsvis megen af hans poesi er blevet bevaret. I hans digt, Höfuðlausn [7], forekommer der f.eks. 21 ord, som ikke forefindes ellers. Det kan forklares på følgende måde: Egill måtte, om han ville eller ej, komponere et digt til ære for Eiríkr blóðöx. Opgaven var ham meget imod, og digtet lyder usædvanligt hult, selv for denne konge- og høvdingehyldingers æra. Det bødede han på med en usædvanlig opfindsomhed, hvad digtets ydre form angik, indbefattet mange smukke, nye ord.
Noter[redigér | redigér wikikode]
- ^ "Old Norse, from kenna, to know, to name with a kenning; see gnō- in Indo-European roots," citeret fra: http://www.thefreedictionary.com/kenning
- ^ http://docplayer.me/50304965-Viking-norsk-arkeologisk-arbok-bind-lx-oslo-1997-utgitt-av-norsk-arkeologisk-selskap.html
- ^ http://www.asnc.cam.ac.uk/resources/mpvp/wp-content/uploads/2013/03/What-are-kennings.pdf
- ^ "Old English beo wulf, literally "bee-wolf," "a wolf to bees;" a kenning for "bear"," citeret fra: http://dictionary.reference.com/browse/beowulf
- ^ Naustablakks hlémána gífurs drífu gimslöngvir som oversat blot betyder kriger.
- ^ Hans tilnavn er en beskyldning for plagiarisme. Han var dog en af de bedste skjalder i egen ret. Hans Hákonarmál er et af de mest rørende eftermæler vi har bevaret fra den tid.
- ^ Höfuðlausn kan umuligt have været digtet under de omstændigheder, som Egils saga beskriver. Men forskerne er enige om, at digtet faktisk er Egils værk, og dets versemål (runhenda) tyder på, at Egill har måttet komponere i en fart. Höfuðlausn er faktisk det første overleverede nordiske digt med enderim, hvis man undtager en enkelt strofe, som sagaen tilegner hans far, men dette sidste er omtvisteligt.
Se også[redigér | redigér wikikode]
Eksterne lænker[redigér | redigér wikikode]
- Carmina Scaldica fra «Kulturformidlingen Norrøne Tekster og Kvad».
