Knud Valdemarsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Knud Valdemarsen

Hertug Knud af Estlands våben.jpg

Personlig information
Født 1205 Rediger på Wikidata
Død 5. oktober 1260 Rediger på Wikidata
Gravsted Sankt Bendts Kirke Rediger på Wikidata
Far Valdemar Sejr Rediger på Wikidata
Mor Helena Guttormsdatter Rediger på Wikidata
Søskende Christoffer 1.,
Abel af Danmark,
Erik Plovpenning,
Ingeborg av Kalundborg,
Sofia af Danmark,
Valdemar den Unge,
Niels af Halland Rediger på Wikidata
Ægtefælle Hedevig Svantepolksdatter Rediger på Wikidata
Børn Erik Knudsen av Sønderhalland,
Svantepolk av Viby Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Aristokrat Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Knud Valdemarsen (født ca. 1205, død 5. oktober 1260) var en dansk hertug. Knud Valdemarsen var illegitim søn af kong Valdemar 2. Sejr og dennes svenske frille Helena Guttormsdatter, der var enke efter Esbern Snare.

Valdemar Sejr skænkede Knud flere besiddelser i Sverige, og i 1219 gjorde Valdemar Sejr Knud til hertug af Estland og overlod ham flere godser i Harrien. Knud opholdt sig Estland i hvert fald i årene 1222-23 i en periode, hvor Hertugdømmet var involveret i kampe mod oprørere fra Estland støttet af russere. I 1227 blev danskerne fordrevet af Den Tyske Orden og Knud mistede sit hertugdømme, men han beholdt dog titlen.[1] Efter tabet af hertugdømmet i Estland modtog Knud i 1242 et nyt hertugdømme i Blekinge.

I 1246 støttede Knud, nu som hertug over Blekinge, Abels og Christoffers oprør mod kong Erik 4. Plovpenning. Under oprøret blev Knud taget til fange og blev sat i fangenskab på Stegeborg i Östergötland, hvorfra han dog blev befriet omkring 1247-48 af lübeckerne.[1] Kongen tvang Knud til at ombytte Blekinge med Lolland, men Knud fik muligvis senere Blekinge tilbage.[kilde mangler]

Familie[redigér | redigér wikikode]

Knud var gift med Hedevig, datter af den pommerske hertug Svantopolk 2.[2]

Han fik to sønner; Erik (død 1304), der blev dansk drost og hertug i Sønderhalland og Svantepolk Knutsson (død 1310), der arvede faderens godser i Sverige og blev en af Sveriges stormænd. Knud havde endvidere en datter, Cæcilia, der blev gift med Philip, der formentlig tilhørte Folkungerætten.[1]

Knud Valdemarsen er begravet i Ringsted Kirke

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Bricka, Carl Frederik, Dansk Biografisk Lexikon, vol. IX [Jyde - Køtschau], 1895, pp. 272. Tilgængeligt på Runeberg.org
  2. ^ Oversigt over danske konger, Medieval Lands Project

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Paul Johansen: Die Estlandsliste des Liber census Daniæ, Reval 1933 797. Niels Skyum-Nielsen: Kvinde og slave, 1971.
  • Jørgen Olrik: Knud, hertug i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.