Kongeskibet Dannebrog (A540, 1932-)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
  Dannebrog
Klasse
Type Kongeskib
Historie
Værft Orlogsværftet
Påbegyndt 2. januar 1931
Søsat 10. oktober 1931
Taget i brug 26. maj 1932
Skæbne Operativ
Tekniske data
Deplacement 1.238 tons
Længde 78,43 meter
Bredde 10,42 meter
Dybgang 3,62 meter
FremdriftB&W Alpha Diesel, 6T23L-KVO, á 870 Hk
Fart 13,5 knob
Rækkevidde 3.600 sømil

Kongeskibet Dannebrog (Pennantnummeret A540 ej påmalet) blev bygget på Orlogsværftet i København som afløser for det forrige kongeskib, hjuldamperen Dannebrog, som var fra 1879 og var kongeskib indtil 1931. Kongeskibet har dermed heddet Dannebrog siden 1912, men det er altså to forskellige skibe, der har delt navnet.

Det nuværende Dannebrog er tegnet af N. K. Nielsen og blev søsat i 1931. Skibet er navngivet af Dronning Alexandrine og tjener nu som officiel og privat residens for regentparret samt medlemmer af den kongelige familie når de er på på sommertogt i de hjemlige farvande eller på officielt besøg i udlandet.

Skibets skrog er bygget af stål i nittet konstruktion på et tværskibs spantesystem. Skibet har klipperstævn og elliptisk hæk. Kongeskibet er delt i to sektioner: Foran skorstenen er der plads for besætningen, last og hovedmotorer. Agter for skorstenen er den kongelige afdeling, som indeholder Dronning Margrethe og Prinsgemalens arbejdsværelser, spisesalon, fællessalon, soverum med mere.

Skibets bov er har et ornament af blade med en lille krone over.

Kongeskibet Dannebrog er en selvstændig kommando, som administreres af Dronningens Jagtkaptajn, der er medlem af Dronningens hofstab. Dannebrogs fulde besætning består af ni officerer, syv sergenter, to konstabler og 39 værnepligtige, som alle er håndplukket til opgaven. Siden 1932 har skibet tilbagelagt over 300.000 sømil og besøgt hovedparten af havnene i Danmark, Grønland og Færøerne samt mange europæiske og oversøiske havne.

Kongeskibet Dannebrogs årlige sæson markeres med salut fra Batteriet Sixtus, der afgives, når Regentparret om foråret går om bord på Dannebrog, og når Regentparret i sensommeren atter går fra borde.

Kongeskibet tager som alle sejlende enheder i Søværnet del i farvandsovervågningen og søredningstjenesten, når skibet er til søs.

Eksterne henvisninger