Konstantin 2. af Grækenland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Konstantin 2.
Κωνσταντίνος Β΄
Valgsprog:
ΙΣΧΥΣ ΜΟY Η ΑΓΑΠΗ ΤΟΥ ΛΑΟΥ
(
Folkets kærlighed, min styrke)
Koning Constantijn en koningin Anne-Marie van Griekenland in de kerk, Bestanddeelnr 919-0443 (cropped).jpg
Kong Konstantin i 1966
Konge af Grækenland
Regerede 6. marts 19641. juni 1973[a]
Forgænger Paul 1.
Premierministre
Efterfølger Ingen (monarkiet afskaffet)
Ægtefælle Anne-Marie af Danmark (g. 1964)
Børn
Hus Huset Glücksborg
Far Paul 1. af Grækenland
Mor Frederikke af Hannover
Født 2. juni 1940
Villa Psychiko, Athen
Død 10. januar 2023 (82 år)
Athen
Religion Græsk-ortodoks
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1962

Konstantin 2. af Grækenland (græsk: Κωνσταντίνος Β΄, Βασιλεύς των Ελλήνων; tr. Konstantínos Β΄, Vasiléfs ton Ellínon), (født 2. juni 1940 i Athen, død 10. januar 2023 smst.) var konge af Grækenland fra 1964 til 1973.[a]

Han var den eneste søn af Kong Paul 1. og Dronning Frederika af Grækenland. Han fulgte sin far på tronen ved dennes død i 1964. Fra 1967 levede han i eksil – først i Rom, siden i England. Han flyttede fra London til Grækenland i 2013.

Konstantin tilhørte fyrstehuset Glücksborg. Han er bror til Dronning Sofia af Spanien og gift med Dronning Anne-Marie, søster til Dronning Margrethe 2. af Danmark.

Hans titel og prædikant efter afsættelsen som konge var fortsat enten: Kong Konstantin, tidligere hellenernes konge[2] eller: Hans Majestæt Konstantin konge af Grækenland, prins af Danmark.[b]

Biografi[redigér | rediger kildetekst]

Tidlige liv[redigér | rediger kildetekst]

Fødsel og familie[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Huset Glücksborg
Prins Konstantins forældre: Det græske tronfølgerpar Prins Paul og Prinsesse Frederika i 1939.

Prins Konstantin af Grækenland og Danmark blev født om eftermiddagen den 2. juni 1940 i sine forældres residens Villa Psychiko i Psychiko, en forstad til Grækenlands hovedstad Athen.[5] Han var nevø til Grækenlands daværende konge Georg 2. og eneste søn af den barnløse konges lillebror og tronfølger Prins Paul og hans hustru Prinsesse Frederika, der var født prinsesse af Hannover. Hans far var den tredje og yngste søn af Kong Konstantin 1. af Grækenland og Prinsesse Sophie af Preussen, mens hans mor var den eneste datter af Hertug Ernst August af Braunschweig og Prinsesse Viktoria Luise af Preussen.[6]

Da han blev født, havde hans forældre allerede en datter, Prinsesse Sofia, der var blevet født i 1938 og senere blev dronning af Spanien.[6] Da der på dette tidspunkt var agnatisk tronfølge i Grækenland, og det kun var mandlige efterkommere, der kunne arve tronen, havde den kongelige familie dog spændt afventet fødslen af en mandlig tronarving, og den nyfødte prins blev derfor modtaget med glæde af sine forældre og i Grækenland.[c][8][9] På dagen for hans fødsel blev den traditionelle kanonsalut fra Lykabettos-bakken i Athen på 101 skud affyret, der meddelte at den nyfødte var en dreng.[10] Ifølge græsk tradition blev han som den førstefødte søn opkaldt efter sin farfar, Kong Konstantin 1.[11] Ved sin dåb den 20. juli 1940 i Kongeslottet i Athen fik han det græske militær som fadder.[12][13]

Anden Verdenskrig og eksil[redigér | rediger kildetekst]

Tyske soldater hejser hagekorsflaget på Akropolis i Athen i maj 1941.

Glæden over den nye prins' fødsel fandt dog sted på en dyster baggrund. Prins Konstantin blev født midt under starten af Anden Verdenskrig, og han var mindre end et halvt år gammel, da Grækenland i oktober 1940 blev angrebet af det fascistiske Italien. Det lykkedes dog i første omgang grækerne at slå angrebet tilbage og trænge italienerne tilbage til Albanien.[14][15] De græske militære succeser tvang Nazi-Tyskland til at gribe ind. Den 6. april 1941 invaderede tyske styrker Grækenland og løb landet over ende på en måned, på trods af at de græske styrker fik hjælp fra britiske, australske og newzealandske styrker. Athen faldt den 27. april.[16][17]

Den 22. april 1941 blev Prinsesse Frederika og hendes to børn, Sofia og Konstantin, evakueret til Kreta i en britisk Sunderland flyvebåd sammen med hovedparten af den græske kongefamilie.[d] Dagen efter blev de fulgt af Kong Georg og Prins Paul. Det forestående tyske angreb på Kreta gjorde dog hurtigt situationen uholdbar, og Konstantin og hans familie blev evakueret videre fra Kreta til Egypten den 30. april 1941, fjorten dage før den tyske invasion af øen.[19] Kun Kong Georg, Prins Paul og deres fætter Prins Peter forblev længere tid på Kreta, indtil de også blev evakueret til Egypten den 20. maj.[20]

I Alexandria blev de eksilerede græske kongelige budt velkommen af den græske diaspora, som forsynede dem med logi, penge og tøj.[21] Mens besættelsesmagten etablerede en kollaborationsregering i Athen, begyndte tilstedeværelsen af den græske kongefamilie og regering at bekymre Kong Farouk 1. af Egypten og hans pro-italienere ministre. Konstantin og hans familie måtte derfor søge et andet tilflugtssted, hvor de kunne komme igennem krigen og fortsætte deres kamp mod aksemagterne. Da den britiske konge modsatte sig tilstedeværelsen af Prinsesse Frederika og hendes børn i Storbritannien,[e] blev det besluttet, at Kong Georg og Prins Paul kunne tage ophold i London, hvor der blev oprettet en eksilregering, mens resten af familien kunne søge tilflugt i Sydafrika.[22][24]

Den 27. juni 1941 startede hovedparten af den græske kongefamilie derfor på rejsen til Sydafrika ombord på det hollandske dampskib Nieuw Amsterdam, der ankom til Durban den 8. juli 1941.[21][25][26]. Efter et ophold på to måneder i det britiske dominion rejste Prins Paul til England med sin bror,[27] og Konstantin så derefter dårligt nok sin far igen i de efterfølgende tre år.[28] Resten af familien bosatte sig i Kapstaden, hvor Prins Konstantins søster Prinsesse Irene blev født i 1942. Prins Konstantin, hans søster, deres mor og deres faster Prinsesse Katharina blev indledningsvis indlogeret hos Sydafrikas generalguvernør Patrick Duncan i hans officielle residens Westbrooke i Kapstaden.[29][30] Gruppen flyttede efterfølgende flere gange, indtil de bosatte sig i Villa Irene i Pretoria med premierminister Jan Smuts, som hurtigt blev en nær ven af de eksilerede grækere.[29][31][32] Fra begyndelsen af året 1944 tog familien igen ophold i Egypten. I januar 1944 blev Prinsesse Frederika genforenet med sin mand i Kairo, og deres børn sluttede sig til dem i marts samme år. På trods af deres vanskelige finansielle forhold etablerede familien derefter venskabelige forbindelser med flere egyptiske personligheder, herunder Dronning Farida, hvis døtre var nogenlunde på samme alder som Prins Konstantin, Prinsesse Sofia og Prinsesse Irene.[33]

Tilbagevenden og borgerkrig[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Den græske borgerkrig
Antikommunistisk og promonarkisk valgplakat til fordel for Georg 2. fra folkeafstemningen i 1946: "Dette er hvad de frygter! Stem på kongen!"

Ved afslutningen af Anden Verdenskrig trak Nazi-Tyskland sig gradvist ud af Grækenland i 1944. Mens hovedparten af de eksilerede grækere kunne vende tilbage til deres land, måtte den lille Konstantin og hans familie forblive i landflygtighed på grund af den stigende republikanske opposition i hjemlandet. Storbritannien forsøgte at genindsætte kong Georg 2., der fortsat var i eksil i London, men størsteparten af modstandsbevægelsen, nemlig den kommunistiske, modsatte sig. I stedet måtte kong Georg fra sit eksil udnævne et regentskabsråd under ledelse af ærkebiskop Damaskinos af Athen, der straks udpegede en regering med republikansk flertal under ledelse af general Nikolaos Plastiras.[34][35][36] Kong Georg, der var ydmyget, syg og uden magt, overvejede i en periode at abdicere til fordel for sin bror, men besluttede sig til sidst for ikke at gøre det.[34][35][36] Prins Paul, der var mere kamplysten men også mere populær end sin bror, ville som tronarving gerne være vendt tilbage til Grækenland allerede på tidspunktet for befrielsen af Athen i 1944, da han mente, at han tilbage i sit land hurtigt ville være blevet udråbt til regent, hvilket ville have spærret vejen for Damaskinos og gjort det lettere at genoprette monarkiet.[37]

Den ustabile situation i landet og polariseringen mellem kommunister og borgerlige, gav imidlertid monarkisterne mulighed for at vende tilbage til magten efter parlamentsvalget i marts 1946. Efter at være blevet premierminister organiserede Konstantinos Tsaldaris en folkeafstemning den 1. september 1946 med det formål at tillade Georg 2. at vende tilbage til tronen. Ved folkeafstemningen var der flertal for at genindsætte Georg 2., og da vendte også Prins Paul og Prinsesse Frederika tilbage til Grækenland med deres børn. I et land, der stadig var ramt af rationering og afsavn, flyttede tronfølgeren, hans kone og deres tre børn tilbage til villaen i Psychikó. Det var der, at tronfølgeren og hans kone valgte at starte en lille skole, hvor Konstantine og hans søstre modtog deres første undervisning[38] under opsyn af Jocelyn Winthrop-Young, en britisk discipel af den tyske jødiske pædagog Kurt Hahn.[39][40][41]

Spændingen mellem kommunister og konservative førte dog i de efterfølgende år til den græske borgerkrig, der primært blev udkæmpet i det nordlige Grækenland. Borgerkrigen blev afsluttet i 1949 med de borgerliges og royalisternes sejr med støtte fra Storbritannien og USA. Borgerkrigen var præget af grusomme overgreb fra begge sider, både på modpartens styrker og på civilbefolkningen, og satte, sammen med 2. verdenskrig, Grækenland mange år tilbage økonomisk og medførte en høj grad af polarisering og politisk instabilitet i de efterfølgende årtier.[kilde mangler]

Tronfølger[redigér | rediger kildetekst]

Opvækst og uddannelse[redigér | rediger kildetekst]

Midt under borgerkrigen, den 1. april 1947, døde Kong Georg 2. Dermed besteg Konstantins far tronen som Kong Paul 1., og Konstantin selv blev kronprins i en alder af seks år.[6] Han flyttede derefter med sin familie fra villaen i Psychiko til slottet Tatoi ved foden af Parnesbjergene i den nordlige del af halvøen Attika lidt nord for Athen.[42] De første år af faderens regeringstid medførte ikke de store omvæltninger i prinsens daglige liv. Den lille dreng og hans søstre Sophie og Irene blev opdraget relativt enkelt, og kommunikation var i centrum for deres forældres pædagogik, som brugte al den tid, de kunne, med deres børn.[43][44] Overvåget af en hær af britiske guvernanter og huslærere talte børnene engelsk i familien men talte også flydende græsk.[45] Indtil han blev ni år, fortsatte Konstantin med at blive undervist sammen med sine søstre og andre kammerater fra Athens bedre borgerskab i villaen i Psychiko.[39]

Efter den alder besluttede Kong Paul at begynde at forberede sin søn til tronen. Han startede derefter på Anávryta lyceet i Maroúsi nordøst for Athen, som også fulgte Kurt Hahns pædagogik. Han gik i skole der som kostelev i 1950'erne, mens hans søstre gik i skole i Salem i Tyskland.[39][46][47] Fra 1955 modtog prinsen også militær træning, under ledelse af general Mikhaíl Arnaoútis, som senere blev hans adjudant og privatsekretær.[40] Efter afsluttet skolegang aflagde Kronprins Konstantin tjeneste ved alle tre værn i det græske militær og uddannede sig ved de dertil hørende militærakademier. Han uddannede sig også ved NATO's Air Force Special Weapons School i Tyskland samt på Athens Universitet, hvor han fulgte kurser i jura.[48]

Sejlsport og de olympiske lege[redigér | rediger kildetekst]

Konstantin 2. af Grækenland
Constantine II of Greece and Paul Elvstrøm 1960.jpg
Konstantin (t.v.) med Paul Elvstrøm ved Sommer-OL 1960
Personlig information
Født 2. juni 1940 Rediger på Wikidata
Athen Rediger på Wikidata
Død 10. januar 2023 (82 år) Rediger på Wikidata
Hygeia Hospital Rediger på Wikidata
Højde 189 cm
Vægt 80 kg
Uddybende Uddybende artikler: Sommer-OL 1960 og Grækenland ved OL

Konstantin var en dygtig sportsmand. I 1958 gav kong Paul sin søn en sejlbåd af klassen Lightning i julegave. Efterfølgende tilbragte kronprins Konstantin det meste af sin fritid med at træne med båden på den Saroniske Bugt. Efter et par måneder skænkede den græske flåde prinsen en dragebåd, som han besluttede sig for at deltage med ved de De Olympiske Lege i 1960.[49] Ved åbningen af legene i Rom var han 20 år gammel fanebærer for det græske hold og konkurrerede derefter i sejlsportskonkurrencerneNapolibugten, hvor han som rorsmand på båden "Nireus" sammen med Odysseus Eskitzoglou og Georgios Zaimis vandt guldmedalje i sejlsportsdisciplinen dragebåd.[50] Det var et øjeblik af stor national stolthed for grækerne, især da kronprins Konstantin blot var den tredje atlet fra Grækenland, der vandt en guldmedalje, efter Spiridon Louis ved OL i 1896 og Konstantinos Tsiklitiras ved OL i 1912.[49][51][52] Hans søster prinsesse Sofia repræsenterede ligeledes Grækenland i sejlads ved OL i 1960.

Konstantin sejlede VM i Soling[hvornår?] sammen med Paul Elvstrøm.[kilde mangler] Han var også en dygtig svømmer og havde sort bælte i karate. Derudover dyrkede han squash, atletik og ridning.[53]

I 1963 blev Konstantin medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Han trak sig i 1974, fordi han ikke længere var bosiddende i Grækenland, og blev efterfølgende udnævnt til æresmedlem af IOC.[54] Siden 1994 var han ærespræsident for det internationale sejlsportsforbund International Sailing Federation (ISAF)[f] sammen med Kong Harald 5. af Norge.[56][57] Han var desuden æresmedlem af International Soling Association (ISA) og præsident for International Dragon Association (IDA).[58][59]

Regeringstid[redigér | rediger kildetekst]

Tronbestigelse[redigér | rediger kildetekst]

I starten af 1964 forværredes Kong Pauls helbred hurtigt. Han fik konstateret mavekræft og blev i februar opereret for mavesår. Inden da var Kronprins Konstantin allerede den 20. februar blevet udnævnt til regent for sin syge far, indtil han blev rask igen.[60] Men da kongens tilstand forværredes, tog Kronprins Konstantin til øen Tinos i Kykladerne for at hente en ikon, der af de ortodokse blev betragtet som værende i stand til at udvirke mirakler. Den hellige ikon var imidlertid ikke nok til at helbrede kongen, der døde cirka en uge senere, den 6. marts 1964.[61][62][63] Ved faderens død kom den blot 23-årige Konstantin på tronen under navnet Konstantin 2., selvom nogle af hans tilhængere foretrak at kalde ham Konstantin 13. for at understrege kontinuiteten mellem det tidligere Byzantinske Rige og Kongeriget Grækenland.[64]

På grund af Konstantins ungdom blev hans tronbestigelse også opfattet som et håb om forandring i et Grækenland, der stadig mærkede eftervirkningerne af den græske borgerkrig fra 1946 til 1949 mellem kommunister og konservative, og hvor samfundet var stærkt polariseret mellem det monarkistiske/konservative højre og det liberale/socialistiske venstre. Konstantins tronbestigelse faldt sammen med det nylige parlamentsvalg den 16. februar 1964, hvor midterpartiet Centrumsunionen fik 53% af stemmerne, og Georgios Papandreou blev premierminister og dermed afsluttede 11 års højrefløjsstyre fra den Nationale Radikale Union (ERE). Man håbede, at den nye unge konge og den nye premierminister ville være i stand til at overvinde tidligere tiders uoverensstemmelser. Deres forhold var dog ikke længe om at blive problematisk.[64]

Den unge konge var kraftigt influeret af sin tyskfødte konservative mor, enkedronning Frederikke, som i realiteten tog magten fra sin uerfarne søn. Hendes intriger var medvirkende til militærkuppet i 1967. Selv efter Anden Verdenskrig, hvor Grækenland havde været under tysk besættelse, lagde Frederikke ikke skjul på sine ultranationalistiske sympatier, blandt andet ved at omgås gamle nazi-kollaboratører.[65]

Et kongeligt bryllup[redigér | rediger kildetekst]

Kong Konstantin og Prinsesse Anne-Marie ved deres bryllup i 1964.

En af de første begivenheder i hans regeringstid var hans bryllup med Prinsesse Anne-Marie af Danmark, der var den yngste datter af Kong Frederik 9. og Dronning Ingrid af Danmark. Allerede i 1959 havde den 19-årige kronprins Konstantin for første gang mødt den 13-årige danske prinsesse, da han sammen med sine forældre besøgte København.[54] I 1963 blev de forlovet. Kong Frederik den 9. afviste imidlertid at give sin datter kongebrev, så hun kunne blive gift på det tidspunkt, og de måtte vente til hun var fyldt 18 år. De blev gift den 18. september 1964 i Metropolis-katedralen i Athen, og prinsesse Anne-Marie blev dronning af Grækenland tre uger efter hun fyldte 18 år.[6]

Militærjuntaen og Kongen[redigér | rediger kildetekst]

En alvorlig politiske konflikt udviklede sig allerede i 1965 mellem Kong Konstantin og premierminister Georgios Papandreou, den såkaldte Apostasia. Da Papandreou i juli 1965 krævede også at overtage forsvarsministerstillingen for at rydde op i officerskorpset, nægtede kong Konstantin at gå med til det, og Papandreou gik af. I strid med grundloven udnævnte Konstantin herefter tre på hinanden følgende premierministre uden at udskrive nyvalg. De to første regeringer ledet af Georgios Athanasiadis-Novas og Ilias Tsirimokos fik kort levetid, mens den tredje under Centrumsunionspolitikeren Stefanos Stefanopoulos sad noget længere, før den blev fældet af højrelederen Panagiotis Kanellopoulos og centrumslederen Papandreou. De krævede i efteråret 1966 nyvalg afholdt i foråret 1967, hvilket dog aldrig blev gennemført. I stedet planlagde generalstaben et militærkup sammen med kong Konstantin, men militæret var splittet mellem generalstaben og en gruppe oberster, der planlagde deres eget kup. Obersternes kup den 21. april 1967 kom således Konstantin og generalstaben i forkøbet. Kongen samarbejdede med det nye militærdiktaturet, men forberedte samtidig et modkup, som blev forsøgt gennemført den 14. december 1967. Dette kupforsøg mislykkedes og var så dårligt planlagt, at det lignede et forsøg på at "redde ansigt". Samme dag forlod han landet for ikke at vende tilbage som konge.[66]

Konge i eksil[redigér | rediger kildetekst]

Græsk 2-drakme-mønt fra 1971 med Kong Konstantins portræt.
Kong Konstantin og Dronning Anne-Marie under deres eksil i Rom i 1973.

Konstantin og Anne-Marie levede først i eksil i Rom. Konstantin vedblev formelt set at være statsoverhoved, mens general Georgios Zoitakis fungerede som regent fra 13. december 1967 til 21. marts 1972 i stedet for kongen, som var i eksil. Han blev efterfulgt i denne funktion af diktator Georgios Papadopoulos. Den 1. juni 1973 afskaffede militærjuntaen monarkiet og udråbte republikken. En folkeafstemning den 29. juli bekræftede afskaffelsen af monarkiet.

Tyrkiets invasion af Cypern i juli 1974 og de efterfølgende begivenheder førte til militærjuntaens fald. Efter tiltrædelsen af en civil regering i november 1974 blev der den 8. december 1974 afholdt en ny folkeafstemning om Grækenlands fremtidige styreform.[1] Kongens støtte til militærdiktaturet, som bl.a. arresterede tusindvis af kommunister, venstreradikale og andre modstandere, var ikke glemt, da 69 procent af grækerne efter militærjuntaens fald ved folkeafstemningen i 1974 bekræftede afskaffelsen af monarkiet og etableringen af den tredje græske republik.[kilde mangler] Kong Konstantin, der havde protesteret mod gyldigheden af folkeafstemningen i 1973, accepterede herefter resultatet.[1]

Senere liv[redigér | rediger kildetekst]

Tronprætendent i eksil[redigér | rediger kildetekst]

Konstantin og Anne Marie med deres to yngste børn i 1987.

Fra 1974 levede Konstantin og hans familie i eksil i London. Konstantin og hans familie fik frataget deres græske statsborgerskab med en lov af 1994. Loven medførte, at familiens ejendomme i Grækenland blev overtaget af den græske stat. Det er slottet Tatoi i Athen, sommerresidensen Mon ReposKorfu og et skov- og bjergområde ved Polydendron i Midtgrækenland.[67]

En årelang retssag om familiens tidligere besiddelser i Grækenland blev derefter indledt og sluttede 2002 med at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg dømte den græske stat til at betale det tidligere kongepar og deres nærmeste familie ca. 100 millioner kroner i godtgørelse.[67][68]

Tilbagevenden til Grækenland[redigér | rediger kildetekst]

I 2004 fik kongefamilien lov til igen at bosætte sig i Grækenland. I 2013 flyttede de tilbage til Grækenland.[69] Fra 2015 boede de i en villa i kystbyen Porto Cheli i ArgolisPeloponnes.[70] I sine sidste år led Konstantin af alvorlige helbredsproblemer, og i 2022 flyttede kongeparret til Athen, for at han kunne være tættere på hospitaler. Han døde 82 år gammel den 10. januar 2023 på et hospital i Athen efter et slagtilfælde.[71]

Status i de senere år[redigér | rediger kildetekst]

Konstantin 2. betragtede sig vedblivende som græsk konge, men brugte ikke i daglige sammenhænge den gamle titel "Konstantin, hellenernes konge" ("Κωνσταντίνος, Βασιλεύς των Ελλήνων"), men derimod oftere "Kong Konstantin" ("βασιλιάς Κωνσταντίνος"). På det græske kongehus' hjemmeside fremgik dog den officielle titel som: Kong Konstantin, tidligere hellenernes konge.[2] Den græske stat ville ikke udstede et pas, før han tog et efternavn (fx Glücksborg). Han havde et dansk diplomatpas som "Constantine de Grecia". Den øvrige familie har også danske diplomatpas.[68]

Da Grækenland ikke er et monarki, er de græske kongelige titler ikke anerkendt der. Konstantin er senest gennem sit ægteskab med prinsesse Anne-Marie (datter af Danmarks Frederik 9.) forbundet med det danske kongehus, men er selv tipoldebarn af Kong Christian IX. Da hans oldefar, Prins Vilhelm af Danmark, i 1863 blev Kong Georg I af Grækenland, bevarede han - af hensyn til usikkerheden for et nyt græsk kongehus - og hans efterkommere titlerne som prinser og prinsesser af Danmark. Derfor bærer de græske kongelige stadig disse titler og dermed retten til et dansk pas. Efter 1974 har der internationalt været skiftende praksis for, hvorvidt man anvendte og anerkendte de hidtidige græske titler internationalt, eller hvorvidt man hældede til alene at betragte de danske titler som officielle.[72][b]

Titler, prædikater og æresbevisninger[redigér | rediger kildetekst]

Dekorationer[redigér | rediger kildetekst]

Udenlandske dekorationer[redigér | rediger kildetekst]

Konstantin er også tildelt erindrings- og mindesmedaljer i anledning af Dronning Margrethe og Prins Henriks Sølvbryllup, Dronning Margrethe's 25 Års Regeringsjubilæum, Prins Henriks 75-års fødselsdag, Dronning Margrethe's 70-års fødselsdag og Kong Frederik IX's Fødsel samt Dronning Ingrids Mindemedaille.[78]

Ægteskab og børn[redigér | rediger kildetekst]

Kong Konstantin 2. giftede sig den 18. september 1964 i Metropolis-katedralen i Athen med prinsesse Anne-Marie af Danmark.

De har børnene:

Anetavle[redigér | rediger kildetekst]

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 9. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
Georg 1. af Grækenland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Louise af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
Konstantin 1. af Grækenland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Konstantin Nikolajevitj af Rusland
 
 
 
 
 
 
 
Olga Konstantinovna af Rusland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Alexandra af Sachsen-Altenburg
 
 
 
 
 
 
 
Paul 1. af Grækenland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Wilhelm 1. af Tyskland
 
 
 
 
 
 
 
Frederik 3. af Tyskland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Augusta af Sachsen-Weimar-Eisenach
 
 
 
 
 
 
 
Sophie af Preussen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Albert af Sachsen-Coburg og Gotha
 
 
 
 
 
 
 
Victoria af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Victoria af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
Konstantin 2. af Grækenland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Georg 5. af Hannover
 
 
 
 
 
 
 
Ernst August af Hannover
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Marie af Sachsen-Altenburg
 
 
 
 
 
 
 
Ernst August af Braunschweig
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Christian 9. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
Thyra af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Louise af Hessen-Kassel
 
 
 
 
 
 
 
Frederikke af Hannover
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Frederik 3. af Tyskland
 
 
 
 
 
 
 
Wilhelm 2. af Tyskland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Victoria af Storbritannien
 
 
 
 
 
 
 
Viktoria Luise af Preussen
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Frederik Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg
 
 
 
 
 
 
 
Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Adelheid af Hohenlohe-Langenburg
 
 
 
 
 
 

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Kongen levede i eksil efter et fejlslaget modkup mod den græske militærjunta den 13. december 1967, men var stadig konge de jure. Den 1. juni 1973 afskaffede militærjuntaen monarkiet og udråbte republikken. En folkeafstemning den 29. juli bekræftede afskaffelsen af monarkiet. Efter militærjuntaens fald og tiltrædelsen af en civil regering i november 1974 blev der den 8. december 1974 afholdt en ny folkeafstemning, der ligeledes bekræftede afskaffelsen af monarkiet og etableringen af den tredje græske republik. Kong Konstantin, der havde protesteret mod gyldigheden af folkeafstemningen i 1973, accepterede herefter resultatet.[1]
  2. ^ a b I henhold til en mellemstatslig aftale indgået i Wien i 1815 er de kongelige berettiget til at anvende deres oprindelige titler, også efter ophør af grundlaget, så Kong Konstantin behøvede ikke kalde sig ekskonge; og Kronprins Pavlos af Grækenland vil fortsat være at betegne som kronprins, også efter faderens død.[3]
    I Den Internationale Olympiske Komité, hvor kong Konstantin havde sæde, vedblev man med at anvende betegnelsen: His Majesty King Constantine.[4]
  3. ^ Magasinet Περιοδικό η Νεολαία skrev i sin udgave den 15. juni 1940: «Den lykkelige begivenhed med fødslen af ​​den kommende arving til den græske trone blev hilst og mødt med oprigtig entusiasme af hele det græske folk, som ilede med at udtrykke deres glæde på alle måder til den kongelige prins' høje forældre».[7]
  4. ^ Prinsesse Aspasia og hendes datter Prinsesse Alexandra, Prinsesse Katharina, Prins Georg og hans hustru Prinsesse Marie forlod ligeledes fastlandet på flugt fra invasionen. Kun Prinsesse Helena og Prinsesse Alice forblev i Athen, hvor de tilbragte alle krigsårene.[18]
  5. ^ Officielt ville Georg 6. ikke udsætte de for dynastiet vigtige børn for fare i Storbritannien. I realiteten frygtede han, at tilstedeværelsen af et barnebarn af Kejser Wilhelm 2. i England ville minde briterne om sit eget dynastis tyske oprindelse.[22][23]
  6. ^ Forbundet skiftede i december 2015 navn til World Sailing.[55]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c "Constantine II", Encyclopædia Britannica Online Academic Edition, 2011, hentet 12. november 2011
  2. ^ a b "FAQ". Official website of the Greek royal family. Arkiveret fra originalen 3. juni 2020. Hentet 3. juni 2020. The correct form of address is: King Constantine, former King of the Hellenes and so on for the family members.
  3. ^ Lene Skriver Bak (10. januar 2023). "Efter kong Konstantins død: Sådan bliver Pavlos' titel". Billed-Bladet.
  4. ^ HM King Constantine Arkiveret 13. februar 2011 hos Wayback Machine. International Olympic Committee. Retrieved on 2016-09-16.
  5. ^ Meletopoulos 1994, s. 196.
  6. ^ a b c d Montgomery-Massingberd, Hugh, red. (1977). Burke's Royal Families of the World (engelsk). Vol. Volume 1: Europe & Latin America. London: Burke's Peerage Ltd. s. 327–28. ISBN 0-85011-023-8. {{cite book}}: |volume= har ekstra tekst (hjælp)
  7. ^ Περιοδικό η Νεολαία (græsk). No. 37 (88). 15. juni 1940. {{cite news}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  8. ^ Tantzos 1990, s. 5.
  9. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 110-111.
  10. ^ Νεόλογος Πατρών (græsk). No. 132. 4. juni 1940. {{cite news}}: Manglende eller tom |title= (hjælp)
  11. ^ "Naming practices" in British Academy and Oxford University, Lexicon of Greek Personal Names, online Arkiveret 16. august 2018 hos Wayback Machine
  12. ^ da Rocha Carneiro, Monique (2000). La descendance de Frédéric-Eugène duc de Wurtemberg (fransk). Paris: Éditions L'intermédiaire des chercheurs et curieux. s. 411. ISBN 978-2-908003-17-8.
  13. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 367.
  14. ^ Van der Kiste 1994, s. 159 og 161-162.
  15. ^ Tantzos 1990, s. 15-16.
  16. ^ Van der Kiste 1994, s. 162-163.
  17. ^ Palmer & Greece 1990, s. 80.
  18. ^ Vickers 2000, s. 291.
  19. ^ Tantzos 1990, s. 18-20.
  20. ^ Tantzos 1990, s. 18-19.
  21. ^ a b Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 113.
  22. ^ a b Vickers 2000, s. 292.
  23. ^ Dimitrakis 2009, s. 25.
  24. ^ Van der Kiste 1994, s. 164.
  25. ^ Bertin 1982, s. 338.
  26. ^ Tantzos 1990, s. 20-21.
  27. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 189.
  28. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 114.
  29. ^ a b Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 113-115.
  30. ^ Hourmouzios 1972, s. 133.
  31. ^ Hourmouzios 1972, s. 136 og 144.
  32. ^ Tantzos 1990, s. 21.
  33. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 115-116.
  34. ^ a b Van der Kiste 1994, s. 170-171.
  35. ^ a b Hourmouzios 1972, s. 164-169 og 171.
  36. ^ a b Tantzos 1990, s. 38-39.
  37. ^ Hourmouzios 1972, s. 155.
  38. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 117.
  39. ^ a b c Tantzos 1990, s. 61.
  40. ^ a b Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 359.
  41. ^ Packard, Ann (10. marts 2012). "Obituary: Jocelin Winthrop-Young OBE, the Gordonstoun ethic ran deep in life and work of educationalist and Hahn disciple". The Scotsman (engelsk)..
  42. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 127.
  43. ^ Celada 2007, s. 70.
  44. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 120 og 131-132.
  45. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 120.
  46. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 124-125.
  47. ^ Hourmouzios 1972, s. 216 og 300.
  48. ^ Curley 1975, s. 39-41.
  49. ^ a b Tantzos 1990, s. 80-81.
  50. ^ "Ο τέως βασιλιάς Κωνσταντίνος μέσα από το ιστορικό αρχείο της «Κ»". Kathimerini (græsk). 11. januar 2023.
  51. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 132-133 og 360.
  52. ^ Hourmouzios 1972, s. 314-315.
  53. ^ Curley, W.J.P. (1975). Monarchs In Waiting. London: Hutchinson & Co Ltd. s. 39-41. ISBN 0-09-122310-5.
  54. ^ a b "Kongen uden rige". Vejle Amts Folkeblad.
  55. ^ "ISAF Changes Name to World Sailing". sailingscuttlebutt.com. 8. december 2015. Hentet 14. november 2016.
  56. ^ "King Constantine II 1940-2023" (engelsk). World Sailing. 11. januar 2023. Hentet 14. januar 2023.
  57. ^ "HM King Constantine". Arkiveret fra originalen 17. februar 2012. Hentet 30. november 2013.
  58. ^ "ISA Committee Members" (engelsk). International Soling Association. 2023. Hentet 14. januar 2023.
  59. ^ "IDA Officers" (engelsk). International Dragon Association (IDA). 2023. Hentet 14. januar 2023.
  60. ^ "Ailing Greek King Names Son Regent". The New York Times (engelsk). 21. februar 1964. Arkiveret fra originalen 24. juli 2016. Hentet 29. april 2016.
  61. ^ Van der Kiste 1994, s. 184.
  62. ^ Mateos Sáinz de Medrano 2004, s. 135-136.
  63. ^ Tantzos 1990, s. 102-104.
  64. ^ a b Dimitrakis 2009, s. 107.
  65. ^ Manden, der aldrig bliver konge af Grækenland - www.b.dk
  66. ^ leksikon.org - Grækenland
  67. ^ a b Konstantin får 100 mio. kr. i erstatning - Politiken.dk
  68. ^ a b Grækenland blander sig ikke i Konstantins diplomatpas - Globalt | www.b.dk
  69. ^ Smith, Helena (15. december 2013). "Greece's former king goes home after 46-year exile". The Guardian. Hentet 17. juli 2021.
  70. ^ Meisner, Pia (5. august 2020). "Sådan bor Anne-Marie og Konstantin". Billed-Bladet. Hentet 17. juli 2021.
  71. ^ Meesenburg, Ida (10. januar 2023). "Ekskong Konstantin er død". DR. Hentet 11. januar 2023.
  72. ^ Starke Verlag (1997), "Genealogisches Handbuch des Adels", Genealogisches Handbuch des Adels (XV udgave), s. 20, ISSN 0435-2408
  73. ^ a b c d e f g h i j Charles Kidd; David Williamson (1999). Debrett's Peerage and Baronetage 2000 (engelsk). Macmillan. ISBN 033354577X.
  74. ^ a b "Modtagere af danske dekorationer". kongehuset.dk. Arkiveret fra originalen 12. maj 2019. Hentet 2019-04-25.
  75. ^ "Tildelinger av ordener og medaljer". kongehuset.no (norsk). Hentet 26. april 2019.
  76. ^ José María de Francisco Olmos. Caballeros de la Orden del Toisón de Oro desde 1931 (PDF). Real Academia Matritense de Heráldica y Genealogía (spansk). Hentet 24. april 2021..
  77. ^ Royal Thai Government Gazette (9. april 1963). "แจ้งความสำนักนายกรัฐมนตรี เรื่อง ถวายเครื่องราชอิสริยาภรณ์แด่พระมหากษัตริย์แห่งประเทศกรีซ" (PDF) (thai). Hentet 2019-05-08. {{cite journal}}: Cite journal kræver |journal= (hjælp)
  78. ^ Kraks Blå Bog 2011-12, ISBN 978-87-12-04650-9

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Foregående:
Paul
Konge af Grækenland
19641974
Efterfølgende:
Republik