Krigsfange

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tyske krigsfanger under anden verdenskrig

Krigsfange er en soldat (eller væbnet civilist), som bliver tilbageholdt under eller umiddelbart efter en væbnet konflikt. De fleste krigsfanger er fjendtlige soldater, men også neutrale lande har interneret krigsførende landes soldater (og desertører) - for eksempel var Horserødlejren krigsfangelejr under 1. verdenskrig.

Geneve-konventionen sikrer, at krigsfanger bliver behandlet humant.

De fleste nationer følger konventionen, medens andre fortolker den efter forgodtbefindende.

Den tredje Genevekonvention (behandling af krigsfanger), artikel 4, beskytter militært personel, hjemmeværn og frivillige korps fra tilfangetagelse til frigivelse.

Nogle af hovedpunkterne i konventionen forbyder anvendelse af psykisk og fysisk tortur af fanger, samt at den tilfangetagne kun er forpligtet til at opgive navn, fødselsdato, rang og eventuelt identifikationsnummer.

Status som krigsfange omfatter ikke ubevæbnede civilister, som er fanget under en krig. De er beskyttet af den fjerde Genevekonvention om beskyttelse af civilpersoner i krigstid.

USAs regering har efter 11/9 2001 defineret en kategori af tilbageholdte, kaldt "ulovlige kombattanter". Præsidentens juridiske rådgiver, den senere justitsminister Alberto Gonzales har flere gange plæderet for, at USA ikke er forpligtet af Genève-konventionen i forhold til denne kategori.

Krigsfanger i Danmark under 1. Verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Danmark var under 1. Verdenskrig neutral, men blev involveret i spørgsmålet om krigsfanger. Under 1. Verdenskrig blev mellem 7 og 8.5 millioner mennesker taget som krigsfanger. Rusland, Tyskland og Østrig-Ungarn var de nationer, der havde flest krigsfanger internerede.[1]

Efter aftale mellem Rusland og Østrig-Ungarn fik Danmark til opgave at gennemføre inspektionsrejser til krigsfangelejre i de to lande. Særligt forholdene i Rusland var rystende. Disse inspektionsrejser blev ledt af Dansk Røde Kors, der under hele krigen spillede en stor rolle i det humanitære arbejde med krigsfanger. En af de mest toneangivende i dette arbejde var Thorvald Madsen, daværende Direktør for Statens Serum Institut. Dansk Røde Kors varetog også opgaven at videresende breve fra krigsfanger, samt at uddele medicin til fangerne i lejrene.[2]

Danmarks engagement i det humanitære arbejde intensiveredes, da man efter schweizisk forbillede ønskede at oprette lejre i Danmark, hvor syge krigsfanger kunne behandles. Dette tiltag var i høj grad politisk, da man mente, at et omfattende dansk humanitært arbejde ville bestyrke Danmarks anseelse hos de krigsførende magter og at disse dermed ville vedblive med at anerkende Danmarks neutralitet. Det lykkedes at etablere en udveksling af krigsfanger mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland. Krigsfangernes hjemlande skulle betale for krigsfangernes forplejning i Danmark, mens Danmark skulle betale for lejre og administration. Dette betød, at omkostningerne for Danmark ville være overskuelige til trods for projektets størrelse.[3] Til formålet med at huse de syge krigsfanger opførtes to lejre i henholdsvis Horserød i Nordsjælland og ved Hald nær Viborg. Horserødlejren kom til at huse de russiske krigsfanger, mens de tyske og østrig-ungarske blev anbragt i Haldlejren. Frem til 1918, hvor arbejdet med syge krigsfanger ophørte, blev cirka 3800 krigsfanger behandlet i Danmark.

Under 1. verdenskrig udførte Dansk Røde Kors et meget omfattende arbejde med at formidle korrespondancen for krigsfangerne på østfronten. Over 600 personer var ansat i Danmark til at administrere indsatsen, og de formidlede mere end en million breve (som alle skulle censureres) og over seks millioner pakker. [4]

En række danske enkeltpersoner er kendt i eftertiden for deres uegennuyttige indsats for flytninge og krigsfanger under verdenskrigen. Professor David Simonsen, overrabiner for Det mosaiske Troessamfund 1892-1902 og bosiddende i København, var centralt placeret i hjælpearbejdet og førte en omfattende korrespondance med krigens ofre, hovedsageligt jødiske flygtninge og udførte et stort filantropisk arbejde med praktisk hjælp og økonomisk støtte. Dette er dokumenteret i hans arkiv [5], som er digitaliseret og frit tilgængeligt på Internettet. Senere lektor Ingeborg Stemann (født 1989), hvis far var amtmand, helligede sig efter universitetseksamen friviligt hjælpearbejde for russiske krigsfanger i Horserødlejren . Horserødlejren blev 1917 indrettet til at modtage syge russiske krigsfanger fra Tyskland, og Ingeborg Stemann, som havde lært sig russisk og polsk, blev som 28-årig tilknyttet lejren som tolk. Her ydede hun en helhjertet indsats i det store, frivillige arbejde, som sikrede fangerne tålelige vilkår, mens de opholdt sig i Danmark [6], og siden deltog hun i inspektionen af krigsfangelejre i Tyskland. For at skabe forståelse for krigsfangernes situation var hun i 1917 medudgiver af bogen Russiske Soldaterbreve.[7]

Et særligt kapitel i dansk historie i forhold til krigsfanger er Sønderjylland. Frem til Genforeningen i 1920 var sønderjylland en del af Tyskland. Tyskland tog store antal krigsfanger under 1. Verdenskrig og af disse blev mange sat til at arbejde i landbruget, der akut manglede hænder, da mændene i landegnene ofte var blevet udskrevet til militærtjeneste. Det anslås at 6000-7000 krigsfanger, hovedsageligt russere, var udstationerede i Sønderjylland fra 1914-1918. Af disse fanger formåede en anselig del at flygte over grænsen til det neutrale Danmark. Da Danmark var neutralt og derfor formelt set ikke kunne tage krigsfanger, blev disse overløbne krigsfanger betragtet som militærflygtninge. Dette betød, at Danmark ikke kunne sende dem retur til deres hjemlande, men måtte internere dem til krigen var slut.[8]


Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Davis, Gerald H., Prisoners of War in Twentieth-Century War Economics i: Journal of Contemporary History, 12 (1977) 623-634.
  2. Blüdnikow, Bent Krigsfanger – et billeddrama om krigsfanger i Danmark under 1. verdenskrig (Odense Universitetsforlag, 1988) ISBN 87-7492-670-5 p. 11ff.
  3. Adriansen, Inge, Ivan fra Odessa – Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920 (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 191) p. 67ff.
  4. Danmarkshistorien.dk - Dansk Røde Kors i første verdenskrig
  5. Overrabiner David Simonsens Arkiv, Det Kongelige Biblioteks Judaistiske Samling
  6. Ingeborg Stemanns Arkiv, Det Kongelige Biblioteks Håndskriftsamling. En stor samling fotografier fra Ingeborg Stemann af russiske krigsfanger findes i Det Kongelige Biblioteks Billedsamling
  7. Den Store Danske / Dansk Biografisk Leksikon - Lektor Ingeborg Stemann
  8. Adriansen, Inge, Ivan fra Odessa – Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920 (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 191)

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: