Kriseteori (økonomi)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Kriseteori i faget økonomi omhandler årsagerne til og konsekvenserne af økonomisk recession, som fører til lavkonjunktur. Kriseteorier er generelt associeret til marxistisk økonomi, især til tesen om profitraten og dennes tendens til fald.

Tidligere analyser blev leveret af Jean Charles Léonard de Sismondi, der fremsatte det første forslag af til krisens systematik.[1][2][3] John Stuart Mill benytter i sit værk Principles of Political Economy begrebet tendensen til at overskuddet nærmer sig minimum i kapitel IV i Bog IV, og i Kapitel V analyserer han konsekvenserne af denne tendens. Her gennemgår han en række af de centrale elementer hos David Ricardo, men uden at have benyttet Karl Marx' teoretiske arbejde.

En undersøgelse af de konkurrerende teorier om krise i de forskellige grene af den politiske økonomi og økonomi blev foretaget af Anwar Shaikh i 1978.[4]

Historisk udvikling[redigér | rediger kildetekst]

Marx' kriseteori blev livligt diskuteret blandt ledende marxister i begyndelsen af det 20. århundrede. En relativt lille gruppe, der inkluderede Lenin og Rosa Luxemburg forsvarede den teoretisk, mens andre, med Eduard Bernstein og senere Hilferding som væsentlige bidragydere, tvivlede på dens anvendelighed i praksis.[5]

Wall Street-krakket, som førte til ødelæggelsen af samfundsmæssige værdier og havde store konsekvenser for mennesker, ejendom og kapital, kunne således tolkes som en bekræftelse af Marx' kriseteori. Som kontrast hertil blev der foretaget flere forsøg på at omformulere Marx' analyse med mindre revolutionære konsekvenser, for eksempel i Joseph Schumpeters koncept om  kreativ destruktion.[6][7] I denne sammenhæng  refererer "krise" til en særlig voldsom cyklus i de almindelige op-og nedture Også John Maynard Keynes så kriserne som et mønster i en "kaotisk" kapitalistisk udvikling, som  udvikler sig til en recession eller depression, hvis ingen kompenserende foranstaltninger er indtruffet.[8]

Efterkrigstidens lange periode med kapitalistisk vækst og ekspansion skabte  vedvarende udfordringer til de marxister, der forsøgte at fastholde Marx' teoretiske resultater og omdømme.[9]

Andrew Kliman har blandt andet bidraget med et filosofisk forsvar for den teoretiske  konsistens i Marx' analyser i et forsøg på at modgå de kritikpunkter, der blev anført imod vigtige aspekter af Marx' teori i halvfjerdserne. Efter finanskrisen er der blevet fornyet interesse for Karl Marx' kriseteori i akademiske kredse.[10]

Årsagerne til kriser[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Marxistisk økonomi
Beskæftigelse, produktion, forbrug og investeringer i USA

Karl Marx betragtede kriseteorien som sin  mest betydelige teoretiske præstation.[11]Han præsenterer den i sin mest udviklede form med profitratens tendens til fald, som han kombinerer med en diskussion af forskellige modvirkende tendenser, der kan bremse eller ændre dens indflydelse på kapitalapparatet.

Ligheder (og forskelle) hos John Stuart Mill & Marx[redigér | rediger kildetekst]

Der er flere elementer i Marx' analyse, som viser hans kendskab til Mills formuleringer, især Mills behandling af, hvad Marx efterfølgende kaldte de modvirkende tendenser: ødelæggelse af kapital gennem konkurser (§5), forbedringer i produktionsapparatet (§6), import af produkter (§7) og kapitalflugt (§8). For begge gælder det således, at der er tale om en tendens, der kan modvirkes af foranstaltninger, som ophæver den teoretiske virkning. Disse modvirkende kræfter er som følger:

  • (1) En stigning i arbejdsintensiteten (via intensivering af arbejdet eller forlængelse af arbejdsdagen)
  • (2) Ved at presse af lønningerne under deres værdi
  • (3) Billiggørelse af den konstante kapital (via øget produktivitet)
  • (4) Relativ overproduktion (som fastholder mange arbejdere, der er ansat i relativt tilbagestående industrier,  hvor den organiske sammensætning af kapitalen er lavere end gennemsnittet
  • (5) Udenrigshandel (som tilbyder billigere råvarer og mere rentable kanaler med investeringer
  • (6) forøgelse af aktiekapitalen (rentebærende kapital, hvis  afkast er lavere end gennemsnittet med andre.

Især vedrørende effekten af øget produktivitet, billiggørelse af råvarer og udenrigshandel er Marx og Mill er i overensstemmelse med hinanden.[12]

Forskel mellem marxister og keynesianere[redigér | rediger kildetekst]

Keynesiansk økonomi kan ses som forsøg på en "middelvej" mellem "laissez-faire", den uforfalskede kapitalisme og marxismen. Keynes anbefalede, at staten udøver en vis kontrol med den økonomiske aktivitet, hvor kriser håndteres med en politisk styring, der kompenserer for markedets imperfektioner.

Keynes havde kun overfladisk studeret Marx' skrifter, fordi han anså disse for forældede. Han var derfor formentlig uvidende om, at de som fælles udgangspunkt havde kritikken af den klassiske ligevægtsteori, ligesom de begge afviste Says lov.[13]

Selv om Marx og Keynes ligeledes var enige om, at kriser er et indbygget element i den kapitalistiske produktionsmåde, anvender de begrebet økonomisk krise på forskellig og delvis modsatrettet vis. Den keynesianske tilgang forholder sig strengt inden for det økonomiske felt og beskriver en 'boom' og en 'bust'-cyklus, der på langt sigt skaber balance i økonomien. Marx mente derimod, at den økonomiske krise nødvendigvis udvikles af modsætningerne i den kapitalistiske produktions relationer.

"Hvor Marx adskiller sig fra Keynes er netop spørgsmålet om den faldende  profitrate. Det er ikke tilbøjeligheden til at forbruge eller subjektive forventninger om fremtidig rentabilitet, der er afgørende for Marx. Det er graden af udbytning og arbejdskraftens sociale produktivitet, som er de centrale overvejelser, set i forhold til det eksisterende kapitalapparat. Mens det for Keynes er kapitalens lave marginale produktivitet , der forårsager en overflod af kapital i forhold til  forventningerne til afkast  og derfor til en 'potentiel' overproduktion af råvarer (når kapitalisten ikke vil  investere). For Marx er overproduktion af kapital  kun relateret til arbejdskraftens samfundsmæssige produktivitet og de eksisterende  betingelser for udbytning. Det udgør en utilstrækkelig masse af merværdi i forhold til den samlede kapital. Så for Marx kan krisen kun  løses ved at udvide den rentable produktion og akkumulation, mens det for Keynes angiveligt kan afhjælpes ved at øge den "effektive efterspørgsel", og dette giver en mulighed for, at staten stimulerer produktionen."[14] Yaffe bemærkede i 1972, at "... passager i Kapitalens bind III, der henviser til massernes underkonsumption på ingen måde kan tolkes som en kriseteori om manglende efterspørgsel. Marx skriver ganske vist, at "den sidste årsag til alle virkelige kriser altid forbliver den fattigdom og det begrænsede forbrug hos masserne, som sammenlignet med tendensen i den kapitalistiske produktion til at udvikle produktivkræfterne, på en sådan måde, at kun den absolutte magt over forbruget af hele samfundet vil sætte grænsen." [15][16] Den ovenstående passage indeholder en blot en beskrivelse eller en tilpasning til de kapitalistiske produktionsforhold. Marx kaldte det en tautologi at forklare krisen ved manglende effektivt forbrug ...[17][18] Fuld beskæftigelse er ifølge Marx mulig, når kapitalakkumulationen øger efterspørgslen efter arbejdskraft, som påvirker lønningerne. Hvis lønningerne stiger "for meget", falder profitraten, hvilket medfører en recession. Hos Keynes er fuld beskæftigelse et tegn på overophedning af økonomien, som staten bør modvirke ved at stramme finanspolitikken. Samspillet mellem beskæftigelse og løn er i øvrigt matematisk formaliseret i Goodwins model.

Henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ An Introduction to the Study of Crisis by Kuruma Samezō 1929
  2. ^ Isaac Illyich Rubin [1979] 'Sismondi as a Critic of Capitalism' Chapter 37 in A History of Economic Thought, InkLinks, London
  3. ^ J. C. L. Sismonde de Sismondi ‘New Principles of Political Economy: Of Wealth in Its Relation to Population Trans.
  4. ^ Shaikh, Anwar [1978] An introduction to the History of Crisis Theories in U.S. Capitalism in Crisis, URPE, New York
  5. ^ Kuhn, Rick Economic Crisis and Socialist Revolution: Henryk Grossman's Law of accumulation, Its First Critics and His Responses
  6. ^ Joseph A. Schumpeter [1976]Capitalism, Socialism & Democracy, Routledge, London
  7. ^ Bernice Shoul [1965] 'Similarities in the Work of John Stuart Mill and Karl Marx' in Science and Society 29 (3) Summer 1965 pp 270-295
  8. ^ Schumpeter, Joseph A., Opie, Redvers (1983) [1934]. The theory of economic development: an inquiry into profits, capital, credit, interest, and the business cycle. New Brunswick, New Jersey: Transaction Books. ISBN 9780878556984. Translated from the 1911 original German, Theorie der wirtschaftlichen Entwicklung.
  9. ^ Shaikh, Anwar [1978]
  10. ^ Karl Marx er tilbage - Den gamle kapitalismekritiker er atter hot stuff på universiteterne., Politiken 1. maj 2013
  11. ^ Roman Rosdolsky [1980] 'The Making of Marx's 'Capital p.381
  12. ^ Bernice Shoul [1965] 'Similarities in the Work of John Stuart Mill and Karl Marx' p.288-289
  13. ^ Mattick (da), 1973, s. 26
  14. ^ Yaffe, David [1972]
  15. ^ Capital, Volume III Part V Division of Profit into Interest and Profit of Enterprise.
  16. ^ Money-Capital and Real Capital ¶ 20
  17. ^ Marx, Karl Capital Volume II, p410-1.
  18. ^ Yaffe, David [1972]

Yderligere læsning[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Kriseteori_(økonomi)&oldid=11285401"