Kristelig social bevægelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Som kristelig social bevægelse benævnes den mere eller mindre programmæssigt udformede stræben, der i forskellige lande udgår fra kirkelig side med det formål at medvirke til en højnelse af arbejderklassen såvel i økonomisk som i etisk henseende.

Bevægelsen kan egentlig ikke opfattes som en enhed, den rummer elementer fra autoritetstro kirkelig konservatisme til radikal socialisme; hertil kommer forskellige anskuelser på grund af konfessionsforskel. Fælles for alle grupper er den stærke fremhæven af, at det er nødvendigt, at de sociale spørgsmål løses i kristendommens broderskabsånd. I økonomisk henseende forkaster alle bevægelsens retninger det liberalistiske princip, der ved at give de personlige interesser frit spil fremelsker egoismen og ødelægger samfundet socialt og moralsk. På den anden side tager selv de personer, der kalder sig kristne socialister, afstand fra "den materialistiske socialisme", idet de fremhæver nødvendigheden af, at der samtidig med en forbedring af de økonomiske kår skabes en ny samfundsmoral i kristendommens ånd i de enkelte individer. Skønt den kristelige sociale bevægelses organisationer som regel kun har haft forholdsvis få medlemmer, har de i en række lande øvet stærk indflydelse på den socialøkonomiske lovgivning.

Katolsk[redigér | redigér wikikode]

Den katolske retning, der ved Leo XIIIs encyklika Rerum novarum af 15. maj 1891 fik pavestolens anerkendelse, kom frem i Frankrig i 1840'erne. Bevægelsen har været ret splittet. Nær den liberalistiske skole stod Le Play (1806-82) (Les ouvriers européens, 1855), der ville løse det sociale spørgsmål ved samvirken mellem arbejdere og arbejdsgivere, men uden statsindgreb. Heroverfor står de socialt interesserede katolikker, der ønsker statshjælp; denne retning organiseredes efter 1870 af grev Albert de Mun (1841-1914) i Œuvre des cercles catholiques. Disse arbejderforeninger fik mere tilslutning fra mindre, selvstændige erhvervsdrivende end fra arbejderne.

En tredje retning var den Sillonske Bevægelse, der begyndte 1894 (organiseret af Marc Sangnier). Denne temmelig yderliggående retning fik efterhånden de højere gejstlige imod sig og blev 1910 formelt opløst efter pavens befaling. (Se reformkatolicisme)

Belgien og Holland[redigér | redigér wikikode]

I Belgien var bevægelsen oprindelig konservativ, liberalistisk (føreren var Perin, 1815-1905). Men efter arbejderurolighederne 1886 stiftedes på biskop Detroulouxs initiativ en radikaldemokratisk retning, der ønskede statens intervention. De to retninger har til tider bekæmpet hinanden meget heftigt.

I Holland rummede organisationerne oprindelig både arbejdere og arbejdsgivere, i de senere år kun arbejdere, som man ønsker at organisere i særlige katolske fagforeninger.

Tyskland[redigér | redigér wikikode]

I Tyskland begyndte den senere biskop von Ketteler (1811-77) sin propaganda 1848. I Die Arbeiterfrage und das Christenthum, 1864, tager han ordet for oprettelsen af produktionsforeninger, der dog ikke må støttes af staten. Senere blev bevægelsens krav stærkere: højere løn, forbud mod fabriksarbejde for børn og gifte kvinder, maksimalarbejdsdag (10 timer) – altså efterhånden meget stærke statsindgreb.

Organisationen i Arbeitervereinen var ret forskelligartet. Nogle foreninger omfattede kun arbejdere, andre tillige mindre, selvstændige erhvervsdrivende; nogle tillod tilslutning til fagforeninger (dog ikke socialistiske), andre fordømte enhver fagforeningsbevægelse. De sidste oprettede til gengæld inden for Arbeiterverein særlige fagafdelinger, der dog altid forblev svage og fåtallige.

Østrig[redigér | redigér wikikode]

I Østrig kæmpede friherre von Vogelsang (1818-90) fra 1875 for udbredelse af social forståelse; bevægelsen fik på grund af sin skarpe modstand over for den moderne industrielle udvikling ikke større udbredelse. En egentlig kristelig social bevægelse kom først frem i 1880'erne, under førerskab blandt andet af Wiens overborgemester Dr. Lueger, Ebenhoch og prins Alois Liechtenstein. Navnlig på det kommunalpolitiske område har partiet haft afgørende betydning; ved de politiske valg før krigens udbrud 1914 talte det over en fjerdedel af samtlige stemmer.

Protestantisk[redigér | redigér wikikode]

Et politisk organiseret protestantisk socialt parti findes egentlig kun i Tyskland. Bevægelsens forløbere var J.H. Wichern (1808-81), der særlig viede Indre Missions filantropi sin interesse, og Victor Aimé Huber, der anbefalede kooperative organisationer. Den egentlige stifter var Rudolf Todt (1838-87), der 1877 udgav Der radikale deutsche Sozialismus und die christliche Gesellschaft, hvis sociale krav ikke var langt fra socialismens. En varig organisation (Christlich soziale Arbeiterpartie) grundlagdes dog først 1878 af hofpræst Adolf Stoecker (1835-1909). Da partiet stadig udvikledes i konservativ og antisemitisk retning, fik det ingen tilslutning fra arbejderne, men kun fra småhåndværkere og småhandlende. Omvendt udvikledes en yngre kristelig-social retning under Friedrich Naumann (1860-1919) og Paul Göhre (1864-1928) fra oprindelig upolitisk stadig i liberal retning.

Enhedspunktet for de forskellige protestantisk-sociale retninger var fra 1890 den af Stoecker grundlagte evangelisk-sociale kongres, som Stoeckers fløj dog forlod 1896. Fra den yngre retning udgik Nationalsozialer Verein, der 1896-1903 ivrigt, men med ringe resultat deltog i de politiske valg. Ved denne forenings opløsning gik Naumann over til de liberale, Göhre til socialdemokratiet. Stor udbredelse vandt de 1882 fra Rhinegnene udgående evangeliske arbejderforeninger, en fredelig, patriotisk organisation, der oprindelig stod skarpt over for den katolske bevægelse. Disse foreninger er ikke fagforeninger, men tilskynder deres tilhængere til også at organisere sig fagligt.

England[redigér | redigér wikikode]

I England kaldte den kristelig-sociale bevægelses første repræsentanter sig selv for kristne socialister: Fr. D. Maurice (1805-74), Ch. Kingsley (1819-75), J. A. Ludlow (1821-1911). De fremhævede navnlig den fri konkurrences uheldige virkninger og grundlagde 1848-54 flere kooperative virksomheder.

Tiden 1854-77 var en død tid, men 1877 stiftede Stewart Headlam (1847-1924) The guild of St. Matthew, hvis program efterhånden blev mere og mere socialistisk; foreningen virkede stærkt i nogle år, sygnede senere hen og opløstes 1910.

Den kristelig-sociale bevægelses tredje periode begyndte 1889, da Henry Scott Holland (1847-1918) og biskop B. F. Westcott (1825-1901) stiftede The Christian Social Union (C.S.U.) Foreningen, der "vil bringe Kristi Tro til Anvendelse på den nuværende sociale og industrielle Situation", ønsker at afløse den fri konkurrence med organiseret samarbejde. Bevægelsen, der stadig har været upolitisk, udgav fra 1891 det videnskabelige tidsskrift The economic review. Foreningen var fåtallig, men øvede navnlig indtil 1908 stor indflydelse. Således blev systemet "Hvide lister" – dvs. organisationer, hvis medlemmer forpligtede sig til kun at handle i forretninger, der som givende fair arbejdsløn blev optaget på foreningens lister – ca. 1900 gennemført af denne forenings medlemmer.

Også "Settlementsbevægelsen" fra 1884 stammer fra C.S.U.; dens stifter var Barnett (1844-1914). Settlementsbevægelsen har til formål at få de besiddende klasser til at medvirke til arbejderklassens højnelse ikke blot ved at forbedre de materielle kår, men også ved personlige venskabsforbindelser. En del medlemmer, der syntes at C.S.U.-bevægelsen var for moderat, stiftede 1906 med Conrad Noel ("The Red Vicar", 1869-1942) som fører The Church Socialist League på kristeligt-socialistisk grundlag.[1]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark dannedes 1898 "Udvalget til social Oplysnings Fremme" med professor Harald Westergaard som formand og litterat Fernando Linderberg (1854-1914) som sekretær. 1913 stiftedes Kristeligt-socialt Forbund, i hvis styrelse blandt andet sad sognepræst J. Th. Sadolin, sekretær Chr. Norlev, sognepræst A. Birke og professor Valdemar Ammundsen. Forbundet udgav månedsskriftet Maalet og Vejen. Den danske bevægelse er nærmest efter engelsk forbillede. Også settlementsbevægelsen har givet sig udslag i Danmark (i Saxogade i København).

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Note


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.