Kvalificeret flertal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kvalificeret flertal er et begreb, der anvendes ved valghandlinger, når der til vedtagelse af en beslutning kræves tiltræden af mere end blot flertallet af de afgivne stemmer der normalt kræves ved majoritetafstemning. Et krav om kvalificeret flertal kan eksempelvis bestå i krav om, at der til vedtagelse af en beslutning kræves tiltræden af 2/3 af de afgivne stemmer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den romerske republik var det første kendte samfund i historien som anvendte kvalificeret flertal.

Det første kendte brug af kvalificeret flertal var i år 122/123 f.Kr. i antikkens Rom.[1] Dokumentet Lex Acilia repetundarum, som fastslog retningslinjerne for visse romerske retssager, erklærede at to tredjedele af nævningene ved en sag kunne anmode om at få den sidste tredjedel fjernet fra sagen hvis den nægtede at afgive stemme i forbindelse med sagens afgørelse.[2]

På det tredje Laterankoncil i 1179 indførte Pave Alexander 3. et krav om at fremtidige paver kun kunne vælges med et kvalificeret flertal på to tredjedele.[3] Pave Johannes Paul 2. indførte en undtagelse i 1996 som bestemte at paven kunne vælges ved simpelt flertal som en sidste udvej hvis to tredjedele ikke kunne blive enige.[4] Undtagelsen blev dog tilbagerullet af Pave Benedikt 16. i 2007.[5]

Almindelige former for kvalificeret flertal[redigér | redigér wikikode]

I en normal majoritetsafstemning er det kun nødvendigt at få over halvdelen af stemmerne. Et kvalificeret flertal kræver en andel af stemmerne som oversiger de 50% krævet ved en normal majoritetsafstemning.[6] Der er ingen standard for hvor stor en andel af stemmerne man skal have for at få et kvalificeret flertal, men det er typisk to tredjedele[7][8], tre fjerdedele[7] eller tre femtedele[7][9].

Eksempler på anvendelse af kvalificeret flertal[redigér | redigér wikikode]

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:

Paragraf §20 i Danmarks Riges Grundlov kræver, at lovgivning som vil resultere i suverænitetsafgivelse (f.eks. til Den Europæiske Union eller de Forenede Nationer) kun kan gennemføres i Folketinget hvis den opnår et flertal på fem sjettedele (150 ud af 179 pladser).[10] Hvis der kun kan opnås et simpelt flertal, og regeringen vælger ikke at droppe forslaget, skal det sendes til folkeafstemning.[10][11]

Den Europæiske Union[redigér | redigér wikikode]

I EU foregår afstemninger i ministerrådet efter regler om kvalificeret flertal, bl.a. når der er tale om vedtagelse af direktiver. [12]

USA[redigér | redigér wikikode]

I USA anvendes kvalificeret flertal i mange forskellige sammenhænge. Fremlæggelse af nye forfatningstillæg kræver opbakning fra to tredjedele af de to kamre i Kongressen (Repræsentanternes Hus & Senatet) eller at to tredjedele af staterne anmoder om et konvent hvor forslag til forfatningstillæg kan fremlægges.[8] Foreslåede forfatningstillæg skal ratificeres af tre fjerdedele af staterne før de er gældende lovgivning.[8]

Lovforslag behøver kun et simpelt flertal for at blive godkendt i Kongressen, men præsidenten kan nedlægge et veto mod loven og sende den tilbage med en begrundelse.[13] Hvis begge kamre godkender lovforslaget overtrumfer det præsidentens veto og bliver lov alligevel.[14]

Foreninger, selskaber og andre ikke-statslige organisationer[redigér | redigér wikikode]

Mange foreninger og lignende organisationer har vedtægter som kræver et kvalificeret flertal (3/5, 2/3 og 3/4) for at ændre organisationens vedtægter eller opløsning af organisationen.[15]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Schwartzberg 2013, s. 44.
  2. ^ Johnson, Coleman-Norton & Bourne 1961, s. 42.
  3. ^ Schwartzberg 2013, ss. 51, 58-59.
  4. ^ Johannes Paul II 1996, ss. 32-33.
  5. ^ "Pope alters voting for successor". BBC News (BBC). 26. juni 2007. Arkiveret fra originalen 20. september 2016. 
  6. ^ Wulff, Carsten. "kvalificeret flertal". Den Store Danske (Gyldendal). Arkiveret fra originalen 15. november 2016. Hentet 15. november 2016.  Arkiveret 15. november 2016.
  7. ^ a b c Waisanen, Bert (2010). State Tax and Expenditure Limits—2010. National Conference of State Legislatures. Arkiveret fra originalen 29. juli 2016.  Arkiveret 29. juli 2016.
  8. ^ a b c Farrar 1872, s. 17.
  9. ^ "Charter of the United Nations". Wikisource (Forenede Nationer). 1945. Arkiveret fra originalen 9. november 2016.  Arkiveret 9. november 2016.
  10. ^ a b Pedersen & Christensen 2015, ss. 27-28.
  11. ^ EU oplysningen om danske folkeafstemninger
  12. ^ EU-oplysningen
  13. ^ Farrar 1872, ss. 5-6.
  14. ^ Farrar 1872, s. 6.
  15. ^ Kobbernagel, Jan; Sveistrup, Poul (1961). "Om afstemningsmetoder ved kollektive beslutninger". Erhvervsøkonomisk Tidsskrift 25: s. 135-136. Hentet 2016-11-14. 

Litteraturliste[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]